Dyreværnsmæssigt kritisable forhold i en fårebesætning

Rådet udtalte 27. marts 2023:

Rådet skal udtale:

Af fremsendelsesbrevet fra Sydøstjyllands Politi fremgår følgende:

Besøg A: 

a) Kontrolbesøg den december 2020:

’’Sydøstjyllands Politi foretog den 22. december 2020 besigtigelse af en fårebesætning på en mark ved sted A samt en mark på Sted B. Ved besigtigelsen deltog embedsdyrelæge …. Til en fuldstændig beskrivelse af forholdene kan jeg henvise til den udførlige beskrivelse fra Fødevarestyrelsen jf. sagens bilag 1.28, samt fotomapperne i bilag 1.29 -1.30. Jeg kan ligeledes oplyse, at jeg i nedenstående gennemgang benævner fårene med samme tal, som angivet i Fødevarestyrelsens beskrivelse.

På marken ved sted A blev det konstateret, at der lå 17 døde får, heraf var 5 spist/nedbrudt i en sådan grad, at der kun var knoglerester tilbage, disse benævnes får 1-5. De resterende 12 døde får var no­genlunde intakte, dog manglede flere øjne og / eller ører. Et dødt får lå uden for indhegningen. Dette hav­de åben bug, således at tarme var blotlagte. Disse får benævnes får 6-17.

Ved berøring af fårene 6-17 kunne de konstateres, at fårene var afmagrede med fremstående rygrad og meget tydelige bækkenknogler under ulden. Bag 5 af de intakte døde får lå der gødningsbunker. Der var på de 12 intakte får ingen tegn på, at disse var blevet aflivet eller angrebet af rovdyr.

På marken fandtes ligeledes to får benævnt som får 18 og 19, som var så afsvækkede, at de ikke kunne rejse sig og stort set ikke kunne bevæge sig. Også disse to dyr var afmagrede med fremstående rygrad og tydelige bækkenknogler under ulden. Også ved disse får fandtes ophobning af gødningen bag dem. Får nr. 19 havde kraftig betændelse i begge øjne, den skar tænder som tegn på smerte og der var afskrabning af jorden ved dens ene ben. Ulden havde ligeledes sat sig fat ved tænderne, hvorved der var opstået betæn­delse ved tænderne. Da dyrlægen tog ulden ud fra tænderne faldt en tand ud. Får nr. 19 virkede stift ved undersøgelsen, trods det endnu var i live. Får nr. 18 og 19 blev aflivet af politiet- En stor vædder havde forvoksede klove og var gangbesværet heraf.

De øvrige får var ikke mulig at undersøge på nært hold. Blandt de raske får var dog et lille og tynd får, med skarp ryg. Der henvises til videosekvens 4.

Besætningsejeren har til sagen oplyst, at fårene kan være døde af indvoldsorm. Dyrene var dog ikke i be­handling herfor, selv om ejeren havde indkøbt medicinen.

På marken var der græs, hvilket dog fremstod næringsfattigt. På marken var opstillet wrapballer, hvor kvaliteten blev vurderet ringe. Hegnet på marken var i stykker, hvorfor fårene havde adgang til en å og en sø med beskidt vand.

På marken ved sted B var der flere får i flokken med moderat halthed, der henvises til videosekvens nr. 6. Der var ligeledes ikke vand på marken til fårene. Fårene virkede dog ikke dehydrerede. ”

Såfremt det beskrevne sammenholdt med anmeldelsen i sin helhed og de fremlagte Fotos lægges til grund, skal jeg anmode om besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål 1 a:

Hvor længe kan henholdsvis fårene 1 - 5 og fårene 6-17 antages at være døde?

Svar ad 1a:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 29. december 2020:

”På marken gik Ca. 200 får. Ejer oplyste, at der var sat 220 ind på marken d. 01.10.20. Der var hovedsageligt tale om unge dyr.

Ved gennemgang af marken, kunne det konstateres, at der lå 17 døde får, heraf var de 5 spist/nedbrudt i så udtalt en grad, at der kun var nogle knoglerester og hud tilbage (Benævnt får 1-5, jf. foto 1-6 i fotomappe i) (OBS ved en fejl er et af de nedbrudte dyr blevet medregnet som et af de intakte i den foreløbige udtalelse). De resterende 12 var nogenlunde intakte, dog manglede flere øjne og/eller ører, hvilket sandsynligvis skyldes, at fugle eller andre rovdyr har spist det. Et dødt dyr, der lå uden for indheg­ningen havde åben bug, således tarme lå blotlagt og ud i det omkringstående græs. Disse er benævnt dyr 6-16, jf. foto 7-23 i fotomappe i. Der mangler fotos af et intakt lille, gråt får, der var indviklet i pigtråd (får 17).

Ved berøring af de intakte døde får, kunne det konstateres, at fårene var afmagrede med fremstående rygrad og meget tydelige bækkenknogler under ulden. Bag 5 af de intakte får lå der gødningsbunker, som tegn på, at de har været svækkede og ude af stand til at rejse sig forud for deres død. Der var på de 12 intakte dyr ikke tegn på, at de var døde som følge af angreb fra rovdyr, så som ødelæggelse/tab af væv, ligesom der ikke var tegn på, at dyrene var blevet aflivet, så som skudhuller efter boltpistol el.

lign, eller snit påført for at afbløde dyret. Et får (får 14) havde dog et mindre hul i hu den på halsen (Jf. foto 20, fotomappe i).”

Fotomaterialet understøtter disse beskrivelser.

Nedbrydning af et dyrekadaver i naturen afhænger af mange forhold, herunder klima, temperatur, luftfugtighed, årstid, lokale populationer af insekter, bakterier, svampe, og ådselsædere, foruden det aktuelle dyrs egen forudgående sundheds-, ernærings- og hydreringstilstand, ligesom det har betydning, hvorvidt det døde dyr berører jorden eller ej.

Rådet er ikke bekendt med videnskabelig litteratur om nedbrydning af fårekadavere i naturen i Danmark.

Ved studier af dyrekroppes nedbrydning i naturen anvendes oftest svin, og der beskrives overordnet en glidende overgang mellem 5 stadier;

• Frisk, fra dyret er dødt til det begynder at blive oppustet.
• Oppustet, hvor dyrekroppen begynder at blive oppustet som følge af mikrobiel gasudvikling, særligt i mave- og tarme.
• Aktiv nedbrydning, hvor dyrekroppen mister sin oppustethed, da den ophobede gas undslipper gennem defekter i huden, ligesom der eventuelt kan ses blotlagt knoglevæv i hoved og på ekstremiteter. Nogle indvolde kan være blotlagte.
• Omfattende nedbrydning, hvor muskulaturen på ekstremiteter er kraftigt reduceret, vævene dehydrerede, huden stiv, ligesom knoglevæv fra ryghvirvler og ribben er blotlagt.
• Tør, hvor der primært findes tør hud og enkelte vævsstykker med blotlagte knogler.

Overgangen mellem disse faser er som nævnt glidende, og udenlandske studier tyder på, at det tager mindst 1 måned at komme frem til det tørre stadie.

Som anført ovenfor har Rådet ikke kendskab til undersøgelser af fårekadaveres nedbrydning i naturen i Danmark om vinteren. Rådet kan derfor ikke præcist angive, hvor længe de pågældende får har været døde.

Rådet skønner dog, at får 1-5 (de mest nedbrudte) har været døde i længst tid, antageligt mindst 1 måned, medens får 6-17 har været døde i mindst 1 uge.

Spørgsmål 2a:

Hvad formodes at være baggrunden for at fårene 6-17 døde, herunder om det kan antages at være som følge af indvoldsorm?

Svar ad 2a:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 29. december 2020;

”Ved berøring af de intakte døde får, kunne det konstateres, at fårene var afmagrede med fremstående rygrad og meget tydelige bækkenknogler under ulden. Bag 5 af de intakte får lå der gødningsbunker, som tegn på, at de har været svækkede og ude af stand til at rejse sig forud for deres død. Der var på de 12 intakte dyr ikke tegn på, at de var døde som følge af angreb fra rovdyr, så som ødelæggelse/tab af væv, ligesom der ikke var tegn på, at dyrene var blevet aflivet, så som skudhuller efter boltpistol el. lign, eller snit påført for at afbløde dyret. Et får (får 14) havde dog et mindre hul i hu den på halsen (Jf. foto 20, fotomappe i).”

På baggrund af, at det ved undersøgelse af de intakte døde får kunne konstateres, at disse var afmagrede med fremstående rygrad og meget tydelige bækkenknogler under ulden, og at der ikke kunne findes tegn på, at de var blevet aflivet, samt at der bag flere af dyrene lå gødningsbunker, finder Rådet, henset til sagens akter og oplysningerne om manglende tilgængeligt foder, det sandsynligt, at dyrene er døde som følge af underernæring.

Spørgsmål 3a:

Hvor længe kan får nr. 18 og 19 antages at have haft betændelse? Og hvor længe kan tilstanden antages at have været synlig ved almindeligt tilsyn til fårene?

Svar ad 3a:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 29. december 2020;

”... Derudover var to dyr (benævnt får 18 og 19) så svækkede, at de ikke kunne rejse og stort set ikke kunne bevæge sig. Også disse to dyr var afmagrede med fremstående rygrad og tydelige bækkenknogler under ulden. Hos disse sås ligeledes ophobning af gødning bag dem (Jf. videosekvens 1 og 2). Får 19 havde kraftig betændelse i begge øjne, den skar tænder som tegn på smerte og i jorden ved dens ben, kunne det ses, at den havde ligget og arbejdet med benene, da jorden var skrabet væk. Dette får havde desuden uld, der hang fast i tænderne, hvilket havde medført betændelsestilstand ved tænderne, og da undertegnede prøvede at løsne dette, røg tanden med ud. Fåret virkede meget stift ved undersøgelsen på trods af, at det endnu var i live (Jf. videosekvens 2 og foto 1-4 i fotomappe 2). Begge disse får blev aflivet af politiet i forbindelse med kontrollen...

De øvrige får var ikke mulige at undersøge på nært hold."

De to fårs generelle tilstand, hvor de fremstod afmagrede med fremstående rygrad og tydelige bækkenknogler under ulden, burde have ledt til veterinærfaglig undersøgelse af dyrene mhp. at fastslå årsag og iværksætte behandling. Den afmagrede tilstand fårene var i, er udviklet over en længere periode (uger), hvor dette har været synligt ved de jævnlige tilsyn med fårene. Rådet skal bemærke, at der i denne periode døde et betydeligt antal dyr - dødsfald der også burde have foranlediget veterinærfaglig udredning af forholdene.

Rådet finder, at de sygelige tilstande i hhv. øjnene og tænder er sekundært udviklet i forhold til fårenes afmagring og ikke kan betragtes som isoleret set optrædende tilstande. Dyrenes generelle dårlige tilstand har været tydelige ved jævnlige tilsyn, og dette burde have ført til veterinærfaglig udredning, ved hvilken betændelsestilstandene også ville være blevet erkendt.

Spørgsmål 4a:

Hvor længe vurderes vædderen at have haft forvoksede klove? Og hvor længe kan tilstanden antages at have været synlig ved almindeligt tilsyn af vædderen?

Svar ad 4a:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 29. december 2020;

”En stor vædder (øremærkenummer xxxxx-105) havde forvoksede klove og den var gangbesværet som følge heraf (Jf. foto 5-7 i fotomappe 2 samt videosekvens 3). Den vurderedes at være i middel huld.”

Længden af hovedklovene hos får afhænger af balancen mellem sundhed, vækst og slid. Rådet kan derfor ikke angive en eksakt tidsperiode for udvikling af forvoksede klove. Forvoksede klove er desuden en tilstand, som udvikles over måneder, hvor klovene gradvist bliver længere for på et tidspunkt at få et abnormt udseende. Igennem denne lange periode belastes lemmernes led, sener, m.v. mere og mere i takt med at dyret belaster klovene ufysiologisk, og på det tidspunkt bliver dyret halt og forsøger at aflaste lemmerne grundet smerte. Denne tilstand progredierer i takt med at klovene vokser yderligere.

Rådet finder således, at vædderens tilstand er udviklet gennem mindst flere uger til måneder, og at tilstanden gennem denne periode har været synlig ved tilsyn af vædderen.

Spørgsmål 5a:

Kan behandlingen af en eller flere af fårene og/eller vædderen på sted A beskrives som væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, behandling med karakter af mishandling eller som vanrøgt?

Svar ad 5a:

På baggrund af sagens samlede akter, hvoraf det fremgår, at levende får fremstod afmagrede med fremstående rygrad og tydelige bækkenknogler, at det ved undersøgelse intakte døde får kunne konstateres, at disse var afmagrede med fremstående rygrad og meget tydelige bækkenknogler, og at der ikke kunne findes tegn på, at de var blevet aflivet, og at der yderligere fandtes en del kadavere, finder Rådet, at fårene samlet set er døde af underernæring. Når sagens samlede akter, herunder især oplysninger om tilgængeligt foder, tages i betragtning, finder Rådet, at de mange dødsfald kan henføres til utilstrækkelig fodring.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og de fremsendte fotos og videoklip til grund, finder Rådet, at de afmagrede levende får og de får, der er fundet døde, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at fårene samlet set har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Lægges ovennævnte og de fremsendte fotos og videoklip af den halte vædder til grund, finder Rådet, at vædderen ved ikke på et tidligere tidspunkt at have været underkastet relevant behandling, har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at vædderen derved har været udsat for uforsvarlig behandling, §§ dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18

Spørgsmål 6a:

Hvor længe vurderes fårene på sted B at have haft halthed? Og hvor længe kan tilstanden antages at have været synlig ved almindeligt tilsyn til fårene?

Svar ad 6a:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 29. december 2020;

”Ifølge ejers optegnelser gik der 226 moderfår på denne mark, som de var flyttet til d. 21.12.20.

Det kunne konstateres, at der var flere får i flokken med moderat halthed (jf videosekvens 6).

Besætningsejer forklarede, at der var problemer med ondartet klovesyge og forvoksede klove, dog kunne fårene ikke undersøges på nært hold.

Desuden kunne det konstateres, at der ikke var adgang til vand for dyrene på denne mark. Dyrene virkede ikke dehydrerede.

Græsdækket på denne mark var godt

Idet fårene ikke er undersøgt nærmere, kan Rådet ikke med nogen grad af sikkerhed udtale sig om varigheden af den af embedsdyrlægen beskrevne halthed.

Spørgsmål 7a:

Kan behandlingen af de enkelte eller flere af fårene på sted B beskrives som væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, behandling med karakter af mishandling eller som vanrøgt?

Svar ad 7a:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 29. december 2020;

"Ifølge ejers optegnelser gik der 226 moderfår på denne mark, som de var flyttet til d. 21.12.20.

Det kunne konstateres, at der var flere får i flokken med moderat halthed (jf. videosekvens 6).

Besætningsejer forklarede, at der var problemer med ondartet klovesyge og forvoksede klove, dog kunne fårene ikke undersøges på nært hold.

Desuden kunne det konstateres, at der ikke var adgang til vand for dyrene på denne mark. Dyrene virkede ikke dehydrerede.

Græsdækket på denne mark var godt

Jf. svar ad 6a, blev fårene ikke er undersøgt nærmere.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at fårene, som for ejer har fremstået synligt halte, med forvoksede klove og med mistanke om lidende af ondartet klovesyge for længst skulle have været tilset af en dyrlæge, undersøgt og behandlet/aflivet.

Ved ikke på et tidligere tidspunkt at have foranlediget dyrene undersøgt og behandlet har dyrene været udsat for mindst betydelig grad af smerte lidelse angst og væsentlig ulempe og er ikke behandlet omsorgsfuldt.

Rådet finder, at dyrene herved har været udsat for mindst uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 8a:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 8a:

Nej.

Af fremsendelsesbrevet fra Sydøstjyllands Politi fremgår følgende vedrørende besøg B:

Besøg B:

b) Kontrolbesøg den 6. januar 2021:

”Den 6. januar 2021 blev det foretaget genbesøg og kontrol af besætningen. Fårene fra sted A var flyttet til sted C og sted D. Kontrollen blev foretaget på de to sidstnævnte adresser samt sted B. Til beskrivelse af forholdene henvises til sagens bilag 1.35, fotomappen i bilag 1.36 og kontrolrapporten jf. bilag 1.37.
På marken ved sted C gik ca. 100 vædderlam og vædderen fra sted A. Det blev konsta­terede, at flere af dyrene haltede, se hertil videosekvens nr. 1. Vædderen var blevet mere halt siden kon­trolbesøget den 22. december 2020. Den var svært støthalt på vestre forben ved gang, og ved løb undlod den til tider at støtte helt på benet. Der sås hovednikken ved gang, ligesom den løftede benet når den stod.
På marken ved sted D gik ca. 100 gimmerlam. Der sås flere dyr der haltede, se hertil videosekvens 3 og 4. Et får var svært støthalt tenderende til springhalt på venstre forben samt udtalt hovednikken ved gang, se hertil videosekvens nr. 5 og 6. Et andet får var svært støttehalt på højre bagben, hvor fåret kun lige to støtte på spidsen af kloven.
På marken ved sted B var der flere får der haltede også mere end ved kontrolbesøget den 22. de­cember 2020. Et får var støthalt på højre forben og med hovednikken ved gang, der henvises til videose­kvens nr. 8. Der var ligeledes får, der græssede på forbene, der henvises til foto nr. 3 og videosekvens nr. 9.

Såfremt det beskrevne sammenholdt med anmeldelsen i sin helhed og de fremlagte fotos lægges til grund, skal jeg anmode om besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål 1b:

Hvor længe vurderes det at have taget, for at vædderens haltheden har forværres?

Svar ad 1b:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 8. januar 2021;

"Vædderen med CHR-nummer …-105 var blevet mere halt siden kontrollen d. 22.12.2020. Den var svært støttehalt på venstre forben ved gang og ved løb undlod den til tider helt at tage støtte på benet. Der sås hovednikken ved gang, hvilket er dyrets forsøg på at forskyde vægten væk fra det ben, der gør ondt. Når vædderen stod løftede den benet fra underlaget for at aflaste det. Vædderen havde fortsat lange klove til trods for at besætningsejer sagde, at han havde været i gang med at beskære den (jf. videosekvens 2 samt foto 1 og 2 i fotomappe). Ved meget forvoksede klove kan det være nødvendigt at beskære klovene ad flere omgange.”.

Idet embedsdyrlægen d. 22. december 2020 konstaterede hasthed hos den pågældende vædder, og samme embedsdyrlæge d. 6. januar 2021 konstaterer forværring af haltheden hos den pågældende vædder trods ejerens forsøg på klovbeskæring, finder Rådet at den pågældende vædders halthed er blevet forværret i tidsrummet fra 22. december 2020 til 6. januar 2021.

Rådet kan ikke ud fra det i sagen oplyste konkludere, på hvilket specifikt tidspunkt i dette tidsrum, at den konstaterede forværring af haltheden har manifesteret sig, men Rådet finder det sandsynligt at det enten er sket løbende eller såfremt vædderen er blevet klovbeskåret, så i forbindelse med dette.

Lægges ovennævnte og de fremsendte fotos og videoklip til grund, finder Rådet, at den i spørgsmålet omtalte vædder med erkendt halthed og forvoksende klove ved ikke på et tidligere tidspunkt at have været underkastet relevant behandling, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at vædderen derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdsloven §§ 2, 3 og 18.

Spørgsmål 2b:

Hvor længe vurderes haltheden ved de øvrige dyr at have varet? Og hvor længe kan tilstanden antages at have været synlig ved almindeligt tilsyn til fårene?

Svar ad 2b:

Rådet forstår spørgsmålet således, at der spørges om de konstaterede halte får på sted C, sted D, og sted B.

Det fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 8. januar 2021:

’’Marken ved sted C

Der gik ifølge besætningsejer ca. 100 vædderlam på marken samt den store vædder med CHR-nummer …-105, der også tidligere gik på marken bag sted A. På marken var der et godt græsdække. Det kunne konstateres, at flere af dyrene haltede (jf. videosekvens 1).”

Det fremgår videre af embedsdyrlægens udtalelse af 8. januar 2021:

’’Marken ved sted D

Der gik ifølge besætningsejer ca. 100 gimmerlam på marken, de var ligeledes blevet flyttet fra marken bag sted A. Der var tale om en åben mark med græsdække og stubbe efter kornhøsten.

På denne mark sås ligeledes flere dyr, der haltede (jf. videosekvens 3 og 4), herunder et får som var svært støttehalt tenderende til springhalt på venstre forben (jf. videosekvens 5 og 6), som også havde udtalt hovednikken ved gang. Derudover sås et får, der var svært støttehalt på højre bagben, hvor fåret kun lige tog støtte på spidsen af kloven (jf. videosekvens 7).”

Endvidere fremgår det af embedsdyrlægens udtalelse af 8. januar 2021:

’’Marken ved sted B

Her gik moderfårene fortsat. Der var flere der haltede og hvor haltheden var værre end ved kontrollen d. 22.12.2020. På videosekvens 8 ses et får, der er støttehalt på højre forben. Haltheden er desuden ledsaget af hovednikken, hvilket, som nævnt, er et forsøg på, at flytte vægten væk fra det ben, der gør ondt. På videosekvens 9 samt foto 3 ses et får, der græsser på for knæene, hvilket ses hos får med meget ondt i forbenene. ...”.

Det fremgår af embedsdyrlægens beskrivelse på de tre lokaliteter, at flere får og lam haltede, og at haltheden var værre end ved kontrollen d. 22. december 2020.

Rådet finder på den baggrund, at halthed hos nogle af fårene og lammene har været tilstede mindst siden 22. december 2020. Rådet finder, at den grad af halthed, der konstateres af embedsdyrlægen d. 6. januar 2021, er synlig ved almindeligt tilsyn.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Lægges ovennævnte og de fremsendte fotos og videoklip til grund, finder Rådet, at de pågældende får og lam med erkendt halthed, ved ikke på et tidligere tidspunkt at have været underkastet nærmere undersøgelse og relevant behandling, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.

Rådet finder, at de pågældende får derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3b:

Kan behandlingen af de enkelte eller flere af fårene beskrives som væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, behandling med karakter af mishandling eller som vanrøgt?

Svar ad 3b:

Se Svar ad 1b samt Svar ad 3a.

Spørgsmål 4b:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 4b:

Nej.

Af politiets fremskrivelsesbrev fremgår følgende vedrørende besøg C:

Besøg C.

c) Kontrolbesøg den 26. januar 2021:

”Den 26. januar 2021 blev der på ny foretaget genbesøg og kontrol af besætningen. Fårene fra sted B var flyttet til en mark ved sted E. Der blev foretaget kontrolbesøg på denne adresse, samt sted C og sted D. Til beskrivelse af forholdene henvises alene til sagens bilag 1.48, fotomapperne i bilag 1.45 -1.47 og kontrolrapporten jf. bilag 1.37. ”

Såfremt Fødevarestyrelsens beskrivelse i sin helhed og de fremlagte fotos lægges til grund, skal jeg anmode om besvarelse af følgende spørgsmål:

Spørgsmål 1c:

Giver sagen Rådet anledning til bemærkninger

Svar ad 1c:

Det fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 26. januar 2021:

’’Marken ved sted E

... Det overordnede indtryk var, at fårene gik bedre ved denne kontrol end den foregående og det vurderes, at behandlingen har haft en gavnlig effekt på får der haltede. Der sås dog enkelte som fortsat haltede, herunder får med nummer 2816, der var svært støttehalt - springhalt på højre forben. Fåret blev undersøgt nærmere og det kunne konstateres, at den var blevet beskåret hårdt, og der nu var en frisk blødende læsion under kloven. Dette får skal tilses af en dyrlæge. Derudover blev der yderligere konstateret et får, som var svært støttehalt på venstre bagben. Dette får skal behandles igen og om nødvendigt tilses af en dyrlæge.

På samme mark var der et får (nr. 2898), der var meget stille, der ikke fulgte med flokken og som heller ikke flyttede sig, når mennesker kom helt tæt på. Dette er foreneligt med en lidelse i centralnervesystemet (hjerne/rygmarv). Lidelsen vurderes at være opstået kort tid inden kontrollen, og fåret skal behandles og om nødvendigt tilses af en dyrlæge eller alternativt aflives.”

’’Marken bag sted D

Det overordnede indtryk var, også her, at dyrene gik bedre ved denne kontrol end den foregående, og det vurderes, at behandlingen har haft en gavnlig effekt på dyr der haltede.

Der sås dog et får, der var springhalt på højre forben, som skal behandles igen og om nødvendigt tilses af en dyrlæge. Desuden sås yderligere et får, der var lavgradig halt.”

”Ud fra ovenstående vurderes det, at pålæg givet d. 06.01.2021 om, at alle dyr skal have efterset deres klove og om nødvendigt behandles, således de kan blive halt fri, er efterkommet. Der blev dog konstateret enkelte halte dyr, men det kan ikke afvises, at disse er blevet akut halte efterfølgende. Besætningsejer er blevet bedt om at fremsende dokumentation for behandling af disse til undertegnede.

Ligeledes vurderes det, at pålægget om at praktiserende dyrlæge, skal vurdere dyrenes foderbehov er efterkommet.

Besætningsejer oplyste desuden, at han ville indgå en sundhedsrådgivningsaftale med en praktiserende dyrlæge. Dette fremgår dog endnu ikke Fødevarestyrelsens dyrlægeregister Vetreg.”

Lægges ovennævnte, Rådets øvrige ovenstående svar, de fremsendte fotos og videoklip til grund, finder Rådet, at sigtede kun med betydelig ekstern assistance viser vilje eller evne til at sørge for dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sit dyrehold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til rettens overvejelser om hel eller delvis fratagelse af retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig med personligt med dyr, jf. dyrevelfærdslovens § 60 stk. 1. Anvendelse af § 60 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 12, jf. stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3 og bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af visse landbrugsdyr (dagældende bekendtgørelse 2020 nr. 1745, nugældende bekendtgørelse 2023 nr. 816) § 22, stk. 1, jf. § 5, ved

1. at mindst 19 får var døde eller døende som følge af underernæring,
2. at en vædder havde forvoksede klove og udtalt gangbesvær uden behandling,
3. at flere får med halthed ikke fik behandling,
4. at ca. 226 får ikke havde adgang til vand,
5. at en vædder ikke fik omgående passende behandling efter første kontrolbesøg, hvorfor dens tilstand forværredes,
6. at manglende passende behandling af adskillige halte får, hvis tilstand blev konstateret ved første kontrolbesøg, hvorfor mange ved andet kontrolbesøg havde synlig forværring,
7. overtrædelse af reglerne om opbevaring og bortskaffelse af døde produktionsdyr.

Tiltalte blev fundet skyldig i alle syv forhold.

Retten lagde vægt på embedsdyrlægens observationer og Det Veterinære Sundhedsråds udtalelser, herunder at 17 døde får havde ligget fra over 1 uge til over 1 måned, at dødsfaldene sandsynligvis skyldtes underernæring, at de afmagrede og lidende dyr burde have været opdaget ved almindeligt tilsyn og have udløst veterinær behandling, at vædderens tilstand havde udviklet sig gennem uger til måneder, at halthed hos flere dyr var forværret mellem kontrolbesøgene, samt at manglende vandtilførsel og manglende bortskaffelse af døde dyr var veldokumenteret.

Retten fandt samlet, at flere dyr var udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Tiltalte blev idømt 60 dages fængsel, gjort betinget med 1 års prøvetid.

Tiltalte blev betinget frakendt retten til at eje, bruge, passe eller i det hele taget beskæftige sig personligt med får i 3 år, jf. dyrevelfærdslovens § 60.

Tiltalte skulle betale sagens omkostninger