Rådet udtalte 5. oktober 2021:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 1 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af anmeldelse af 27. februar 2020:
”Ved ankomsten til besætningen traf undertegnede ovennævnte medarbejder Y, der også havde været til stede ved seneste tilsyn. Han oplyste, at der ikke havde været nogen i stalden endnu denne dag (mandag), og at en anden medarbejder (X) havde passet dyrene i weekenden. Medarbejder Y tilkaldte medarbejder X da gris 1 blev konstateret…
Beskrivelse:
Vægt ca. 10 kg. Blev fundet liggende på gulvet på staldgangen i klimastalden (stald 8). Grisen var ikke i stand til at rejse sig op. På staldgangen lå grisen direkte på spaltegulvet. Der var ikke blødt leje, varme, vand eller foder tilgængeligt for grisen. Jævnfør det oplyste var grisen ikke givet medicinsk behandling for sin tilstand. Grisen var tydelig mærket op med sprayfarve på siden. Grisen lå i sideleje og bevægede sig en lille smule, den havde kramper. Ved forsigtig berøring skreg grisen, hvorfor den ikke blev undersøgt yderligere, men det blev konstateret at den var kold. Grisens højre øje var helt sammenklistret. Grisen blev aflivet af tilkaldte medarbejder X. Adspurgt oplyste han, at sprayfarven på grisen var markering til aflivning…
Det er undertegnedes vurdering, at grisen var døende og ville være død af sig selv inden for kort tid - timer. Prognosen for overlevelse er slet, og behandling udsigtsløs. Grisen havde en tilstand i centralnervesystemet - formentlig hjernebetændelse hvilket giver kramper. Der er tale om en meget smertefuld og lidelsesvoldende tilstand. Grisen, er jf. det oplyste, og i overensstemmelse med Fødevarestyrelsens vurdering, blevet taget ud af stien dagen forinden, markeret op til aflivning og efterladt på gulvet på staldgangen.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Rådet finder, at svinets tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dets situation skulle på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det, straks da symptomerne opstod, var blevet isoleret i en korrekt indrettet sygesti og behandlet eller aflivet, alternativt tilset af en dyrlæge.
Lægges ovennævnte og det fremsendte foto- og videomateriale til grund, finder Rådet, at gris nr. 1, ved at være unddraget opstaldning i sygesti og behandling eller rettidig aflivning og være efterladt døende på staldgangens spaltegulv i hjælpeløs tilstand, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at gris nr. 1 under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 2 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 2:
Af anmeldelse af 27. februar 2020 fremgår følgende:
”Beskrivelse:
Vægt ca. 50 kg. Grisen blev fundet liggende i en mindre sti i slagtesvinestald 2. Medarbejder Y benævnte stien som sygesti 2, men stien var meget tilsølet og der var både raske og syge grise i stien. Ud over denne gris, var der således også gris 3 samt flere raske grise i stien. Gris nr. 2 var ikke i stand til at rejse sig op, og lå på det faste tilsølede gulv. De raske grise trådte på og hen over grisen. Grisen var meget tilsølet over hele kroppen, selv grisens hoved var tilsølet. Det viser, at den ikke har været i stand til at flytte sig til mere tørt leje. Grisen var mærket op med sprayfarve på siden. Grisen lå i sideleje og bevægede sig en lille smule, den havde kramper. Grisen havde dybtliggende øjne som tegn på dehydrering. Grisen var jf. det oplyste ikke i medicinsk behandling. Grisen blev aflivet af tilkaldte medarbejder X. Adspurgt oplyste han, at sprayfarven på grisen var en markering til aflivning. Idet grisen er mærket op på siden, har den formentligt også været liggende (dvs. ude af stand til at rejse sig) dagen før…
Grisen havde en tilstand i centralnervesystemet - formentlig hjernebetændelse hvilket giver kramper. Der er tale om en meget smertefuld og lidelsesvoldende tilstand. Grisen burde være aflivet straks dagen forinden da dens tilstand er konstateret. Den har ikke været i stand til at rejse sig op og indtage vand eller foder, ej heller beskytte sig mod tråd fra de andre grise. Prognosen for overlevelse er slet, og behandling udsigtsløs. Det er undertegnedes vurdering at grisen ville dø af sig selv inden for meget kort tid, timer-et døgn.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Rådet finder, at svinets tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig. Dets situation skulle på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at det straks da symptomerne opstod var blevet isoleret i en korrekt indrettet sygesti og behandlet eller aflivet, alternativt tilset af en dyrlæge.
Lægges ovennævnte og det fremsendte foto- og videomateriale til grund, finder Rådet, at gris nr. 2, ved at være unddraget behandling eller rettidig aflivning og være efterladt liggende i hjælpeløs tilstand i en sti med raske svin, der trådte på den, så den var tilsølet over hele kroppen og i hovedet, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.
Rådet finder, at gris nr. 2 under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 3:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 3 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 3:
Følgende fremgår af anmeldelse af 27. februar 2020:
”Beskrivelse:
Gris, ca. 50 kg med endetarmsprolaps. Grisen gik i samme sti som gris nr. 2. Grisen havde et endetarmsprolaps på ca. 10-15 cm. Prolapset var meget tilsølet men tydeligt beskadiget. Dette kunne ses på de trevler/flager der var i prolapset. Det var tydeligt, at prolapset var så beskadiget, at prognosen for spontan helbredelse er slet. Grisen var jævnfør det oplyste ikke i medicinsk behandling. Grisen blev aflivet af tilkaldte medarbejder X. … det er undertegnedes vurdering at lidelsen som minimum er 2 dage gammelt.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Dyr med endetarmsprolaps skal undersøges og ydes adækvat og sufficient behandling, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmsprolaps at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i sygesti med passende bekvemt underlag, behandles, herunder smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt eller kommer sig inden for en uge, skal det aflives.
Rådet finder, at slagtesvinets situation skulle have været erkendt ved de daglige tilsyn og afhjulpet på et tidligere tidspunkt. Det ville bedst være sket ved, at svinet, så snart prolapsen opstod, var blevet undersøgt og adækvat behandlet, herunder smertebehandlet og isoleret i sygesti, eller såfremt prolapsen ikke fandtes egnet til behandling, var blevet aflivet.
Lægges ovennævnte og det fremsendte foto- og videomateriale til grund, finder Rådet, at gris nr. 3, ved ikke at være isoleret i korrekt indrettet sygesti og være unddraget adækvat behandling eller aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og ikke behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at gris nr. 3 under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 4:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 4:
Der henvises til Rådets udtalelse af 5. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr og Rådets reviderede udtalelse af 1. oktober 2013 om svin med rektalprolaps, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 13, jf. stk. 12, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2, § 3 og § 18, stk. 1 samt bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 § 84, stk. 4, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 50, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv og som ejer af svinebesætning at være ansvarlig for at tre grise i besætningen blev udsat for groft uforsvarlig behandling.
Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.