2021-24-0152-00469

Ti syge eller tilskadekomne slagtesvin var mangelfuldt håndteret

15-12-2021

Skrivelse af 27. april 2021 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00140-20).
Ved tilsyn i en slagtesvinebesætning fandtes 10 syge eller tilskadekomne svin, hvoraf flere var ude af stand til at rejse sig. Ingen af de 10 syge svin var flyttet til sufficient indrettet sygesti, i behandling eller tilset af dyrlæge.

Rådet udtalte 15. december 2021:

Spørgsmål 1-10:

Rådet anmodes om, at foretage en vurdering af uforsvarligheden.

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 5 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grove­re uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 7 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grove­re uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 8 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grove­re uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 3 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grove­re uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 4 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grove­re uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 1 derved været udsat for væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 2 derved været udsat for væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 6 derved været udsat for væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 9 derved været udsat for væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 10 derved været udsat for væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Svar ad 1-10:

Af anmeldelse af 27. august 2020 fremgår, at der ved tilsyn i en slagtesvinebesætning fandtes følgende ti syge eller tilskadekomne svin:

Gris nr. 5:
”Slagtesvinet (markeret med 5-tal på ryggen) befandt sig i en almindelige sti med i alt 2 slagtesvin. Slagte­svinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet kunne ikke rejse sig og havde et fortykket venstre forben samt liggesår på højre forben… Ved palpation (berøring) føltes hævelsen delvis fast…”.

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse, hvor det endvidere kan ses, at svinet sætter sig op og forsøger at flygte ved at bruge forbenene, men falder ned på højre side, hvor det bliver liggende.

Præparater fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Præparatet omfattede den distale del af venstre forben afskåret i skulderleddet… Efter saggital gennemsavning af benet fandtes kronisk, purulent osteomyelitis i ulnas distale epifyse og metafyse med dannelse af nydannet bindevæv og knoglevæv med en tykkelse på henholdsvis 0,2 og 0,3 cm. I relation til forandringerne i knoglevævet fandtes et fistulært opbrud til en abscesdannelse i den omkringliggende muskulatur og det subkutane væv. Abscessen havde et volumen på ca. 40 mL og var omgivet af en bindevævskapsel med en tykkelse på ca. 0,5 cm…

Konklusion
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at forbenene mærket Gris 5 … var sæde for kronisk, purulent osteomyelitis (knoglemarvsbetændelse) med fistulært opbrud og abscesdannelse…

Baseret på tykkelsen af det nydannede bindevæv og knoglevæv vurderes alle forandringer at have en alder på flere uger i forhold til aflivningstidspunktet.”

Gris nr. 7:
”Slagtesvinet (markeret med 7-tal på ryggen) befandt sig alene i en almindelig sti. Slagtesvinet vejede mel­lem 70 og 80 kg. Slagtesvinet ville ikke rejse sig og havde et fortykket venstre forben samt et mindre for­tykket højre bagben… Ved palpation (berøring) føltes hævelsen på venstre forben delvis fast.”

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse.

Præparater fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Præparatet omfattede den distale del af venstre forben afskåret i skulderleddet… Efter saggital gennemsavning af benet fandtes en kronisk, purulent osteomyelitis beliggende i radius distale epifyse samt i ulnas distale metafyse med komplet tab af knoglevævet i denne. I relation til forandringerne i knoglevævet fandtes nydannet bindevæv og knoglevæv med en tykkelse på henholdsvis 2 cm og 1 cm. I relation til forandringerne i knoglevævet fandtes et fistulært opbrud til en abscesdannelse i den onkringliggende muskulatur og det subkutane væv. Abscessen havde et volumen på ca. 20 mL og var omgivet af en bindevævskapsel på ca. 2,5 cm…

Konklusion
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes at forbenene mærket … Gris 7 … var sæde for, purulent osteomyelitis (knoglemarvsbetændelse) med fistulært opbrud og abscesdannelse. Ydermere var forbenet mærket Gris 7 sæde for en kronisk, proliferativ artritis (ledbetændelse)…

Baseret på tykkelsen af det nydannede bindevæv og knoglevæv vurderes alle forandringer at have en alder på flere uger i forhold til aflivningstidspunktet.”

Gris nr. 8:
”Slagtesvinet (markeret med et 8-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 16 slagtesvin. Slagtesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet lå i sideleje i stien og ville ikke rejse sig og havde et fortykket venstre bagben samt et hævet venstre forben… Ved palpation (berøring) føltes hævelsen på venstre bagben fast.”

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse, hvor det endvidere kan ses, at svinet ligger passivt hen uden at gøre forsøg på at rejse sig, da det bliver trådt i hovedet af et af de andre svin i stien.

Præparater fra svinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Præparatet omfattede den distale del af venstre bagben afskåret i knæleddet… Efter saggital gennemsavning af benet fandtes en kronisk, purulent, nekrotiserende artritis i det proksimale haseled med tab af ledbrusk og dannelse af intraartikulært bindevæv med en tykkelse på ca. 0,3 cm. I relation til forandringerne i leddet fandtes et fistulært opbrud til en abscesdannelse i den omkringliggende muskulatur og det subkutane væv. Abscessen havde et volumen på ca. 200 mL og var omgivet af en bindevævskapsel med en tykkelse på ca. 0,9 cm. Derudover fandtes atrofi af bagbenets muskulatur.

Konklusion
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes at… Bagbenet mærket Gris 8 var sæde for en kronisk, purulent, nekrotiserende artritis (ledbetændelse) i det proksimale haseled med et fistulært opbrud og abscesdannelse.

Baseret på tykkelsen af det nydannede bindevæv og knoglevæv vurderes alle forandringer at have en alder på flere uger i forhold til aflivningstidspunktet.”

Gris nr. 3:
”Slagtesvinet (markeret med et 3-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 16 slagtesvin. Slagtesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet havde et stort brok (over 15 centimeter). Der var ikke sår på broksækken.”

Af foto 5 og det fremsendte videoklip fremgår, at svinet havde en udposning ved navlestedet, og at der på denne observeres slidmærke.

Gris nr. 4:
”Slagtesvinet (markeret med et 4-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 16 slagtesvin. Slagtesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet ville ikke rejse sig og havde et fortykket venstre bagben.”

Det blev vurderet, at tilstanden havde en varighed på ikke under en uge.

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse, og det kan ses, at svinet ligger op ad væggen og ikke forsøger at rejse sig.

Gris nr. 1:
”Slagtesvinet (markeret med et 1-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 14 slagtesvin. Slagtesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet ville ikke rejse sig. Slagtesvinet sad op og trak sig hen over gulvet med højre bagben slæbende efter. Slagtesvinet var i normalt huld.”

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse.

Gris nr. 2:
”Slagtesvinet (markeret med et 2-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 4 slagtesvin. Slag­tesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet ville ikke rejse sig og lå i sideleje.”

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse, hvor det kan ses, at svinet ligger i sideleje ude af stand til at rejse sig. Svinet vokaliserer, da en stifælle rører det på bagparten, men det gør ikke forsøg på at rejse sig.

Gris nr. 6:
”Slagtesvinet (markeret med et 6-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 2 slagtesvin. Slag­tesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet havde trippende gang med let understillede bagben. Slagtesvinet var i normalt huld.”

Det fremsendte videoklip understøtter ovennævnte beskrivelse, og det kan endvidere ses, at svinet aflaster bagbenene ved at løfte dem skiftevis fra jorden, da det kommer op at stå.

Gris nr. 9:
”Slagtesvinet (markeret med et 9-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 8 slagtesvin. Slagtesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet ville ikke rejse sig men sad op, og dens almene tilstand var tydelig påvirket. Slagtesvinet var i nor­malt huld.”

Af det fremsendte videoklip kan det endvidere ses, at svinet sidder på bagparten med bagbenene pegende fremad. Det fremstår nedstemt og uinteresseret i omgivelserne.

Gris nr. 10:
”Slagtesvinet (markeret med et 10-tal på ryggen) befandt sig i en almindelig sti med i alt 7 slagtesvin. Slagtesvinet vejede mellem 70 og 80 kg. Slagtesvinet ville ikke umid­delbart rejse sig, men kommer op at stå med støtte. I stående tilstand støtter slag­tesvinet ikke på venstre forben, som er hævet. Slagtesvinet var i normalt huld.”

Af det fremsendte videoklip fremgår, at svinet har meget vanskeligt ved at rejse sig, men svinet ses ikke stående på det medfølgende billedmateriale.

Det fremgår af sagsakterne, at ingen af de ovennævnte svin var flyttet til sygesti, tilset af dyrlæge eller behandlet, og at ejer i forbindelse med afsendelse af svin til slagtning dagen forinden havde opdaget, at nogle af de tilbageværende svin ikke havde det godt, hvorfor de skulle aflives.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Rådet finder, at svinenes tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Deres situation burde for længst have været erkendt og afhjulpet, hvilket for Gris nr. 1-2 og 4-10 bedst ville være sket ved, at de var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti, hvor de var blevet behandlet, eventuelt tilset af dyrlæge. Hvis tilstanden ikke bedredes væsentligt ved de daglige tilsyn inden for en uge, burde svinene have været aflivet.

Vedrørende Gris nr. 3, finder Rådet, at svin med store brok/udposninger ved navlestedet eller sådanne med sår/begyndende sår straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt såret ikke forbedres med udsigt til opheling, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.

Ved at være unddraget opstaldning i sufficient indrettet sygesti, behandling eller rettidig aflivning, finder Rådet, at Gris nr. 8 under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at svinet under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3, 9, stk. 1 og 18.

Ved at være unddraget opstaldning i sufficient indrettet sygesti, behandling eller rettidig aflivning, finder Rådet, at Gris nr. 1, 2, 4, 5, 7, 9 og 10 under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at svinene under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3, 9, stk. 1 og 18.

Ved at være unddraget opstaldning i sufficient indrettet sygesti, behandling eller rettidig aflivning, finder Rådet, at Gris nr. 3 og 6 under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at svinene under opholdet i besætningen har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3, 9, stk. 1 og 18.

Spørgsmål 11:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 11:

Rådet finder, at Gris nr. 1-7 og 9-10 med de anførte lidelser ved i gennem længere tid, at være unddraget sufficient opstaldning og omsorgsfuld behandling, dyrlægetilsyn eller rettidig aflivning samlet set har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3, 9, stk. 1 og 18.

Rådet skal endvidere henvise til Rådets udtalelser af 5. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr og af 2. december 2008 om svin med store/komplicerede navle- eller lyskebrok, som kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Landmand tiltalt for overtrædelse af to forhold: 

  1. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2, § 3 og § 18 samt bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise § 84, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 50, stk. 1 og stk. 2, ved d. 30. juli 2020 og i en længere periode forud herfor, i forbindelse med udøvelse af erhverv som landmand, på ejendommen, at have behandlet én gris groft uforsvarligt med karakter af mishandling, 7 grise groft uforsvarligt og yderligere 2 grise uforsvarligt. 

  2. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3 samt bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise § 84, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3, jf. § 14, § 49, stk. 1 og § 50, stk. 1 og stk. 2, ved d. 7. maj 2021 og i en længere periode forud herfor, i forbindelse med udøvelse af erhverv som landmand, på ejendommen, at have udsat 5 slagtegrise for væsentlig ulempe, hvoraf 3 slagtegrise blev behandlet uforsvarligt. 

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tilståelsen blev støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. Det var derfor bevist, at tiltalte var skyldig.

Tiltalte blev straffet med betinget fængsl i 40 dage med en prøvetid på 1 år.

Rådet har kun udtalt sig vedrørende forhold 1.