Rådet udtalte 27. februar 2022:
Spørgsmål 1:
Kan Rådet på baggrund af fundene tiltræde, at bruddet var flere uger gammelt?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af sektionsattest af 9. juni 2021 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUND:
”Sektion
1. del af præparatet omfattede venstre halvdel af bækkenet som var gennemsavet i symfyselinjen, hvor forreste del af hoftehjørnet (tuber coxae) var savet af ved modtagelsen. Præparatet målte 39 x 10 x 23 cm. Ved inspektion af præparatet fandtes vævstab på den craniale kant af acetabulum, med tab af ledbrusk og de mest superficielle dele af det underliggende knoglevæv. I bunden af acetabulum fandtes et område med en blanding af fibrinøse og fibrøse belægninger. Ved gennemsavning af hofteskålen synliggjordes underliggende knoglevævstab i bunden af acetabulum, som sekundært var blevet erstattet med granulations- og bindevæv, der havde en tykkelse på hhv. 0,3 og 0,8 cm. Omkring acetabulum fandtes laceration og blødninger i muskulaturen samt øget fibrosering, med periartikulære nydannelser af granulations- (0,3 cm) og bindevæv (op til 1,2 cm). Ved modtagelsen var der gjort indsnit i et område med hæmatomdannelse der målte 7 x 3,5 cm, placeret på medialefladen af corpus ossis ilium.
2. del af præparatet omfattede venstre lårbens proximale del, som var afskåret transverst på dialysen. Præparatet havde en samlet længde på 29 cm. Ved inspektion af præparatet fandtes tab af lårbenshovedet (caput ossis femoris), og der fandtes laceration af ledkapslen samt omkringliggende muskulatur. Muskulaturen distalt for hofteleddet var delvist erstattet med bindevæv. Ved inspektion af lårbenshalsen (collum ossis femoris) fandtes afrunding af knoglefremspring og tab af knoglevæv, hvor lårbenshovedet skulle havde siddet fast. Ved gennemsavning af lårbenet i længderetningen fandtes yderligere tegn på vævstab, samt blødninger i knoglemarven, der strakte sig ned i størstedelen af diafysens længde.
3. del af præparatet omfattede lårbenshovedet (caput ossis femoris), som målte 7,5 x 6 x 4,5 cm. Ved inspektion af lårbenshovedet fandtes afrunding og nekrose af knoglevævet ved den oprindelige fæstningsflade. Der fandtes ulcerationer i ledbrusken samt ebumisering i det underliggende knoglevæv.
4.-6. del af præparatet omfattede tre stykker muskulatur og bindevævsstrukturer, der målte hhv. 19x10 cm, 19 x 14 cm og 17 x 9,5 cm. Muskelstykkerne var sæde for multiple blødninger og øget fibrosering med stedvise fibrinbelægninger. I det ene muskelstykke fandtes multiple foci med nekrose omgivet af en kapsel bestående af granulationsvæv og nydannet bindevæv på op til 2 cm.
Konklusion
På baggrund af ovenstående undersøgelse kan det konkluderes, at præparatet var sæde for en komplet frakturering af lårbenshovedet med sekundær periartikulær fibrinudsvedning og fibrosering samt stedvis nekrose af muskulaturen. Endvidere var hofteleddet sæde for en kronisk ulcerativ artrose med sclerosering af underliggende knoglevæv. Baseret på graden af granulationsvævs- og bindevævsnydannelse vurderes skaden at have en alder på flere uger.”
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at bruddet havde en alder på flere uger.
Spørgsmål 2:
Hvordan vil et brud af lårbenshovedet sædvanligvis påvirke en kos adfærd, og vil det være forbundet med en anden form for halthed end ved en klovlidelse som følge af klovbeskæring?
Svar ad 2:
I forbindelse med det akutte brud af lårbenshovedet vil dyret fremstå smertepåvirket og halt i et eller andet omfang. Der vil være en udtalt ustabilitet i hofteregionen og en modvilje mod at føre benet fremad. Evt. vil der under gang kunne høres knirkelyde stammende fra knoglestykkers kontakt med hinanden. Evt. vil der ved manuel undersøgelse under bevægelse kunne føles krepitation pga. knoglestykkers skurren mod hinanden. Dyret vil søge at aflaste det pågældende ben og typisk fremstå skævt over krydset med samsidige hoftehjørne nedsunket. En ko vil typisk være udtalt støttehalt ved en klovlidelse, men i mindre grad være modvillig ved at føre benet fremad, fremføringshalt, end ved en frakturskade omkring lårbenshovedet.
Spørgsmål 3:
Må koens lidelse antages at have været let erkendelig for besætningsejer i forbindelse med de daglige tilsyn med dyrene?
Spørgsmål 4:
Burde koen have være tilset af dyrlæge og behandlet eller alternativt aflivet på et tidligere tidspunkt?
Spørgsmål 5:
Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende, anmoder jeg desuden Rådet om at besvare, hvorvidt undladelsen af det anførte efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1-3, nu dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1-3.
Svar ad 3, 4 og 5:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at de påviste læsioner i flere uger har forårsaget, at dyret har været tydeligt og erkendelig halt, hvilket tillige fremgår af nødslagtningsattesten ”… koen havde gået til aflastning pga af en klovlæsion på V.B…”. Koen burde for længst have været tilset af en dyrlæge og/eller aflivet. Under sygdomsforløbet i besætningen har dyret igennem uger været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at koen under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 6:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 6:
Der henvises til Det Veterinære Sundhedsråds redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, som kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
I begge tilfælde blev sagen afsluttet med en påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Anklagemyndigheden mente ikke, at det ved en domstol ville kunne bevises, at besætningsejer eller dennes ansatte var skyldig.