Ruptur af endetarmen ved drægtighedsscanning udført af dyrlæge

Rådet udtalte 20. februar 2023:

Spørgsmål 1:

Rådet anmodes om, at foretage en vurdering af uforsvarligheden.

Såfremt det lægges til grund, at det er ved drægtighedsundersøgelserne, hvor tarmen først tømmes for gødning med hånden, og hvor en scanningsprobe efterfølgende indføres i endetarmen, at perforeringerne af tarmen er sket;

- har hesten H1 (forhold 1) derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

- har hesten H2 (forhold 2) derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

- har hesten H3 (forhold 3) derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

- har hesten H4 (forhold 4) derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

- har hesten H5 (forhold 5) derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling? 

Svar ad 1:

Der spørges udelukkende til selve proceduren for udførelse af drægtighedsundersøgelse ved hjælp af scanning. Rådet besvarer derfor spørgsmålet udelukkende med hensyn til denne procedure og har ikke i svaret taget stilling til den efterfølgende behandling af hopperne, se i øvrigt svar ad 5.

Beskadigelse af tarmvæggen, eventuelt med gennembrud af denne (perforation), er en velbeskrevet, men sjælden komplikation ved rektalundersøgelse af hopper, herunder scanning af de indre kønsorganer. Beskadigelse af tarmvæggen er en potentielt livstruende tilstand hos hopper, hvorfor rektalundesøgelse bør foretages med den nødvendige forsigtighed og under iagttagelse af veterinærfaglige principper for denne procedure. Prognosen for en beskadigelse af tarmvæggen afhænger af dybden og omfanget af beskadigelsen, idet mindre overfladiske skader typisk opheler uden komplikationer, mens perforation næsten altid fører til hoppens død eller foranlediger aflivning. Da en skade i tarmvæggen kan udvikle sig yderligere, skal sådanne patienter følges tæt indtil skaden er ophelet og, afhængig af skadens karakter, iværksætte relevant behandling. Såfremt man ikke selv råder over de fornødne faciliteter til dette, skal hoppen straks henvises til et kvalificeret behandlingssted.

Dybtgående skade på tarmvæggen i forbindelse med scanning er en særdeles sjælden hændelse. Såfremt man foretager scanning gennem endetarmen, og der efterfølgende konstateres en perforation, bør man nøje revurdere sine procedurer. Såfremt dette sker igen, bør dyrlægen undlade at udføre denne procedure, før man, eksempelvis via kollega-supervision og yderligere superviseret træning, har opnået tilstrækkelige færdigheder til at kunne udføre proceduren sikkert og uden øget risiko for hoppen.

Når Rådet vurderer sagens samlede akter, finder Rådet det i højeste grad usandsynligt, at tarmperforation i forbindelse med drægtighedsundersøgelse af de 5 hopper er udviklet som individuelle hændelige uheld.

Rådet finder, at måden, hvorpå proceduren er udført, medfører en forhøjet risiko for dybtgående beskadigelse af tarmen med risiko for hoppens liv.

Rådet kan på baggrund af sagens akter ikke vurdere hvilken/hvilke specifikke forhold ved de udførte procedurer, der forårsager beskadigelse af tarmen, men Rådet finder det hævet over enhver tvivl, at de udførte procedurer har medført en dybtgående beskadigelse af tarmen hos de 5 hopper.

Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at alle 5 hopper har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Rådet anmodes om en vurdering af, hvorvidt dyrlægen, D1;

- ved scanning af hesten H1 (forhold 1) har undladt at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge?

- ved scanning af hesten H2 (forhold 2) har undladt at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge?

- ved scanning af hesten H3 (forhold 3) har undladt at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge?

- ved scanning af hesten H4 (forhold 4) har undladt at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge?

- ved scanning af hesten H5 (forhold 5) har undladt at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge?

Svar ad 2:

Der spørges udelukkende til selve proceduren for udførelse af drægtighedsundersøgelse ved hjælp af scanning. Rådet besvarer derfor spørgsmålet udelukkende med hensyn til denne procedure og har ikke i svaret taget stilling til dyrlæge D1s efterfølgende behandling af hopperne, se i øvrigt svar ad 5.

Som anført i svar ad 1 hvortil der i øvrigt henvises, så bør rektalundersøgelse foretages med den nødvendige forsigtighed og under iagttagelse af veterinærfaglige principper for denne procedure, således at beskadigelse af tarmvæggen i videst muligt omfang forebygges.

Med henvisning til svar ad 1, finder Rådet, at de af dyrlæge D1 udførte procedurer forårsagede dybtgående beskadigelse af tarmen hos de 5 hopper. Procedurerne er ikke udført i henhold til normal veterinærfaglig standard. Yderligere har dyrlæge D1 ikke efter de første 2 tilfælde, tilegnet sig en fortrolighed med proceduren som kunne have forhindret yderligere tilfælde.

Rådet finder på denne baggrund, at dyrlæge D1 har undladt at arbejde med omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge ved udførelse af drægtighedsscanning af de 5 hopper.

Spørgsmål 3:

Rådet anmodes om, at svare og gerne uddybende på, hvorvidt dyrlæge D1s forklaringer om,

- at skaderne i tarmene var påført hestene (forhold 1-4) af hingsten H5, kan anses som usandsynlig, sandsynlig eller overvejende sandsynlig?

Svar ad 3:

Hvis en hingst forsøger at bedække en ikke fikseret hoppe i endetarmen, vil hoppen typisk afvise dette ved at gå væk og eventuelt sparke ud mod hingsten.

Rådet finder det ikke sandsynligt, at hingsten H5 skulle have kunnet penetrere ind i endetarmen hos 4 hopper.

Yderligere vurderes det som usandsynligt, at hingsten skulle have lavet en indledende skade på endetarmen, som så endelig perforerede ved dyrlægens ultralydsscanning foretaget 17-21 dage efter skadens opståen. I tilfælde af indledende dybtgående skade på endetarmens slimhinde forårsaget af hingsten ved bedækning, forventes det, at hoppen inden for kort tid vil udvikle peritonitis og dermed blive systemisk påvirket. Fæces, der passerer forbi i rektum, ville udøve samme eller større tryk end en arm i rektum, og det forventes, at rektum ville være bristet tidligere, hvis hingsten havde lavet en skade i rektum.

Endeligt finder Rådet, at lokalisationen af tarmrupturen hos hopperne H1 og H2 ikke er foreneligt med en skade påført af en hingst, idet skaden i så fald ville have været lokaliseret længere bagud i tarmen. For de andre hopper foreligger der ikke oplysninger om eksakt lokalisation af skaden.

På baggrund af ovenstående finder Rådet det usandsynligt, at læsionerne i tarmen er påført af en hingst, eller at en hingst har påført en skade, som disponerede tarmen for ruptur ved ultralydsscanningen.

Spørgsmål 4:

Rådet anmodes om, at svare og gerne uddybende på, hvorvidt Rådet er enig eller uenig med dyrlæge, D2s fra Ansager Hestehospital forklaring om,

- at det er usandsynligt, at spark/slag på hesten H3s højre bag lår (forhold 3) vil medføre bughulebetændelse, men mere spredning via blodbanerne?

Svar ad 4:

Rådet finder, i lighed med dyrlæge D2, at det er usandsynligt at spark/slag på hesten H3s højre baglår vil kunne medføre bughulebetændelse af den observerede karakter. Rådet finder det af hypotetisk karakter, at bughindebetændelsen skulle stamme fra en læsion i låret.

Bughindebetændelse kan opstå af flere årsager, hvoraf lokalt opstået bughindebetændelse (eksempelvis ved tarmruptur) og bughindebetændelse som led i en generaliseret infektion (polyserositis) er de typiske former.

Der er ikke i sagens akter, herunder fotooptagelser af den døde hoppe taget af ejeren, fundet belæg for at hoppen skulle have haft en generaliseret infektion. Det fremgår af dyrlæge D1s forklaring, at ”Sigtede medgav, at ”obduktionen” var udført lemfældigt…” og der er i henhold til D1s forklaring ikke udfærdiget en obduktionserklæring.

Rådet finder, som anført af D1, at obduktionen blev udført lemfældigt. Såfremt bughindebetændelsen skulle stamme fra en læsion i baglåret, burde der som minimum ved dyrlæge D1s undersøgelsen af den døde hest have været foretaget indsnit i baglåret, således at dybtliggende strukturer kunne inspiceres. Obduktionen burde som minimum også have omfattet en nøje undersøgelse af bughulens organer, herunder de bagerste afsnit af tarmkanalen.

Spørgsmål 5:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 5:

Jf. svar ad 1, skal man som dyrlæge altid følge patienter med mistanke om skade på tarmen efter drægtighedsscanning/rektalundersøgelse tæt indtil skaden er ophelet og afhængig af skadens karakter, iværksætte relevant behandling. Såfremt man ikke selv råder over de fornødne faciliteter til dette, skal hoppen straks henvises til et kvalificeret behandlingssted.

Rådets vurdering af de udførte undersøgelser og behandlinger i dagene efter at hopperne blev drægtighedsundersøgt, og hvor de blev syge, er vanskeliggjort af, at der i sagsakterne ikke foreligger adækvate journaler fra dyrlæge D1. Nedenstående bemærkninger er afgivet på basis af sagsakterne, som de foreligger.

Vedr. hoppen H1 (forhold 1), så blev denne få timer efter scanningen syg med blodig diarré og en koliklignende tilstand. Dyrlæge D1 havde haft lidt blod på rektalhandsken, da han trak sin arm med handske ud af hoppens endetarm. Dyrlæge D1 blev telefonisk kontaktet om hoppens tilstand, men valgte ikke at tilse hoppen eller alternativt straks at henvise den til udredning. I stedet iværksatte dyrlæge D1 en smertebehandling og forklarede hoppens symptomer som en bivirkning af hormonindsprøjtning (”Sigtede bad … om at give hoppen noget smertestillende, Equicam (i munden) og forklarede hop­pens tilstand med, at det formentlig skyldtes hormonindsprøjtningen med Genestran, som kan give ubehag kortvarigt”). Blodig diarre er ikke en kendt bivirkning til behandling med Genestran.

Rådet finder, at hoppens symptomer, der opstod få timer efter drægtighedsscanning, burde have medført en umiddelbar klinisk undersøgelse af hoppen, alternativt blevet henvist til relevant klinik, med henblik på at afklare årsagssammenhænge. Dette burde være sket, uanset om der var observeret blod ved rektalundersøgelsen eller ej.

Vedr. hoppen H3 (forhold 3), så blev denne drægtighedsscannet d.12. juli 2021, hvorefter hoppen i de følgende dage blev syg. Hoppen blev tilset af dyrlæge D1 d. 17. juli, hvor denne konstaterede, at hesten havde en betændelsestilstand (blodforgiftning), som han hævdede stam­mede fra slag/spark på højre bagben. Hesten blev af dyrlægen behandlet med injektion af penicillin, og stutteriejeren blev bedt om at behandle hesten med penicillin indsprøjtninger de følgende dage. Hesten døde i folden d. 21. juli 2021.

Der ses ikke i sagsakterne journaliseringsoplysninger, der gør det muligt for Rådet at vurdere objektive fund, der leder til diagnosen, ligesom der ikke foreligger oplysninger om undersøgelse af endetarmen, hvilket ville være stærkt indikeret grundet den forudgående drægtighedsscanning. Tegn på ”blodforgiftning” kan udvikles grundet en bughindebetændelse, hvorfor der burde have været udført en nærmere afklaring af dette, eksempelvis via undersøgelse af et bughulepunktat.

Rådet finder, at den udførte undersøgelse ikke synes at leve op til faglig standard, samt at en enkelt behandling med injektion med penicillin ikke er adækvat til en hest med diagnosen ”blodforgiftning”. Hesten burde have været intensivt behandlet, alternativt henvist til relevant udredning og behandling.

Rådet bemærker, at der tilsyneladende blev udleveret injektionsantibiotika til efterbehandling, men det er uvist i hvilket omfang dette er anvendt.

Der foreligger ikke tilstrækkelige oplysninger i sagsakterne til at Rådet kan kommentere diagnostik og behandling af de øvrige tilfælde.

Afgørelse:

Dyrlæge tiltalt for overtrædelse af: 

1. Dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1, og dyrevelfærdslovens § 2, jf. § 58, stk. 2, jfr. stk. 1 og stk. 12, ved den 24. august 2021, ved grov uagtsomhed at have undladt at vise omhu og handle samvittighedsfuldt under udøvelse af erhverv som dyrlæge, ved at udsætte hoppen H1 for grovere uforsvarlig behandling i forbindelse med en drægtighedsscanning, idet tiltalte perforerede hestens tyktarm der fik en ca. 10 cm lang revne, hvorved gødning kom ud i hestens bughule, hvilket medførte alvorlige og dødelige skader i form af akut og særdeles smertevoldende bughindebetændelse, blodforgiftning og chok, og påførte hesten høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom tiltalte undlod at tilse hesten igen, selvom han fik oplyst, at den havde blodigt diarré og koliksymptomer få timer efter, at han havde scannet den, og selvom han havde set blod på sin handske i forbindelse med drægtighedsundersøgelsen, hvorved han forvoldte skade på hestens sundhed eller fremkaldte fare herfor, idet hesten samme dag blev indlagt akut og forsøgt behandlet på Hestehospital, men måtte aflives den følgende dag. 
2. Dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, og dyrevelfærdslovens § 2, jf. § 58, stk. 2, jfr. stk. 1 og stk. 12, ved den 3. juni 2021, ved grov uagtsomhed at have undladt at vise omhu og handle samvittighedsfuldt under udøvelse af erhverv som dyrlæge, ved at udsætte hoppen H2 for grovere uforsvarlig behandling i forbindelse med en drægtighedsscanning, idet tiltalte perforerede hestens tyktarm, der fik en ca. 5-6 cm lang revne, hvorved gødning kom ud i hestens bughule, hvilket medførte alvorlige og dødelige skader i form af bughindebetændelse og blodforgiftning, og påførte hesten høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, hvorved han forvoldte skade på hestens sundhed eller fremkaldte fare herfor, hvorefter hesten blev fundet død dagen efter på folden.
    
3. Dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, og dyrevelfærdslovens § 2, jf. § 58, stk. 2, jfr. stk. 1 og stk. 12, ved den 12. juli 2021, ved grov uagtsomhed at have undladt at vise omhu og handle samvittighedsfuldt under udøvelse af erhverv som dyrlæge, ved at udsætte hoppen H3 for grovere uforsvarlig behandling i forbindelse med en drægtighedsscanning, idet tiltalte perforerede hestens tyktarm, hvorved gødning kom ud i hestens bughule, hvilket medførte alvorlige og dødelige skader og påførte hesten høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom at hesten i dagene efter blev gradvis dårligere, hvorefter tiltalte blev tilkaldt den 17. juli 2021 og behandlede hesten med penicillin ud fra mistanke om blodforgiftning og instruerede stutteriejer i at efterbehandle hesten de følgende dage med penicillin, men undlod at tilse hesten yderligere, velvidende at hesten var meget syg, hvilket ikke var adækvat behandling for mistanke om blodforgiftning, hvorved han forvoldte skade på hestens sundhed eller fremkaldte fare herfor, hvorefter hesten blev fundet død på folden den 21. juli 2021. 
   
   
4. Dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, og dyrevelfærdslovens § 2, jf. § 58, stk. 2, jfr. stk. 1 og stk. 12, ved den 19. august 2021 i, ved grov uagtsomhed at have undladt at vise omhu og handle samvittighedsfuldt under udøvelse af erhverv som dyrlæge, ved at udsætte hoppen H4 for grovere uforsvarlig behandling i forbindelse med en drægtighedsscanning, idet tiltalte perforerede hestens tyktarm, hvilket medførte betændelsestilstand med deraf følgende byld, og medførte alvorlige og dødelige skader og påførte hesten høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og afstedkom at hesten tabte sig voldsomt, hvorved han forvoldte skade på hestens sundhed eller fremkaldte fare herfor. 
   
   
5. Dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1, og dyrevelfærdslovens § 2, jf. § 58, stk. 2, jfr. stk. 1 og stk. 12, ved den 1. juni 2018, ved grov uagtsomhed at have undladt at vise omhu og handle samvittighedsfuldt under udøvelse af erhverv som dyrlæge, ved at udsætte hoppen H5 for grovere uforsvarlig behandling i forbindelse med en drægtighedsscanning, idet tiltalte perforerede hestens tyktarm, hvilket medførte betændelsestilstand og medførte alvorlige og dødelige skader, og påførte hesten høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, hvorved han forvoldte skade på hestens sundhed eller fremkaldte fare herfor, idet hesten kort efter blev indlagt og forsøgt behandlet på Hestehospital, men måtte aflives. 
   
   
6. Overtrædelse af straffelovens § 175, stk. 1 og dyrlægelovens § 8, stk. 1 og § 11, stk. 2, jf. § 38, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 5. ved i forening med en anden tiltalt, hvis sag behandles særskilt, som svar på Fødevarestyrelsens anmodning af 24. marts 2022, at have afgivet urigtige oplysninger til Fødevarestyrelsen, idet tiltalte indsendte 12 tilbageholdelsessedler (anvisninger) til Fødevarestyrelsen, der i strid med sandheden fremstod som værende udarbejdet i perioden mellem 2. april 2021 og 4. august 2021 i forbindelse med tiltaltes ordinering eller udlevering af receptpligtige lægemidler til behandling af heste, der stod på stalden, og hvorpå det i strid med sandheden var påført, at hestene var udelukket fra konsum, uagtet dokumenterne først var udarbejdet og underskrevet efter den 24. marts 2022 og uden at tiltalte i forbindelse med de 12 dyrlægetilsyn havde konstateret, hvorvidt hestene var udelukket fra konsum, hvorved tiltalte ikke udviste omhu og samvittighedsfuldhed i sin gerning som dyrlæge og derigennem fremkaldte fare for menneskers og dyrs sundhed, ligesom dyrlægen havde afgivet urigtig erklæring til Fødevarestyrelsen for at skuffe i et retsforhold. 

Forhold 1: Retten fandt, at tiltalte burde have udvist større forsigtighed i forbindelse med sin scanning af hesten. Tiltalte blev fundet skyldig i forhold 1.

Forhold 2: Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at tiltalte havde den fornødne tilregnelse til at udsætte hesten for uforsvarlig behandling. Tiltalte blev frifundet.

Forhold 3: Retten fandt ikke, at der var ført fornødent bevis for, at tiltaltes behandling var i strid med hverken dyrelægelovens § 8 eller dyrevelfærdslovens § 2.

Forhold 4: Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte havde fornøden tilregnelse eller kendskab til de forhold, der var beskrevet i tiltalen, og han skulle som følge heraf frifindes.

Forhold 5: Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte på tidspunktet, hvor hesten blev hentet, havde anledning til mistanke om skaden og havde derfor heller ikke en særlig forpligtelse til at observere hesten yderligere eller at iværksætte relevant behandling eller henvisning til dyrehospital. Tiltalte blev derfor frifundet.

Forhold 6: Tiltalte erkendte sig uden forbehold skyldig. Tilståelsen blev støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå. Det var derfor bevist, at tiltalte var skyldig.

Straffen blev fastsat til en bøde på 30.000 kr., jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, jf. § 38, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, nr. 1, dyrevelfærdslovens § 2, jf. § 58, stk. 2, jfr. stk. 1 og stk. 12, straffelovens § 175, stk. 1 og dyrlægelovens § 8, stk. 1 og § 11, stk. 2, jf. § 38, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 5.

Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 14 dage.

En scanningsprobe, ultrasonic transducer Mindray blev konfiskeret hos tiltalte.

Tiltalte skulle betale sagens delvise omkostninger.