Rådet udtalte 5. oktober 2023:
Spørgsmål 1:
Kan det ud fra det fundne udelukkes, at læderingen af broksækken kan være sket under transporten?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 15. september 2022:
”... grisen ikke var transporteret adskilt fra de øvrige grise…
Under aflæsningen blev det konstateret, at en af grisene havde et navlebrok hvorfra der hang noget ud...
Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret havde en navlebrok på ca. 7 -9 cm i diameter, som var åben og hvorudaf der hang en struktur fra bughulen (foto 2, 3, 4 og 5). Kanten på brokkets åbning var fortykket og afrundet og der sås ingen blødninger eller friske sårrande som tegn på at brokket var sprunget op under transporten. Der sås rødme på huden omkring brokkets åbning som tegn på inflammation (foto 3 og 5). Strukturen der hang ud/udhænget var sort, nekrotiseret (dødt væv), ca. 5-6 cm lang og tilsmudset.
Efter aflivning af grisen blev brokket gennemskåret gennem dens ydre åbning og det sås, at udhænget kunne følges op gennem brokporten til bughulen og helt hen til leverregionen (foto 7 - 11). Strukturen/udseendet af udhænget fortsatte som en sort og nekrotiseret (dødt væv) struktur hele vejen op gennem broksækken til bughulen, hvorfra den fortsatte som en lettere hyperæmisk (forøget blodholdighed) streng oppe i bughulen (foto 10 og 11). De omkringliggende tarme og vævet omkring udhængets indgang i bughulen var påvirket (foto 9 -11) og der sås fibrindannelse (stof der udfældes på bl.a. serøse hinder ved betændelsestilstande), som et tydeligt tegn på en begyndende peritonit (bughindebetændelse). Selve broksækken var fortykket og der sås granulationsvæv/øget mængde bindevæv omkring brokåbningen (foto 9 - 11).
…
Fundet af udhængets struktur, som kunne følges helt op til leverregionen, kunne tyde på at det er et levn fra navlestrengen fra fosterstadiet, som ikke er blevet tilbagedannet som den burde. Brokkets åbning, som var afrundet og fortykket og uden tegn på blødning eller friske sårrande, indikerer at huden over broksækken ikke er blevet læderet for nylig men at det er en tilstand der har stået på over længere tid. Muligvis helt tilbage fra fødslen som følge af, at navlestrengen sandsynligvis ikke er tilbagedannet som den burde og således har givet anledning til en lille åben kanal (fistel) i bughulen og i den ydre del af broksækken, som over tid har udviklet sig til fundet på kontroltidspunktet.”
Sagens fotodokumentation understøtter embedsdyrlægens beskrivelse. Rådet kan ikke på baggrund af sagsakterne stille en eksakt årsagsdiagnose, men det forekommer sandsynligt, at det døde (nekrotiske) væv består af en foster-del af navlesnoren og at vævet prolaberer ud gennem en defekt (”hul”) i bugvæggen på navlestedet, samt at dette er omgivet af en kronisk betændelsesreaktion med bindevævsdannelse. Læsionen, der ikke er dækket af hud, har karakter af et sår, der grundet dettes placering, vævsfremfaldet og størrelsen anses for at være et alvorligt åbent sår.
Idet der ses en kronisk betændelsesreaktion med bindevævsdannelse kan læsionen ikke være opstået under transporten.
Spørgsmål 2:
Finder rådet, at dyret ved at blive transporteret med den beskrevne lidelse, derved ikke har været behandlet omsorgsfuldt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald
Spørgsmål 3:
Finder rådet, at grisen derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 2 og 3:
Levende dyr skal transporteres under sådanne forhold, at de ikke kommer til skade eller påføres unødig lidelse, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at grisens tilstand ved de daglige tilsyn i besætningen har været tydelig og let erkendelig og dens tilstand burde for længst have været erkendt og afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at grisen var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti og dens tilstand vurderet dagligt. Afhængig af tilstanden burde grisen også være blevet behandlet og eventuelt undersøgt af en dyrlæge. Såfremt tilstanden ved disse forholdsregler ikke bedredes væsentligt inden for en uge, burde grisen have været aflivet/nødslagtet.
Lægges sagsakterne samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at grisen ikke var egnet til transport. Ved at være transporteret har den været udsat for stor risiko for bid og puf fra de andre grise samt stød mod vognenes sider, hvorved den har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at grisen under læsning og transport har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens § 2 og 3.
Spørgsmål 4:
Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 4:
Rådet har ikke yderligere kommentarer.
Afgørelse:
Besætningsejer og transportvirksomhed påtaleopgivet, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 4, idet Fødevarestyrelsen efterfølgende oplyste, at forholdet ikke ville være blevet politianmeldt, såfremt det var begået i dag. Anklagemyndigheden fandt derfor, at retten i tilfælde af tiltalerejsning, ville nå frem til, at både transportvirksomhed og besætningsejer på baggrund af Fødevarestyrelsens tilkendegivelse, ville få strafbortfald.