Rådet udtalte 10. februar 2022:
Spørgsmål 1:
Finder rådet, at svinene ved at blive påført slag (formentligt med drivbræt), således at svinene fremstod med de beskrevne skader derved ikke er blevet beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén eller væsentligt ulempe?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af anmeldelse af 12. marts 2021:
”Embedsdyrlægerne A og B blev tilkaldt til Kødkontrollens efterkontrol …, og observerede 5 slagtesvin med menneskepåførte slagmærker placeret henover dyrenes ryg og nakke…
Slagtekroppene havde henover ryg og nakke talrige slagmærker, mange så tæt eller overlappende, at læsionerne flød sammen og gjorde det vanskeligt at angive et eksakt antal...
Hudområderne samt underliggende fedtlag og muskulatur, hvor slagmærkerne var placeret, blev udskåret i sammenhæng med leverandørnummeret, jf. foto nr. 2,6,10,14 og 17, bilag 2.
Embedsdyrlæger A og C, foretog en nærmere undersøgelse af de afskårne præparater, og kunne konstatere at der under hovedparten af slagmærkerne på alle dyrene kunne ses udbredt blødning i hud, underhud og spæklag helt ned til hinden over den underliggende muskulatur, jf. foto nr. 3,4,7, 8, 12,16,18, bilag 2. Ved to af dyrene (gris nr. 2 og 3) var der også blødning i den underliggende muskulatur.
Slagmærkerne målte ca. 1 cm i bredden, og var af forskellig længde afhængigt af placeringen.
Det vurderes, at der kan være slået med et aflangt smalt objekt eksempelvis en ’grisedasker’ uden hoved eller lignende, aflangt instrument og at alle læsionerne er påført med samme genstand.”
Af erklæring af 3. maj 2021 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND fremgår, at der ved patoanatomisk undersøgelse af præparater fra de fem svin fandtes følgende:
”Gris nr. 1:
… Ved inspektion af præparaterne fandtes ensartede forandringer i form af blødninger i huden. Blødningerne havde togskinnekonfiguration, hvor blødningerne var parallelle med en opklaring imellem. Længden på blødningerne varierede fra ca. 5-24 cm. Den samlede bredde på blødningerne varierede fra ca. 1,2 - 2,5 cm. Opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på mellem ca. 0,4 - 1,4 cm.
Endvidere fandtes en cirkulær blødning midt på den ene linje af togskinnen på flere af læsionerne. Denne cirkulære blødning havde en diameter på mellem ca. 0,4 - 0,9 cm. Ved gennemskæring af læsionerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden og stedvist ned i muskulaturen.
Gris nr. 2:
… Ved inspektion af præparaterne fandtes ensartede forandringer i form af blødninger i huden. Blødningerne havde togskinnekonfiguration, hvor blødningerne var parallelle med en opklaring imellem. Længden på blødningerne varierede fra ca. 9 - 27 cm. Den samlede bredde på blødningerne varierede fra ca. 1-1,7 cm. Opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på ca. 0,3 cm.
Endvidere fandtes tre områder med flere blødningsmanifestationer oven i hinanden, hvor disse var konfluerende. Længden af disse områder målte ca. 15 - 34 cm og bredden målte ca. 4 - 7 cm. Ved gennemskæring af læsionerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden og i overgangen mellem subcutis og muskulatur fandtes ødem.
Gris nr. 3:
… Ved inspektion af præparaterne fandtes ensartede forandringer i form af blødninger i huden. Blødningerne havde togskinnekonfiguration, hvor blødningerne var parallelle med en opklaring imellem. Længden på blødningerne varierede fra ca. 8 - 11 cm. Den samlede bredde på blødningerne varierede fra ca. 0,8 - 1,4 cm. Opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på mellem ca. 0,4 - 0,8 cm.
Endvidere fandtes en cirkulær blødning midt på den ene linje af togskinnen på flere af læsionerne. Denne cirkulære blødning havde en diameter på mellem ca. 0,7 - 0,9 cm. Yderligere fandtes et område på det ene præparat med multiple overlappende blødningsmanifestationer, der konfluerede, området målte ca. 11 x 9 cm.
Ved gennemskæring af læsionerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden.
Gris nr. 4:
… Ved inspektion af præparaterne fandtes ensartede forandringer i form af blødninger i huden. Blødningerne havde togskinnekonfiguration, hvor blødningerne var parallelle med en opklaring imellem. Længden på blødningerne varierede fra ca. 12 - 14 cm. Den samlede bredde på blødningerne varierede fra ca. 1,0 - 1,1 cm. Opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på mellem ca. 0,3 - 0,5 cm.
Endvidere fandtes en cirkulær blødning midt på den ene linje af togskinnen på to af læsionerne. Disse cirkulære blødninger havde en diameter på ca. 0,6 og ca. 0,8 cm. Yderligere fandtes to områder med multiple overlappende blødningsmanifestationer, der konfluerede, områderne målte ca. 41 x 5 cm og ca. 21 x 7 cm.
Ved gennemskæring af læsionerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden.
Gris nr. 5:
… Ved inspektion af præparaterne fandtes ensartede forandringer i form af blødninger i huden. Blødningerne havde togskinnekonfiguration, hvor blødningerne var parallelle med en opklaring imellem. Længden på blødningerne varierede fra ca. 7-28 cm. Den samlede bredde på blødningerne var ca. 1,3 cm. Opklaringen mellem blødningerne havde en bredde på mellem ca. 0,2 - 0,9 cm.
Endvidere fandtes en cirkulær blødning midt på den ene linje af togskinnen på en af læsionerne. Den cirkulære blødninger havde en diameter på ca. 0,7 cm.
Yderligere fandtes et områder med uensartede blødninger, området målte ca. 17,5 x 5,5 cm.
Ved gennemskæring af læsionerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden.
Der blev udtaget væv fra repræsentative områder af læsionerne fra præparaterne til histologisk undersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse af underhuden fandtes blødning og infiltration med neutrofile granulocytter og makrofager. I den underliggende muskulatur fandtes enkelte nekrotiske muskelfibre, hvoraf nogle var infiltreret med neutrofile granulocytter og makrofager. Desuden fandtes neutrofile granulocytter og makrofager mellem muskelfibrene.
Læsionerne i huden og den underliggende muskulatur er forenelige med at være opstået efter stumpt traume påført af et menneske, og vurderes at have en alder på ikke under ca. 4 timer i forhold til aflivningstidspunktet.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at de fem slagtesvin, ved at være påført adskillige slag på ryggen medførende blødninger i huden, spæklaget og de underliggende strukturer, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.
Spørgsmål 2:
Om besætningsejer … eller dennes ansatte derved har udsat slagtesvinene for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.
Svar ad 2:
Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at de fem slagtesvin har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger.
Svar ad 3:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Afgjort sammen med 2021-24-0152-00499 (5100-89110-00021-21).
Besætningsejer tiltalt i forhold 1 for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, stk. 12 og stk. 13, jf. § 2 og § 3, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv, at have behandlet to grise groft uforsvarligt, idet der i forbindelse med slagtningen blev konstateret adskillige menneskepåførte slagmærker påført med kraftige slag med en hård genstand, hvilket havde medført tydelige blødninger, samt tiltalt i forhold 2 for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 2 og 3, jf. § 58, stk. 2, jf. stk. 1 og § 58, stk. 12 og 13 samt transportforordningens artikel 3, litra e og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel III, punkt 1.8, litra a, jf. § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6 og stk. 3 i bekendtgørelse af dyr under transport, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer, at have behandlet fem grise groft uforsvarligt, idet grisene ved slagtning på slagteriet blev konstateret med slagmærker påført med ukendt genstand.
Sagen blev afgjort med et bødeforlæg på 60.000 kr.