Heste blev holdt uden adgang til foder, vand og tørt leje. Flere heste var magre og en hest blev fundet død

Rådet udtalte 14. marts 2022:

Spørgsmål 1:

Kan Rådet tiltræde embedsdyrlægens konklusion om, at manglende adgang til frisk drikke­vand til de 3 voksne heste samt det ene føl udgør en grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværns­lovens § 28, stk. 2, nu dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2?

Svar ad 1:

Det fremgår af sagsakterne, at politi og embedsdyrlæge aflagde tilsyn i hesteholdet på baggrund af en anmeldelse om, at hestene ikke fik tilstrækkeligt vand og foder, at den ene hest lå død, at de gik i bokse, der ikke blev muget og aldrig kom på fold.

Det fremgår endvidere, at hestene ved den kliniske undersøgelse fremstod sløve, nærmest apatiske.

Følgende fremgår af den veterinærfaglige udtalelse af 14. december 2020 vedrørende tilsynet d. 2. december 2020:

”Der var ikke adgang til rindende vand i de 4 bokse. Hestene skulle vandes i spand. Der var spande og krybber i alle bokse, men der var kun vand i spanden ved hest 3, føllet, som lige havde mistet moderen. I boksene ved hest 1, 2 og 4 var der ikke vand tilgængeligt på kontroltidspunktet.”

Det fremgår endvidere af sagsakterne, at den ene hoppe var lakterende og således havde behov for tildeling af ekstra vand til opretholdelse af mælkeproduktion.

Af den veterinærfaglige udtalelse af 11. januar 2021 vedrørende det opfølgende tilsyn d. 7. december 2020, fremgår følgende:

”Da hestene blev vandet reagerede de ikke, på nær hest 3, det ene føl, som drak nogle liter… Hos hest 1 var der en lille smule vand i bunden af den ene spand. Hos de 4 andre heste var spandene tomme og ejer X fjernede dem hurtigt hos hest 2,3 og 5. Hestene havde derfor ikke fri adgang til frisk drikkevand i boksen…”.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at hestene ikke havde tilstrækkelig adgang til vand, og under opholdet i besætningen ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller vandet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, hvorved de har været udsat for høj grad af lidelse, angst og væsentlig ulempe samt risiko for varigt mén.

Rådet finder, at hestene, ved at være unddraget tilstrækkelig adgang til vand under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2, nu dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Kan Rådet tiltræde embedsdyrlægens vurderinger vedrørende huldet hos hest 1 og 2 som værende mellem mager og sygeligt afmagret, huld 2-3, samt huldvurderingen af hest 4 som værende sy­geligt afmagret, huld 2?

Svar ad 2:

Følgende fremgår af den veterinærfaglige udtalelse af 14. december 2020 vedrørende tilsynet d. 2. december 2020:

”Hest 1: Stod længst til højre ud mod laden, når man kom ind i stalden af døren fra gårdspladsen. Der var tale om en ung hingst på ca. 3½ år, som blev undersøgt både visuelt og huldet blev vurderet ved palpation (hænder på) til værende mellem mager til sygeligt afmagret, huld 2-3. Hesten havde chip nummer ... Den var skimlet, men det dårlige lys gjorde det vanskeligt at være sikker på farvespillet. Hesten er ved hjælp af chipnummeret genkendt fra en sag fra oktober 2018, hvor alderen dengang blev oplyst til 1½ år. Hesten var meget sløv, nærmest apatisk, hvil­ket muliggjorde, at den kunne undersøges i boksen uden grime. Den stod helt stille og reagerede hverken på blitzlys eller at blive skubbet lidt til. Det ville være forvente­ligt, at når en fremmed træder ind i boksen til så ung en hingst, så ville hesten reage­re anderledes og være mere på vagt Ribben og andre knoglestrukturer var trods den lange pels visuelt synlig. Der var ved palpation intet fedtlag og der var nedsat muskel­fylde på hele kroppen. På bagparten kunne man visuelt skelne de enkelte muskler fra hinanden, da der ikke var noget fedt og fylde, som kunne få de enkelte muskelgrup­per til at flyde sammen. Hesten havde et sår og en hævelse i kæbegruben, samt en knude på halsen.

Hest 2: Stod til venstre for hest 1. Der var tale om en mørkebrun hingst med sort man og hale og en hvid kode på venstre bagben. Hesten blev undersøgt visuelt og ved pal­pation. Huldet blev vurderet til værende mellem mager til sygeligt afmagret, huld 2-3- Hesten havde chipnummer ... Hesten var ligeledes meget sløv og nærmest apatisk men samtidig også meget kontaktsøgende når man stod ved den. Den kunne lige som den anden hingst undersøges i boksen uden grime. Den stod helt stille og reagerede hverken på blitzlys eller at blive skubbet lidt til. Ribben og andre knoglestrukturer var trods pelsen visuelt synlig. Der var ved palpation intet fedtlag og der var nedsat muskelfylde på hele kroppen. På bagparten kunne man visuelt skelne de enkelte muskler fra hinanden, da der ikke var noget fedt og fylde, som kunne få de enkelte muskelgrupper til at flyde sammen. Hesten havde en hård bule midt på næse­ryggen. Det ville ligesom ved den unge hingst være forventeligt, at når en fremmed træder ind i boksen til en voksen hingst, så ville hesten reagere anderledes og være mere på vagt.

Hest 4: Stod bag ved hest 3. Der var tale om en brun hoppe med sort man og hale og hvid sok på begge bagben. Hesten blev undersøgt visuelt og ved palpation. Huldet blev vurderet til værende sygeligt afmagret, huld 2. Hoppen havde ingen chip som kunne aflæses. Hesten var ligeledes meget sløv og nærmest apatisk og kunne under­søges i boksen uden grime. Ribben og andre knoglestrukturer var trods pelsen visuelt synlig. Der var ved palpation intet fedtlag og der var nedsat muskelfylde på hele krop­pen. På bagparten kunne man visuelt skelne de enkelte muskler fra hinanden, da der ikke var noget fedt og fylde, som kunne få de enkelte muskelgrupper til at flyde sam­men. Hendes ryg var nedsunket. Generelt var hendes knogler endnu mere fremståen­de ligesom muskelgrupperne på bagparten var endnu mere tydelig end på hest 1 og 2. Venstre bagben var hævet fra hoven og op, men hesten tog fuld støtte på benet. Når man trykkede ind på hævelsen løftede hoppen på bagbenet. Hesten vurderedes til at være forholdsvis gammel ud fra kropsbygningen. Hun gik sammen med sit føl, og det formodes, at føllet stadig dier ved hoppen, men det blev ikke observeret i forbindelse med kontrollen.”

Lægges ovennævnte beskrivelse af hestenes huld og kliniske fremtoning, almentilstand samt de øvrige sagsoplysninger til grund, vurderer Rådet, at hest 1, 2 og 4 ved tilsynet fremstod sløve tenderende til apatiske og magre til sygeligt afmagrede.

Spørgsmål 3:

Kan Rådet udtale sig generelt om, hvor lang tid, det typisk vil tage for en hest i middel huld at tabe så meget fedt og muskelmasse, at den har et huld på 2-3?

Svar ad 3:

Årsager til huldtab/afmagring af dyr kan, foruden insufficient fodring, være mange. Eksempelvis kan nævnes sygelige tilstande, som medfører nedsat optagelse af næringsstoffer som malabsorption/maldigestion, tilstande, der medfører øget energibehov som følge af kronisk inflammation/infektion og ondartet svulstdannelse. Yderligere kan nævnes nedsat appetit, smerte, stress etc.

Afhængig af om der er tale om for lidt eller forkert fodring, eller om en kombination af dette og bagvedliggende sundhedsmæssige problemer, finder Rådet, at det typisk vil tage en hest i middel huld flere uger evt. måneder, at tabe så meget fedt og muskelmasse, at den vil fremstå afmagret.

Spørgsmål 4:

Kan Rådet tiltræde embedsdyrlægens konklusion om, at den manglende korrekte pasning, fodring og håndtering af hestene 1, 2 og 4, herunder manglende konsultation af dyrlæge med henblik på undersøgelse for eventuel bagved liggende lidelse, så hestene fremstod magre, tenderende til sygeligt af­magrede, vurderes at være grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 2, nu dy­revelfærdslovens § 58, stk. 2?

Svar ad 4:

Det fremgår af sagsakterne, at der med baggrund i tilsynet blev udstedt strakspålæg om, at hestene skulle sikres fri adgang til frisk drikkevand, tildeles tilstrækkeligt energigivende og strukturholdigt foder, og at der skulle tilkaldes dyrlæge med henblik på vurdering af de bagvedliggende årsager til hestenes lave huld.

Lægges ovennævnte samt svar ad 1 og 2 til grund, finder Rådet, at hest 1, 2 og 4 på et langt tidligere tidspunkt burde have været sikret optimal fodring og pasning samt eventuel behandling med henblik på at sikre normalt huld. Ved undladelse heraf har hestene været udsat for høj grad af smerte, lidelse og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt, herunder passet og fodret under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at hest 1, 2 og 4 under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2, nu dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 5:

Såfremt oplysningerne i sagen lægges til grund vedrørende beboerens observationer i for­hold til den døde hest (hest 6), herunder at den havde været liggende i boksen i 2 dage, havde sparket kraftigt og haft voldsom stødende og rallende vejrtrækning, bedes Rådet vurdere, om dyrlæge burde have været tilkaldt for at tilse hesten.

Svar ad 5:

Følgende fremgår af den veterinærfaglige udtalelse af 14. december 2020 vedrørende tilsynet d. 2. december 2020:

”Hest 6: En død mørkebrun hoppe med stjerne i panden. Hvid kronrand på højre for­ben og lav hvid sok på begge bagben… Hoppen var ikke chipmærket. Hoppen var grundet luftdannelse voldsomt oppustet og tæt på at eksplodere. Flere steder havde hun hudskader, men det vurderedes, at det eventuelt kunne skyldes den voldsomme gasproduktion inde i hoppen, som fik hoppen til at vokse og måske der­med huden til at sprækkes eller være opstået i forbindelse med, at den er flyttet ud af stalden. Trods oppustningen var knoglestrukturerne fremstående og muskelfylden nedsat. Det formodes, at hun i live har haft et huld svarende til grad 2-3, sygeligt afmagret til mager, værende tættere på grad 2 end 3. Hendes forhove havde begge friske skader herunder et stort afskåret stykke hov, som måske kunne relateres til hendes lidelser forud for døden indtraf. Hovene var forvoksede…

Det er blevet ligeledes oplyst af beboeren, at den døde hest har været liggende i bok­sen siden mandag. Den har sparket kraftigt og haft voldsom stødende og rallende vejrtrækning. Der har efter sigende ikke været tilkaldt en dyrlæge til hesten, men der har ligget noget medicin i en lilla pakning med påskriften smertestillende. Dette blev fjernet samtidig med, at hesten blev fjernet fra stalden.”

I tilfælde af sygdom eller tilskadekomst skal den ansvarlige for hesteholdet sikre, at hesten om fornødent isoleres og at pleje iværksættes. Ved alvorlig lidelse, eller hvis hesten ikke hurtigt bedres, skal en dyrlæge straks tilkaldes.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at hest 6, straks den udviste symptomer på alvorlig sygdom, burde have været tilset af dyrlæge og behandlet.

Spørgsmål 6:

Såfremt spørgsmål 5 besvares bekræftende, anmoder jeg desuden Rådet om at besvare, hvorvidt en undladelse af at tilkalde dyrlæge efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishand­ling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3, nu dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1-3.

Svar ad 6:

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at hest 6, ved indtil den døde, gennem dage at have ligget kraftigt sparkende i boksen, med rallende og stødende vejrtrækning, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at hest 6 under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 0g 2, nu dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 7:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.

Svar ad 7:

Det fremgår af sagens oplysninger, at ”Politiet og Fødevarestyrelsen har flere gange gennem de sidste 2 år gennemført kon­trol hos ejer X, som ind til nu har haft hestehold på adressen A. I forbindelse med disse kontroller, blandt andet den 21. september 2018 og 11. december 2019 er der blevet oplyst om og givet pålæg om, at heste skal have adgang til vand og tilstrækkeligt med energiholdigt foder for at opret­holde et tilpas huld. Der er ligeledes givet pålæg om at magre og syge dyr skal tilses af dyrlæge med henblik på undersøgelse og behandling af eventuelt bagved liggende årsag for det ringe huld, samt udarbejdelse af foderplan med henblik på at få dyrene op i tilpas huld. Der er ligeledes udstedt pålæg om, at heste skal have adgang til fold eller motion i mindst 2 timer 5 gange ugentligt. Efter dagens besøg er det Fødevare­styrelsens vurdering, at disse pålæg udstedt i forbindelse med kontroller i 2018, 2019 på nuværende tidspunkt fortsat ikke er efterkommet…”.

Af sagens øvrige oplysninger fremgår det endvidere, at ejeren har flere andre hestehold, hvor der er fundet dyreværnsmæssigt kritisable forhold.

Rådet finder, at sigtede ikke viser vilje eller evne til at sørge for dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sine hestehold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til rettens overvejelser om hel eller delvis fratagelse af retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig med personligt med dyr, jf. dyreværnslovens § 29, stk. 1, nu dyrevelfærdslovens § 60, stk. 1. Anvendelse af § 60 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.

Afgørelse:

Ejer tiltalt for overtrædelse af:

1. Dyrevelfærdsloven § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. straffelovens § 89 ved i tiden op til den 2. december 2020 som ejer af hesteholdet, at have behandlet 3 heste grovere uforsvarligt, idet

a) hestene ikke havde adgang til frisk drikkevand, og

b) hestene ikke blev fodret tilstrækkeligt eller tildelt tilstrækkeligt energirigt foder, idet de fremstod magre, tenderende til sygeligt afmagrede, med nedsat muskelfylde på hele kroppen og visuelt synlige ribben og knoglestrukturer.

2. Dyrevelfærdsloven § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3, jf. straffelovens § 89 ved i tiden op til den 2. december 2020 som ejer af hesteholdet, at have udsat en hoppe for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling idet hun, på trods af, at hoppen var alvorligt syg, ikke sørgede for, at hoppen blev isoleret og fik den fornødne pleje samt blev tilset af en dyrlæge, hvilket medførte at hoppen døde.

Vedr. forhold 1:
Efter vidneforklaringerne sammenholdt med de fotos, der blev taget ved besøget d. 2. december 2020, og dyrlæge 1´s skriftlige erklæring, blev der lagt til grund, at forholdene og hestenes tilstand var som beskrevet i forhold 1 i tiltalen. Retten fandt, at det beskrevne udgjorde grovere uforsvarlig behandling af de tre heste. Det var derfor bevist, at tiltalte var skyldig i forhold 1.

Vedr. forhold 2:
Embedsdyrlægen og dyrlæge 1 havde begge forklaret, at deres vurdering var, at en hest i en tilstand som den, C var i d. 1. december 2020, skulle tilses af en dyrlæge. Retten fandt på den baggrund, at ejer ved ikke at have kontaktet en anden dyrlæge, da dyrlæge 1 afviste at tilse hesten på grund af tidspunktet, havde handlet grovere uforsvarligt med karakter af mishandling.

Retten fandt, at manglende isolering af hoppen fra dens føl ikke kunne anses for uforsvarlig behandling af den pågældende hoppe. Med denne begrænsning var tiltalte skyldig i forhold 2.

Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

Tiltalte blev frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele taget beskæftige sig med dyr.

Tiltalte ville dog beholde retten hertil, hvis hun ikke igen inden for 3 år fra endelig dom overtrådte dyrevelfærdslovgivningen under sådanne omstændigheder, at hun skulle frakendes retten til at beskæftige sig personligt med dyr.