2020-24-0152-00274

Svært støttehalt so transporteret til eksportstald - ikke separeret fra andre dyr

18-01-2021

Skrivelse af 10. juni 2020 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00071-19).
En so fandtes at være svært støttehalt på højre forben ved aflæsningen i en eksportsamlestald. Soen var ikke adskilt fra de andre dyr under transporten. Besætningsejeren og chaufføren kunne ikke huske transporten.

Rådet udtalte 18. januar 2021:

Spørgsmål 1:

Har grisen under sit ophold i besætning derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 13. marts 2019:

”Ved kontrol under aflæsning af søerne blev der konstateret en so, som var halt på højre forben. Soen, som var øremærket med CHR nr. XXX -xxxx, var normal af huld. Under aflæsningen bevægede den halte so sig kun modvilligt fremad. Når samlestedets medarbejdere gennede på soen, gik den kun få ujævne skridt, hvor den aflastede højre forben, så der kom minimal vægtbelastning på benet, video bilag 2. Det vurderes, at dyret, da det gik af vognen, var støttehalt i svær grad på højre forben. Dyrets modvilje mod at bevæge sig og aflastningen af højre forben vurderes at være udtryk for svær smerte, idet svin er flokdyr og vil gøre, hvad de kan for at følge med de øvrige svin.

Ved inspektion af dyrets højre forben kunne der konstateres en hævelse på den udvendige side af kodeleddet på højre forben, jf. fotomappe, bilag 3. Ved den kliniske undersøgelse føltes hævelsen varm, og dyret vægrede sig mod berøring af området, hvilket er foreneligt med en smertefuld betændelsestilstand, der ikke er afhelet men stadig aktiv. Hævelsen havde en fasthed som bindevæv, hvilket er foreneligt med en ikke-ny skade. Det vurderes, at haltheden og hævelsen ud for kodeleddet på højre forben har været tilstede i flere dage og, at haltheden og læsionen har været let erkendelig i besætningen i tiden forud for leveringen og også ved pålæsningen.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Rådet finder, at soens tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dens situation burde have været erkendt og afhjulpet i besætningen, hvilket bedst ville være sket ved, at den var blevet isoleret i sufficient indrettet sygesti og behandlet eller aflivet.

Såfremt soen ikke har været opstaldet i korrekt indrettet sygesti og sufficient behandlet, finder Rådet, at den under opholdet i besætningen, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at soen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Har grisen været egnet til transport?

Svar ad 2:

Dyr, der ikke kan gå og stå ved egen hjælp, eller dyr, der er springhalte, svært støttehalte eller udpræget gangbesværede på grund af diagnosticeret eller formodet knoglebrud, ledskred, smertefulde betændelsestilstande i lemmerne (ledbetændelse, seneskedebetændelse o. lign.) samt dyr, som lider af almen svækkelse, må ikke transporteres levende til slagtning eller til levebrug, men skal aflives eller nødslagtes på stedet.

Lægges ovennævnte, de medsendte fotos og videoklippet samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at soen ikke var egnet til transport, heller ikke adskilt i et rum for sig selv som skånetransport. Ved at være transporteret i den beskrevne tilstand har soen været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at soen under læsning og transport har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 3:

Har lidelsen og haltheden været erkendelige forud for transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Svar ad 3:

Ja. Se svar ad 1.

Spørgsmål 4:

Kan tilstanden være blevet forværret under transporten, og i bekræftende fald i hvilket omfang?

Svar ad 4:

Rådet kan ikke afvise, at soens halthed er forværret under læsning og transport, men kan ikke med nogen grad af sikkerhed udtale sig om omfanget af en eventuel forværring.

Spørgsmål 5:

Har grisen ved at blive transporteret derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 5:

Se svar ad 2.

Spørgsmål 6:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 6:

Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, som kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, jf. § 2 og § 3, dagældende dyreværnslov nr. 20 af 11. januar 2018 § 28, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 9 og stk. 11, jf. § 1 og § 2, jf. transportbekendtgørelsens § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, dagældende transportbekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 § 35, stk. 1, nr. 1, jf.  transportforordningens artikel 3, litra b og artikel 6, stk. 3, jf. bilag 1, kapitel 1, pkt. 1 og pkt. 2, litra a, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som transportvirksomhed, at være ansvarlig for at en chauffør udsatte en gris for groft uforsvarlig behandling under læsning og transport, ved at transportere den i lastbil fra besætningen til slagteri, selvom grisen ikke var transportegnet, idet grisen var støttehalt i svær grad på højre forben, hvorved grisen blev udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Anklagemyndigheden nedlagde efter bevisførelsen påstand om frifindelse, og på den baggrund blev tiltalte frifundet.

Efter sagens udfald skulle statskassen betale rimelige omkostninger ved sagens behandling.