2023-24-0152-00708

Springhalt gris mangelfuldt håndteret i besætningen

30-01-2024

Skrivelse af 15. august 2023 fra Nordjyllands Politi (5100-89107-00221-23).
Ved kontrolbesøg i en grisebesætning observerede embedsdyrlægen en gris, der var springhalt på venstre forben. Grisen havde en fast hævelse ved albuen på det venstre forben og ville helst ligge ned. Den var opstaldet i en sti med begrænset mængde strøelse, dog uden blødt leje. Grisen havde været i behandling.

Rådet udtalte 30. januar 2024:

Spørgsmål 1:

Om besætningsejer eller dennes ansatte ved ikke at have opstaldet grisen i en passende sygesti med tilstrækkeligt blødt leje samt ikke at have aflivet grisen tidligere, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og udsat slagtesvinet for unødig smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og i bekræftende fald

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 1. august 2023:

”Gris … vejede ca. 70 kg og gik i en frasorteringssti med strøelse, men uden blødt leje. Grisen var springhalt på venstre forben og ville helst ligge ned. I venstre albue var der kronisk uhelbredelig ledbetændelse. Leddet havde en fast hævelse, mindst 5 mm, og ledbetændelsen vurderes at være opstået for mere end to uger siden.

Der var registreret medicinske behandlinger...”.

Ud fra sagens fotodokumentation finder Rådet, at hævelsen ved leddet havde en størrelse på ca. 5 cm, og ikke 5 mm som anført af embedsdyrlægen.

Af den fremsendte video kan det ses, at grisen fremstod liggende i en sti uden blødt underlag med en fast hævelse ved albuen på venstre forben, og da den på opfordring rejste sig var den springhalt på venstre forben og uvillig til bevægelse, hvorefter den hurtigt lagde sig ned igen.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at grisens tilstand ved de daglige tilsyn har været tydelig og at dens tilstand burde have været afhjulpet. Dette ville bedst være sket ved, at grisen var blevet flyttet til en sufficient indrettet sygesti med blødt underlag, tilset af en dyrlæge, da det blev klart at behandlingen ikke havde den ønskede effekt eller alternativt aflivet, længe før tilstanden fik et omfang som beskrevet.

Ved ikke at være flyttet til sufficient indrettet sygesti, og da behandlingen ikke havde effekt var blevet tilset af en dyrlæge eller alternativt aflivet på et langt tidligere tidspunkt, finder Rådet, at grisen, der fremstod springhalt på venstre forben med en fast hævelse ved albuen og uvillig til bevægelse, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.

Rådet finder, at grisen under sygdomsforløbet i besætningen har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Om besætningsejer eller dennes ansatte derved har udsat slagtesvinet for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling?

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:

Giver sagens fakta rådet anledning til yderligere bemærkninger?

Svar ad 3:

Der henvises til Rådets udtalelse af 5. marts 2004 om sygeafdeling til produktionsdyr, der kan findes på www.detvetsund.dk.

Afgørelse:

Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 2 og § 3 ved i forbindelse med erhverv, at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet den havde en kronisk og uheldbredelig ledbetændelse i venstre albue, som ikke blev håndteret korrekt.

Afgjort ved bødeforelæg på 20.000 kr.