2021-24-0151-00096

Ubehandlet ko i sygeafdeling ude af stand til at rejse sig og ikke tilset af dyrlæge

05-10-2021

Skrivelse af 19. april 2021 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00095-21).
I forbindelse med et uanmeldt kontrolbesøg konstaterede Fødevarestyrelsens medarbejder, at en syg ko, isoleret i en sygeafdeling, ikke kunne rejse sig, var i dårligt huld, viste tegn på smerte og i øvrigt var ubehandlet. Koen havde ikke været tilset af en dyrlæge.

Rådet udtalte 5. oktober 2021:

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer eller dennes ansatte, ved at lade dyret gå uden behandling med beskrevne lidelse derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt samt undladt at beskytte dyret bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald finder rådet da, at besætningsejer derved har handlet uforsvarligt eller grovere uforsvarligt.

Svar ad 1:

Af anmeldelsesbrevet fra Fødevarestyrelsen fremgår, at kontrollanten ved besøget konstaterede at:

”i sygeboks fandtes en ko liggende i dybstrøelse og uden øremærke. Koen var ikke i stand til at flytte sig eller at rejse sig. Dyret var mager og manglede generelt muskelfylde… Koen lagde hoved og hals ned, så den lå udstrakt i halmen, samtidig med kom dyret med klage lyde. Dette skete flere gange. Koen havde ”pain-face”, som er et karakteristisk ansigtsudtryk, når en ko er i smerte. Koen havde en hurtig vejrtrækning, som kan være et udtryk for smerte… Besætningsejer oplyste at koen havde været syg i længere tid, muligvis siden sidste kælvning for flere måneder siden. Ejer oplyste, at koen ikke havde fået behandling for sin lidelse… Ved gennemgang af dyrlægens tilbageholdelsessedler fandtes ingen dokumentation for tilsyn eller behandling af koen i perioden fra januar 2020 til kontroltidspunktet d. 17.07.2020… Efter kontrollen fandt Fødevarestyrelsen ved opslag i Gl. Dyreregistrering, at koen havde kælvet d. 22.09.2019 og behandlet for kælvningsfeber d. 18.09.2019. Se bilag 2, udskrift fra Gl. Dyreregistrering.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Syge og tilskadekomne dyr skal have en passende behandling. Retter dyrene sig ikke på denne behandling, skal dyrene aflives, eller en dyrlæge skal konsulteres.

Rådet finder, at koens tilstand ved de daglige tilsyn gennem uger/måneder har været tydelig og let erkendelig. Dens situation burde for længst have været erkendt og afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at den var blevet behandlet, eventuelt tilset af dyrlæge. Da tilstanden ikke bedredes væsentligt ved de daglige tilsyn, burde koen have været aflivet og eventuelt efterfølgende slagtemæssigt behandlet.

Lægges ovennævnte beskrivelse og det medsendte billedmateriale til grund, finder Rådet, at koen, ved ikke at være blevet dyrlægebehandlet eller aflivet på et tidligere tidspunkt, men i stedet ved kontrolbesøget d. 17. juli 2020 fremstod smertepåvirket og ude af stand til at rejse sig fra et blødt og skridsikkert underlag, herved har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet vil betragte forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Giver sagens fakta i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger.

Svar ad 2:

Sagsakterne beskriver et forløb af op til adskillige måneders varighed. Rådet skal henlede opmærksomheden på, at et ophold i en særligt beskyttende sygeafdeling ikke kan stå alene, men kræver løbende vurdering, og såfremt tilstanden ikke bedres, skal dyret tilses af en dyrlæge og behandles alternativt aflives.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for i forbindelse med udøvelse af erhverv som landmand at have overtrådt dagældende § 1 og 2 i dyreværnsloven, (fra den 1. januar 2021 videreført ved § 2 og 3 i dyrevelfærdsloven) jf. § 28, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 9 i dyreværnsloven (fra den 1. januar 2021 videreført ved tilsvarende bestemmelser i § 58, stk. 1, stk. 2 og stk. 12 i Dyrevelfærdsloven) samt dagældende § 5 i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, (fra den 1. januar 2021 videreført ved § 30 i bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg) jf. 19, stk. 1, i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr (fra den 1. januar 2021 videreført ved tilsvarende bestemmelser i § 132, stk. 1, nr. 1, og stk. 3) ved at have udsat en malkeko for groft uforsvarlig behandling, idet den ikke blev dyrelægebehandlet eller aflivet på et tidligere tidspunkt, men i stedet ved kontrolbesøg d. 17. juli 2020 fremstod smertepåvirket og ude af stand til at rejse sig fra et blødt og skridsikkert underlag.

Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.