2022-24-0150-00029

Hest, der var kronisk forfangen og diagnosticeret med PPID- blev ikke behandlet efter dyrlægens anvisninger

21-11-2022

Skrivelse af 15. februar fra Nordsjællands Politi (0900-89110-00016-21).
På foranledning af henvendelse fra en dyreværnsorganisation fandt politiet en hest, der var bundet i en 1,5 m lang reb og som var dårligt gående. Ved tilkald af en dyrlæge fandtes hesten at være forfangen på begge forben, og der var mistanke om, at hesten havde Equint Metabolisk Syndrom (EMS)/ Pituitary Pars Intermedia Dysfunction) (PPID). Hesten blev behandlet, og der blev udleveret smertelindrende medicin til et længere forløb, samt opfordret til at få taget en blodprøve af hesten. Ved flere opfølgende besøg, konstateredes det, at ejer ikke fulgte dyrlægens anvisning, og at hesten kun kortvarigt havde været i bedring.

Rådet udtalte 21. november 2022:

Spørgsmål 1:

Indebærer tilstanden hos hesten ved kontrolbesøget den 16. februar 2021, at denne i perioden forud herfor og op til denne dato, herunder ved ikke at være blevet tilset af en dyrlæge, at den har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 1:

Rådet skal indledningsvis anføre, at Rådet udelukkende udtaler sig om veterinærfaglige spørgsmål og således ikke udtaler sig om sanktionsniveauet.

Følgende fremgår af dyrlægens erklæring af 17. februar 2021 vedrørende besøget d. 16. februar 2021:

”Anamnese
Over telefonen snakker jeg med færdselspatruljen på stedet: Hesten står op. Skæv benstilling. Der er set afføring. Den ser ikke umiddelbart usædvanligt utrivelig ud af udseendet.

Klinisk Undersøgelse
Hesten står bundet i 1,5 meter torv med adgang til foder (halm og sukkerroer) men ikke vand.

Temp: 37,5 (normal temp.)

Puls: 52 - øget puls, der højest sandsynligt er et tegn på smerte i dette tilfælde. Normal puls 30- 40/minut.

CRT < 2sek, lyserøde og fugtige slimhinder (Normohydreret)

Vi beder ejeren, der nu er ankommet, om at trække med hesten, så vi kan se den i bevægelse. Der ses halthed grad 4/5 på begge forben. Ejeren mener at hesten går fint.

Alle fire hove findes ved inspektion for lange og med tydelige vækstlinjer som tegn på laminitis.

Ved palpation af de fire hove findes øget varme og pulsation over begge hove på forbenene som tegn på igangværende inflammation. Begge baghove føles normale af temperatur v. palpation.

Ved visitation findes begge forhove dolente og begge baghove indolente.

Hesten findes af normalt huld 5/9 og der findes ingen skader på hesten.

Hesten præsenterer med et udseende forligeligt med EMS-syndrom (Equint metabolisk syndrom), der er en underliggende årsag for mange heste der præsenterer med laminitis.

  • Udestående øjne
  • Fedtdepoter bilateralt på nakken
  • Hjerteformet kryds på trods af normalt huld

Behandling
9 ml Flunixin 50 mg/ml IV til 500 kg hest. Til 24 timers smertedækning.

Anbefalet at ejeren ikke fortsætter fodring med hvede, men at den kun skal have wrap, hø og halm samt anbefalet at han køber tilskud til forebyggelse af laminitis som Lamiguard og Chrysanphyton.

Tilbudt at udskrive recept til smertestillende dagen efter, men ejer takkede nej. Han kendte ikke til nogen apoteker. Han ville have sin egen dyrlæge ud med mere smertestillende medicin.

Jeg sagde, at han skulle have en dyrlæge og smed ud i morgen, da den skal fortsat skal have smertestillende behandling og have skåret sine for lange hove til.

Jeg sagde også til ejeren, at hvis hesten ikke smertedækkes og/eller behandles af smed d. 17.02.2021 bør hesten aflives af dyreværnsmæssige årsager.

Vurdering af videoklip tilsendt af politiet d. 17.02
Hesten vurderes halt grad 2/5, så smertedækningen har hjulpet, men hesten er dog stadig smertepåvirket og behøver yderligere behandling end blot smertedækning.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

På baggrund af ovenstående, kan det lægges til grund, at hesten var kronisk forfangen, og at hesten d. 16. februar 2021 fremstod stærkt smertepræget, som følge af forfangenhed, muligvis som følge af en akut opblussen af tilstanden.

Lægges ovennævnte og de fremsendte videoklip til grund, finder Rådet, at hestens situation umiddelbart burde have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at hesten havde været tilset af en dyrlæge med henblik på behandling eller alternativt aflivet. Ved undladelse heraf har hesten været udsat for mindst betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet vil karakterisere forholdet som mindst uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Indebærer tilstanden hos hesten ved kontrolbesøget den 12. marts 2021, at denne i perioden forud herfor og op til denne dato, herunder ved ikke at have fået smertestillende medicin i mere end 3 dage fra den 16. februar 2021 og ved ikke at være blevet nærmere undersøgt af en dyrlæge siden kontrolbesøget den 16. februar 2021, at den har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 2:

Af dyrlægens erklæring af 12. marts 2021 vedrørende besøget samme dag fremgår:

”Jeg bliver ringet op af… Politi. De er igen ude ved hesten… Han sender mig et videoklip. Hesten er tydeligt halt grad 3-4/5 på begge forben som minimum og derfor kraftigt smertepåvirket.

Anamnese
Hesten er ude på fold med de to andre raske heste. Der ses ingen vand tilgængelig på folden.

Vi forsøger at komme til den halte hest, men den vil ikke lade sig fange. Den er dog tydeligt halt på begge forben og højest sandsynligt også på bagbenene, hvilket dog sløres pga. den kraftige forbenshalthed.

Jeg spørger ind til ejers behandling af den halte hest.

Ejer havde fået beslagsmed ud dagen efter mit første besøg. Smed havde beskåret hove og lagt sygebeslag på. Samme dag havde ejer egen dyrlæge ude, der udleverede smertestillende medicin, der skulle gives 1 gang dagligt til slut på udleverede medicin og så skulle dyrlægen efterfølgende komme ud og tage en blodprøve for at kunne diagnosticere en formodet underliggende metabolisk sygdom PPID eller EMS. Derefter kunne en behandling sættes i gang mod den underliggende sygdom.

Ejer vælger at aflyse tiden til blodprøve. Ejer tager hesten af smertestillende efter 3 dage, da han vurderer, at nu har hesten det godt igen. Dette bevirker, at hesten selvfølgelig er smertepåvirket igen og har været det siden, da den ikke har fået mere smertestillende end 3 dage. Hesten har derfor heller ikke fået taget blodprøve, så den underliggende sygdom kunne behandles, og hesten muligvis reddes. Ejer har ved besigtning, da jeg beder ham hente den, stadig minimum 75% af den smertestillende medicin til overs.

Vurdering
Ejer har ikke efterlevet den behandling egen dyrlægen har ordineret eller efterfulgt de retningslinjer jeg gav ham ved første besøg om påkrævet blodprøve, hvis hesten skulle have en chance for at overleve.

Taget i betragtning af længden denne hest har stået ubehandlet med laminitis er det usandsynligt, at hesten bliver rask igen, og aflivning anbefales, hvis ikke smertedækning påbegyndes øjeblikkeligt og blodprøve tages senest mandag, så hesten kan blive behandlet med rette lægemiddel. Hvis der ingen bedring ses efter 14 dage på symptomatisk smertestillende behandling og behandling af underliggende udløsende sygdom skal dyret aflives af dyreværnsmæssige årsager.
…

Hestens prognose for overlevelse vurderes til reserveret til slet.”

Det fremgår endvidere, at hesten efterfølgende blev diagnosticeret med PPID (Cushings syndrom/(Pituitary Pars Intermedia Dysfunction)).

Lægges ovennævnte og de fremsendte videoklip til grund, finder Rådet, at hesten burde have været underkastet den behandling, som var anvist af dyrlægen og have været undersøgt yderligere for underliggende sygdom, således at den kunne have modtaget den korrekte behandling. Ved undladelse heraf og ved ikke at tilkalde dyrlæge, da hesten fremstod tydeligt smerteplaget/ halt eller have foranlediget aflivning af hesten, har den været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3:

Indebærer tilstanden hos hesten ved kontrolbesøget den 7. december 2021, at denne i perioden forud herfor og op til denne dato, herunder ved ikke at være blevet tilset af en dyrlæge i de 4-5 dage, hvor den efter ejers oplysninger på ny har været halt, at den har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 3:

Af embedsdyrlægens skrivelse af 9. december 2021 vedrørende besigtigelse af hesten d. 7. december 2021 fremgår følgende:

”Ved ankomsten blev Fødevarestyrelsen vist hen til en hest der var bundet i en stald. Vi fik oplyst af politiet, at hesten tidligere havde været i behandling for forfangenhed for ca. 5 mdr. siden, af dyrelæge XX.

Hesten blev trukket udenfor og viste med det samme tydelig tegn på at den var halt. Hesten gik unormal på alle 4 ben, som den løftede unaturligt højt. I skridt holdt hesten benene langt fremme. Da hesten blev sluppet, bevægede den sig ikke meget. Når hesten stod stille, holdt den tydeligt forbenene fremstrakt og bagbene understillet, som tegn på smerte. Politiet optog en video af hesten i gang.

Der var ikke noget at bemærke til hestens huld. Hesten havde adgang til stald.

Vurdering
Veterinær Øst vurderer at hesten udviste tydelige tegn på smerte, både i gang og når den stod stille.

Det skal bemærkes at jorden var hård af frost. På en blød mark ville symptomerne være mindre tydelige.

Veterinær Øst vurderer at når hesten tidligere har været forfangen, skal ejer være særlig opmærksom på symptomer, som kunne tyde på fortsat eller genopblusset af forfangenhed.

Konklusion
Det er Veterinær Øst’s vurdering at hesten skulle være tilset af en dyrlæge, for at få afklaret tilstanden og evt. behandlet hesten…”

Lægges svar ad 1 og 2 samt ovennævnte til grund, finder Rådet, at det burde have været umiddelbart klart for ejeren, da han observerede hesten, og den fremstod tydelig halt 4-5 dage forud for kontrolbesøget, at hesten burde tilses og behandles af en dyrlæge eller aflives. Ved at være unddraget rettidig behandling eller aflivning har hesten været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 4:

Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?

Svar ad 4:

Rådet har ikke yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

Ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1 og stk. 2, jf. § 2 og § 3, ved i en ukendt periode op til henholdsvis den 16. februar 2021, den 12. marts 2021 og den 7. december 2021 at have behandlet en hest henholdsvist uforsvarligt og groft uforsvarligt, idet hesten på de nævnte datoer fremstod forfangen og smertepåvirket uden at den var blevet tilset af en dyrlæge, ligesom sigtede havde undladt at følge den behandling af hesten, der var anvist af dyrlægen efter første hændelse.

Sagen afgjort ved bødeforelæg på 10.000 kr.