2024-24-0152-00756

86 søer og gylte i drægtigheder længere end fire uger stod i enkeltbokse

21-01-2025

Skrivelse af 19. september 2024 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89107-00012-23).
Ved tilsyn i en sobesætning observerede embedsdyrlægen mindst 86 søer og gylte, der var længere end fire uger henne i drægtigheden, som stod opstaldet i enkeltbokse og således ikke var løsgående i løsdrift.

Rådet udtalte 21. januar 2025:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har de mindst 86 søer og gylte derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mis­handling?

Svar ad 1:

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 9. januar 2023 vedrørende tilsynet d. 6. maj 2022:

”Besætningen holdes i et lejet, ældre og slidt staldanlæg. I CHR er der registeret 485 søer på ejendommen… Det blev konstateret, at der var mindst 86 drægtige søer og gylte, der var mere end 4 uger henne i drægtigheden stod i enkeltdyrsbokse. Dyrene skulle have været løsgå­ende. Dyrene havde alene mulighed for at rejse og lægge sig. Løsdrift anses for en væ­sentlig forbedring af dyrenes velfærd, idet løsdrift i højere grad tilgodeser dyrenes ad­færdsmæssige behov… Udover 86 dyr blev der talt 179 drægtige søer og gylte, som var løsgående.”

Søer og gylte skal senest 4 uger efter løbning og indtil 7 dage før forventet faring være løsgående i løsdriftssystemer i større eller mindre grupper, jf. bekendtgørelse om dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af grise.

Den gennemsnitlige drægtighedslængde hos søer er 116 dage eller godt 16 uger. Af de fremsendte videoklip af enkelte so-kort med datoer for løbning kan det ses, at flere af de mindst 86 søer og gylte opstaldet i enkeltbokse var ca. 8 uger henne i drægtigheden, og at én var ca. 10 uger henne i drægtigheden.

Det fremgår endvidere af sagsakterne, at det samme forhold er indskærpet to gange i 2019, hvor mindst 100 søer, der var længere end 4 uger henne i drægtigheden, stod i enkeltdyrsbokse, og således skulle have været løsgående.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at de mindst 86 søer og gylte, som var mere end 4 uger inde i deres drægtighed, ved at være opstaldet i enkeltdyrsbokse, hvor de alene havde mulighed for at rejse og lægge sig, har været udsat for høj grad af væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt, herunder huset under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. De arealer, hvori søerne og gyltene var opstaldet, var ikke indrettet på en måde, der har tilgodeset dyrenes behov, herunder sikring af, at dyrene havde den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile.

Rådet finder, at de beskrevne drægtige søer og gylte har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 2:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 2:

Rådet har ikke yderligere bemærkninger.

Afgørelse:

Efter dommerens tilkendegivelse vedtog tiltalte med anklagerens samtykke at betale en bøde på 40.000 kr. og sagens omkostninger for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 2 og § 3, jf. 58, stk. 1 og stk. 12, samt bekendtgørelse nr. 105 af 3. februar 2025 § 66, stk. 2, og § 67, stk. 1, nr. 1, og nr. 2, jf. § 86, stk. 1, og stk. 3.