Vedrørende patogenesen af skuldersår hos søer:
De typiske skuldersår hos søer er et sygdomskompleks, hvor hovedårsagen er en trykpåvirkning af huden mellem et hårdt underlag og skulderbladskammens prominens(tuber spinae scapulae) i perioden, hvor søerne opholder sig i farestien og ammer sine grise. Dette tryk fører til iskæmi og efterfølgende nekrose af epidermis og dermis med evt. progrediering i dybden afhængig af trykpåvirkningens styrke og varighed.
En sådan progrediering i dybden forstærkes ofte af, at afhelingen af såret vedblivende er blevet kompromitteret som følge af manglende aflastning, som burde være givet i form af tilbud om et blødere leje, behandling af en tilstedeværende infektion o.l.
Af undersøgelser udført på besætningsniveau (Kaiser et al, 2007) fremgår, at alle søer, der udvikler skuldersår i besætningerne initialt kan identificeres og klassificeres som grad 1 eller grad 2 skuldersår. Hvis søer med sådanne lavgradige skuldersår ikke hurtigt tilbydes en sufficient aflastning/terapi vil sårene progrediere i dybden gennem bindevævet (grad 3) med risiko for til sidst at inddrage knoglevævet med reaktion i og/eller direkte afslidning af knoglevævet (grad 4).
Skuldersår hos søer opstår således udefra og indad.
Det er ofte fremført, at skuldersår hos søer også kunne opstå indefra og ud, således at de i de indledende faser var skjult for staldpersonalet under de daglige tilsyn. En sådan patogenese ville kræve, at prominensen på skulderbladskammen var dækket af muskulatur, hvilket ikke er tilfældet hos søer.
Der ses hos søer med skuldersår aldrig blødning eller nekrose i muskelgrupperne på skulderbladet og der er i intet tilfælde fundet belæg for, at læsioner i dybden dækket med intakt hud har kunnet progrediere mod hudoverfladen (Henrik Elvang Jensen). Rådet tilslutter sig på dette grundlag, at skuldersår opstår udefra og ind.
Skuldersår hos søer er stort set altid sæde for infektion og de er i de højere grader (3 og 4) altid kroniske og ledsaget af større eller mindre reparatoriske reaktioner i form af granulationsvævsnydannelse og /eller fibrosering. Da afhelingen fra bunden af såret ofte vedblivende er blevet kompromitteret grundet manglende aflastning vil de patologiske fund således ofte bestå af vekslende mængder af arvævsdannelse.
Vedrørende forebyggelsen af skuldersår hos søer:
Det er Rådets vurdering, at der er fremkommet veldokumenterede relevante tiltag til forebyggelse af skuldersår i besætningerne. Ud fra erfaringerne vedr. skuldersårs patogenese er der identificeret adskillige disponerende faktorer for udvikling af skuldersår hos søer, herunder farestiens gulvudformning, soens huld, alder, race, tidligere skuldersår, andre sygdomme, årstid, fugt o.a.
Det er Rådets vurdering, at den enkeltfaktor, der har den største indflydelse på såvel udvikling som opheling af skuldersår hos søer, er udformningen af underlaget i farestierne. Det er derfor Rådets vurdering, at alle søer i farestald med stor fordel kan anbringes på et blødt underlag (f.eks. gummimåtte). Herved minimeres og fordeles trykbelastningen fra underlaget på skulderregion og skulderbladskam således, at der ikke dannes skuldersår. Det er Rådets vurdering, at en sådan indretning af farestien bør være obligatorisk og ikke først institueres, når skuldersår er udviklet.
Hvis der samtidig i besætningerne er fokus på styring af søernes huld, således at ingen søer under opholdet i farestalden bliver for magre, er det Rådets vurdering, at alle søer, der ikke tidligere har haft skuldersår, heller ikke udvikler sådanne.
Vedrørende behandling af skuldersår hos søer:
Skulle en so udvikle skuldersår finder Rådet det altafgørende, at der hurtigt sættes ind med behandling, der bør bestå af tildeling af et blødt leje og daglig behandling af såret med blødgørende og desinficerende salve. Heler såret ikke herved umiddelbart op bør soen anbringes i sygesti med endnu blødere leje og eventuelt fravænnes sine grise.
Vedrørende dokumentation af graden af skuldersår hos søer:
Rådet har under behandling af flere sager med anmeldelse af søer med skuldersår fundet, at dokumentationen af graden af skuldersårene har været mangelfuld. Dette vanskeliggør en vurdering af om eller i hvilken grad en sådan so har været udsat for uforsvarlig behandling.
Rådet finder den anvendte gradinddeling med 4 grader af skuldersår mest præcis og lettest anvendelig ved bedømmelse af skuldersår hos det aflivede/slagtede dyr, hvor det er muligt at foretage en obduktion af sår og omgivelser. Dette forhold giver Rådet anledning til at indskærpe, at den præcise vurdering af graden af skuldersår hos det levende dyr kræver en grundig undersøgelse af såret samt soen.
Rådet finder, at huden i sig selv er en dårlig markør for en præcis vurdering af et skuldersårs grad på det levende dyr. Rådet finder derfor, at der til dokumentation af forholdene vedrørende skuldersår hos det levende dyr foretages både en visuel beskrivelse (herunder foto) og en beskrivelse af de palpatoriske forhold i og omkring såret med en objektiv beskrivelse af evt. hævelser og forskydelighed af huden i forhold til underliggende strukturer samt evt. palpationsfund vedr. evt. fund af blottet knoglevæv. Hertil bør beskrivelsen indeholde en klinisk vurdering af soen og en vurdering af smertegraden i forhold til §§ 1 og 2 i dyreværnsloven.
Hos den aflivede/slagtede so bør en bedømmelse baseres på indsnit i dybden med en udførlig pato-anatomisk beskrivelse af fundene. Om muligt bør materiale reserveres til obduktion.
Vedrørende anmeldelse af skuldersår på søer leveret til slagtning på slagteri bør anmeldelsen indeholde faktuelle oplysninger omhandlende såvel observationer ved ankomst/levende syn med klinik og smertegrad som oplysninger om fund efter slagtningen jf. ovenstående.
Rådet skal her henlede opmærksomheden på, at undersøgelserne udført af Strathe (2007), hvor søer undersøgtes umiddelbart før slagtning, påviste, at alle grad 3 og grad 4 skuldersår var klinisk erkendbare ved det levende syn umiddelbart før slagtning.
Det Veterinære Sundhedsråd