2020-24-0151-00071

To stude faldt ud af defekt påhængsvogn under kørslen

11-03-2021

Skrivelse af 21. august 2020 fra Syd- og Sønderjyllands Politi (3300-89110-00073-20).
Under en transport faldt to stude ud af påhængsvognen, da den drejede. Påhængsvognen havde fået en skade tidligere på ruten, og det var her konstateret, at der var et hul i lågen, men det var ikke yderligere undersøgt om låseanordningen virkede. Den ene stud fandtes liggende i grøftekanten, den anden var forsvundet.

Rådet udtalte 11. marts 2021:

Spørgsmål 1:

Såfremt oplysningerne i sagen om hændelsesforløbet lægges til grund, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd, hvor en transport med levende dyr er blevet fortsat af chaufføren efter et uheld, hvor denne var blevet opmærksom på en skade på lågen ind til dyrene men uden at sikre sig, at lågen fortsat kunne låse efter hensigten, hvilket kort efter bevirkede, at lågen åbnede sig, hvorved to dyr faldt af vogntoget, mens det var i bevægelse, efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishand­ling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3.

Svar ad 1:

Det fremgår af sagen, at to stude faldt ud af påhængsvognen under kørslen under et sving til venstre, som følge af en defekt låge på påhængsvognen. Af nødslagtningsattesten fremgår, at den ene stud var blevet beskadiget i hovedet, og at almenbefindende ellers var ok, samt at studen blev aflivet på stedet. Den anden stud forsvandt fra stedet.

Enhver form for transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at studene, ved at blive transporteret under de ovenfor nævnte omstændigheder, således at de faldt af påhængsvognen under kørslen, og den ene kom til skade i hoved og efterfølgende blev aflivet på stedet, og den anden forsvandt, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at de to stude har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.

Svar ad 2:

Sagen giver ikke Rådet anledning til yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

Der var to tiltalte i sagen.

Chauffør:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 12, jf. § 2 - samt Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 26 af13. januar 2020 § 37, stk. 1, jf. transportordningen, ved d. 24. juni 2020, som fører af lastbil X tilkoblet påhængsvogn Y, i forbindelse med udøvelse af sit erhverv, at have behandlet to køer grovere uforsvarligt, idet han transporterede otte køer og fem stude i påhængsvognen, selv om påhængsvognen ikke blev anvendt på en sådan måde, at dyrene ikke kunne komme til skade, blive påført lidelser eller at dyrenes sikkerhed blev tilgodeset, idet han, efter at have konstateret, at der var opstået et hul i lågen på påhængsvognen, hvori der befandt sig levende dyr, ikke undersøgte lågen yderligere i forhold til, om dens låseanordning fortsat virkede efter hensigten, hvorved påhængsvognens låge efter få kilometers kørsel åbnede sig og to køer faldt af vogntoget.

Efter tiltaltes forklaring og de fremlagte fotos lagde retten til grund, at der i forlængelse af pålæsningen af fem stude opstod en skade på den ene låge til påhængsvognen, forårsaget af lastbilens læsserampe, hvilken skade påvirkede låseanordningen, således at denne ikke længere fungerede efter hensigten.

Efter forklaringen fra vidnet lagde retten videre til grund, at lågen under den videre kørsel sprang op, hvorved i hvert én stud faldt ned på vejbanen og pådrog sig skader i hovedet. Tiltalte havde forklaret, at han, inden han kørte, besigtigede skaden og konkluderede, at lågens låseanordning fortsat fungerede efter hensigten, og at han ganske enkelt ikke ved, hvad årsagen skulle være til, at lågen sprang op.

Efter de fremlagte fotos af den beskadigede låge, var det imidlertid rettens opfattelse, at tiltalte næppe kunne have været i tvivl om, at det ikke var forsvarligt at fortsætte den videre kørsel, og at han som minimum burde have indset dette. Det var herefter rettens opfattelse, at tiltalte ved desuagtet at fortsætte kørslen havde handlet uagtsomt, hvilket konkret resulterede i, at i hvert fald én stud faldt af påhængsvognen og kom til skade.

Det var herefter bevist, at tiltalte i relation til en enkelt stud var skyldig efter tiltalen, idet det efter udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd blev lagt til grund, at der, for så vidt angik dette tilfælde, var tale om grovere uforsvarlig behandling af dyr.

Da der ikke var ført bevis for, om den anden stud tillige skulle være faldet af påhængsvognen, og om studen overhovedet kom til skade i forbindelse med episoden, blev tiltalte frifundet for så vidt angik den resterende del af tiltalen.

Straffen blev fastsat til en bøde på 20.000 kr.

Retten lagde ved bødeudmålingen vægt på, at der var tale om et enkelt 1. gangstilfælde af grovere uforsvarlig behandling af dyr, og at forholdet var begået i forbindelse med udøvelse af erhverv som chauffør.

Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 14 dage.

Transportvirksomhed:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, stk. 12 og stk. 13, jf. § 2 - samt Fødevarestyrelsens bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 3, jf. stk. 1, jf. transportordningen, ved som transportvirksomhed at have været ansvarlig for, at chaufføren d. 24. juni 2020, som fører af lastbil X tilkoblet påhængsvogn Y i forbindelse med udøvelse af sit erhverv, behandlede to køer grovere uforsvarligt, idet han transporterede otte køer og fem stude i påhængsvognen, selv om påhængsvognen ikke blev anvendt på en sådan måde, at dyrene ikke kunne komme til skade, blive påført lidelser eller at dyrenes sikkerhed blev tilgodeset, idet chaufføren, efter at have konstateret, at der var opstået et hul i lågen på påhængsvognen, hvori der befandt sig levende dyr, ikke undersøgte lågen yderligere i forhold til, om dens låseanordning fortsat virkede efter hensigten, hvorved påhængsvognens låge efter få kilometers kørsel åbnede sig og to køer faldt af vogntoget.

Efter bevisførelsen i sagen lagde retten til grund, at de to stude var faldet ud af lastbilanhængerens forreste låge og efterfølgende var faldet ned på vejen. Den ene stud lå i grøften og blødte fra hovedet. En tilkaldt dyrlæge skønnede, at begge stude måtte aflives på stedet. Retten lagde til grund, at uheldet skete som følge af, at lågen til anhængeren havde taget skade kort tid forinden, hvor chaufføren havde glemt at lukke lågen, som tog skade, da lastbilen foretog et sving. Det var derfor bevist, at tiltalte var skyldig.

Straffen blev fastsat til en bøde på 8.000 kr.

Bøden blev nedsat henset til sagens lange sagsbehandlingstid, samt henset til graden af den uagtsomhed, der var udvist.