Rådet udtalte 8. september 2022:
Spørgsmål 1:
Kan Rådet tiltræde professor …s konklusion om, at blødningerne vurderes at have en alder på ikke under 4 timer? Betyder det i givet fald, at slagene må antages at være blevet påført dyrene forud for kl. 03:30, såfremt det lægges til grund, at dyrene blev slagtet ca. kl. 07:30?
Svar ad 1:
Det fremgår af sektionsrapporten af 6. september 2021 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, at blødningerne, på baggrund af de histologiske undersøgelser vurderes, at have en alder på ikke under 4 timer.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at såfremt det lægges til grund, at svinene blev slagtet kl. ca. 7:30 må det antages, at slagene er blevet påført svinene på et tidspunkt før kl. ca. 3:30.
Spørgsmål 2:
Kan Rådet tiltræde det af embedsdyrlægen og professor … anførte om, at mærkerne på begge slagtekroppe vurderes at stamme fra slag med en stump genstand?
Svar ad 2:
Af embedsdyrlægens anmeldelse af 17. marts 2021 fremgår det, at denne ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtningen observerede to slagtesvin med mærker efter slag. Embedsdyrlægen vurderede, at de lange lige mærker med ”togskinne-konfiguration”, var forårsaget af slag med et stang-lignende objekt, svarende til skaftet på en dasker eller et kosteskaft, og at mærkerne på ryggen af slagtekrop 1 var påført med et drivbræt.
Præparater fra de to slagtesvin blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND. I sektionsrapporten af 6. september 2021 konkluderes følgende:
”Baseret på ovenstående undersøgelse fandtes præparaterne at være sæde for multiple blødningslæsioner i huden og den underliggende muskulatur. Med udgangspunkt i læsionernes morfologi, kunne disse underopdeles i to grupper, som begge, grundet deres morfologi, placering og ensartethed, er forenelige med at være opstået efter stumpt traume påført af et menneske. Ud fra de histologiske undersøgelser vurderes blødningerne at have en alder på ikke under 4 timer.”
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at læsionerne på de to slagtesvin er forenelige med læsioner opstået efter slag med en stump genstand påført af et menneske.
Spørgsmål 3:
Rådet bedes vurdere den kraft, som mærkerne på slagtekroppene må antages at være blevet påført med.
Svar ad 3:
Rådet har spurgt Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, om det er muligt at vurdere, med hvor stor en kraft slagene på de to slagtesvin må antages at være påført. Rådet har fået oplyst, at ”Den massive forekomst af makrofager i muskulaturen konstateret ved den histologiske undersøgelse af præparaterne betyder, at der i hvert fald er slået med en voksen mands fulde kraft – ca. 7 newton”.
Spørgsmål 4:
Under forudsætning af, at mærkerne på grisene skyldes menneskepåførte slag, anmoder jeg desuden Rådet om at besvare, hvorvidt de to dyr ved en sådan adfærd har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1-3.
Svar ad 4:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges sagsakterne og svar ad 1-3 til grund, finder Rådet, at de to slagtesvin, ved at være påført multiple slag medførende blødninger i huden, spæklaget og stedvis i den underliggende muskulatur, har været udsat for mindst en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at slagtesvinene har været udsat for mindst uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 5:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 5:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Ansat 1:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3, samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, ved i tiltaltes erhverv som ansat i svinebesætningen, at have udsat to grise for uforsvarlig behandling, idet han i forbindelse med drivningen af grisene til udleveringsrummet med henblik på afhentning til slagteriet tildelte to af grisene flere slag hen over ryggen og bugen med en stump genstand, hvilket medførte slagmærker og blødninger i huden og til dels i underhuden.
Besætningsejer:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 12 og stk. 13, jf. § 2 og § 3, samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, jf. stk. 3, ved i tiltaltes erhverv som ejer af svinebesætningen, at have været ansvarlig for, at to grise blev udsat for uforsvarlig behandling, idet den ansatte, ansat 1, i forbindelse med drivningen af grisene til udleveringsrummet med henblik på afhentning til slagteriet tildelte to af grisene flere slag hen over ryggen og bugen med en stump genstand.
Af erklæringen af 6. september 2021 fra Institut for veterinær- og husdyrvidenskab og udtalelse af 8. september 2022 fra Det Veterinære Sundhedsråd fremgik, at det måtte antages, at de af sagen omhandlede slag var påført på et tidspunkt før kl. ca. 03.30. På den baggrund og på baggrund af oplysningerne om, at svinene blev afhentet kl. 04.47 og dyrlægens forklaring fandtes det bevist, at de tiltalte var skyldige i den rejste tiltale.
De tiltalte blev hver især idømt en bøde på 10.000 kr.
Ved straffastsættelsen blev der på den ene side lagt vægt på, at der var tale om uforsvarlig behandling af to grise og på den anden side, at forholdet var begået for mere end tre år siden.
Ansat 2:
Sigtet i sagen for at have tildelt to grise slag hen ad ryggen i forbindelse drivning af grise fra stalden til udleveringsrummet. Sagen blev afsluttet med en påtaleopgivelse, idet anklagemyndigheden ikke fandt, at videre forfølgning af sagen ville føre til, at en domstol ville finde den sigtede skyldig, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2.