Rådet udtalte 10. september 2024:
Spørgsmål 1:
Såfremt de faktiske oplysninger i sagen lægges til grund for bevarelsen, anmoder jeg Rådet om at besvare, hvorvidt den beskrevne adfærd efter Rådets vurdering udgør en uforsvarlig behandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1-3?
Svar ad 1:
Det fremgår af sagens akter, at kattene blev fodret med levende mus. Af det medsendte videomateriale ses, at kattene, der opholder sig i et rum, leger med den levende mus, som bliver skubbet rundt, bidt og kastet op i luften.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Dyr skal endvidere aflives så hurtigt og smertefrit som muligt.
Dyr skal skånes for enhver undgåelig smerte, psykisk belastning eller lidelse under aflivning og dermed forbundne aktiviteter, jf. Rådets Forordning (EF) Nr. 1099/2009 af 24. september 2009 om beskyttelse af dyr på aflivningstidspunktet.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet, at musene, ved levende at blive brugt som foder, herunder været lukket inde i et rum, skubbet rundt, bidt og kastet op i luften, har været udsat for højeste grad af smerte, psykisk belastning, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Rådet finder, at musene derved har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 25, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, anmoder jeg Dem om også at oplyse det.
Svar ad 2:
Der skal henvises til Rådets udtalelse af 5. september 2017 vedrørende fodring af isbjørne og sæler med levende fisk, som kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Tiltalte fik tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 1, begrundet i at overtrædelsen tiltalte var sigtet for, ikke kunne medføre højere straf end bøde, og at forholdet var mindre alvorligt.
Der blev især lagt vægt på, at tiltalte har forklaret, at han har solgt kattene og ikke længere anvender mus til fodring af katte.