2022-24-0151-00120

Manglende tørt leje og fri adgang til drikkevand i ammekvægbesætning. Opblødt adgangsvej til indeareal

21-03-2023

Skrivelse af 23. august 2023 fra Nordsjællands Politi (0900-89111-0002-22).
I en ammekvægbesætning var der hverken ude eller inde mulighed for et tilstrækkeligt tørt leje for dyrene. Adgangsvej til indearealet var besværliggjort af et dybt lag jord/mudder. Der var ingen permanent adgang til vand inden døre. Døde dyr på ejendommen blev opdaget sent på grund af uregelmæssigt tilsyn om sommeren. De fleste forhold blev rettet efter et pålæg.

Rådet udtalte 21. marts 2023:

Spørgsmål 1:

Indebærer det, at kreaturerne til stadighed ikke har haft adgang til drikkevand, at dyrene har været ud­sat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af Embedsdyrlægens anmeldelse i forbindelse med kontrolbesøget d. 8. februar 2022:

”Der blev set 18 kreaturer ved kontrollen. Besætningen bestod af en blanding af 3-4 slagteklare tyre, nogle køer og ungdyr, samt 3 kalve, der ca. ca. 1-3 måneder gamle.”

”Staldbygningen var af ældre dato og der var mangelfuldt tørt leje til kreaturerne. Der var intet vand i det vandkar, som stod inde i stalden. Ejer har efterfølgende oplyst til politiet, at han fylder vandkarret hver morgen ”…” Folden var ca. 3 hektar og 1/3 af den var oversvømmet ”.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

Rådet finder, at et lejlighedsvist oversvømmet foldområde i vinterhalvåret, ikke udgør en sufficient kilde til sikring af en daglig vandforsyning for kreaturer. Vandkarret placeret i stalden var tomt på kontroltidspunktet og skulle skønsmæssigt forsyne de 18 dyr med min. 3-500 liter vand på døgnbasis. Vandtildelingen inden døre har således ikke udgjort en sikker daglig forsyning.

Rådet finder således, at dyrenes fysiologiske behov ikke har været tilgodeset, og at de ikke har været behandlet omsorgsfuldt herunder vandet under hensyntagen til deres fysiologiske behov.  Herved har de været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at kreaturerne har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdsloven §§ 2, 3, 9, stk. 1, og 18, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Indebærer det, at kreaturerne ikke er blevet dyrlægetilset med henblik på udredning af deres hud- /hårproblem, at dyrene har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 2:

Følgende fremgår af Embedsdyrlægens anmeldelse i forbindelse med kontrolbesøget d. 8. februar 2022:

”Flere af kreaturerne havde hårløse områder på skuldre og ryg og nogle af dem kløede sig.”

Alle kreaturer, der synes at være syge eller tilskadekomne, skal omgående have en passende behandling. Hvis et dyr ikke kommer sig hurtigt af denne behandling, skal dyret enten aflives straks, eller også skal en dyrlæge konsulteres hurtigst muligt. Om fornødent skal syge eller tilskadekomne dyr isoleres i et passende rum med tør og bekvem strøelse, når dette er hensigtsmæssigt.

Pels/hudproblemer hos kreaturer i vinterhalvåret skal være velkendte for dyreejere, både med hensyn til betydningen for dyrene og for deres mulige behandling. Tilstanden ved flere af de voksne dyr var ved besøget d. 8. februar 2022 tydelig og burde på et langt tidligere tidspunkt have affødt konsultation af en dyrlæge mht. fastlæggelse af diagnose og iværksættelse af en passende behandling.

Rådet finder, at kreaturerne, ved ikke på et tidligere tidspunkt at være blevet behandlet for deres hudlidelse, har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at kreaturerne har været udsat for uforsvarlig behandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3:

Indebærer det, at kreaturerne ikke har haft adgang til tørt leje, at dyrene har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 3:

Følgende fremgår af anmeldelsen af 10. februar vedr. kontrolbesøget d. 8. februar 2022: 

”der var mangelfuldt tørt leje til kreaturerne ”og det bemærkes endvidere at: ”Især de voksne dyr var beskidte med indtørret mudder på bug og ben ”.

Rådet finder, at rum eller arealer hvor dyr ikke kan finde et tørt leje, ikke på tilstrækkelig vis tilgodeser deres naturlige fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov eller yder nødvendig beskyttelse imod vejr og vind.  Herved udsættes dyrene for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at kreaturerne herved har været udsat for uforsvarlig behandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2 og 3.

Der skal endvidere henvises til svar ad 1.

Spørgsmål 4:

Indebærer det, at de voksne kreaturer ikke har kunnet passere ud og ind af stalden uden at skulle igennem et tykt lag mudder, at dyrene har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behand­ling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 4:

Følgende fremgår af Embedsdyrlægens anmeldelse i forbindelse med kontrolbesøget d. 8. februar 2022:

”Indgangen til stalden bestod af en åbning på ca. i meter i bredden og 2 meter i høj­den. Fra staldunderlaget og ned til underlaget på folden var der ca. 50-60 cm. Derud­over var der et tykt mudderlag på ca. 50-60 cm, som dyrene måtte springe ned i for at komme ud på folden. To store tyre blev set springe ud fra stalden og ned i mudderet og der blev optaget vi­deo af dyrenes færden. De små kalve og ungdyrene holdt sig inde i stalden. Det er Fødevarestyrelsens vurdering, at hvis en kalv eller et ungdyr springer ned i mudderet, så vil det sidde fast - med risiko for at drukne eller dø af kulde og udmattelse.”

Endvidere anføres i anmeldelsen en tidligere begrundet vejledning til besætningsejeren efter et besøg d. 25.oktober 2021:

”indgangen til stalden er et trin, der er ca. 1 meter høj og består af jord. Der er meget mudder og det vil være vanskeligt for kreaturerne, især kalvene, at komme ind og ud af stalden. Indenfor kort tid vil vinteren og vejret bevirke, at der er krav om, at dyrene kan komme i ly og læ og have adgang til tørt leje. Ejer blev vejledt i at der bør laves en nemmere tilgang til stalden og ejer sagde, at dette kunne ske indenfor de næste 14 dage”.

Det vedlagte foto- og videomateriale demonstrerer tydeligt, hvor vanskeligt selv et voksent dyr med en normal muskeludvikling har ved at bevæge sig frem gennem et underlag bestående af et tykt lag mudder.

Rådet finder, at en adgangsvej som den i sagen beskrevne ikke er indrettet på en sådan måde, at dyrenes behov tilgodeses, eller at de er sikret den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke samt ved hvile. Rådet finder, at de voksne kreaturer herved har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at de voksne kreaturer herved har været udsat for uforsvarlig behandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2 og 3

Spørgsmål 5:

Indebærer det, at kalvene og ungdyrene ikke har kunnet passere ud og ind af stalden uden at skulle igennem et tykt lag mudder, at dyrene har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig be­handling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58?

Svar ad 5:

Jf. svar ad 4 finder Rådet, at ungdyrene og kalvene, i kraft af deres mindre størrelse og muskeludvikling, i endnu ringere grad end de voksne dyr har fået tilgodeset deres naturlige, fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Med den aktuelle beskaffenhed af adgangsvejen til og fra staldområdet d. 8. februar 2022 har dyrene været i en risiko for at komme til at sidde fast eller ultimativt at drukne. Herved har de været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at kreaturerne herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling jf. dyrevelfærdsloven §§ 2 og 3.

Spørgsmål 6:

Indebærer det, at koen med øremærke CKR … var i utilfredsstillende huld, at dyret har været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §58?

Svar ad 6:

Følgende fremgår af Embedsdyrlægens anmeldelse i forbindelse med kontrolbesøget d. 8. februar:

”Blandt køerne var der en ko med CKR …, som var i utilfredsstillende huld. Ribben, tomtappe og hoftehjørne kunne tydeligt erkendes, ligesom der ikke var me­get muskelfylde på kryds og lår. ”

Rådet finder det ikke muligt med baggrund i de vedlagte sagsakter at udtale sig specifikt om huldet hos koen med øremærke ... Rådet skal dog præcisere, at en forudsætning for at et kreatur kan være udegående i vinterhalvåret er, at det er i et tilstrækkeligt godt huld, og at dette sikres vedligeholdt i hele perioden. Lægges til grund, at et udegående kreatur i perioden fra 1. november til 1. april taber sig til et huldniveau lavere end huld 2,75 vil der mindst være tale om en betydelig grad af ulempe.

Rådet finder, at kreaturet i så fald har været udsat for mindst uforsvarlig behandling.

Spørgsmål 7:

Giver sagen i øvrigt Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger?

Svar ad 7:

Nej.

Afgørelse:

Ejer tiltalt for overtrædelse af 7 forhold: 

  1. Overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1 og stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2, § 3 og § 18, ved d. 8. februar 2022 i en ukendt periode forud herfor, som ejer af besætningen at have behandlet sine voksne kreaturer uforsvarligt og sine kalve og ungdyr groft uforsvarligt, idet der ved ind- og udgang til stalden var så dybt mudder, at kreaturerne havde vanskeligt ved at bevæge sig ind og ud af stalden, og hvorved kalvene og ungdyrene var i fare for at sidde fast og drukne. 
  2. Overtrædelse af dyrevelfærdsloven s § 58, stk. 1, jf. § 2, § 3 og § 18, og bekendtgørelse nr. 1743 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg § 132, stk. 1, nr. 1, jf. § 30, ved d. 8. februar 2022 og i en ukendt periode forud herfor, som ejer af besætningen at have behandlet sine kreaturer uforsvarligt, idet arealerne, hvor kreaturerne blev holdt, ikke var indrettet på en sådan må­de, at kreaturernes behov blev tilgodeset, idet kreaturerne ikke havde adgang til tørt leje eller drikkevand på hverken stald eller fold og flere af dyrene fremstod med hud- og hårproblemer, der ikke var blevet dyrlæge tilset. 
  3. Overtrædelse af bekendtgørelse nr. 558 af 1. juni 2011 om opbevaring m.m. afdøde pro­duktionsdyr § 14, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 9, stk. 1. Forholdet omtales ikke nærmere. 
  4. Overtrædelse af bekendtgørelse nr. 1159 af 8. august 2022 om registrering i CHR og om identifikation af kvæg, svin, får, geder, heste, hjorte eller kameler § 95, stk. 1, jf. § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1. Forholdet omtales ikke nærmere. 
  5. Overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. § 2 og § 3, ved d. 28. marts 2023 at have behandlet sine ungdyr og kalve uforsvarligt og undladt at beskyt­te dem bedst muligt mod smerte, lidelse, angst og varigt mén, samt undladt at behandle sine ungdyr og kalve omsorgsfuldt, herunder huse, fodre, vande og passe dem under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og vi­denskabelige erfaringer, idet ungdyrene og kalvene fremstod magre. 
  6. Overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 6, jf. § 40, stk. 1, ved d. 1. juni at have undladt at efterkomme pålæg meddelt d. 6. april 2023. Forholdet omtales ikke nærmere. 
  7. Overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 6, jf. § 40, stk. 1, ved d. 19. juni 2023 ca. kl. 15.30, at have undladt at efterkomme pålæg meddelt d. 5. juni 2023. Forholdet omtales ikke nærmere.

I forhold til forhold 1-2 erkendte tiltalte sig delvist skyldig. Efter bevisførelsen herunder tiltaltes egen forklaring, de fremlagte fotos og de dokumenterede oplysninger om de konstaterede forhold på stedet d. 8. feb­ruar 2022 fandt retten det bevist, at tiltalte havde handlet som beskrevet i an­klageskriftet.

Retten lagde vægt på udtalelsen fra Det Veterinære Sundhedsråd, hvor det blev konkluderet, at det dybe mudder udgjorde fare for de unge dyr på grund af deres mindre størrelse og muskeludvikling. Erklæringen blev støttet af den fremviste video, hvor et voksent kreatur sås synke langt ned i mudderet og var væsentlig besværet i sin gang. Tiltalte blev herefter fundet skyldig i forhold 1 og 2, og retten fandt, at forhold 1 skulle henføres under dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, for så vidt angår den groft uforsvarlige behandling af kalve og ungdyr.

Tiltalte erkendte sig skyldig i forhold 5.

Tiltalte blev straffet med fængsel i 30 dage. Straffen skulle ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke begik noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.

Tiltalte blev frakendt retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele be­skæftige sig personligt med dyr.

Frakendelsen var betinget på vilkår af, at tiltalte i en prøvetid på 3 år, ikke overtrådte dyrevelfærdslovgivningen under sådan­ne omstændigheder, at han skulle frakendes retten til at eje, bruge, passe eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.