Rådet udtalte 11. juni 2024:
Spørgsmål 1:
Institut for veterinær- og husdyrvidenskab har anført at de fundne forandringer er forenelig med at være fremkommet grundet akut cirkulationsforstyrrelse som det beskrives i forbindelse med hedeslag. Kan rådet ud fra det foreliggende materiale og herunder navnlig udtalelse fra instituttet vurdere, om der kan have været andre eventuelt konkurrerende årsager til dødsfaldet?
Svar ad 1:
Den patoanatomiske undersøgelse dateret 4. januar 2024 konkluderer på basis af ydre inspektion, inspektion efter afhudning, sektion af kadaveret og histopatologisk undersøgelse af forskellige organer og væv følgende:
”Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at kadaveret var sæde for multiple ofte ensartede forandringer i forskellige væv, karakteriseret ved akut diffus diapedese (blodudsivning), ødem og stase, samt enkelte perivaskulære celleinfiltrationer. Endvidere fandtes skeletmuskulaturen stedvis tør og bleg. Forandringerne er forenelige med at være fremkommet grundet akut cirkulationsforstyrrelse, som det beskrives i forbindelse med hypertermi (hedeslag).”
Baseret på de i skrivelsen anførte fund finder Rådet ikke anledning til at konkludere anderledes.
Spørgsmål 2:
Lægges det til grund at hunden er død som følge af opholdet i bilen på en varm dag i perioden fra kl. 1200 til kl. 2200, finder rådet da at hundeejeren herved har undladt at behandle hunden omsorgsfuldt, samt undladt at beskytte hunden bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentligt ulempe og i bekræftende fald, finder rådet da, at hunden derved har været udsat for uforsvarlig behandling, groft uforsvarlig behandling eller mishandling?
Svar ad 2:
Af politiets rapport af 12. september 2023 fremgår, at politiet d. 8. september 2023 i en garage fandt en af et tæppe overdækket hanhund af racen Cocker Spaniel i et hundebur. I rapporten anføres det:
”…Hunden lå på dens venstre side med alle ben udstrakte i naturlig stilling - udstrakte på bundens underlag.
Undertegnede undersøgte hunden og skønnede hunden død - der fandtes ingen puls og ved berøringen af hunden blev hunden fundet fugtig i pelsen på højre side og på de nedadvendte dele forstået som under hunden nærmere bestemt på dens mave og ned af alle 4 ben til og med poterne. Der sås ingen umiddelbar synlige skader på kroppen af hundens højre side og på højre side af benene. Der sås ikke synligt blod på pelsen eller i buret.
Der sås ingen skader i og omkring ansigtet eller omkring munden. Der sås ikke umiddelbar skader på hundens klør eller tænder. Det var ikke muligt at vurdere temperaturen på hunden.”
Af Politiets afhøringsrapport dateret 13. september 2023 fremgår, at afhørte parkerede sin bil under nogle træer ved sin arbejdsplads og rullede de forreste sideruder ca. 10 cm ned. Videre fremgår følgende:
”.. Hunden var i et transportbur stående bagved fører adskillelsen og i buret havde afhørte stillet en vandskål til hunden. Således parkeret henstod bil og hund torsdag d. 07.09.23. i tidsrummet kl. Ca. 1200 - 2200 mens afhørte var væk hele tiden idet han kørte traktor.
Kommet retur kl. Ca. 2200 bemærkede afhørte, at hunden lå stille og ved nærmere undersøgelse konstaterede afhørte, at hunden var død. Den var våd og gennemblødt på undersiden og benene - hunden lå på dens venstre side.
…”
Af den patoanatomiske undersøgelse dateret 4. januar 2024 fremgår følgende:
”Konklusion:
Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at kadaveret var sæde for multiple ofte ensartede forandringer i forskellige væv, karakteriseret ved akut diffus diapedese (blodudsivning), ødem og stase, samt enkelte perivaskulære celleinfiltrationer. Endvidere fandtes skeletmuskulaturen stedvis tør og bleg. Forandringerne er forenelige med at være fremkommet grundet akut cirkulationsforstyrrelse, som det beskrives i forbindelse med hypertermi (hedeslag).”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at hunden, ved at blive efterladt i en parkeret bil med ringe ventilation i flere timer og derved bragt i en tilstand, hvor den senere antræffes som død, ikke har været behandlet omsorgsfuldt og i overensstemmelse med dens behov. Ved under opholdet i bilen at være bragt i den ovenfor beskrevne tilstand, har hunden været udsat for højeste grad af lidelse, angst og væsentlig ulempe.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 3:
Nej.
Afgørelse:
Hundeejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 3, jf. stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3, ved at have udsat sin hund for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet tiltalte efterlod hunden i en parkeret bil, selvom det var en varm dag, ligesom der var dårlig ventilation i bilen, så hunden døde som følge af hedeslag. Hunden var dermed ikke blevet behandlet forsvarligt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe ligesom hunden ikke var blevet behandlet omsorgsfuldt.
Tiltalte erkendte sig skyldig uden forbehold og retten fandt tilståelsen støttet af sagens øvrige oplysninger.
Straffen blev fastsat til betinget fængsel i 60 dage.
Straffen blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år på vilkår af, at tiltalte ikke begår nyt strafbart forhold i prøvetiden.
Tiltalte blev endvidere pålagt at betale sagens omkostninger.