Rådet udtalte 19. maj 2023:
Til brug for Rådets besvarelse, har Rådet gjort brug af ekstern sagkyndig bistand.
Spørgsmål a:
Hunden havde ingen gener fra forbenene på operationstidspunktet, hvor den var 11 måneder gammel. Røntgen viste præmatur epifyselukninger af ulnae.
Var det efter Rådets vurdering indikeret, at gennemføre bilateral ulnaosteotomi på denne hund?
Hvis nej, er det da at betragte som manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge at gennemføre operationerne?
Svar ad a:
Det fremgår af sagsakterne, at hunden havde let krumme forben med let udad rotation af poterne. Af udtalelserne fra ejeren og dyrlægen fremgår, at hunden på operationstidspunktet ikke var synligt halt eller udviste tegn på smerte i relation til forbenene.
Der blev inden operationen foretaget en radiologisk undersøgelse af forbenene, som viste en vis grad af procurvatum (bøjning) af radius, som dog af dyrlægen vurderedes at være inden for grænsen af, hvad der normalt kan forekomme hos små hunderacer. På baggrund af røntgenbillederne og den kliniske undersøgelse blev der stillet diagnosen præmatur epifyselukning af ulnae.
Røntgenbillederne i sagen er alle oversigtsbilleder. Der er således ingen centrerede og kollimerede optagelser af albueleddene, som ellers ville have gjort den radiologiske vurdering af, om en formodet for kort ulna, havde konsekvenser for albueleddet, mere sikker. Der kan ikke, på baggrund af de forelagte røntgenbilleder, findes tegn på overbelastning af albueleddet i form af sklerose under trochlea, uklar kontur på processus coronoideus medialis eller knoglenydannelse omkring leddet, og der er ikke tegn på inkongurens og ingen synlig trappedannelse mellem radius og ulna.
Om ulnaosteotomi (gennemsavning af knoglen) /ulnaostektomi (gennem savning af knoglen, med fjernelse af et knoglestykke) er indikeret, afhænger af den kliniske undersøgelse af hunden, herunder om den viser tegn på smerter og halthed samt de radiologiske fund.
På baggrund af ovenstående finder Rådet, at det ikke var indikeret at foretage en bilateral ulnaostektomi.
Rådet finder, at dyrlægen, ved at gennemføre operationen på patienten trods manglende røntgenologisk erkendelige forandringer og kliniske fund, ud over let grad af procurvatum, ikke har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed.
Spørgsmål b:
Ejer anfører, at dyrlægen havde meddelt, at operationerne skulle foretages hurtigst muligt, og dyrlægen anfører, at han ikke vurderede, at hunden kunne vente i 4 uger, inden den blev opereret, grundet komplikationsrisiko.
Er det Rådets vurdering, at hunden skulle opereres hurtigst muligt og ikke kunne afvente dette i f.eks. 4 uger?
Svar ad b:
Rådet finder, jf. svar ad a, at det ikke var indikeret at foretage en bilateral ulnaostektomi, og der var således heller ikke indikation for at operere hunden hurtigst muligt.
Spørgsmål c:
Ulnaosteotomierne blev gennemført ved proksimal og vinkelret oversavning af ulnae og fjernelse af knogleskiver.
Er denne operationsmetode at betragte som værende korrekt på denne hund?
Hvis nej, hvorledes burde operationerne have været udført?
Hvis nej, kan det da betegnes som værende manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge at gennemføre operationerne på den beskrevne måde?
Svar ad c:
Hunden var 11 måneder gammel, da indgrebet blev foretaget og vurderet ud fra dens størrelse formodentlig færdigudvokset. Røntgenbillederne i sagen understøtter, at hunden var færdigudvokset, da alle synlige vækstlinjer var lukkede.
Ulnaostektomi udføres primært på hunde i vækst. En anden indikation for at udføre en ulnaostektomi, er en for lang ulna (eller for kort radius, som alternativ til overskæring af radiusknoglen).
Ulnaosteotomi og ulnaostektomi kan udføres flere steder på ulna, alt efter hundens alder, vækstpotentiale og hvor det primære problem, i relation til den forkortede ulna, menes at ligge (dvs. ved albueleddet eller ved carpus).
Da diagnosen var en for kort ulna, og hunden var færdig udvokset, vurderes den udførte ulnaostektomi ikke at være en korrekt behandling.
Såfremt der i stedet var blevet udført en ulnaosteotomi, var positionen stadig for proksimal ift. nuværende anbefalinger i litteraturen. Transverse osteotomier anbefales ikke længere udført proksimalt, da disse er ustabile, medmindre der isættes implantater, som i sig selv kan medføre komplikationer. Hvis der skal udføres en transvers osteotomi, skal overskæring ske længere distalt på ulna, og der skal samtidig udføres en delvis løsning af ligamentet mellem ulna og radius.
Gældende standard er at udføre oblique osteotomi f.eks. bi-oblique dynamisk proksimal ulnaosteotomi procedure (BODPUO), hvor knoglestykkerne er relativt selvstabiliserende.
Rådet vurderer jf. svar ad a, at det ikke var indikeret at udføre en operation på hunden på det givne tidspunkt.
Såfremt det var dyrlægens vurdering, at en operation var indikeret for at forebygge udvikling af albueledsartrose senere i hundens liv, burde der være foretaget en oblique osteotomi.
Rådet finder, at dyrlægen, ved at have opereret på en tvivlsom/uklar indikation, og ved i øvrigt at have anvendt en forkert operationsteknik, har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge.
Spørgsmål d:
Ulnaosteotomi blev udført samtidig på begge forben. Er det Rådets vurdering, at det var forsvarligt at lade hunden gennemgå ulnaosteotomi begge forben samtidigt?
Hvis nej, er det da at betegne som manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge at operere begge hundens forben samtidigt?
Svar ad d:
Det er muligt og forsvarligt at udføre ulnaosteotomier samtidig bilateralt. Studier har vist lignende komplikationsrater for uni- og bilaterale indgreb.
Spørgsmål e:
Der blev ikke anlagt forbindinger efter ulnaosteotomierne på hunden. Er det Rådets vurdering, at forbenene burde have være forbundet efter operationerne?
Hvis ja, hvorledes burde forbindingerne være anlagt?
Hvis ja, er det da at betegnes som værende manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge at undlade forbinding efter ulnaosteotomierne?
Svar ad e:
Rådet finder, at der ikke nødvendigvis burde have været anlagt forbindinger efter operationerne. Det vil bero på en konkret vurdering.
En forbinding anlagt efter operation kan være med til at mindske hævelse, som ellers kan være til gene for hunden. En forbinding kan dog også i nogen tilfælde gøre det vanskeligt for hunden at bruge benene og kan medføre komplikationer.
I det konkrete tilfælde ville anlæggelse af forbinding efter Rådets vurdering ikke have ændret ved forløbet af operationen.
Spørgsmål f:
Hunden blev hjemsendt med Norodyl til efterbehandling. Er det Rådets vurdering, at dette er en tilstrækkelig smertebehandling til en hund, der har fået foretaget bilateral ulnaosteotomi?
Hvis nej, hvilken behandling burde hunden da have fået?
Hvis nej, har hunden derved været udsat for smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe?
Hvis hunden har været udsat for smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, i hvilken grad vurderer Rådet dette er sket: Uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad f:
Hunden blev opereret en fredag og hjemsendt samme dag med smertestillende behandling i form af Norodyl (NSAID) til efterbehandling i 40 dage. Det fremgår af Bilag B. Sagsresumé, dyrlægens beskrivelse af forløbet:
’’Dyrlægen skriver, at han havde vagten i weekenden efter operationen, hvor han snakkede telefonisk alle dage med ejer.
Jf. ejers beskrivelse, kunne hunden stå og gå, når det var nødvendigt, på trods af de postoperative smerter. Den fik den foreskrevne smertestillende medicin og skulle holdes i ro. Dyrlægen vurderede ikke, at hunden havde behov for kontrol i weekenden, men han tilbød dette til ejer.”
Det fremgår af dyrlægens journal, at hunden på 3. dagen efter operationen, på grund af smerter, fik Norvipren (syntetisk opioid) som supplerende smertebehandling til behandlingen med Norodyl.
Af Bilag A. Sagsresumé, ejers beskrivelse af forløbet fremgår: ”Ejer anfører, at hunden selvfølgeligt havde mange smerter ved afhentningen af den, men den gik nærmest i chok hjemme.
Hunden var stærkt forhindret i at bevæge sig på grund af smerter i begge forben og det ene bagben.
Den var meget immobil og undlod at støtte på sine ben.”
Hunde har generelt meget varierende smertetærskel. Nogle patienter vil efter større operationer som den udførte, have behov for indlæggelse for at kunne være smertedækkes sufficient, mens andre har mindre behov for smerteterapi og vil kunne smertedækkes med NSAID som f.eks Norodyl alene.
Alle patienter bør derfor vurderes og behandles individuelt, og det postoperative forløb følges ud fra instrukser givet til ejer ved hjemsendelse.
Det er Rådets vurdering, at hunde i forbindelse med f.eks. knogleoperationer, normalt skal have en kombination af NSAID og et morfinlignende præparat, for at være sufficient smertedækket.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovenstående til grund finder Rådet, at hunden, ved de første dage efter operationen ikke at være tilstrækkeligt smertedækket, ikke har været beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Hunden har, ved ikke at være tilstrækkeligt smertedækket de 3 første dage, været udsat for betydelig grad smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at hunden herved har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål g:
Ejer kontaktede dyrlægen flere gange i løbet af weekenden og den følgende mandag efter operationerne, der blev foretaget på en fredag, da hunden var alment påvirket med manglende appetit og nedstemthed, og den vægrede sig for at gå. Dyrlægen ordinerede supplerende smertestillende Norvipren til hunden om mandagen.
Er det at betragte som manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge at undlade at ordinere yderligere smertestillende lægemidler til hunden, som er beskrevet som smertelidende i høj grad, i weekenden?
Har den manglende ordination af supplerende smertestillende medicin til hunden medført, at hunden blev udsat for smerte, angst, lidelse, varigt mén og væsentlig ulempe i tiden til den fik supplerende smertestillende medicin?
Hvis ja, i hvilke grad vurderer Rådet dette er sket: Uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad g:
Det fremgår af sagsakterne af Bilag B., sagsresumé, dyrlægens beskrivelse af forløbet:
’’Dyrlægen skriver, at han havde vagten i weekenden efter operationen, hvor han snakkede telefonisk alle dage med ejer.
Jf. ejers beskrivelse, kunne hunden stå og gå, når det var nødvendigt, på trods af de postoperative smerter. Den fik den foreskrevne smertestillende medicin og skulle holdes i ro. Dyrlægen vurderede ikke, at hunden havde behov for kontrol i weekenden, men han tilbød dette til ejer.”
Rådet finder, at dyrlægen på baggrund af kommunikationen med ejeren i weekenden efter operationen har foretaget en fejlvurdering af hundens tilstand.
Rådet finder ikke, at dyrlægens manglende ordination af supplerende smertestillende medicin er at betragte som manglende omhu og samvittighedsfuldhed.
Se i øvrigt svar ad. F.
Spørgsmål h:
Dyrlægen konstaterede 18 dage efter operationerne, at begge ulnae var drejet palmart, at det ene sår var inficeret, og at hunden var alment påvirket. Der gik yderligere 3 uger, før kontrol røntgen og opsøgning af hjælp fra kollega blev foretaget, da røntgenundersøgelsen og den kliniske undersøgelse på dette tidspunkt stadigt viste drejning af begge ulnae.
Er det efter Rådets vurdering korrekt, at afvente med yderligere undersøgelse og behandling til den initialt planlagte 6 ugers kontrol post operation?
Hvis nej, er det da at betragte som manglende omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge at undlade yderligere undersøgelse og behandling, så snart det blev konstateret, at der var opstået kompli - kationer efter operationerne?
Svar ad h:
Hunden blev efter operationen d. 5. februar 2021 tilset flere gange på grund af smerter og nedsat funktion. Den 8. februar 2021 fik hunden ordineret Norvipren som supplement til Norodyl. Den 11. februar 2021 blev Norodyl erstattet med Previxox, og hunden fik d. 12. februar 2021 yderligere ordineret paracetamol. Ved kontrollen d. 15. februar 2021 havde hunden det bedre og var nu mindre smerteplaget. Af journalen fra d. 22. februar 2021 fremgår: ’’Højre underben yderligere hævet og lidt seropurulent sekret fra proximale ende af OP-sår. Ved palpation begge albuer vurderes ulnas oproximale ende at være drejet palmart sfa høj ulnaosteotomi.”
Rådet finder, at det postoperative forløb frem til d. 22. februar 2021 var kompliceret. Da det ved undersøgelsen d. 22. februar 2021 fremgik, at der var sket en rotation af de proximale ulnafragmenter, burde hunden allerede på dette tidspunkt have været underkastet yderligere undersøgelse og behandling/henvisning til kollega med særlig kompetence indenfor ortopædi.
Rådet finder, at dyrlægen d. 22. februar 2021 har fejlvurderet hundens postoperative status, og at dyrlægen, ved at vente med yderligere undersøgelse og behandling til d. 15. marts 2021, i mindre grad ikke har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed.
Spørgsmål i:
Har Rådet i øvrigt bemærkninger til sagen?
Svar ad i:
Rådet har ikke øvrige bemærkninger til sagen.
Afgørelse:
Fødevarestyrelsen vurderede, at dyrlægelovens § 8, stk. 1, hvori der er anført, at en dyrlæge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, var overtrådt.
Sagen blev afgjort med et administrativt bødeforlæg på 10.000 kr.