Rådet udtalte 2. marts 2021:
Spørgsmål 1:
om besætningsejer/chauffør/transportvirksomhed ved at lade dyret transportere fra besætningen til slagteriet med beskrevne lidelse eller lade dyret transporterer under sådanne omstændigheder, at dyret derved kunne pådrage sig beskrevne lidelse, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt samt undladt at beskytte det bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald finder rådet da, at dyret har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 1:
Af anmeldelse af 11. oktober 2019 fremgår følgende:
”Undertegnede embedsdyrlæge foretog det levende syn af dyrene, hvor det kunne konstateres, at der var ét dyr, som var støttehalt på venstre forben og blødte fra venstre klov…
Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret støttede på sin fod, der blødte fra det åbne sår…”
Det fremgår endvidere, at ”Dyret var blevet læsset på det midterste dæk i det midterste aflukke. Der kunne konstateres blodspor ned langs siden af vognen på det nederste lag… Midterste dæk blev sænket, hvorved dyret blev læsset af fra første rum. I det midterste rum kunne der konstateres blod på ryggen og siderne hos nogle af de andre dyr…
Det tilskadekomne dyr befandt sig blandt de andre dyr, og blev holdt tilbage uden besvær, idet det ikke kunne gå særlig godt. Dyret var let genkendeligt, da det var tilsmudset med blod på huden på begge forben, under halsen, på brystet og på bugen… Savsmuldet på dækket var rødlig af blod, og der kunne observeres blodspor ned ad siden af vognen...”
Ved undersøgelse efter slagtningen fandtes, at ”den yderste tå på det venstre forben havde en synlig og mærkbar ru overflade med en markeret mørk farve i vævet på trædepuden (under kloven), dette kan skyldes en ekstern påvirkning i form af klemning eller lignende og at vævet er revet over (ru overflade)… Det kunne konstateres, at den inderste tå af samme forben havde en lyserød farve, samt en mærkbar og synlig glat overflade af trædepudens overflade, tegn for en normal upåvirket tå hvor kloven er kommet af under den slagtermæssige proces…”.
Beskrivelsen understøttes af de medfølgende foto, herunder foto 4 og 5, hvor det tydeligt kan ses, at svinet mangler klovkapslen på den laterale tå på venstre forben.
Materiale fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:
”Ved inspektion af præparatet fandtes stedvis blødning yderst på den laterale tå (phalanx 4) strækkende sig ventralt ned på det yderste af sålen. Efter sagittal gennemskæring af tåen fandtes stedvis blødning i vævet omkring klovbenet.
Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget væv fra området med blødning. Ved den histologiske undersøgelse fandtes massiv indvækst af bakteriekolonier. Der fandtes ingen inflammatorisk reaktion i vævet.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at den laterale tå (phalanx 4) er sæde for stedvis blødning. Histologisk fandtes ingen inflammatorisk reaktion, hvorfor alderen på den observerede blødning ikke kan bestemmes.”
Professor … har på forespørgsel præciseret, at fraværet af inflammatorisk reaktion er ensbetydende med, at læsionen er opstået under 4 timer forud for aflivningstidspunktet.
Af sagsoplysningerne fremgår endvidere, at chaufføren har oplyst, at ”han ved endt pålæsning hos landmanden (arbejdsgiveren) havde fundet en ”tå” på staldgulvet, hvorefter han samlede den op, og viste den til landmanden. Der kom ikke en reaktion fra landmanden om at han ville kontrollere forholdet yderligere inden transporten startes. X oplyste endvidere, at han blev bedt om at transportere læsset til slagteriet.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Såfremt chaufførens oplysning om fund af en klovkapsel efter endt pålæsning i besætningen samt ovennævnte beskrivelse af svinets tilstand og det medfølgende billedmateriale lægges til grund, finder Rådet, at svinet ikke var egnet til transport og således ikke burde have været transporteret levende til slagtning. Ved at være læsset og transporteret i den beskrevne tilstand, har svinet været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at svinet under læsningen og transporten har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 2:
Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen:
Besætningsejer/transportør:
Tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1, og § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6 i transportbekendtgørelsen, jf. artikel 3, litra b og litra c samt artikel 8, stk. l, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1, pkt. 2, litra a og litra b samt pkt. 4 i transportforordningen, ved som besætningsejer og transportør, at have transporteret en gris med afrevet klov på venstre forben, hvorved den blev behandlet groft uforsvarligt.
Afgjort ved bødeforelæg på 25.000 kr.
Chauffør:
Tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. § 1, og § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6 i transportbekendtgørelsen, jf. artikel 3, litra b og litra c samt artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1, pkt. 2, litra a og litra b samt pkt. 4 i transportforordningen, ved som chauffør for transportvirksomheden, at have transporteret en gris med afrevet klov på venstre forben, hvorved den blev behandlet groft uforsvarligt.
Afgjort ved bødeforelæg på 7.500 kr.