2018-24-0152-00220

Fire søer havde mærker efter slag

20-02-2019

Skrivelse af 16. november 2018 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00004-18).
Ved kødkontrollen konstateredes fire søer med cirkelformede mærker efter slag på kroppen. Undersøgelse af materiale fra slagtekroppene bekræftede, at slagene var opstået efter stumpt traume påført ca. 2 - 8 timer forud for slagtningen.

Rådet udtalte 20. februar 2019:

Spørgsmål 1:

Har soen ad Slagtekrop nr. 1 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelse af 5. december 2017, at embedsdyrlægen ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtningen observerede fire søer med mærker efter slag. Ved undersøgelse af so nr. 1-4 fandt embedsdyrlægen følgende:

”Alle 4 slagtekroppe var tildelt slag med en genstand, der afsatte aftryk med cirkulære mærker med en "stilk” (krog-formede mærker) på slagtekroppene…

Slagtekrop nr. 1: So… Slagtekroppen havde 35-40 slagmærker fordelt jævnt over fortrinsvis højre side fra skinken, ryggen og frem mod skul­deren, dog enkelt på venstre side … Specielt slagmærkerne på skinken har givet an­ledning til blødninger i fedtvæv/spæklag og muskulatur …

Slagtekrop nr. 2: So… Slagtekroppen havde 4 slagmærker midt på ryggen … Slagmærkerne har givet anledning til blød­ninger i huden...

Slagtekrop nr. 3: So… Slagtekroppen havde ca. 12 slagmærker på højre side fordelt fra ryggen og ned på skinken… Slagmærkerne har givet anledning til blødninger i huden…

Slagtekrop nr. 4: So… Slagtekroppen havde mindst 20 slagmærker fordelt på venstre skinke …, højre skinke … samt midt på ryggen … Slagmærkerne på ryggen har givet anledning til blødninger i huden og dybt ned i fedtvævet/spæklaget …”

Det fremgår endvidere, at materiale fra søerne blev sendt til pato-anatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:

”Sektionsfund:
På hudstykkerne fandtes multiple blødninger med form som åbne cirkler, der alle havde en central opklaring. Hovedparten af de cirkulære blødninger var i den ene ende forbundet til en aflang blødning, hvilket gav blødningerne form som en krog. Den udvendige og indvendige diameter på de cirkulære blødninger varierede fra henholds­vis ca. 4,5 til 5,8 og ca. 3,3 til 4,4 cm. Bredden på blødningerne varierede mellem 0,2- 0,8 cm. Den aflange del af blødningen havde en længde på ca. 2-10,8 cm. Ved gen­nemskæring af hudblødningerne fandtes disse at strække sig ned i underhuden.

Der blev udtaget væv fra repræsentative områder af hudstykkerne til histologisk un­dersøgelse. Ved den histologiske undersøgelse af underhuden fandtes blødning og infiltration med neutrofile granulocyter og makrofager. I den underliggende muskula­tur fandtes nekrotiske muskelfibre, hvoraf nogle var infiltreret med neutrofile granu­locyter.

Konklusion:
De observerede forandringer er forenelige med at være opstået grundet menneske påført stump traumatisering. Læsionerne vurderes at være påført ca. 2 til 8 timer forud for aflivningstidspunktet.”                

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og det medsendte fotomateriale til grund, finder Rådet, at søerne, ved at være påført multiple og tætliggende slag på kroppen, særligt på so nr. 1 og 4, med et ueftergiveligt redskab, antageligt metalredskab, medførende cirkelformede blødninger i underhuden samt blødninger og vævsdød i den underliggende muskulatur, har været udsat for højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres behov.

Rådet finder, at de fire søer herved har været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Har soen ad Slagtekrop nr. 2 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:

Har soen ad Slagtekrop nr. 3 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 3:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 4:

Har soen ad Slagtekrop nr. 4 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 4:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 5:

Giver sagen i øvrigt Rådet anledning til bemærkninger?

Svar ad 5:

Nej.

Afgørelse:

Sagen afgjort sammen med 2019-24-0152-00273/2019-24-0152-00132 (4100-89110-00014-19).

Der var tre tiltalte i sagen.

Besætningsejer:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven samt transportbekendtgørelsen, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som landmand og ejer af besætningen, at være ansvarlig for, som følge af utilstrækkelig instruktion, tilsyn eller tilrettelæggelse af virksomhedens arbejdsopgaver:

at 4 grise blev udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, idet grisene under udlæsningen til transport til slagtning blev tildelt adskillige slag af en medarbejder, som i strid med virksomhedens retningslinjer var blevet overladt udlæsningen alene grundet arbejdspres, medførende blødninger i underhuden, samt blødninger og vævsdød i den underliggende muskulatur på grisene, hvorved grisene blev udsat for højeste grad af smerte samt

at en orne, såvel i besætningen som under transport blev udsat for mindst groft uforsvarlig behandling, idet ornen ved indlevering var mager og svært støttehalt på begge bagben, og bevægede sig vanskeligt med krum ryg og slingrende på bagparten fra side til side.

Chauffør:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven og transportbekendtgørelsen ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som chauffør, at have behandlet ovenfor beskrevne orne groft uforsvarligt.

Transportvirksomhed:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven og transportbekendtgørelsen, ved i forbindelse med udøvelse af erhverv som transportvirksomhed, at være ansvarlig for at virksomhedens chauffør behandlede en orne mindst groft uforsvarligt, idet han transporterede den fra besætning til slagteri, selvom den ikke var transportegnet.

Sagerne blev samlet afgjort.

Efter besætningsejers forklaring blev det lagt til grund, at en af hans medarbejdere i forbindelse med udlæsningen tildelte de fire grise adskillige slag, og efter Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse af den 20. februar 2019 fandtes det bevist, at grisene herved blev udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling. Retten fandt, at besætningsejer burde have givet medarbejderne tilstrækkelig instruktion og var skyldig i forhold 1.

I forhold til ornen, lagde retten til grund, at det ikke var bevist, at den omhandlede orne var en orne fra besætningsejers besætning, og det var således heller ikke bevist, at den omhandlede orne havde været transporteret af chaufføren for transportvirksomheden. Alle tre tiltalte blev derfor frifundet for dette forhold.

Besætningsejer blev idømt en bøde på 15.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden var fængsel i 10 dage.

Chauffør og transportvirksomhed blev frifundet.