Rådet udtalte 9. maj 2022:
Spørgsmål 1:
Finder rådet at katten, der var trafikskadet, ved at blive aflivet under anvendelse af mukkert er blevet skånet for enhver undgålig smerte, psykisk belastning eller lidelse samt beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe?
Svar ad 1:
Det fremgår af sagsakterne, at en påkørt kat af to piger bragtes til undersøgelse hos en nærtliggende dyreværnsorganisation, som undersøgte katten og fandt ”… Den var til stadighed ved bevidsthed, ligesom den stod op. Der sås lidt blod ved højre forpote og en mindre hudafskrabning/skramme omkring højre øje. Der var ingen andre synlige skader eller blod på kroppen. Munden blev åbnet, men der var ingen synlig blod, men den havde begyndende snot og væske ved næsen. Selvom den blev trykket forskellige steder på kroppen, sagde ikke noget. Kattens pupiller blev ligeledes undersøgt og de var lige store. Den blev ligeledes undersøgt vha. et stetoskop, hvor der blev lyttet til hhv. hjerte og lunger. Den havde muligvis lidt problemer med lungerne, ligesom den angiveligvis havde fået nogle knubs, hvorfor de 2 kvinder blev vejledt om en efterfølgende undersøgelse hos en dyrelæge”. Pigerne returnerede med katten til deres opholdssted, hvor en ansat tog katten og aflivede den ved at give katten tre-fire slag i og omkring nakkeregionen med en mukkert.
Ved efterfølgende patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet konkluderes følgende:
”På baggrund af ovenstående undersøgelse kan det konstateres, at katten var sæde for multiple blødningslæsioner på både bagkroppen og i hovedregionen. Blødningerne over hoften og på sternum, det frakturerede sacroiliacaled og de flossede klør er alle forenelige med læsioner efter akut traume. Blødningslæsionerne i hovedregionen, i meninges og den frakturerede halshvirvel er forenelige med læsioner pådraget i forbindelse med aflivning med mukkert.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at katten, ved at blive slået tre-fire gange i nakkeregionen med en mukkert i den hensigt at aflive den, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller i overensstemmelse med dens behov.
Katten er ikke aflivet så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Rådet vil anse forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. Dyrevelfærdslovens §§ 2 og 25, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Svares der benægtende på spørgsmål 1, skal jeg spørge, om rådet finder, at dyret har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling i forbindelse med aflivningen?
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 3:
Nej.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Tiltalte 1:
Lærer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 samt § 25, jf. straffelovens § 83, ved at have behandlet en kat groft uforsvarligt med karakter af mishandling, idet katten, der var trafikskadet, blev aflivet ved at blive slået i hoved og nakkeregion med en mukkert, hvorved katten blev udsat for den højeste grad af lidelse, ligesom den ikke blev aflivet så smertefrit som muligt.
Tiltalte 2:
Tiltalte skole blev påtaleopgivet, idet anklagemyndigheden fandt, at aflivningen af katten faldt uden for skolens sædvanlige aktiviteter, og at der på den baggrund ikke ville være grundlag for at pålægge skolen et strafansvar efter bestemmelserne i straffelovens kapitel 5.