Rådet udtalte 5. marts 2024:
Spørgsmål 1:
Det Veterinære Sundhedsråd anmodes om en udtalelse, om hvorvidt behandlingen af de 3 får, ud fra sagens akter, vurderes at udgøre mishandling, grovere uforsvarlig behandling, eller uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdsloven § 2 og 3, jf. § 58?
Det bedes endvidere specificeret, hvilke elementer, der - i givet fald - ligger til grund for vurderingen af om der er tale om henholdsvis mishandling, grovere uforsvarlig behandling eller uforsvarlig behandling.
Svar ad 1:
Følgende fremgår af politiets anmeldelsesrapport af 12. september 2023:
”I forbindelse med opfølgning på bekymringshenvendelse … om løse heste, henvendte ... og jeg os på adressen den 110923 kl. 11.50
…
I indkørslen lå der hovederne fra tre lam. Der lå også noget skind og indvolde, samt et sæt øre, fra et fjedre får.
Hovederne var skåret af, lige bag ørene, men der var ingen tegn på, at de var blevet skudt først.”
Det fremgår endvidere af politiets anmeldelsesrapport af 12. september 2023, at politiet sikrede hovederne fra fårene, som blev sendt til undersøgelse på KU SUND.
Af sektionsattest af 2. november 2023 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND fremgår, at der ved undersøgelsen konkluderedes følgende:
”Baseret på ovenstående fund, kan det konkluderes, at de tre afskårende hoveder fandtes med blotlægning og lacerering af de omkringliggende bløddelsstrukturer ved overskæringsstedet fra halsen. To af hovederne fandtes med lacerering af bløddelsvæv og komminut fraktur i relation til kæbegrenene, hhv. begge kæbegrene hos ”399” og højre kæbegren hos ”umærket”. Disse læsioner, der var uden reaktion, er forenelige med at være opstået post-mortelt. To af hovederne var endvidere infesteret med maddiker, hhv. ”190” og ”399”. I de tre præparater blev der ikke fundet nogen tegn på læsioner i pande- og isseregionen, både ved den patoanatomiske undersøgelse og røntgenundersøgelse. Det kan derfor konkluderes, at dyrene ikke er blevet boltskudt i panderegionen.”
Af afhøringsrapport af 23. oktober 2023 fremgår det, at ejer oplyste følgende:
”Han forklarede, at de havde været to personer om at slagte fårene, og de havde holdt godt fast.
Han havde derfor ikke undret sig meget over, at dyrene ikke var blevet slappe, da de havde skudt dem.
Han havde bare skyndt sig, at skære halsen over.
Intentionen var at skyde dem før de blev snittet.
Det var ifølge afhørte både meget sikre og nemmere at håndtere dyret, når det var skudt.
Han beklagede og erkendte, at fårene var blevet skåret i halsen, og aflivet, uden først at være blevet skudt eller på anden måde bedøvet.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt.
Den der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og smertefrit som muligt.
Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at fårene, ved være blevet fastholdt og aflivet ved overskæring af halsen uden forudgående bedøvelse, har været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt.
Rådet finder, at de tre får har vært udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 25, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Det Veterinære Sundhedsråd anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes indgå i udtalelsen.
Svar ad 2:
Rådet har ikke yderligere bemærkninger.
Afgørelse:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. § 2, § 3 og § 25, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 817 af 15 juni 2023 om aflivning, herunder slagtning af dyr § 4, at have behandlet tre får groft uforsvarligt med karakter af mishandling, ved i forbindelse med slagtning, at have skåret halspulsåren over på de tre får uden forudgående bedøvelse med boldpistol eller andet aggregat.
Retten lagde til grund, at det var ubestridt, at tiltalte slagtede tre får som beskrevet i tiltalen og at fårene viste sig ikke at været blevet bedøvet ved boltpistol eller andet aggregat forinden.
Tiltalte havde om anvendelsen af boltpistol forklaret, at han benyttede en boltpistol på hvert af de tre får med henblik på at bedøve dem forud for aflivningen, at boltpistolen ved lyd og funktion i øvrigt fremstod som virksom og at det ikke på fårene var muligt at se, at boltpistolen ikke virkede efter hensigten.
Retten fandt ikke, at der mod tiltaltes benægtelse var ført det til domfældelse fornødne bevis for, at tiltalte i forbindelse med slagtningen af de tre får undlod at anvende en boltpistol eller andet aggregat, ligesom retten heller ikke fandt det bevist, at tiltalte havde handlet uagtsomt ved anvendelse af en boltpistol, som viste sig defekt.
Tiltalte blev derfor frifundet.