Rådet udtalte 30. april 2024:
Spørgsmål 1:
Om besætningsejer, .. eller dennes ansatte, ved at lade grisene gå som beskrevet, derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og undladt at beskyttet grisene bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald,
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 5. september 2023:
”Gris 1:
I den nye staldbygning, sektion 2, den første sti på højre hånd fandtes et slagtesvin (ca 40 kg) samen med flere andre slagtesvin (som havde varierende grader af halebid) i en alm produktionssti. Den havde fortykket område ved lår+knæ højre bagben og kunne ikke tage støtte på benet. Grisen havde desuden status efter halebid med lettere fortykket halestump og næsten afhelet halebidssår. Se foto nr 1-3 samt video. Den var blevet behandlet medicinsk - jfr streger på ryggen.
Det meget fortykkede, hårde led, som den ikke kunne/ville tage støtte på, fortæller at det er en kronisk ledbetændelse. Undertegnede vurderer at ledbetændelsen er mindst 7 dage gammel - bl.a. ud fra omfang, tykkelse og hårdhed…
Gris 2:
I den gamle stald, sti 2 til venstre gik en gris (ca 50 kg) med et større navlebrok, ca 10 cm diameter og med et sår, dækkede det meste af bunden af broksækken. Se foto 46 samt video. Det var en aflastningssti (dvs lav belægningsgrad) men uden blødt leje. Der var tydelige rande omkring såret, hvilket er bindevævsdannelse og indikerer kronicitet. Arvæv vokser med ½ mm i døgnet - efter de første 7 dages inflammation er overstået. Dvs såret er mindst 1 uge gammelt.
Gris 3:
I samme stald og samme sti som Gris 2, fandtes endnu en gris med et større navlebrok, ca 10 cm diameter og med et endnu større sår på bunden af broksækken med tydelig rand omkring såret. Se foto 7-9 samt video. Dette sår vurderer undertegnede også er mindst 1 uge gammelt.
Gris 5:
I sti nr 17 (samme stald) gik et slagtesvin (ca 35 kg) med et stort pendulerende navlebrok, ca 10 cm diameter, med sår på bunden af broksækken. Den gik alene i en alm produktionssti. Igen dækkede såret det meste af bunden af broksækken. Der var tydelige forhøjede rande omkring såret, hvilket er bindevævsdannelse og indikerer kronicitet. Selve såret var sort - hvilket er dels sårskorpe, dels nekroser (dødt væv) og dels gødning fra stibunden. Se foto 12-16 samt video. Undertegnede vurderer at såret var mindst 1 uge gammelt…
Gris 6:
I samme stald, sti 18 sad et stort slagtesvin (ca 90 kg) ’’siddende som en hund”. Den var alene i en alm produktionssti og havde således ikke blødt leje i stien. Den kunne ikke rejse sig og bruge bagbenene - og havde ikke kunnet det i 1 uge, oplyste ejer. Den havde sandsynligvis siddet fast i en boks på én eller anden måde, oplyste ejer. Den kunne heller ikke stå på bagbenene, når den blev hjulpet/løftet op. Grisen havde således en lammelse i bagparten. På dens højre bagben fandtes et stort slidsår på oversiden (dorsalt) af underbenet: ca 4x8 cm med tydelig rand af granulationsvæv omkring såret og henholdsvis granulationsvæv, betændelsessekret, fibrin og nekroser i selve såret. Se foto 17-20 samt video. Grisens venstre bagben var ligeledes med sår på oversiden (dorsalt), men ikke så dybtgående sår: Her var et større område med rødme, hævelse og overfladiske forandringer med sorte sårsskorper. Undertegnede vurderer (som ejer også oplyser) at gris 6 har været lam i bagparten i mindst 1 uge og derved har pådraget sig slidsår på bagbenene efter at have ’’kravlet rundt” i stien kun vha forbenene. Gris 6 var blevet behandlet medicinsk men havde ikke adgang til blødt leje…
Gris 4:
I den gamle stald i sti 8 til venstre, sad et stort slagtesvin (ca 80 kg) som en ’’siddende hund”. Den var i en almindelig produktionssti sammen med flere andre store slagtesvin. Grisen kunne ikke rejse sig og bruge bagbenene - ej heller når den blev hjulpet op af ejer. Den slæbte sig således rundt i stien vha forbenene. Gris 4 havde normalt huld. Den var blevet behandlet medicinsk og den havde været oppe og gå rundt i stien dagen inden, oplyste ejer. Der var ikke tegn på slidsår, rødme af huden e.lign. forandringer, der kunne tyde på længere tids lammelse af bagparten. Der var ikke umiddelbare synlige forandringer, der kunne forklare dens manglende evne til at støtte på bagbenene.”
Rådet skal anføre, at grise med store brok/udposninger ved navlestedet eller sådanne med sår/begyndende sår straks skal flyttes til sygesti med et tykt lag strøelse og lav belægning. Her skal de løbende underkastes omhyggelig vurdering ved de daglige tilsyn. Såfremt tilstanden ikke forbedres, skal dyrene tilses af en dyrlæge og behandles eller aflives.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at gris 2, 3 og 5’s tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig, og at deres tilstand for længst burde have været afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at grisene var blevet flyttet til en sygesti med et tykt lag strøelse, og behandlet, eventuelt tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, før tilstanden fik et omfang som beskrevet.
Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at gris 1 og 6’s tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig, og deres tilstand burde have været afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at grisene var blevet flyttet til en sygesti og tilset af en dyrlæge, da det blev klart, at behandlingen ikke havde den ønskede effekt eller alternativt blev aflivet, længe før tilstanden fik et omfang som beskrevet.
Ved ikke at være flyttet til en sygesti med et tykt lag strøelse og behandlet, eventuelt tilset af dyrlæge, eller aflivet (gris 2, 3, 5) samt ved ikke at være flyttet til en sygesti og, da behandlingen ikke havde effekt, være tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet (gris 1 og 6), finder Rådet, at grisene, der fremstod som ovenfor beskrevet har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.
Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at gris 4’s tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og let erkendelig, og dens tilstand burde have været afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at grisen var blevet flyttet til en sygesti og tilset af en dyrlæge, da det blev klart, at behandlingen ikke havde den ønskede effekt eller alternativt blevet aflivet.
Ved ikke at være flyttet til en sygesti og, da behandlingen ikke havde effekt, være tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, finder Rådet, at gris 4, der fremstod som ovenfor beskrevet har været udsat for mindst betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Spørgsmål 2:
om grisene derved har været udsat for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling.
Svar ad 2:
Lægges sagsakterne, herunder det fremsendte foto- og videomateriale samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at gris 1-3, 5 og 6 under opholdet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.
Lægges sagsakterne, herunder det fremsendte foto- og videomateriale samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at gris 4 under opholdet i besætningen har været udsat for uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.
Spørgsmål 3:
Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger.
Svar ad 3:
Der henvises til Rådets udtalelse af 5. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr og Rådets udtalelse af 2. december 2008 om svin med store/komplicerede navle- eller lyskebrok, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1 og stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. § 2 og § 3, jf. § 50, stk. 1 og stk. 2, jf. § 84, stk. 1 nr. 1, og stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1742 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise ved (1) at have behandlet en slagtegris groft uforsvarligt, idet grisen var støttehalt på højre bagben, ligesom den havde en kronisk, smertevoldende ledbetændelse og tillige varierende grader af halebid, ligesom den havde gået i besætningen i mindst 7 dage med den beskrevne lidelse, uden at være sat i sygesti med blødt underlag, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativet aflivet, ved (2) at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen havde et større navlebrok med et sår, ligesom den havde gået i besætningen i mindst 7 dage med den beskrevne lidelse, uden at være sat i en sygesti med et tykt lag strøelse, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, ved (3) at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen havde et større navlebrok med et sår, ligesom den havde gået i besætningen i mindst 7 dage med den beskrevne lidelse, uden at være sat i en sygesti med et tykt lag strøelse, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, ved (4) at have behandlet en slagtegris uforsvarligt, idet den ikke kunne rejse sig og tage støtte på bagbenene, ligesom den har gået i besætningen i mindst 3 dage med den beskrevne lidelse uden at være sat i en sygesti med blødt leje, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, ved (5) at have behandlet en slagtegris groft uforsvarligt, idet grisen havde et stort navlebrok med et sår, ligesom den havde gået i besætningen i mindst 7 dage med den beskrevne lidelse, uden at være sat i en sti med et tykt lag strøelse, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet, ved (6) at have behandlet en slagtegris groft uforsvarligt, idet grisen var støttehalt på bagbenene og et stort slidsår på højre bagben, ligesom den havde gået i besætningen i mindst 1 uge med den beskrevne lidelse, uden at være sat i sygesti med blødt underlag, ligesom grisen ikke var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativet aflivet, hvorved grisene ikke var blevet beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke var blevet behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres sundhedsmæssige behov.
Afgjort ved bødeforelæg på 50.000 kr.