Udtalelse om transport af nykastrerede tyre og hingste

Dato for udgivelse 28-11-1998

Det veterinære Sundhedsråd er blevet anmodet om en udtalelse vedrørende transport af nykastrerede tyre og hingste. Sundhedsrådet har i den forbindelse udtalt:

Transport af nykastrerede tyre, hvor såvel en blodig som en ublodig (Burdizzo) kastrationsmetode er anvendt, må først ske 14 dage efter kastration, idet det forudsættes, at der er sket en afheling af vævet på og omkring kastrationsstedet. Rådet skal bemærke, at der efter anvendelse af den ublodige metode først sker et totalt svind af testiklerne 6-8 uger efter kastration.

Transport af kastrerede heste over længere afstande (varighed > ca. 2 timer) må først ske 14 dage efter kastration, idet det forudsættes, at der er sket afheling af vævet på og omkring kastrationsstedet. Transport af kastrerede heste over kortere afstande (varighed < ca. 2 timer) kan ske 1 døgn efter kastration, såfremt det ved en dyrlægeundersøgelse umiddelbart før transport sikres, at denne kan foregå under dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold.

 

Det Veterinære Sundhedsråd