Rådet udtalte 3. oktober 2023:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har koen derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 13. juni 2022: ”...at en malkeko af SDM-racen,… torsdag d. 2. juni 2022… blev transporteret … til slagtning
…
Koen blev transporteret adskilt fra de øvrige dyr på bilen som skånetransport …
I forbindelse med den slagtemæssige behandling af koen med udtagning af bughuleorganer blev det af kødkontrollen observeret, at et fremmedlegeme havde penetreret tarmsættet, idet et metalrør ca. i 15 mm diameter stak ca. 3 cm ud af tarmsættet i regionen omkring den del af formaverne, som kaldes netmaven. Efterfølgende kunne dette fremmedlegeme fjernes fra tarmsættet via den læsion, som den havde skabt i netmaven.
Fremmedlegemet viste sig at være et 60 cm langt instrument udformet som et 45 cm langt, let buet stålrør, diameter 15 mm, mundende ud i et 15 cm langt, bredere mundstykke, diameter 45 mm, hvori en såkaldt vom-magnet stadig befandt sig. Et sådant instrument kan benævnes en ”magnet-indgiver” og bruges rutinemæssigt i næsten alle besætninger til indlægning af vom-magneter på kreaturer, hvor der er mistanke om indtagelse af metal-fremmedlegemer som søm, skruer, ståltråd m.m.
I forhold til det færdige instrument (se billede 5) manglede håndtaget, der skal påvirkes for at trykke stemplet i bund og dermed skyde magneten ud af mundstykket og ind i netmaven/vommen. Det formodes, at under indlægning af magneten, hvorunder instrumentet føres længst muligt ned i halsen/spiserøret, er selve plastik-håndtaget knækket af, og instrumentet forsvundet ind i koen.
…
Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter udtagning af tarmsæt konstateredes det, at fremmedlegemet ved perforering af formave-væggen havde skabt en 12-14 cm lang flænge og hermed givet adgang for bakterier til bughulen. Der blev som følge heraf udløst en omfattende, akut bughindetændelse med en udstrækning på ca. 40 x 50 cm. Der sås betændelsesforandringer af hyper-akut karakter på såvel selve formave-væggen som på den tilstødende bughinde. I et større område sås endvidere akutte blødninger i tarmsættet, som er karakteristisk ved akutte betændelsestilstande. Det vurderes, at det beskrevne sygdomsfund har været under udvikling i minimum 2-3 døgn, og muligvis over et forløb på en uges tid fra instrumentets fulde gennemtrængning af formave-væggen. Det bemærkedes endvidere, at slagtekroppen var tydeligt under normal foderstand, grænsende til afmagret, hvilket kunne tolkes som om, at koens almenbefindende og ædelyst har været påvirket over et længere tidsmæssigt forløb, før den endelige penetrering af formave-væggen.”
Følgende fremgår af politiets afhøringsrapport af besætningens driftsleder den 5. januar 2023:
”… forklarede, at det var ham der havde givet ko nr…. en vom-magnet. Det foregik ved, at afhørte indførte en ’’magnet-indgiver” i koens mund, hvorefter magneten skulle være placeret i koens mave.
I forbindelse med denne procedure faldt håndtaget af ’’magnet-indgiveren” og selve metaldelen forsvandt ned i koens mave. Herefter benævnt episoden.
Koen blev efterfølgende undersøgt af besætningsdyrlæge ...
Koen var efterfølgende blevet tilset af besætningsdyrlægen hver fredag, hvor hun kom i besætningen. Koen var en, som de holdt ekstra øje med grundet episoden.
Ca. en måned efter episoden kælvede koen. Den havde, efter kælvningen, en normal mælkeproduktion. Koen så ud til at trives
Ca. 3 måneder efter episoden blev koens ”tal” dårlige.
På grund af episoden med koen, kontaktede afhørte straks en vognmand og sendte dagen efter koen til slagtning.
Vognmanden/chaufføren fik oplyst forholdende omkring episoden, hvorfor transporten af koen foregik som skånetransport, hvor koen var separeret fra de øvrige køer på transporten.
Da chaufføren ankom til slagteriet, skulle han nævne episoden for den modtagne embedsdyrlæge på slagteriet. Der var dog ingen embedsdyrlæge tilstede på slagteriet, hvorfor episoden ikke var blevet nævnt for nogen på slagteriet.”
Følgende fremgår af politiets afhøringsrapport af besætningens dyrlæge den 31. januar 2023:
”… Afhørte oplyste, at hun kom i besætningen 1 gang om ugen. Hun var derfor bekendt med koen, som havde en magnetindgiver i vommen.
… havde fortalt hende, at koen havde slugt en magnetindgiver i forbindelse med at han skulle give koen en magnet.
Afhørtes anbefaling var af nødslagte koen med det samme, men besætningsansvarlige ville gerne have kalven, som koen var drægtig med, først.
Kælvningen gik godt, og efterfølgende havde koen ikke problemer med at give mælk.
Der var sat en aktivitetsmåler på koen, og derfor holdt de øje med drøvtygningen, som var god.
Da drøvtygningen ikke var god længere, besætningsansvarlige valgte at sende koen til slagtning.
Denne beslutning var afhørte ikke inde over, og hun blev først orienteret om det efter koen var sendt til slagtning.
Koen var derfor ikke blevet tilset af afhørte i forbindelse med at den blev sendt til slagtning.
Grundet historikken med koen var det en ko, som blev drøftet jævnligt, når afhørte var i besætningen. Der havde ikke været problemer med koen indtil dagen før den blev slagtet.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Det fremgår af sagsakterne, at der ved ilæggelsen af en vommagnet i en SDM ko i besætningen anvendtes en magnetindgiver, der knækkede under proceduren, således at koen slugte et ca. 60 cm langt metalrør (herefter benævnt fremmedlegeme). Proceduren blev foretaget af besætningens driftsleder. Det er normal praksis i mange besætninger, at vommagneter ilægges med en magnetindgiver og at dette udføres at besætningens personale. I den pågældende besætning er det jf. sagsakterne normal procedure at vommagnet ilægges ca. én måned før forventet kælvning. Koen er jf. sagsakterne klinisk upåfaldende indtil ca. tre måneder efter kælvning, hvor der via koens aktivitetsmåler observeredes en ændring og koen sendtes til slagtning.
Besætningens driftsleder drøftede hændelsen med besætningsdyrlægen, som efterfølgende tilså koen en gang om ugen, tilsyneladende uden at konstatere tegn på smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Besætningsdyrlægen anbefalede i forbindelse med hændelsen, at koen nødslagtedes, men ejer ønskede at koen kælvede inden slagtning. Rådet bemærker, at koen på dette tidspunkt ikke må transporteres levende til slagtning grundet den fremskredne drægtighed. Der foreligger ikke i sagen oplysninger om hvorvidt fjernelse af fremmedlegemet kirurgisk har været på tale, hvilket ville have været en mulighed.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at koen ikke er blevet beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ved gennem længere tid at have et ca. 60 cm langt fremmedlegeme i vommen, idet der var risiko for at fremmedlegemet penetrerede væggen i formaverne med bughindebetændelse til følge, som det faktisk skete, jf. embedsdyrlægens anmeldelse. Koens tilstand burde have været afhjulpet umiddelbart efter hændelsen, ved at den var blevet nødslagtet eller, ved at fremmedlegemet var blevet fjernet kirurgisk, alternativt burde koen være blevet aflivet ved injektion, jf. Bekendtgørelse om aflivning, herunder slagtning, af dyr, § 10.
Rådet finder på den baggrund samt det forhold, at koen, ved ikke at været nødslagtet eller at have fået fjernet fremmedlegemet kirurgisk umiddelbart efter hændelsen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 2:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har koen så været egnet til at blive transporteret fra besætningen til slagteriet?
Svar ad 2:
Tilskadekomne dyr og dyr, som har fysiologiske skavanker eller undergår en patologisk proces, betragtes i udgangspunktet som ikke egnede til transport.
Rådet finder, at koen, som havde et 60 cm metalobjekt i formaverne ikke var egnet til transport.
Spørgsmål 3:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 3:
Sagen giver ikke Rådet anledning til yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Tiltalte 1:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3 samt bekendtgørelse nr. 26. af 13. januar 2020 om beskyttelse af dyr under transport § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6, jf. transportforordningens artikel 3, litra b, samt artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som driftsleder i en malkekvægsbesætning, at have udsat en malkeko for grovere uforsvarlig behandling og undladt at behandle den omsorgsfuldt, herunder huse og passe den under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundheds-mæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, idet han lod koen transportere til slagteri, hvor det ved den slagtemæssige behandling viste sig, at et ca. 60 cm langt metal fremmedlegeme (magnetindgiver) havde penetreret tarmsættet og forårsaget en 12-14 cm lang flænge, hvilken havde givet adgang for bakterier til bughulen og der forårsaget bughindebetændelse i et ca. 40 x 50 stort område samt akutte blødninger i tarmsættet, hvorfor koen ikke var egnet til transport, ej heller under ekstra hensyn, og burde have været afhjulpet, herunder enten nødslagtet eller ved kirurgisk fjernelse af fremmedlegemet i besætningen på et tidligere tidspunkt.
Afgjort ved bødeforelæg på 10.000 kr.
Tiltalte 2:
Påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, der handler om, at det ikke er muligt at føre bevis for, at sigtede er skyldig. Anklagemyndigheden vurderede, at politiets efterforskning godtgjorde, at tiltalte 2, uagtet tiltalte var besætningsejer, ikke selv havde deltaget aktivt i pasningen og driften af kvægbesætningen, men at det i stedet var tiltalte 2s ægtefælle, der i egenskab af driftsleder håndterede omhandlede ko og derfor kunne drages til ansvar for overtrædelsen.