Rådet udtalte 2. november 2021:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer …, eller dennes ansatte ved at have tildelt slagtesvinet 11 slag, fordelt med 6 slag på skinkerne og 5 slag henover dyrets ryg med tatoveringshammer …, hvorved der var fremkommet tydelige blødninger i huden, underhuden samt ned i den underliggende muskulatur. Dyrets ryg er et meget følsomt område, da der er ringe muskeldække samt underliggende knoglefremspring (torntappe), og derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald,
Svar ad 1:
Af anmeldelse af 29. januar 2021 fremgår følgende:
”Efter slagtning fandtes følgende:
Slagtesvin tatoveret med leverandørnummer ...
Slagtesvinet var blevet tildelt 11 slag med tatoveringshammeren fordelt således:
Dyret havde 4 tatoveringer placeret oven i hinanden på skinkerne, hvor der tydeligt kunne observeres blødning i området. Ved indsnit i området fandtes der blødning i huden, underhuden samt ned i den underliggende muskulatur, jf. foto nr. 3, 5 og 6 i bilag 2. Derudover fandtes yderligere 2 tatoveringer placeret på skinkerne, jf. foto nr. 1, 2 og 4 i bilag 2, og 5 tatoveringer placeret hen over dyrets ryg, jf. foto nr. 1, 2 og 4 i bilag 2…”
Præparater fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:
”Præparaterne målte ca. 107 x 19 cm og ca. 45 x 21 cm.
Ved inspektion af præparaterne fandtes i alt 11 nåletatoveringer med nummeret …, hvoraf enkelte var overlappende.
På muskelsiden af præparaterne sås blødninger som målte ca. 2 x 1 cm, ca. 3,5 x 1,5 cm og ca. 1,5 x 1 cm.
Ved gennemskæring af læsionerne fandtes blødningerne at strække sig ned i subcutis og enkelte steder ned i den underliggende muskulatur.
Med henblik på histologisk undersøgelse blev der udtaget repræsentative vævstykker fra de nåletatoverede hudområder. Ved den histologiske undersøgelse fandtes inflammation med neutrofile granulocytter i dermis, samt massiv blødning og inflammation med neutrofile granulocytter og makrofager i subcutis. I den underliggende muskulatur fandtes enkelte nekrotiske muskelfibre, som var infiltreret med neutrofile granulocytter og enkelte makrofager.
Læsionerne er forenelige med at være opstået efter gentagne slag med en tatoveringshammer. Baseret på de histologiske forandringer vurderes læsionerne at have en alder på ikke under ca. 4 timer i forhold til aflivningstidspunktet.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt.
Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være påført unødige slag med en tatoveringshammer på den ene skinke (4 tatoveringer) og langs ryggen (5 tatoveringer) medførende blødninger i underhuden og stedvis i den underliggende muskulatur, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder, at svinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
Om besætningsejer … eller dennes ansatte, derved har udsat slagtesvinet for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.
Svar ad 3:
Der henvises til Rådets udtalelse af 12. maj 2009 om overdreven anvendelse af tatoveringshammer, der kan findes på www.detvetsund.dk
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 9 og 11, jf. § 1 og 2, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer, at have behandlet et slagtesvin groft uforsvarligt, idet slagtesvinet ved overdreven brug af tatoveringshammer fik tildelt mindst 11 slag.
Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.