2023-24-0153-00068

Hund med tumor i øjet og hund afmagret med fremskreden og metastaserende tumor i mælkekirtelvævet

23-05-2023

Skrivelse af 18. januar 2023 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00118-22).
Fra et større hundehold med 15 hunde, bragte en dyreværnsorganisation, efter aftale med ejeren, en meget syg hund til dyrlægen. Hunden blev undersøgt og på baggrund af dens tilstand straks aflivet. Efterfølgende aflagde politiet og embedsdyrlægen et besøg i hundeholdet, hvor der blev fundet en hund med en tumor i øjet. Ejeren blev påbudt straks at bringe hunden til dyrlæge, med henblik på undersøgelse og behandling. Påbuddet blev med det samme efterkommet.

Rådet udtalte 23. maj 2023:

Spørgsmål 1.1 -1.2:

Rådet anmodes om, at foretage en vurdering af uforsvarligheden.

Såfremt ovennævnte lægges til grund,

  1. Har hund nr. 1 da været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling medkarakter af mishandling?
  2. Har hund nr. 2 da været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1.1:

Følgende beskrivelse af hund nr. 1 fremgår af sagsakterne:

”Hunden var afmagret, idet der ikke var noget fedtlag under huden, og der var svind af muskulatur på ryg, bagparti og skulder. Rygrad, ribben, hofteben og skulderblad var fremtrædende.

Hundens pels var mat og flere steder på kroppen var pelsen så tynd, at man tydeligt kunne se huden under hårene. Visse steder, f.eks. på indersiden af lårene havde huden en mørk misfarvning. Der var mange lopper på hunden.

Når hunden bevægede sig, tog den nødigt støtte på højre bagben. Den nøjedes med at sætte tåen til jorden, og når den bevægede benet fremad, blev benet roteret udad. Højre bagben var hævet fra hasen og ned.

Der var en sødlig kvalmende lugt omkring hunden.

Under bugen af hunden, til højre for midtlinjen og helt bagtil i nærheden af bækkenet var der et krater på størrelse med to håndflader. Vævet i og omkring krateret var hævet, rødligt og betændt, nogle steder var der belægninger med pus. I bunden af krateret var bugmuskulatur og senehinde. Hunden var nedstemt, og den bar præg af at være påvirket af stærke smerter, men den peb ikke ved forsigtig berøring af hofte og sårvæv under bugen.”

Sagens billedmateriale og videosekvenser understøtter beskrivelsen af hunden.

Hunden blev bragt til en dyrlæge, der straks aflivede den, og kadaveret blev efterfølgende sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet.

Af sektionsrapporten fremgår bl.a; ”På baggrund af ovenstående undersøgelser kan det konkluderes, at hunden var sæde for et inficeret, ulcererende og stærkt fibrotisk, metastaserende adenocarcinom (bryst- kirtelkræft) involverende multiple kirtler, med udbredt metastasering til bl.a. lymfe­knuder, lunger og skjoldbruskkirtlen, resulterende i udbredt ødemdannelse i subkutis og ydre kønsorganer. Baseret på læsionernes omfang og histologiske fremtoning vurderes kirtelkræften at have en alder på adskillige uger, hvoraf den ulcerative tilstand i kirtel­vævet har en alder på flere uger.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovenstående til grund finder Rådet, at hundens sygdomstilstand gennem en længere periode har været tydelig og let erkendelig. Hunden fremstod afmagret og smerteplaget, med store, inficerede, ulcererende svulster i mælkekirtlerne og den var desuden tydeligt halt på højre bagben. Hunden burde langt tidligere have været bragt til dyrlæge, med henblik på undersøgelse og behandling eller aflivning. 

Ved gennem uger at gå med en fremskreden kræfttilstand i brystkirtlerne, med ulceration (åben sårdannelse) og infektion samt spredning til en række andre organer, er hunden ikke blevet behandlet omsorgsfuldt og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at hunden herved har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at hunden har været udsat for groft uforsvarlig behandling, med karakter af mishandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2 og 3.

Svar ad 1.2:

Det fremgår af embedsdyrlægens udtalelse dateret 11. september 2022 angående hund nr.2:

”Hunden fremstod med kraftigt forstørret venstre øje. Øjet var uklart og der kunne ses rigelige mængder uklart flåd fra øjet. Endvidere kunne der i øjet ind mod midten af kraniet (mediale side) ses udtalt rødme. Øjets overflade var let nopret flere steder som tegn på længerevarende sårdannelse med efterfølgende dannelse af reparations­væv (granulationsvæv) og arvæv på selve øjet. I et område på ca. 1 x 1,4 cm midt i øjet var overfladen mat, mørk og tør som tegn på forekomst af vævsdød (nekrose). Der var let sårdannelse i et område ovenfor øjet, denne sårdannelse var ligeledes præget af forekomst af reparationsvæv.

Der kunne ikke observeres tegn på at hunden havde noget syn tilbage på venstre øje. Ved forsigtige bevægelser hen mod selve øjet reagerede hunden ikke på venstre side, men havde normal undvigereaktion på højre side.

Hunden reagerede med tegn på ubehag og ved undvigereaktioner ved let berøring af området omkring venstre øje.

Hunden var af normal foderstand og fremstod i øvrigt af upåfaldende helbred og ad­færd.

Ejer oplyser, at tilstanden har stået på i ca. et halvt år, hvilket stemmer overens med dagens observationer. Ejer oplyser, at hunden ikke har været tilset af en dyrlæge.”

Sagens billedmateriale understøtter embedsdyrlægens beskrivelse af forandringerne i hundens øje.

Hunden fik 2 dage efter embedsdyrlægens tilsyn i hundeholdet bortopereret øjet. Det fremgår af journalen fra den praktiserende dyrlæge, dateret 31. august 2022, at øjet var sæde for tumordannelse ”Umiddelbart er der slet ikke normalt væv i øjet og det fremstår som massivt tumorvæv.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Ved gennem ca. et halvt år at gå med en ubehandlet, alvorlig, fremadskridende øjenlidelse er hunden ikke blevet behandlet omsorgsfuldt og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Hunden har, ved gennem en lang periode at gå med en tumor i øjet, som medførte ubehag og undvigereaktion ved berøring og tab af synet, været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at hunden herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 3:

Rådet har ingen bemærkninger i øvrigt.

Afgørelse:

Ejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 2 og § 3, jf. § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, ved i perioden 25.-29. august 2022 og i nogen tid forud herfor på sin ejendom, at have udsat 2 hunde for grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, ved at undlade at begge hunde blev tilset og behandlet af en dyrlæge, alternativt aflivet, selv om begge hunde igennem en længere periode havde været alvorligt syge hvilket var tydeligt og let erkendeligt, nærmere således:

  • Schweiziske hyrdehund, havde bryst- og kirtelkræft i flere kirtler og med udbredte metastaser til lymfeknuder, lunger og skjordbruskkirtlen, åben sårdannelse og infektion, alt af flere ugers varighed. Hunden var afmagret, uden fedtlag under huden og der var svind af muskulatur på ryg, bagparti og skulder. Ryggrad, ribben, hofteben og skulderblad var fremtrædende, pelsen mat og flere stedet tynd. Huden havde flere stedet mørk misfarvning, og hunden var fuld af lopper. Hunden tog nødigt støtte på højre bagben der var hævet fra hasen og ned. Under bugen havde den et krater på størrelse med to håndflader, hævet i og omkring krateret var hævet, rødligt og betændt og med pus. I bunden af krateret var bugmuskulatur og senehinde. Hunden var nedstemt og påvirket af stærke smerter. 
  • Tervueren hyrdehund, havde kræft i venstre øje, svarende til en ubehandlet, alvorlig, fremadskridende øjenlidelse af en varighed på ca. ½ år. Øjet var kraftigt forstørret og uklart, med rigelige mængde uklart flåd fra øjet og udtalt rødme. Der var tegn på længerevarende sårdannelse i øjet med efterfølgende dannelse af reparationsvæv og arvæv, samt med forekomst af vævsdød på et område der var 1 x 1,4 cm i øjet.

Tiltalte erkendte sig skyldig. Tilståelsen blev støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. Det var derfor bevidst, at tiltalte var skyldig.

Straffen blev fastsat til fængsel i 30 dage, jf. dyrevelfærdslovens § 2 og § 3, jf. § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1.

Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

Retten havde ved straffastsættelsen i skærpende retning lagt vægt på overtrædelsernes karakter, og at tiltalte drev hundekennel på gerningstidspunktet. I formildende retning havde retten lagt vægt på tiltaltes alder, sagsbehandlingstiden, og at tiltalte samarbejdede med myndighederne under sagen.