2021-24-0150-00024

Hoppe med snabelhove

04-07-2022

Skrivelse af 5. oktober 2021 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00071-21).
En ejer af et dyrehold blev anmeldt for at holde flere af sine dyr dyreværnsmæssigt kritisabelt. Ved politiets og embedsdyrlægens ankomst, fandtes blandt andet en smertepræget hoppe med snabelhove på begge forben og forvoksede hove på bagbenene.  Det blev pålagt ejeren at aflive hesten.

Rådet udtalte 4. juli 2022:

Spørgsmål 1:

Har hest 1 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 28. maj 2021 og 30. september 2021 vedrørende hoppen ved besøget d. 27.  maj 2021:

Hoppen var opstaldet i en boks med meget sparsom strøelse. Gulvet var delvist dækket af hestepærer, og der var områder med synligt betongulv (Video 1)… På hoppens højre side var pelsen dækket af indtørrede plader af hård gødning fra forbenet og til halen, samt på både ryg og bug (Video 2). På venstre side var vinterpelsen fældet fra forbenet og frem til krydset. Der sad ingen gødningsrester i sommerpelsen. Fra krydset til halen sad der på venstre side indtørrede plader af hård gødning i pelsen (Video 1). Ved palpation (undersøgelse ved berøring) fandtes pladerne siddende meget tæt på huden uden mulighed for at få en finger ind mellem gødningsplader og hud (Video 2). Hovene på bagbenene var lange (ca. 15 cm) uden snabelhovsdannelse. På begge forben sås kroniske snabelhove med opadpegende hovspidser, der var ca. 2 cm tykke. Hovens lamelstruktur kunne tydeligt ses på hovenes spidser. Hesten sank dybt ned i koderne på begge forben og hele hovens dragt (den brede del af hoven) samt ca. 4 cm af hovens hornvæg havde kontakt med underlaget. Den resterende del af horn­væggen bøjede konkavt opad (Video 2 og 3). Hoppen var under middel i huld med tydeligt frem­stående ryghvirvler, hoftehjørner og skulderblade. Hoppens muskulatur var indsunken. Hoppen var uvillig til at bevæge sig og stod og svajede fra side til side for skiftevis at aflaste ben og hove. Den stod med fremstrakte forben og bagbenene trukket ind under kroppen. Den havde påvirket almenbefindende, stod med hovedet nedad, var nedstemt og udviste kun lidt interesse for omgi­velserne. Hoppen fremstod desuden med meget tydeligt "pain face”. Begrebet "pain face” er beskrevet i bilag 2. De ovenfor beskrevne tegn på smerte ses på tydeligt på Video 2 og 4.

Hestehove vokser 8-10 mm om måneden. Hovene på for- og bagben var kraftigt forvoksede. Med baggrund i de kraftigt forvoksede og deforme hove, vurderes det, at tilstanden har stået på igennem en længere periode på ikke under 6 måneder.

I forbindelse med at hoppen spiste hø fra gulvet, strakte den forbenene let ud til siden for at komme til høet. Den normale æde-stilling for heste der græsser, eller i dette tilfælde fodres di­rekte på underlaget, er at stå forskudt med forbenene og dermed bære vægten skiftevis på for­benene…

Video 2: Hoppen x filmet fra højre side. Hoppen står med krum ryg og hovedet under skul­derhøjde hvilket er tydelige tegn på smerte. I pelsen på højre side samt ryggen ses store sammen­hængende områder med plader af indtørret gødning. Der er ligeledes gødning i man og hale. Hop­pen står med krumme for- og bagben og tripper fra side til side når den bliver forsøgt fremdrevet. Forhovene er kraftigt forvoksede med konkav hornvæg hvor spidserne peger lodret op i luften. Hoppen synker kraftigt ned i koderne og står med krumme forknæ. Det var ikke muligt at få hop­pen til at gå.

Video 3: Hoppen x filmet fra højre side. På videoen ses tydeligt de kraftigt forvoksede forhove hvor homvæggen danner en konkav bue og hov-spidserne peger opad.

Video 4: Hoppen x filmet fra højre side. Hoppen svajer frem og tilbage og står med krum ryg og opkneben bug, hvilket er tydelige tegn på smerte. Desuden viser hoppen tydelige tegn på ”pain face”, hvor ørerne står ud til siden, musklerne omkring øjnene er spændte, hvilket giver hesten et sørgmodigt udtryk, mulen er spids og kæbemuskulaturen er spændt. Begrebet "pain face” er be­skrevet i bilag 2.”


Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at hoppens hovlidelse for længst burde have været erkendt ved de daglige tilsyn og afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at den var blevet regelmæssigt beskåret og/eller tilset af en dyrlæge med henblik på en vurdering af en eventuel sygdomsmæssig årsag til hovlidelsen og mulighed for helbredelse eller smertelindring, eller at den var blevet aflivet, før tilstanden fik det beskrevne omfang.

Lægges ovennævnte samt det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at hoppen, ved at være opstaldet som beskrevet, således at den havde indtørrede plader af hård gødning i pelsen, ved at være unddraget regelmæssig beskæring, så den ved tilsynet fremstod med forvoksede baghove og snabelhove på begge forben og var tydeligt smertepræget, og var i huld under middel, under det lange forløb har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller passet under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at hoppen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 2:

Der skal henvises til Rådets udtalelse af 20. april 2005 om forvoksede klove eller hove, der kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 2 og § 3, jf. § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, og bekendtgørelse nr. 1746 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste § 9, stk. 2, § 15, stk. 1, § 16, stk. 1, § 24 og § 31, jf. § 36, stk. 1, nr. 1, ved som ejer af hoppe at have udsat denne for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling ved at undlade at behandle den omsorgsfuldt, herunder huse, fodre, vande og passe den under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, hvorved den blev udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst varigt mén og væsentlig ulempe, idet den ikke fik tilstrækkelig og regelmæssig hovpleje eller blev tilset af en dyrlæge igennem mindst seks måneder, selvom den havde forvoksede baghove, snabelhove på begge forben og var tydeligt smertepræget, var i huld under middel med tydelige ryghvirvler, hoftehjørner og skulderblad, havde indsunken muskulatur, var uvillig til at bevæge sig, havde påvirket almenbefindende, var nedstemt og kun udviste lidt interesse for omgivelserne, ligesom der i dens pels på krop og ben sad indtørrede plader af hård gødning som følge af, at den stod i en boks i stalden uden adgang til tørt og velstrøet leje igennem flere måneder, ligesom den ikke i en længere periode var blevet motioneret mindst to timer fem dage om ugen eller havde adgang til en fold. 

Endvidere tiltalt for overtrædelse af følgende, som ikke var en del af rådets udtalelse:

Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 2 og § 3, jf. § 58, stk. 1, og til dels bekendtgørelse nr. 1746 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste § 9, stk. 2, § 12, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 16, stk. 1, jf. § 36, stk. 1, nr. 1, ved som ejer at have udsat en hest (vallak) og fem katte for uforsvarlig behandling ved at undlade at behandle dem omsorgsfuldt, herunder huse, fodre, vande og passe dem under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, ligesom de ikke blev beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst varigt mén og væsentlig ulempe. Det var tale om en vallak, der ikke blev motioneret mindst to timer fem dage om ugen og ikke havde adgang til en fold, ligesom den havde indtørrede kager af gammel gødning på ben, lår, ryg og bug som følge af, at lejet var utilstrækkeligt strøet igennem en længere periode. Den blev endvidere udsat for risiko for at pådrage sig skade, idet lågen ind til boksen, hvor den stod opstaldet, var i stykker, så den kunne komme i klemme mellem lågen og en stolpe. Derudover var der tale om fem katte, der havde permanent tilholdssted i en katte-voliere med overfyldte kattebakker med katteekskrementer rundt om og med kraftig lugt af katteefterladenskaber omkring volieren. To af de fem katte havde ikke fået tilstrækkelig og rettidig pelspleje, idet de havde store plader af klumpet /filtret pels, ligesom den ene kat havde et hårløst område på ca. 10x15 cm på kroppen.

Straffen blev under hensyn til forholdenes karakter og grovhed fastsat til fængsel i 60 dage.

Uanset at tiltalte ikke tidligere var straffet, var der under hensyn til forholdenes karakter og grovhed ikke grundlag for, at gøre straffen betinget.

Endvidere blev tiltalte, under hensyn til karakteren og grovheden af de forhold, som tiltalte blev fundet skyldig i, frakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med heste og/eller katte i tre år fra endelig dom.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger.