2021-24-0152-00445

Svin fik åbent brud på underkæben under transport til slagteri

02-11-2021

Skrivelse af 5. marts 2021 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00196-20).
Ved det levende syn på slagteriet observerede embedsdyrlægen et svin med åbent brud på underkæben. Svinet havde endvidere flere sår på tungen og i mundhulen. Der fandtes blodspor på flere svin og blod på væg og gulv i lastbilens øverste dæk.

Rådet udtalte 2. november 2021:

Spørgsmål 1:

Om chauffør og transportvirksomhed ved at lade dyret transportere fra besætningen til slagteriet, under omstændigheder, hvor dyret kunne komme til skade som den beskrevne, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt samt undladt at beskytte det bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald finder rådet da, at der er dyret har været udsat for uforsvarligt, groft uforsvarligt eller groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 1:

Ved det levende syn på slagteriet observerede embedsdyrlægen, at ét ud af 200 svin havde et frisk brud på underkæben. Følgende fremgår af anmeldelse af 6. juli 2020:

”Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret hav­de et friskt åbent brud i munden, hvor underkæben konstateres hængende løst. Det var et slagtesvin på ca. 110 kg. Dyret var ved bevidsthed og fulgte ud med flokken sammen med de 5-10 sidste grise, der blev læsset af. Grisen blev skilt fra, undersøgt og aflivet hurtigst muligt. Se foto nr. 1, 3 og 4 i bilag 5. Dyret virkede stresset og havde besværet vejrtrækning og ved berøring af tryne reagerende slagtesvin ved at trække sig og ryste.

Ved undersøgelse af transportbilen … observeres der blodspor på flere af grisene. Der fandtes blod på væg og gulv i det midterste rum på det øverst dæk af transportvognen, hvor den skadede gris var pla­ceret. Der konstateres at ventilations skodderne var åbne under hejsning og sænkning af dækket. Se foto 1 og 2 i bilag 5.”

Præparater fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Det ene præparat omfattede hoved uden ører (skåret af under basis) med to påsiddende hudstykker begge nåletatoveret med ”12”, ”12” og ”01825”. Hudstykkerne målte henholdsvis ca. 82 x 17 cm og 85 x 20,5 cm og hovedet målte ca. 36 cm i længden, ca. 22 cm i bredden og ca. 23 cm i højden. Ved inspektion af præparatet fandtes en komplet komminut fraktur af begge mandibelgrene beliggende ca. 6 cm fra incisiverne. I relation til frakturen fandtes ulcerationer af mundslimhinden (gingiva) i begge sider af mundhulen, med fibrin, blødning og laceration af vævet.

Det andet præparat målte ca. 32 x 6 cm og omfattede tunge, strubehoved, ca. 1 – 2 cm af trachea og underliggende hud og muskulatur. Ved inspektion af præparatet fandtes multiple aflange ulcerationer i tungen belagt med fibrin. Ulcerationerne havde en længde varierende fra ca. 0,5 – 2,5 cm og en bredde varierende fra ca. 0,1 – 0,7 cm. Endvidere fandtes blødning i bløddelene omkring strubehovedet.

Der blev udtaget væv fra ulcerationerne i mundhule og tunge til histologisk undersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse fandtes laceration af vævet i begge præparater, uden tegn på inflammatorisk reaktion.

Der blev udtaget væv fra ulcerationerne i mundhule og tunge til histologisk undersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse fandtes laceration af vævet i begge præparater, uden tegn på inflammatorisk reaktion.

På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at der er tale om en akut opstået fraktur med blødning i det omkringliggende væv.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være transporteret på en måde, så det ved aflæsningen på slagteriet fremstod med fraktur af begge grene af underkæben, og multiple sår i mundhulen og på tungen, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at svinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 2:

Giver sagens fakta i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.                                      

Svar ad 2:

Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Afgørelse:

Der var to tiltalte i sagen.

Chauffør tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2) samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, nr. 1, jf. Rådets forordning nr. 1/2005, artikel 3, litra c, alt jf. straffelovens § 83, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv, som chauffør, sammen med transportør; tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, jf. § 2) samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 4, jf. stk. 3, jf. Rådets forordning nr. 1/2005, artikel 3, litra c og artikel 6, stk. 3, jf. kapitel II, pkt. 1.1, litra a, ved d. 30. juni 2020 i forbindelse med udøvelse af erhverv, at være ansvarlig for, at tiltalte chauffør, som fører og ledsager af de transporterede slagtesvin til slagteri, herunder at have behandlet et slagtesvin groft uforsvarligt med karakter af mishandling, idet et slagtesvin, enten i forbindelse med pålæsningen hos besætningsejer eller ved aflæsning på slagteriet, i forbindelse med hævning eller sænkning af dækket på øverste etage fik sin tryne i klemme i ventilationsåbningen, således at dyret fik et åbent brud af begge sider af kæbebenet, hvorved dyret ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse angst varigt mén og væsentlig ulempe.

De tiltalte nægtede sig skyldige.                            

Efter de fremlagte attester og certifikater samt de tiltaltes forklaringer, lagde retten til grund, at den transportvogn, som chaufføren anvendte til transporten af det tilskadekomne svin var synet og godkendt til transport af slagtesvin.

Retten fandt, på baggrund af fremlagte dokumentation, en betydelig usikkerhed om, hvordan skaden rent faktisk skete, herunder om den opstod som følge af lastbilens indretning eller manglende vedligeholdelse. Retten fandt herefter ikke grundlag for at antage, at nogen af de tiltalte havde handlet uagtsomt ved at udføre transporten med den pågældende transportvogn.

De tiltalte frifandtes derfor.