Rådet udtalte 6. september 2021:
Spørgsmål 1:
Rådet anmodes om, at foretage en vurdering af uforsvarligheden.
Rådet anmodes om at vurdere om skaden sandsynligvis er opstået under transporten.
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har slagtesvinet derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Af embedsdyrlægens anmeldelse af 23. juli 2020 fremgår bl.a. følgende: ”… embedsdyrlæge konstaterede i øvrigt ved aflæsningen, at det tilskadekomne dyr var transporteret på mellemste dæk, og at der ikke var adskilte dyr i transportmidlet. Det tilskadekomne dyr blev visuelt undersøgt i levende live og desuden efter aflivning…
Ved den kliniske undersøgelse af det levende svin kunne det konstateres, at dyret var blandt de sidste, der gik af transporten ved aflæsning af det mellemste dæk - det havde været i den forreste del af lastbilen under transporten. Hele slagtesvinets snude var afskåret. Det blødte ikke mere. Dyret løb rundt, men var stille og virkede chokeret… Dyret blev straks aflivet af rutineret staldpersonale efter 2 skud fra boltpistolen og efterfølgende afblødning. Dyret var svært at få til at stå helt stille inden aflivningen. Det udviste ikke den undersøgende adfærd af omgivelserne, som ellers er normalt for svin, men løb rundt på må og få. Dyrets vejrtrækning var anstrengt og larmende.…
Efter aflivning blev det konstateret, at der kun var en smule blod på lastbilens indvendige højre side i den forreste del af bilen, hvor dyret havde været under transporten. Der blev ikke fundet rester af den afskårne snude i eller uden for lastbilen. Ved telefonopkald til leverandøren af dette læs slagtesvin oplyste …. efter inspektion af området, hvor dyrene var læsset på besætningen, at der var en smule blod og vævsrester, hvor lastbilens forreste højre side havde været parkeret under læsningen.”
Af obduktionsattest af 10. maj 2021 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUND fremgår bl.a. følgende:
”Hovedet målte ca. 30 x 30 x 25 cm. Ved modtagelsen var hovedet delvist sagittalt gennemsavet. Ved inspektion af hovedet fandtes en gennemgående ulceration på trynen med fuldstændig mangel af trynen (inklusiv hele trynepladen) og dele af overkæben. Ulcerationen målte ca. 11,5 x 8 cm. I ulcerationen fandtes blotlæggelse af næsebenet og næsebrusk/knogle (nasale conchae) samt blødning, fibrindannelse og laceration i det omkringliggende væv. Der fandtes komminut frakturering af næsebrusken, overkæben, den hårde gane samt næsebenet. Næsebenet var fraktureret lige rostralt for overgangen til os frontale (kranieknogle). Desuden fandtes en gennemgående komminut frakturering af underkæben, ca. 4-5 cm fra den rostrale afgrænsning….
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at hovedet er sæde for fuldstændig mangel af trynen og dele af overkæben med blotlæggelse af næseben, næsebrusk/knogle og omkringliggende bløddele samt frakturering af næsebrusk, næseben, overkæbe, den hårde gane samt underkæbe. ….. Baseret på de makroskopiske og histologiske fund vurderes forandringerne på trynen at være opstået umiddelbart før aflivningstidspunktet. ….”
De beskrevne forandringer i svinets hoved er, ud over tabet af trynen, karakteriseret ved laceration og multiple frakturer i såvel overkæbe- og næseregion som underkæben, hvilket har krævet, at hovedet/trynen er blevet påvirket med meget betydelig, udefrakommende kraft.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at skaden sandsynligvis er sket ved hævning/sænkning af vogndækket under på- eller aflæsning af dyrene. Skaden kan ikke være påført af et andet dyr.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være transporteret på en måde, så tryne og underkæbe er blevet voldsomt læderet, så det ved ankomsten til slagteriet fremstod chokeret, med tab af trynen, alvorlig sårdannelse og multiple frakturer i såvel overkæbe- og næseregion som underkæben, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at svinet under transporten har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 2:
Rådet skal bemærke, at enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.
Til brug for Rådets arbejde, herunder til brug for offentliggørelse på www.detvetsund.dk, skal man anmode om at blive orienteret om, hvad der videre måtte ske i sagen.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Begge tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og 13, jf. § 2, og transportbekendtgørelsens 37, stk. 1, jf. stk. 3, jf. transportforordningen artikel 3, litra b og c, og artikel 6, stk. 3, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1, 2 og 4, og kapitel II, pkt. 1.1, litra a, ved d. 29. juni 2020 i forbindelse med udøvelse af erhverv som henholdsvis chauffør og transportør at være ansvarlig for, at chaufføren i forbindelse med transport af grise fra ejendommen, til slagteriet udsatte en gris for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling og undlod at sikre, at grisen blev transporteret, og at transportmidlet var indrettet og blev anvendt på en sådan måde, at grisen ikke kom til skade eller blev påført lidelser, og således grisens sikkerhed blev tilgodeset.
Anklagemyndigheden nedlagde endelig påstand om frifindelse.
I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand blev de tiltalte frifundet.