2024-24-0152-00755

Halt gris med hævet bagben blev transporteret til samlested

10-12-2024

Skrivelse af 17. september 2024 fra Nordjyllands Politi (5100-89107-00152-24).
Ved levende syn på et samlested observeredes en gris, der var halt på højre bagben med tydelig hævelse i haseledsområdet og med opbrud på både inder- og ydersiden af benet. Når grisen stod stille, aflastede den højre bagben ved kontinuerligt at løfte dette fra underlaget.

Rådet udtalte 10. december 2024:

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer ved at lade grisen transportere med ovenfor beskrevne lidelse derved har und­ladt at behandle dyret omsorgsfuldt og undladt at beskytte dyret for smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe og i bekræftende fald,

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 27. juni 2024:

”Baggrunden for anmodningen er, at undertegnede embedsdyrlæge ved levende syn på ”Samlested S” den 29. november 2023 kl.14:15 konstaterede, at der fra ovennævnte besætning samme dag blev leveret 754 smågrise...

Politianmeldelsen drejer sig om en gris med kraftig hævet has og halthed på højre bagben. Rundtom på hasen var flere opbrud med pus, som vidner om, at hævelsen er af ældre dato… Alle dyrene på transporten kan (kom, red.) fra ovennævnte besætningsejers CHR nr.: …

Kontrolfund og vurdering af det konstaterede:

Dyr med hævet has og halthed på højre bagben den aflastede ved at undgå at lægge vægt på det ben…

På den lateralside (udvendig) der var to bylder på. En med et pus udgangshul, alle­rede lukket. På det medialside (indvendig) var der to udgangspunkter for pus. Betæn­delse menes at stamme fra selve ledet, der også var hævet…”.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet finder, at grisen ikke var egnet til transport, at grisens tilstand forud for læsningen har været tydelig og let erkendelig og at grisen under læsningen og transporten til samlestedet, hvor den ved det levende syn fremstod halt og med hævelse af haseregionen på højre bagben, som den aflastede ved at løfte det fra underlaget i hvile som beskrevet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe.

Spørgsmål 2:

Om besætningsejer om grisen derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere forsvarlig be­handling.

Svar ad 2:

Rådet forstår spørgsmålet således, at der spørges til om grisen derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere forsvarlig be­handling.

Lægges sagsakterne og svar ad 1 til grund, finder Rådet, at grisen, ved at være læsset og transporteret til samlestedet har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere anmærkninger.

Svar ad 3:

Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste, der kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af  §§ 2 og 3 i lovbekendtgørelse nr. 1597 af 8. juli 2021 om dyrevelfærd (Dyrevelfærdsloven), jf. § 58, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 12 i Dyrevelfærdsloven, og artikel 3, litra b og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra a i transportforordningen, jf. § 37, stk. 1, nr. 1 og nr. 6, i bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport, idet en gris der ikke var transportegnet blev transporteret og derved udsat for grovere uforsvarlig behandling.

Afgjort ved bødeforelæg på 25.000 kr.