Rådet udtalte 20. maj 2022:
Spørgsmål 1:
Finder Rådet, at … ved at sætte en Rødhåndet Tamarin abe, der ved obduktionen blev vurderet til at have været i meget mager stand, ud i fri natur, har undladt at behandle aben forsvarligt og undladt at have beskyttet aben bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe? og i bekræftende fald.
Svar ad 1:
Det fremgår af sagsakterne, at en tamarinabe d. 27. maj 2021 blev sluppet ud i det fri på et græsareal ved en sø i ... Ejeren havde anskaffet aben d. 24. maj 2021, og forsøgt at sælge den igen d. 26. maj 2021, da han ikke kunne håndtere den. Ejer kontaktede bl.a. en dyrehandler med henblik på salg af aben. Denne ønskede ikke at købe aben, der ifølge ham, havde misdannelser i hovedet, men tilbød ejer at aflive den. D. 29. maj 2021 modtog 1812 et opkald fra en borger, der havde fundet et abelignende dyr i sin garage. Aben, der fremstod passiv, stiv og kold men skrigende ved håndtering, blev bragt til dyrlæge.
Det fremgår af udtalelse af 8. juni 2021, at dyrlægen ved den kliniske undersøgelse af tamarinaben d. 29. maj 2021 fandt følgende:
”Klinisk undersøgelse:
Aben blev ved undersøgelsen fundet sideliggende og i en stuporøs mental tilstand. Aben reagerede i lav grad på stimulans af den dybe smertesans. Kommer til tider med et skrig.
Aben vurderes respiratorisk stabil.
Ved auskultation kunne der ikke erkendes nogen hørbar hjerterytme. Iltmætning svingede mellem 70-90 % og med svingende/ustabil puls.
Temperaturen kunne ikke måles med termometeret (for lavt), men vurderes at være ca. rumtemperatur. Slimhinderne er blege og tørre, hudtugor forøget. Øjnene er trukket ind i hovedet og ansigtet virker til at være meget rynket/indsunket.
Body condition score vurderes 2/9 og muscle condition score vurderes 2/9.
Huden virker intakt og uden tegn på ydre skader. Pelspragten virker kedelig.
Led vurderes normale ved manipulation.
Diagnose:
Kardiogent/hypovolæmisk shock
Hypoterm
Fejl/underernæring
Behandling:
Langsom opvarmning med tæppe og varmeunderlag.
Væske subcutant (IV adgang ikke muligt)
Efter 10-20 min. begynder aben i en kortere periode at være lidt mere opmærksom på sine omgivelser. Få minutter efter går aben i hjertestop. Hjertestoppet verificeres med ultralydscanner.
Det vurderes at der kunne være tale om reperfusion skade/endotoxæmi.”
Abekadaveret blev sendt til patoanatomisk undersøgelse. Af erklæring af 3. september 2021 fremgår, at Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet fandt følgende:
”Rødhåndet Tamarin. Vægt 440 g. Der blev ikke fundet chip-ID ved scanning af kadaveret for chipmærkning.
Kropsmål fra isse til baglår ("crown-rumph length"): 23 cm. Halemål: 34 cm.
Kadaveret var en intakt, kønsmoden han. Tænderne var upåfaldende.
Ved palpation fandtes kadaveret skarprygget med meget tydelige torntapper på ryghvirvlerne, samt meget tydelige ribben.
Huden i ansigtet var meget fortykket og knudret med små sår og cruster, forandringerne var mest udtalt på kinder, pande, øjenlåg, næseryg og hage. Tilsvarende hudforandringer fandtes ved basis af begge ører, forandringerne var meget udtalte ved venstre øre basis, hvor de udgjorde en proces af fortykket, knudret hud. Huden på de øvrige dele af kadaveret var meget tynd og uden synligt subkutant fedt. Der var nogle delvist hårløse områder på halens ventrale flade.
Indholdet i ventriklen bestod af slim. Der var moderat indhold i tarmen, bestående af rødligt indhold i jejunum og fast formet indhold i colon.
Hjerne, lunger, lever og nyrer var upåfaldende. I lårbenet var der rød knoglemarv (ingen gul), denne var upåfaldende.
Der var ikke synligt fedt på hjertet eller i abdomen.
Histologi:
…
Forandringerne i huden fra hage, kinder og ører er ensartede og beskrives derfor samlet. Hudforandringerne er dog af varierende sværhedsgrad og er mest udtalte på kinder og ører.
I epidermis (overhud) ses mild hyperkeratose og stedvise pustler ved udmunding af adnexa (hårfollikler og talgkirtler) på hudoverfladen. Desuden ses epidermal hyperplasi med irregulære ’rete pegs’ (epidermale papiller).
I dermis (læderhud) ses kronisk massiv non-suppurativ perifollikultis med ansamling af store mængder mononukleære celler (overvejende makrofager, lymfocytter og plasmaceller) og fibrosering omkring hudens adnexa i dermis. I hovedparten af de undersøgte hårfollikler og talgkirtler ses parasitære elementer forenelig med Demodex spp. (hårsækmider), i flere tilfælde er der tale om store mængder parasitter. Der ses stedvis furunkulose (suppurativ dermatitis) grundet bristede adnexa med frigivelse af parasitære elementer i dermis og infiltration af inflammationsceller (neutrofile granulocytter). I dermis ses infiltration af overvejende mononukleære inflammationsceller, men også stedvis suppurativ reaktion (tilstedeværelse af neutrofile granulocytter), antallet af inflammationsceller varierer fra sted til sted.
Subcutis (underhud) er uden fedtvæv. Skeletmuskulaturen er upåfaldende.
Hjertet er uden fedtvæv, men er ellers upåfaldende.
Lungevævet er præget af kadaverose, der ses atelektase (postmortel forandring), vævet er ellers upåfaldende.
Hjerne, lever, milt og nyre er præget af kadaverose, men er ellers upåfaldende.
Tarmen er præget af kadaverose, hvilket vanskeliggør den histologiske undersøgelse. Tarmene er uden fedtvæv. Jejunum er umiddelbart upåfaldende. I ceacum ses en del parasitæg, det har ikke været muligt at identificere disse, selve tarmvævet er umiddelbart upåfaldende.
Knoglemarven er uden fedtvæv, men er ellers upåfaldende.
I testiklen ses spermatogenese.
Konklusion:
Ud fra huldbedømmelse vurderes aben som meget mager.
Hudforandringerne er forenelige med demodecose, der er tale om en kronisk tilstand sandsynligvis af flere ugers varighed.
Demodecose er tidligere beskrevet hos voksne rødhåndede tamariner, hvor tilstanden ikke fremkaldte kløe. Hos hund ses tilstanden overvejende som lokal selvbegrænsende infektion hos juvenile dyr, i nogle tilfælde fortsætter symptombilledet ind i den tidlige voksenalder. Lokal demodecose kan udvikle sig til generaliseret demodecose, hvor hudforandringeme omfatter større dele af kroppen, hvilket menes at skyldes immunsuppression hos værten.
Betydningen af parasit infektion i tarmen kendes ikke, men vurderes ikke til at have påvirket tarmen væsentligt, da der ikke er set histologiske forandringer af tarmvævet.”
Af DMI-vejrarkivet fremgår, at middeltemperaturerne i … i dagene 27. maj til 29. maj 2021 var 4 - 20 grader Celsius, middelvinden var 2 - 6 m/s, og der var ingen nedbør.
Tamarinaber lever i den sydamerikanske regnskov bl.a. det nordlige Brasilien, hvor temperaturerne året rundt er 24 - 33 grader Celsius. De lever af insekter, moden frugt og plantesafter.
Rådet finder, at tamarinaber ikke vil have mulighed for at søge føde i Danmark i lange perioder af året, og ikke vil kunne klare sig (søge sufficient ly og læ) i det væsentligt køligere danske klima. En tamarinabe vil derfor med overvejende sandsynlighed dø efter kort tid, hvis den efterlades i naturen.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at tamarinaben, ved at være sluppet fri i naturen uden mulighed for at søge sufficient ly og læ eller søge føde, så den ved indfangning fremstod meget mager, dehydreret, underafkølet, i chok og efterfølgende døde af hjertestop, ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller huset, vandet, fodret eller passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Tamarinaben har herved været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Spørgsmål 2:
Om Rådet finder, at … derved har udsat aben for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 2:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at tamarinaben, ved at være sat ud i naturen med henblik på at klare sig selv uden mulighed for at søge føde, ly og læ hvorved den døde, har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18 stk. 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 3:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2 jf. § 2 og § 3 og § 18, ved at have udsat en rødhåndet tamarinabe for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet tiltalte satte aben ud i naturen, uagtet en tamarinabe i den danske natur ikke vil have mulighed for at søge sufficient ly og læ eller søge føde, hvilket resulterede i, at aben to dage senere blev fundet i en garage, hvor aben fremstod mager, dehydreret og underafkølet samt i chok, alt hvilket bevirkede at aben døde af hjertestop. Tamarinaben blev derved udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Forholdet omtales ikke nærmere.
Tiltalte havde efter sin forklaring kendskab til og erfaring med eksotiske dyr. Efter udtalelsen fra Københavns Universitet, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab og Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse, fandt retten det bevist, at tiltalte ved at sætte tamarinaben ud i naturen i Danmark i slutningen af maj måned uden mulighed for, at den kunne søge sufficient ly og læ eller søge føde, så den ved indfangningen få dage efter fremstod meget mager, dehydreret, underafkølet, i chok og som følge heraf døde af hjertestop, havde udsat aben for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Retten fandt det endvidere bevist, at aben herved havde været udsat dyret for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.
Efter stemmeflertallet blev påstanden om rettighedsfrakendelse taget til følge for et tidsrum på 3 år fra endelig dom.
Tiltalte blev idømt fængsel i 7 måneder.
Straffen skulle dog ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholdt følgende betingelser:
- Tiltalte måtte ikke begå noget strafbart forhold i en prøvetid på 1 år fra den endelige dom.
- Tiltalte skulle være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden og skulle – hvis Kriminalforsorgen fandt det nødvendigt – undergive sig behandling mod misbrug af euforiserende stoffer efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelser.