2022-24-0152-00602

Manglende håndtering af ”ballongris”

15-05-2023

Skrivelse af 29. august 2022 fra Østjyllands Politi (4200-89110-00005-22).
Ved et kontrolbesøg i en slagtesvinebesætning, fandtes en gris med et stort bugomfang (”ballongris”). Den gik i en almindelig sti, vejede ca. 40 kg og var nedstemt og strithåret. Torntappene henover rygsøjlen fremstod tydeligt. Grisen vejede ca. 20 kg mindre end de øvrige grise i stien. Tilstandens varighed blev vurderet til at være flere uger. Grisen var ifølge medicinoptegnelserne behandlet med Aquacyklin (antibiotika) mod Lawsonia (diarre) 20 dage før besøget. Grisen lå i et hjørne af stien, væk fra de andre grise.

Rådet udtalte 15. maj 2023:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte omstændigheder i sagen lægges til grund, herunder oplysningerne om dens lidelser, opstaldningsforholdene og dens behandling, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt håndteringen af dyret efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdsloven?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens skrivelse af 7. januar 2022:

”Ved kontrolbesøget blev der konstateret mangelfuld håndtering af en gris med rektalstriktur formentlig efter endetarmsprolaps. Grisens bugomfang var stort, den gik i en almindelig sti, vejede ca. 40 kg og den var nedstemt og strithåret. Torntappene henover rygsøjlen fremstod tydeligt. Grisen vejede ca. 20 kg mindre end de øvrige grise i stien.
….
Beskrivelse (se også foto 1 og 2 samt videoen)

Der er tale om en såkaldt ’ballongris’, dvs. en gris med rektalstriktur (endetarms­forsnævring), formentlig efter endetarmsprolaps. Tilstandens varighed vurderes at være flere uger.

Grisen vejede ca. 40 kg og gik i en almindelig sti uden blødt underlag. Den var flyttet til stien samtidig med sine stifæller, der vejede ca. 20 kg mere. Det betyder, at de an­dre grise har vokset 20 kg siden, alle grisene blev flyttet, og at den anmeldte gris også burde have vokset tilsvarende.

Rygsøjlens torntappe fremstod tydeligt som tegn på, at grisen har mistrivedes i læn­gere tid, den var gullig/bleg, strithåret og apatisk.

Grisen lå i et hjørne af stien, dvs. den søgte væk fra de øvrige.

Grisen gik i sti 35 H og er ifølge medicinoptegnelserne behandlet med Aquacyklin (antibiotika) mod Lawsonia (diarre) d. 10.11.2021. Tilsynet fandt sted d. 30.11.2021.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at grisens situation ved de daglige tilsyn for længst burde have været erkendt og afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at den var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti og behandlet, løbende var blevet underkastet omhyggelig vurdering, tilset af en dyrlæge eller aflivet, længe før tilstanden fik det beskrevne omfang. Under sygdomsforløbet i besætningen har grisen været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at grisen har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg om at blive oplyst herom.

Svar ad 2:

Rådet har ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Afgørelse:

Der var tre tiltalte i sagen.

Besætningsejer (I/S):
Tiltalt for overtrædelse af Dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, stk. 12 og 13, jf. § 2 og § 3 samt bekendtgørelse om dyrevelfærds­mæssige mindstekrav til hold af grise § 84, stk. 1, nr. 1, stk. 3 og stk. 4, jf. § 50, stk. 1 og stk. 2, ved som ejer af svinebesætningen, at have været ansvarlig for, at der i forbindelse med udøvelse af erhverv skete groft uforsvarlig behandling af en gris, idet der ved kontrolbesøget blev kon­stateret mangelfuld håndtering af en nedstemt og strithåret "ballongris" med rektalstriktur (ende­tarmsforsnævring), formentlig efter endetarmsprolaps, med stort bugomfang og torntappe og rygsøjle, der fremstod tydelige, ligesom grisen, der vejede ca. 20 kg mindre end de øvrige grise i stien, ikke var anbragt i sygesti, eller i øvrigt tilset af dyrlæge eller aflivet.

Besætningsejer blev straffet med bøde på 20.000 kr.

Staldpasser:
Tiltalt for overtrædelse af Dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, stk. 12, jf. § 2 samt bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mind­stekrav til hold af grise § 84, stk. 1, nr. 1, stk. 3, jf. § 50, stk. 1 og stk. 2, ved som staldpasser i svinebesætningen i forbindelse med udøvelse af erhverv, at have udsat en gris for groft uforsvarlig behandling, idet der ved kontrolbesøget blev konstateret mangelfuld håndtering af en ned­stemt og strithåret ’ballongris" med rektalstruktur (endetarmsforsnævring), formentlig efter ende­tarmsprolaps, med stort bugomfang og torntappe og rygsøjle, der fremstod tydelige, ligesom grisen, der vejede ca. 20 kg mindre end de øvrige grise i stien, ikke var anbragt i sygesti, eller i øvrigt tilset af dyrlæge eller aflivet.

Staldpasser blev straffet med bøde på 20.000 kr.

Tredje tiltalte fik påtaleopgivelse, da det fejlagtigt var lagt til grund at tiltalte var driftsansvarlig på besætningen.