Med henblik på at sikre den mest effektive sagsbehandling i Det Veterinære Sundhedsråd ved Rådets besvarelse af spørgsmål har Rådet udformet følgende vejledning til forelæggelse af sager.

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 om forlæggelse af spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd, at parter i straffesager ved anklagemyndigheden og Fødevarestyrelsen kan forelægge veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.
 

Formalia ved fremsendelse af sager til Det Veterinære Sundhedsråd

Sager kan forelægges enten i fysisk form eller elektronisk. Uanset fremsendelsesform skal de relevante sagsakter, herunder alle bilag være lagt i kronologisk orden. Alle bilag skal være entydigt og fortløbende nummereret. De enkelte dokumenter bør kun forekomme én gang i de samlede sagsakter. Alle relevante veterinærfaglige bilag uanset herkomst, herunder alt relevant billedmateriale fra fx besætninger, slagteri, og billediagnostiske undersøgelser. mv. skal være vedlagt sagen.

Ved elektronisk fremsendelse af sagen skal sagen sendes som én fil, hvor sagsakterne præsenteres i en kronologisk orden, som beskrevet ovenfor. Ved store sager kan det være nødvendigt at dele sagen op i flere filer. Disse bør i givet fald navngives med tydelig rækkefølge. Elektronisk henvendelse skal ske på detvs@fvst.dk.

Uanset fremsendelsesform skal fotos forelægges i original billedformat. Såfremt sagen forelægges elektronisk kan originalfotos med fordel indsættes i word-fil eller pdf-fil og fremsendes sammen med sagens akter pr. mail, alternativt ved link til download eller sendes på usb-stik. Fotomateriale må således ikke bestå af indscannede fotos, da kvaliteten ikke er brugbar. Materialet skal fremsendes med rekvirerende myndigheds og evt. Rådets journalnummer, således at entydig identifikation er mulig. Det bør tilsikres, at der udelukkende henvises til førnævnte journalnumre.

Ved forelæggelse for Rådet skal der være udarbejdet en bilagsliste over hvilke bilag, der forelægges Rådet med sigende titler af bilagene og tydelig angivelse af bilagsnummer.

Af fremskrivelsesbrevet bør følgende fremgå:

Ved forelæggelse af spørgsmål skal der redegøres for sagens fakta, herunder den konkrete sag og de konkrete dyr, og det skal tydeligt fremgå, hvad der ønskes Det Veterinære Sundhedsråds vurdering af.

Generelt om formulering af spørgsmål

Det er en forudsætning, at spørgsmålene er:

  1. Konkrete – at de spørgsmål, der stilles til Rådet er konkrete med relation til den konkrete sag og det/de konkrete dyr. Rådet kan ikke påtage sig at referere eller bekræfte, hvad der står i sagsakterne, der indgår i sagens behandling, herunder lærebogsstof, artikler og øvrig generel litteratur. Rådet redegør ikke for generel diagnosticering og udarbejder ej heller resumé af lidelser, medmindre Rådet finder det hensigtsmæssigt og nødvendigt i den konkrete sag.

    Det påhviler derfor sagens parter at udpege de konkrete forhold og lidelser/gener, som parterne ønsker Rådets veterinærfaglige vurdering af. Det fremgår af bekendtgørelse om forelæggelse af veterinærfaglige spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd, at beslutningen om, hvilke fakta, der skal lægges til grund for udtalelsen træffes af Rådet. En part i en sag vil således ikke kunne kræve, at bestemte fakta skal udelades eller indgå i udtalelsen.
     
  2. Klare – at spørgsmålene er klart formuleret, således at misforståelser undgås.
     
  3. Neutrale – at der ikke lægges op til, at Rådet skal afgøre den foreliggende problemstilling, idet det alene er Rådets opgave at skaffe et grundlag for myndighedens/rettens afgørelse af den forelagte sag.
     
  4. Relevante – at spørgsmålene skal have sammenhæng med den foreliggende sag. Herunder at der – ved anmodning om Rådets skøn over, hvorvidt en tilstand er opstået ved en bestemt hændelse – foreligger en entydig beskrivelse af hændelsen.
     
  5. Endelig må spørgsmålene ikke lægge op til en juridisk vurdering, da det ikke tilkommer Rådet at foretage en sådan. Rådet kan således ikke tage stilling til, om gældende lovgivning er overtrådt eller hvilken sanktion, der kan blive tale om. Dette er efter Rådets opfattelse en juridisk og bevismæssig vurdering, som henhører under domstolene.

Rådets medlemmer kan ikke afgive vidneforklaring i anledning af en udtalelse. Der skal endvidere henvises til bekendtgørelse nr. 1712 af 15. december 2015 om forelæggelse af spørgsmål for Det Veterinære Sundhedsråd.

Rådet henstiller til, at ovennævnte vejledning altid følges ved forelæggelse af sager. Rådet vil som udgangspunkt returnere sager, der ikke er forelagt efter det ovenstående med bemærkning om, at sagen bedes fremsendt i overensstemmelse med vejledningen.

Det Veterinære Sundhedsråd