Rådet udtalte 27. august 2024:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer eller dennes ansatte, ved at lade dyret gå som beskrevet, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og undladt at beskytte dyret bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald,
Svar ad 1:
Af embedsdyrlægens anmeldelse dateret 5. marts 2024 fremgår det, at ved den opfølgende kontrol i besætningen d. 21. december 2023 blev der observeret følgende:
”’Tyr (ungdyr) nr. xxxxx-04908 opstaldet i fælles boks med dybstrøelse sammen med ca. 10 andre dyr. Tyren lå tæt op ad skillevæg (tremmer) på støbt gulv, i umiddelbar nærhed af fodergangen.
Den lå ubevægelig på siden med hovedet drejet om mod brystet. Tyren var ikke interesseret i sine omgivelser. Den var indsmurt i indtørret gødning og halmstrøelse på hele kroppen og i hovedet. Øjnene var indsunkede, tørre og matte som tegn på dehydrering og manglende væskeindtag (se Foto 1 i bilag 4) Den trak kun lige vejret med besvær af udspilede næsebor (se video 1).
Tyren var tydelig afmagret og dehydreret, med huld langt under middel… På bagpart sås lårben og hofte stikke ud uden muskelfylde, og ved at mærke på rygrad og ribben, kunne alle knoglefremspring konstateres. Tyren havde et hævet højre haseled samt et hævet venstre kodeled. Desuden bemærkedes et sår ca. 2 cm stort på indersiden af venstre has (se foto 2 i bilag 4).
Forespurgt om kalvens sygdomshistorie, oplyste medarbejder ’M’ at han ikke havde bemærket den tidligere. Ejer oplyste dagen efter kontrolbesøget, at han havde set den ’’skrante” lidt i noget tid, og havde forsøgt behandle den aftenen inden kontrolbesøget mod lungebetændelse med en injektion.
Dyret vurderes til at være ca. 4 måneder gammel (kalv) grundet størrelse, men ved opslag i CHR- register, fandtes dyret at være født 12. Maj 2023 og derved godt 7 måneder gammel (ungdyr) (Bilag 3) Den har ikke kunne følge med i vækst over længere tid… Den ville have været afgået til døden få timer efter kontrolbesøget, hvis ikke den var blevet påbudt aflivet.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.
Lægges ovennævnte og sagsakterne til grund, finder Rådet, at ungtyrens tilstand ved de daglige tilsyn i besætningen har været tydelig og let erkendelig, og at dens tilstand for længst skulle have været afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at ungtyren, da tilstanden opstod, var flyttet til en sygeboks med blødt underlag og dens tilstand vurderet dagligt. Afhængig af tilstanden burde ungtyren også være blevet behandlet og eventuelt undersøgt af en dyrlæge. Såfremt tilstanden ved disse forholdsregler ikke bedredes væsentligt, burde ungtyren have været aflivet.
Ved ikke på et langt tidligere tidspunkt at være opstaldet i sygeboks og håndteret som beskrevet ovenfor, finder Rådet, at ungtyren, der ved kontrollen fremstod væksthæmmet, afmagret, dehydreret og moribund som ovenfor beskrevet, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt eller huset og passet under hensyntagen til dens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Spørgsmål 2:
om dyret derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?
Svar ad 2:
Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at ungtyren under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3, 9, stk. 1 og 18, stk. 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad 3:
Rådet skal anføre, at de daglige tilsyn blandt andet har til formål at identificere syge og tilskadekomne dyr. Det skal ved udførelsen af de daglig tilsyn således sikres, at disse er af en sådan kvalitet, at de syge og tilskadekomne dyr kan identificeres jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 9.
Afgørelse:
I/S tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 12 og stk. 13 og § 30, samt bekendtgørelse nr. 1743 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af kvæg § 132, stk. 1, nr. 1, samt stk. 3 og stk. 4, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv, at have behandlet en tyr groft uforsvarligt med karakter af mishandling.
Afgjort ved bødeforelæg på 30.000 kr.