2023-24-0152-00663

Slagtegris fik brud på et bagben efter at have siddet fast i transportvognens inventar

04-07-2023

Skrivelse af 23. februar 2023 fra Nordjyllands Politi (5100-89110-00139-22).
Ved aflæsningen på et slagteri blev en gris med hudlæsioner, blødning og splintret brud af højre bagben fundet fastklemt i transportvognens inventar.

Rådet udtalte 4. juli 2023:

Spørgsmål 1:

Finder rådet at transportvirksomhed/chauffør ved at transportere grisen i et transportmiddel, der ikke var således udformet og indrettet eller vedligeholdt og anvendt på en sådan måde, at dyrene ikke kunne komme få benet i klemme, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og und­ladt at beskytte slagtesvinet for smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i be­kræftende fald finder rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling el­ler grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 29. marts 2022: ”Ved det levende syn af grise på …, konstate­rede embedsdyrlæge …, at en af grisene på det midterste vogndæk sad i klemme i anhængerens inventar, med sit bagben.

Dyret blev befriet og lukket ind i slagteriets sygefold ved aflæsningsrampen, hvor det kunne konstateres, at højre bagben havde fået en skarprandet læsion sfa. fastklem­ningen. Dyret blev straks aflivet...”

Af sektionsattest af 13. januar 2023 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU-SUND fremgår følgende:

”Præparatet målte ca. 34 x 23 cm.

Ved inspektion af præparatet fandtes på den dorso-laterale flade, umiddelbart proximalt for kodeleddet, en ulceration med irregulære sårrander. Ulcerationen fandtes at strække sig gennem huden, den underliggende muskulatur og knoglestruktur (metatarsus IV). Ulcerationen målte ca. 5 x 1 cm og med en dybde på ca. 0,8 cm. Den laterale metatarsus (metatarsus IV) kunne erkendes i ulcerationen og fandtes fraktureret. På den dorso- mediale flade fandtes, umiddelbart medialt på metatarsus, en ulceration på ca. 1,2 x 0,3 cm og med en dybde på ca. 0,8 cm. De to ulcerationer lå i forlængelse af hinanden i benets længderetning, med et mellemrum på ca. 2,9 cm. I relation til ulcerationeme og det mellemliggende intakte stykke hud fandtes to parallelle linjer med blødning. Disse havde en tykkelse på ca. 0,3-0,4 cm og i det intakte hudstykke fandtes en central opklaring med en bredde på ca. 0,5 cm. Læsionen havde udtryk som den karakteristiske togskinnekonfiguration, bestående af parallelle linjer med blødning og opklaring imellem. På den mediale side, umiddelbart i relation til kodeleddet og distalt for ulcerationen på den dorso-mediale side, fandtes et større område med blodudtrædning i hudlaget, målene ca. 3,6 x 3,1 cm…

Ved åbning af led fandtes haseleddet med en normal mængde ledvæske med et serohæmorrhagisk udseende (sequale til nedfrysning og optøning). Efter sagittal gennemsavning af benet fra haseleddet til tåspids fandtes der en komminut fraktur af metatarsus IV (den laterale hovedklov) i relation til den distale epifyselinje. Endvidere fandtes der epifysiolysis af den distale epifyselinje på metatarsus III (den mediale hovedklov).

Histologi:
Ved den histologiske undersøgelse fandtes ensartede forandringer, karakteriseret ved en lacereret sårrand med kontamination af bakterier og fremmedlegemer (staldbundsmateriale). Stedvist fandtes bakterielle koloniseringer i relation til sårranden. Der fandtes større områder i relation til hudoverfladen med frit, ødelagt kernemateriale, forenelig med traumatisk påvirkning af cellerne. I det subcutane fedtvæv og underliggende muskulatur fandtes blødning, ødem og fibrindannelse. Endvidere fandtes der en mild pericellulær infiltration af det muskulære interstitium, domineret af neutrofile granulocytter.

Konklusion:
Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet var sæde for en traumatisk skade resulterende i to akutte ulcerationer i relation til hinanden, herunder med tegn på knusning og laceration af vævet, samt frakturering af den laterale metatarsalknogle og epifysiolysis af den mediale metatarsalknogle. På baggrund af den histologiske undersøgelse, vurderes skaden at være opstået mellem 1-4 timer før aflivningstidspunktet.”

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Dyr skal transporteres under sådanne forhold, at de ikke kommer til skade eller påføres unødig lidelse, jf. Rådets rådsforordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter og om ændring af direktiv 64/432/EØF og 93/119/EF og forordning nr. 1255/97.

Enhver transport af levende dyr skal ske i særligt indrettede transportvogne, som anvendes på en måde, der forebygger enhver beskadigelse af dyrene under læsning, transport og aflæsning af disse.

Lægges ovennævnte samt sagens øvrige materiale til grund, finder Rådet, at grisen ved at være transporteret på en måde, så den ved ankomst til slagteriet fremstod fastklemt i transportvognens inventar med akut sårdannelse, blødning og en splintret fraktur af højre bagben, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Rådet finder, at grisen derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 2.

Spørgsmål 2:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger.

Svar ad 2:

Rådet har ikke yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

Anklagemyndigheden indstillede efterforskningen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2, der siger, at er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen træffes af politiet, såfremt der ikke har været rejst sigtelse.

Der var ikke forhold i sagen, der tydede på fejl fra chaufførens side eller at der var fejl eller mangler ved køretøjet af en sådan karakter, at chauffør/transportvirksomhed burde have opdaget det. På den baggrund og i øvrigt under henvisning til Fødevarestyrelsens ændrede sanktionspraksis på dyretransportområdet, besluttede anklagemyndigheden at indstille efterforskningen.