Rådet udtalte 14. maj 2024:
Spørgsmål 1:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har æsel 1 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Spørgsmål 2:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har æsel 2 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Spørgsmål 3:
Såfremt ovennævnte lægges til grund, har æsel 3 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad 1-3:
Politiet og en embedsdyrlæge fra Fødevarestyrelsen aflagde tilsyn i et hestehold på baggrund af en anmeldelse om dyreværnsmæssigt betænkelige forhold for æsler på en mark.
Følgende fremgår af embedsdyrlægens udtalelse af 28. juni 2023:
"1. Æsel, lysegrå, hoppe, chip nr. …, havde grime på. Æslet havde meget lange hove med snabeldannelse på alle 4 ben. Æslet blev set i skridt, hvor den gik forsigtigt og havde ændret benstilling, som følge af de lange hove. Pelsen virkede uplejet og huden var tør med meget skæl. Huld ok. (foto 1-6)
2. Æsel, lysegrå, vallak, chip nr. ... Æslet havde meget lange hove med snabeldannelse på alle 4 ben. Æslet blev set i skridt, hvor den gik forsigtigt og havde ændret benstilling, som følge af de lange hove. På højre side af dyret ud for ribbenene var der en hævelse, som vurderes til at være ca. 20 x 10 x 5 cm. Æslet virkede ikke umiddelbart påvirket af hævelsen. Det var ikke muligt at komme til at palpere (røre) ved hævelsen. Pelsen virkede uplejet og huden var tør med meget skæl. Æslet blev set klø sig op ad en jernstolpe midt på marken. Huld ok. (foto 7-12)
3. Æsel, mørkebrun, hoppe, chip nr. ... Æslet havde meget lange hove på alle 4 ben og med snabeldannelse på forbenene. Æslet blev set i skridt, hvor den gik forsigtigt og var halt på højre forben. Æslet var meget magert og man kunne tydeligt mærke ryg, ribben, hoftehjørner, korsben og sædeben som skarpe fremspring. Æslet havde sår på hoftehjørnerne og pelsen var lang, strittende, mat og beskidt. Huden var tør og der var meget skæl, (foto 13-19)…
… æsler gik på en mark, hvor græsset var bidt ned. På marken lå der 3 wrapballer, hvoraf den ene var åben og der var kun ca. 1/3 tilbage af den. Indholdet var mørkt og vurderes ikke som egnet til foder til dyrene. Der var et par cm grumset vand i en balje (foto 21-23)… dyrene var på stald om natten. I stalden var der sække med hestefoder (musli) og der var 2 store bokse, som så ud til at blive brugt. Boksene var strøet med halm og der var spande/baljer med vand og fodertrug.
…
Det vurderes, at lidelsen for de 3 æsler har varet længere end et år, idet den forvoksede del af hovene udgjorde omkring 10 cm eller længere, og med den betragtning at hovene vokser ca. 1 cm om måneden, og der må formodes at have været lidt slid på længden af hovene i begyndelsen. Æslerne blev kun set i skridt (gang) og her gik de forsigtigt og virkede ømbenede. Æsel nr. 3 var let halt på højre forben, hvilket tilskrives hovenes længde. Æsel nr. 2 blev flere gange i løbet kontrollen set stående med forbenene langt fremme, hvilket typisk ses hos dyr med smertefulde lidelser i ben og hove, (foto 9)”.
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at æslernes tilstand har været tydelig, og den burde for længst have været erkendt og afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved regelmæssig beskæring af hovene, og ved at æslerne burde have været tilset og eventuelt behandlet af en dyrlæge for det tørre og skællende hårlag, og æsel 3 tillige for den ringe huldtilstand.
Rådet finder, at æslerne, ved ikke at være regelmæssigt hovbeskåret og tilset af en dyrlæge så de ved tilsynet d. 28. juni 2023 fremstod i en tilstand som beskrevet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt.
Rådet finder, at æslerne, under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.
Spørgsmål 4:
Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.
Svar ad 4:
Der skal henvises til Rådets udtalelse af 20. april 2005 om forvoksede klove eller hove, der kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Besætningsejer tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1 jf. § 2 og 3 og bekendtgørelse nr. 1746 af 30. november 2020 om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af heste § 36, stk. 1 jf. § 31 og § 21, stk. 1, ved at have udsat tre æsler for grovere uforsvarlig behandling ligesom æslerne ikke blev behandlet omsorgsfuldt og under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, idet æslerne alle havde hove, der var så lange, at der var udviklet snabeldannelse på alle fire ben på to af æslerne og på to af benene på et af æslerne, hvilket påvirkede dyrenes bevægelsesmønster, æslerne havde tillige uplejet pels og tør hud med meget skæl, ligesom et af æslerne var meget magert med bl.a. fremspringende hofte-hjørne med sår på. Endelig manglede dyrene adgang til frisk vand.
Afgjort ved bødeforelæg på 10.000 kr.