Rådet udtalte 3. maj 2023:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 1 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 15. december 2012:
”Gris I:
Vejede ca. 60 kg og gik i en sygesti med blødt leje. Den var springhalt og havde kronisk, uhelbredelig ledbetændelse i venstre knæled.
Knæleddet havde en fast hævelse, ca. 1 - 1,5 cm, og ledbetændelsen vurderes at have en varighed af flere uger.
Grisen var ifølge optegnelserne sidst behandlet d. 31.10.2021, hvor tilsynet fandt sted d. 05.11.2021.”
Rådet skal indledningsvis bemærke, at der i embedsdyrlægens anmeldelse tilsyneladende er en skrivefejl, idet hævelsen ved knæleddet angives at have en størrelse på ca. 1 – 1,5 cm. Ud fra foto 3 og 9 i fotomappen vurderer Rådet, at der rettelig skulle have stået, at hævelsen havde en størrelse på ca. 10 – 15 cm. Rådet har vurderet sagen ud fra dette.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Lægges ovennævnte samt medsendte billedmateriale til grund, finder Rådet, at grisens tilstand med en hævelse omkring det venstre knæ og uvillighed til at tage støtte, har været tydelig og let erkendelig ved det daglige tilsyn i besætningen. Dens situation burde på et tidligere tidspunkt have været afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at den, da behandlingen ikke havde den ønskede effekt, således at dyret blev smertefrit og udviste normal fysiologisk og adfærdsmæssig levevis, var blevet tilset af en dyrlæge og behandlet eller alternativt aflivet. Ved at undlade dette har grisen været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og er ikke behandlet under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at grisen derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2 og 3
Spørgsmål 2:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har gris nr. 2 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 2:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 15. december 2012:
”Gris II:
Vejede ca. 90 kg og gik i en almindelig produktionssti uden blødt leje. Grisen havde et stort navlebrok, ca. 16 cm i diameter, hvorpå der i bunden var et stort sår. Såret udgjorde hele bunden af broksækkens areal, ca. 15 cm i diameter. Der var kraterdannelse, og såret var ca. 1 cm dybt. Sårets alder vurderes at være mindst et par uger.
Såret har en dybde, så det lag i huden (dermis) er beskadiget, hvor blodkar og nerver findes. Derfor vurderes det, at såret har været smertefuldt.
Det vurderes, at grisen ikke er blevet håndteret rettidigt og korrekt. Broksækken vurderes at have været stor og erkendtlig i flere uger, og grisen burde alene grundet broksækkens størrelse være opdaget tidligere under de daglige tilsyn og burde derefter være blevet tildelt ekstra opmærksomhed mhp. at undgå eventuelle komplikationer...”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at grise med store brok/udposninger ved navlestedet eller sådanne med sår/ begyndende sår straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt tilstanden ikke forbedres, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller alternativt aflives.
Lægges ovennævnte samt vedlagte foto til grund, finder Rådet, at grisen havde en stor udposning på navlestedet kompliceret af et granulerende sår, der udgjorde hele undersiden af broksækken, ca. 15 cm i diameter og med et tydeligt vævstab. Tilstanden har i flere uger, været tydelig og erkendelig ved de daglige tilsyn.
Rådet finder, at grisens situation for længst burde have været erkendt og afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at den var blevet flyttes til en sygesti med et tykt lag strøelse og behandlet, eventuelt tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet/hjemmeslagtet. Grisens tilstand er således ikke håndteret rettidigt og korrekt. Grisen har derfor i besætningen været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den er ikke blevet passet under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at grisen under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 3:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 3:
Der skal henvises til Rådets udtalelse af 2. december 2008 om svin med store/komplicerede navle- eller lyskebrok der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Besætningsejer blev tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, og stk. 12, jf. §§ 2 og 3, jf. bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise, ved i forbindelse med udøvelse erhverv at have behandlet to grise groft uforsvarligt og ikke beskyttet dem bedst muligt mod smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe og undladt at behandle dem omsorgsfuldt, herunder huse, fordre, vande og passe dem under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Afgjort med bødeforelæg på 30.000 kr.