Rådet udtalte 9. oktober 2017:
Spørgsmål 1:
Er det veterinærfagligt forsvarligt at lave forebyggende sygdomsbekæmpelse for ellers raske heste, hvad angår hestens orm (Strongylinae, Strongulus vulgaris, Cyathostominae, Parascaris equorum og Anoplocephala perfoliata) ved at benytte den i bilag 1 anførte selektive strategi?
Svar ad 1:
Den i bilag 1 beskrevne ”Selektiv strategi” indeholder elementer omkring smitteforebyggende foranstaltninger, overvågning, behandling (med ormemidler underforstået) og forebyggelse af resistens. Elementerne er korte og mangelfuldt beskrevet, hvilket gør det vanskeligt at forholde sig til en potentiel effekt, eksempelvis er ”foldmanagement” ikke yderligere beskrevet. Visse tiltag af den type vil givetvis have god reducerende effekt på smitteniveauet med rundorm (eksempel: høslæt efterfulgt af afgræsning efter 1. juli), mens andre ikke vil have effekt (eksempel: gentagne rotationer mellem de samme folde). Det er uklart, hvorfor der er indikation for resistensundersøgelse ved (rundorme) epg>500. Overvågning ved gødningsundersøgelse (1 eller 2 gange årligt) er i overensstemmelse med almindelig praksis. Anbefalinger omkring larvedyrkning for S. vulgaris fremgår ikke af bilaget.
Kun afsnittet ”behandling” omhandler en egentlig selektiv behandlingsstrategi. Den konkrete angivelse af ”hest med (rundorm-)epg >200 skal behandles” og ”alle heste, der har blodorm (S. vulgaris) skal behandles” er i god overensstemmelse med almindeligt anvendt selektiv behandling i Danmark og internationalt, om end anvendelsen bør begrænses til ældre heste på grund af manglende validering i yngre. Det kan altid fagligt diskuteres, hvor grænsen for intervention skal ligge, og der er ikke egentlig evidens for et bestemt niveau. Det er erkendt, at lav ægudskillelse for Cyathostominaes vedkommende i visse tilfælde kan være ledsaget af betydelige ormebyrder, og dermed risiko for sygdom.
Det er almindeligt anerkendt, at fund af larver af S. vulgaris (og andre Strongylinae) og æg af spolorm, og dermed konstateret patent infektion, behandles med relevant ormemiddel. Disse infektioner kan medføre klinisk sygdom, og spredning bør undgås i hesteholdet. Ved påvisning af æg af bændelorm (Anoplocephala perfoliata hyppigst) vil behandling være fagligt forsvarlig. Det bør imidlertid erindres, at der er ringe sammenhæng mellem ægudskillelse og faktuelle ormebyrde, og at den videnskabelige evidens for en væsentlig patogen effekt af bændelorm er begrænset.
Den nævnte strategi baserer sig alene på fund af patente infektioner, dvs. at infektioner med umodne stadier (præpatente infektioner) ikke påvises. I denne fase kan f.eks. S. vulgaris og spolorm allerede være patogene og medføre klinisk sygdom, som alene kan konstateres, hvis en dyrlæge undersøger dyrene, eller ved tæt kommunikation mellem dyrlæge og ejer.
Sammenfattende vil de tre nævnte tiltag udover behandling, hvis de blev bedre defineret, kunne udgøre et grundlag for rådgivning omkring forebyggende sygdomsbekæmpelse. Beskrivelsen er ikke detaljeret nok til at stå alene. Den beskrevne selektive strategi er i overensstemmelse med gængs rådgivning, og må, isoleret set, anses for veterinærfaglig forsvarlig. Det er imidlertid en klar forudsætning, at prøvernes identitet er korrekt, og at dyrlægen har kendskab baseret på egenhændige kliniske undersøgelser til dyrenes kliniske tilstand.
Spørgsmål 2:
Er det veterinærfagligt forsvarligt at benytte oplysningerne i bilag 2 og 3, som redskab i tilpasning af strategien i forhold til den unikke hesteflok, hvad angår rådgivning og anbefaling af forebyggende procedurer?
Svar ad 2:
Ja, de nævnte oplysninger (opstaldning, afgræsningsforhold, belægningsgrad, fodring, aldersfordeling m.v.) må anses for elementer, der kan have betydning for parasitforekomsten i en besætning. De kan indgå i en tilpasning af en given strategi/rådgivning. Listen er ikke udtømmende, og som tidligere nævnt er alle definitioner ikke helt entydige. Det anvendte pointsystem kan sandsynligvis være en rettesnor. Som eksempel er der sandsynligvis en sammenhæng mellem belægningsgrad og niveauet af strongylide-infektioner, men denne er ikke nærmere kvantificeret hos hest. Det er i øvrigt vanskeligt at gøre effekten op hvad angår belægningsgrad, hvis ikke man kender markernes produktivitet.
Spørgsmål 3:
Er det veterinærfagligt forsvarligt, at en hesteejer eller den, der tager vare på hestene, selv tager gødningsprøven efter anvisningen i bilag 4A? og er anvisningen sammenlignelig med den anvisning et menneske får, når det skal aflevere en fæcesprøve til lægen, jf. bilag 4B og 4C.
Svar ad 3:
Ja, det må anses for veterinærfagligt forsvarligt, at ejeren udtager en gødningsprøve som anvist. Retningslinjerne mangler dog klar angivelse af hvilken temperatur, der menes ved ”kølig opbevaring”. Der opnås imidlertid ingen sikkerhed for identiteten af prøven ved denne udtagelsesform – dette beror alene på tillidsforholdet mellem ejer og dyrlæge. Optimalt er en rektal udtagelse ved dyrlæge, idet både dyrets identitet derved sikres, og laboratorieanalysen er mere pålidelig. (helt frisk prøve og ingen jordnematoder i larvekultur).
Det Veterinære Sundhedsråd har ikke faglig viden om udtagelse af humane fæcesprøver til påvisning af okkult blod eller tarmpatogene bakterier/Cl. difficile og kan derfor ikke udtale sig om en mulig sammenlignelighed.
Spørgsmål 4:
Det Veterinære Sundhedsråd udtalte i 2012, at det ikke er veterinærfagligt forsvarligt at stille diagnosen rundorm, bændelorm, spolorm og blodorm ved at konstatere æg og larver fra hhv. Strongylinae, Strongulus vulgaris, Cyathostominae, Parascaris equorum og Anoplocephala perfoliata i en gødningsprøve. Hvad er det mere præcist for nogle tilstande, hvad angår sundhed i hesten og de øvrige heste i dyreholdet, der kan ændre diagnosen eller verificere diagnosen?
Svar ad 4:
Rådet finder det forsvarligt at stille diagnoserne ved en korrekt udført laboratorieundersøgelse, under hensyntagen til korrekte prøver og mulig forekomst af falsk positive prøver. Men begrænsningen ligger i de tilstande, som ikke ville blive erkendt alene ved en laboratorieundersøgelse. Eksempelvis kan sygdom i den præpatente fase (dvs. før ægudskillelse) ikke erkendes ved en gødningsundersøgelse, ligesom Rådet finder, at diagnosticering/behandling for en ikke orme-relateret klinisk tilstand ville kunne forsinkes, såfremt laboratoriediagnosen ikke kombineres med klinisk undersøgelse eller kendskab til hesteholdets helbredsstatus, jf. svar ad spørgsmål 5.
Spørgsmål 5:
Er det veterinærfagligt forsvarligt at basere sygdomsforebyggelse for hestens orm alene på en klinisk undersøgelse, og hvad vil konsekvenserne være, hvad angår infektioner med Strongylinae, Strongulus vulgaris, Cyathostominae, Parascaris equorum og Anoplocephala perfoliata?
Svar ad 5:
Nej, Rådet finder, at det ikke er veterinærfagligt forsvarligt, at sygdomsforebyggelsen for hestens orm baseres alene på en klinisk undersøgelse.
Det må formodes, at alle de nævnte infektioner kan forefindes i besætninger i et omfang, der vil kunne placeres inden for et spektrum fra meget lave infektionsniveauer, der ingen patogenitet medfører, til højere niveauer, hvor subklinisk sygdom (= som ikke direkte erkendes) kan detekteres, til de høje niveauer, hvor klinisk sygdom er til stede (= symptomer fremtræder åbenlyst ved dyrlægens egen undersøgelse, eks. ødemer i lemmer). Ægudskillelsen, f.eks. af strongylider (Strongylinae og Cyathostominae), vil ikke altid afspejle ormebyrden og dermed patogeniteten. De lave infektionsniveauer kan være ledsaget af ægudskillelse, og omvendt er høje ormebyrder ikke altid ledsaget af høj ægudskillelse. Netop i den sidste situation kan man drage nytte af en klinisk undersøgelse. Det er almindeligt anerkendt i parasitologiske kredse, at forebyggelse alene baseret på behandling af klinisk syge dyr, vil medføre unødig lidelse for dyrene og væsentlige tab af produktion/arbejdsduelighed. Hvorvidt dette vil være konsekvensen i en given besætning vil afhænge af en lang række specifikke management forhold.
Af disse grunde bør forebyggelse af hestens ormeinfektioner baseres på en kombination af undersøgelse af prøver og klinisk undersøgelse af dyrene eller indgående kendskab til dyrenes helbredstilstand i besætningen.
Spørgsmål 6:
Har Det Veterinære Sundhedsråd kendskab til om andre dyreklinikker benytter samme koncept som tiltalte i nærværende straffesag?
Svar ad 6:
Ja, forskellige former for selektiv behandling anvendes på andre dyreklinikker.
Rådets tillægssvar af 6. februar 2018:
Spørgsmål 1:
Det ønskes oplyst hvorvidt udtalelsen af 26. oktober 2012, j.nr. 2012-20-07-00013, stadig er gældende på nuværende tidspunkt.
Svar ad 1:
Rådet finder, at udtalelsen af 26. oktober 2012, j.nr. 2012-20-07-00013, stadig er gældende.
Afgørelse:
Tiltalte dyrlæge blev straffet med bøde på 40.000 kr., jf. lov om dyrlæger § 38, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 2, jf. § 8, stk. 1. og § 12, stk. 1 og 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 11. januar 2017. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 20 dage.
Retten lagde ved straffastsættelsen navnlig lagt vægt på, at tiltalte tidligere var straffet for tilsvarende forhold, på antallet af forseelser og på, at forseelserne havde en systematisk karakter og var begået for at opnå en økonomisk fordel.
Dommen blev anket til landsretten. Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Tidligere sager j.nr. 2012-20-07-00013 og 2014-32-017-00001.