Rådet udtalte:
Spørgsmål:
Intravenøs indgift af kalk til behandling af kælvningsfeber hos kvæg
I forbindelse med indførelse af Ny Sundhedsrådgivning i kvægbesætninger blev det muligt for besætningsejere at indlede behandling på voksent kvæg indenfor de af dyrlægen opstillede besætningsdiagnoser uden dyrlægen har indledt behandlingen under betingelse af, at besætningen underkastes særlig overvågning af dyrlægen, som har indgået sundhedsrådgivningsaftalen jf. lov om dyrlæger nr. 433 af 9. juni 2004 § 14, stk.6.
Fødevarestyrelsen overvejer at indføre mulighed for, at en besætningsejer under særlige betingelser kan behandle en ko med kalk intravenøst for at sikre hurtigst mulig behandling og en bedre prognose af for syge køer. Optimal behandling af klinisk kælvningsfeber foretages med intravenøs indgift af calciumpræparater (kalk) som, efter gældende lovgivning er forbeholdt dyrlægen. En del behandlinger foretages dog af besætningsejeren med orale calciumpræparater, som har en meget ringe eller ingen effekt på kliniske tilfælde af kælvningsfeber. Forekomsten af kælvningsfeber er jf. Kvægdatabasen ca. 4 tilfælde/ 100 årskøer, men hos ældre køer kan der være op til 10 tilfælde/ 100 årskøer.
Fødevarestyrelsen ser to fokusområder, der skal adresseres, nemlig dyrevelfærd i relation til intravenøs indgift af kalk og udvælgelse af behandlingsegnede køer.
Dyrevelfærd i relation til intravenøs indgift af kalk
Kælvningsfeber kræver indledning af adækvat behandling hurtigt, idet tilstanden ubehandlet hurtigt udvikles til livstruende hjerte/kredsløbssvækkelse eller varige komplikationer i form af invaliderende lammelser. I en del tilfælde af kælvningsfeber er flere behandlinger desuden nødvendige. Udgiften til gentagne dyrlægetilkald er stor i forhold til koens værdi, hvorfor nogle besætningsejere kan være tilbageholdende med dyrlægetilkald og evt. forsøge mindre effektfulde orale calciumbehandlinger. Hermed forringes behandlingseffekt samt prognose for fuld helbredelse og dermed påvirkes dyrevelfærden negativt.
Fødevarestyrelsen vurderer, at bivirkningerne ved intravenøs indgift af calciumpræparater i dag er langt mindre i forhold til tidligere, hvor der blev anvendt calciumklorid opløsninger, der var stærkt vævsirritative ved perivenøs injektion. Risikoen for en for hurtigt indgift samt hæmatomdannelse var også større, idet dyrlægen ofte anvendte store mælkefeberkanyler på 3-5 mm tykkelse. I dag anvendes calciumboroglukonat opløsninger balanceret med magnesiumklorid, glukose m.v. som ikke har de samme bivirkninger, og der anvendes sædvanligvis engangsinfusionsæt med mindre kanyler.
Udvælgelse af behandlingsegnede køer
Kælvningsfeber udviser relativt enkle symptomer, hvor forekomst lige omkring kælvningen, nedsat hudtemperatur og hel/delvis parese er typisk. Der er imidlertid andre lidelser, der bør overvejes, inden behandling med kalk indledes. Dette vil kunne håndteres på samme måde, som af øvrige besætningsdiagnoser i Ny Sundhedsrådgivning med beslutningstræ for besætningsejerens undersøgelse af en syg ko.
Fødevarestyrelsens model for besætningsejere kan behandle køer lidende af kælvningsfeber med kalk intravenøst
Alle besætningsejere, der ønsker at behandle produktionsdyr, skal allerede have gennemført et medicinhåndteringskursus. Dette kursus giver besætningsejeren fortrolighed med subkutan og intramuskulær indgift af lægemidler, medens besætningsejeren skal have tegnet en aftale om Ny Sundhedsrådgivning i kvægbesætninger for at kunne indlede behandling af de af dyrlægen opstillede besætningsdiagnoser.
Da det er afgørende, at en besætningsejers indgift af kalk ikke medfører dyrevelfærdsmæssigt uacceptable forhold i kvægbesætninger, forestiller Fødevarestyrelsen sig en autorisationsordning i lighed med Fødevarestyrelsens autorisation af teknikere til udtagning af blodprøver mv. jf. bekendtgørelse nr. 1167 af 4. oktober 2007 om autorisation af veterinære teknikere, hvor teknikeren virker under en navngiven dyrlæges ansvar.
Som forudsætning for opnåelse af autorisation skal følgende forhold være opfyldt:
• Besætningsejeren skal have indgået aftale om Ny Sundhedsrådgivning eller en tilsvarende ordning, hvor besætningsejeren har adgang til at initiere behandling indenfor de af dyrlægen fastsatte besætningsdiagnoser.
• Besætningsejeren skal have gennemgået et kursus godkendt af Fødevarestyrelsen, hvor teknikken omkring intravenøs infusion med engangsinfusionssæt skal indøves. Kursets indhold kunne fastsættes efter udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd og skal ledes af en dyrlæge. Kurset kunne afholdes på landbrugsskoler eller lignende.
For at opretholde autorisationen skal besætningsejeren til stadighed besidde de nødvendige praktiske færdigheder, hvorfor der bør fastsættes et mindste antal årlige intravenøse behandlinger med kalk som basis for at oprette autorisation. Dette antal dokumenterer landmanden i sit egenkontrolprogram for dyrevelfærd, der indføres ved kommende ændring i dyreværnsloven. Den ansvarlige dyrlæge meddeler hvert år Fødevarestyrelsen, at landmanden har behandlet det nødvendige antal køer. Autorisationen skal til enhver tid kunne tilbagekaldes af Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen vil med baggrund i ovenstående model med autorisation af besætningsejeren til intravenøs behandling af køer med kælvningsfeber forespørge, om Det Veterinære Sundhedsråd er enig med Fødevarestyrelsen i, at denne model kan anvendes til sikring af køernes velfærd samtidig med, at der opnås en hurtig og effektiv behandling.
Svar:
Rådet finder som Fødevarestyrelsen, at kælvningsfeber kræver indledning af adækvat behandling relativt hurtigt efter at sygdommen observeres, da sygdommen ubehandlet kan udvikle sig til en for koen livstruende tilstand.
Det er Rådets opfattelse, at en sådan indsats med det nuværende regelsæt med tilkald af en dyrlæge tilgodeses på en veterinærfaglig god og dyrevelfærdsmæssig betryggende måde, og således også er en måde, kvægbrugerne stort set er godt tilfredse med.
Rigtig mange køer med truende mælkefeber bliver initialt kureret ved, at koens ejer behandler dem oralt med et af de utallige calciumpræparater, der findes på markedet og som af lægmand kan indgives uden problemer. Disse præparater vil også indgivet til en ko med begyndende parese altid kunne stabilisere sygdommen, indtil en tilkaldt dyrlæge når frem.
Vedrørende dyrevelfærd i relation til lægmands indgivelse af intravenøs kalk:
Rådet finder, at infusion af farmaka i en blodåre på en ko er et operativt indgreb, der kræver et indgående kendskab dels til koens anatomi, præparatets virkninger og bivirkninger samt en grundig monitorering af koens reaktion under infusionen for at muliggøre adækvat indgriben, hvis der skulle udvikle sig kritiske symptomer. Sådanne kunne være udvikling af fatale tilfælde af shock ved for hurtig infusion eller mere latente bivirkninger i form af større hæmatomer eller stærkt ømme og ubehagelige flegmoner efter en utilsigtet perivenøs indgift. Rådet finder, at disse krav ikke kan opfyldes af lægmand under en besætningsdiagnose under Ny Sundhedsrådgivning. Det vil efter Rådets opfattelse medføre en del tilfælde af dyreværnsmæssigt uacceptable behandlinger.
Vedrørende lægmands udvælgelse af behandlingsegnede køer i relation til indgivelse af intravenøs kalk:
I sin klassiske form frembyder lidelsen normalt ikke diagnostiske vanskeligheder, men mange atypiske tilfælde medfører vanskelige differentialdiagnostiske udredninger. Lidelsen kan opstå før kælvning og derved medføre komplikationer til selve fødslen – maternel dystoki eller vesvækkelse – ligesom udviklingen af begyndende mælkefeber sammen med opblødningen af diverse ligamenter og led kan medføre ledskred eller luksation. Forekomst af brud af knogler i bækken eller lemmer samt større muskelsprængninger og ruptur af større sener ses relativt ofte som komplikation til den paretiske ko. Klovlidelser, universelle lidelser samt udviklingen af akutte lidelser som f.eks. mastitis, løbe-tarmkatarrh og løbedrejning kan ligeledes komplicere mælkefebers kliniske udtryk.
Rådet finder det betænkeligt at undlade at tilkalde dyrlægehjælp til en ko med enten begyndende eller fulminant parese og i stedet tillade, at ejeren får adgang til at indgive calciumpræparater intravenøst. Betænkeligheden begrundes udover det tidligere anførte også med, at en sådan infusion er et indgreb, der som det vigtigste kræver indgående kendskab til udelukkelse af det relativt store spektrum af differentialdiagnoser, der er i spil netop ved tilstande med lammelse af koen.
Hvis en sådan differentialdiagnose bliver overset, får koen ikke den adækvate behandling, hvorved den påføres en unødvendig og høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og/eller væsentlig ulempe.
Konklusion:
Rådet finder ikke, at sygdommen kælvningsfeber kan håndteres som de øvrige besætningsdiagnoser i en Ny Sundhedsrådgivningsordning, men at indførelse af den skitserede model uvægerligt vil føre til adskillige dyreværnsmæssigt kritisable forhold. Rådet er således ikke enig med Fødevarestyrelsen i, at den foreslåede model med autorisation af besætningsejeren til intravenøs indgift af kalk til behandling af kælvningsfeber hos kvæg kan anvendes til sikring af køernes velfærd.
Det Veterinære Sundhedsråd