2020-24-0152-00283

To svin med kroniske lemmelidelser blev mangelfuldt håndteret

02-03-2021

Skrivelse (udateret) fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00093-20).
Ved tilsyn i en slagtesvinebesætning fandtes et svin på ca. 20 kg, som lå i en produktionssti med ca. 15 svin på 25-30 kg. Svinet lå i sideleje og var ude af stand til at rejse sig. Begge dets forben var hævede omkring albuer/overarme, og på venstre forben sås et sår på oversiden af koden. Svinet var endvidere mager og skarprygget.
Ved et opfølgende tilsyn i besætningen fandtes et svin på ca. 60 kg, der var halt på venstre bagben, og som ikke tog støtte på højre forben. Forknæet var hævet og med flere fistelopbrud. Svinet havde svært ved at rejse sig og fremstod krumrygget og med humpende gang.

Rådet udtalte 2. marts 2021:

Gris 1 - (J.nr. 5100-89110-00093-20)

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer, … eller dennes ansatte ved ikke at have opdaget den kroniske ledbetændelse i begge forben hos Gris 1, sat den i sygesti og behandlet - alternativt aflivet på et meget tidligere tidspunkt, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald

Svar ad 1:

Af anmeldelsen af 7. maj 2020 fremgår, at embedsdyrlægen ved tilsynet d. 31. oktober 2019 bl.a. observerede følgende:

”Ved tilsynet blev der i række 4, sti nr 5 til venstre fundet en gris på ca 20 kg, liggende i sideleje ude af stand til at rejse sig op. Den havde kronisk ledbetændelse på begge forben med voldsom fortykkelse/hævelse omkring begge albuer/overarme som følge af betændelse (bylddannelse). Der var hul/sår på oversiden af koden… Den havde et lidt panisk blik i øjnene - sandsynligvis fordi den ikke kunne rejse sig og komme væk. Den var i en almindelig produktionssti sammen med ca 15 raske grise á ca 25-30 kg.

Grisen var mager og skarprygget, hvilket indikerer at den har været syg og ikke i stand til at komme til fodertruget nok i forhold til sine stifæller gennem minimum nogle uger.

Embedsdyrlægen vurderede såret til at være ca 5x2 cm, ovalt og ret dybt - med gra­nulationsvæv i bunden af såret og en lys rand af granulationsvæv langs sårkanten…  mindst en uge gammelt. Hævelserne/bylderne på begge forbens albuer/overarme (værst højre forben) er udtryk for kronisk ledbetændelse på begge forben. Derfor vil den hel­ler ikke tage støtte på forbenene men lægger sig på forknæene, hvis den hjælpes op at stå.”

Beskrivelsen understøttes af det fremsendte videoklip.

Det fremgår af sagsoplysningerne, at den besætningsansvarlige oplyste, at grisen var behandlet i 4 dage, sidste gang dagen før tilsynet.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Rådet finder, at grisens tilstand har været tydelig og let erkendelig ved de daglige tilsyn. Dens situation burde for længst have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at den straks var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti med blødt underlag og behandlet, underkastet løbende vurdering og tilset af en dyrlæge, da det blev klart at en eventuel behandling ikke havde den ønskede effekt, således at grisen blev smertefri og udviste normal fysiologisk og adfærdsmæssig levevis, før lidelserne fik det beskrevne omfang uden udsigt til helbredelse.

Lægges ovennævnte og det fremsendte billedmateriale til grund, finder Rådet, at grisen, ved at være unddraget sufficient behandling eller rettidig aflivning under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at grisen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1,2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Om besætningsejer … eller dennes ansatte derved har udsat Gris 1 for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Gris 2 - (J.nr. 5100-89110-00095-20)

Spørgsmål 3:

Om besætningsejer, … eller dennes ansatte ved ikke at have opdaget den kroniske ledbetændelse hos Gris 2, sat den i sygesti og behandlet - alternativt aflivet på et meget tidligere tidspunkt, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald

Svar ad 3:

Af anmeldelsen af 14. maj 2020 fremgår, at embedsdyrlægen ved tilsynet d. 15. januar 2020 observerede følgende:

”I række 1, lille sti (sti nr 4 til højre) som var en aflastningssti, fandtes et slagtesvin på ca 60 kg som var meget halt på 2 ben. Den havde en større hævelse ud for knæ-området på venstre bagben… Det var en spændt eftergivelig hævelse i ledom­rådet, som indikerede ledbetændelse. På højre forben havde den kronisk ledbetæn­delse i forknæet, som var meget fortykket (ca dobbelt størrelse ifht resten af benet) og der var 2 opbrud (fistler/udgangs-åbninger fra byld) hvor der kom pus ud… Den tog ingen støtte på dette ben og var meget halt på ven­stre bagben. Den havde således svært ved at rejse sig og gå/humpe i stien… Den skød ryg og indtog positioner, der indikerede smerter i flere ben. Den gik sammen med 2 andre slagtesvin i den lille sti og der var ingen blødt leje i stien.”

Det fremsendte videoklip understøtter ovenstående beskrivelse.

”XX oplyste at den var blevet fundet søndag, den 12.01.2020 i en produktionssti og var blevet flyttet til denne aflastningssti mandag 13.01. En aflastningssti er en sti med … nedsat belægningsgrad… - men der er ikke blødt leje, gummimåtte e.lign. som er eet af kravene til en korrekt indrettet sygesti. Den var blevet behandlet medicinsk i 3 dage (søndag 12.01-tirsdag 14.01). Der var in­gen medicin optegnelser… Undertegnede vurderer at den kroniske ledbetændelse i højre forben har stået på i mindst 13 dage…”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Rådet finder, at svinets tilstand har været tydelig og let erkendelig ved de daglige tilsyn. Dets situation burde for længst have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det straks var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti med blødt underlag og behandlet, underkastet løbende vurdering og tilset af en dyrlæge, da det blev klart at en eventuel behandling ikke havde den ønskede effekt, således at svinet blev smertefri og udviste normal fysiologisk og adfærdsmæssig levevis, før lidelserne fik det beskrevne omfang uden udsigt til helbredelse.

Lægges ovennævnte og det fremsendte videomateriale til grund, finder Rådet, at svinet, ved at være unddraget sufficient og rettidig behandling, dyrlægetilsyn eller aflivning, under opholdet i besætningen har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke er behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at svinet har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.

Spørgsmål 4:

Om besætningsejer … eller dennes ansatte derved har udsat Gris 2 for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.

Svar ad 4:

Se svar ad 3.

Afgørelse:

Tiltalte besætningsejer blev straffet med bøde på 30.000 kr. jf. overtrædelse af Dyreværnslovens §§ 1 og 2, jf. § 28, stk. 2, jf. stk. 1 samt stk. 9 og stk. 11 og § 5, jf. § 19, stk. 1 og stk. 2 i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr.