2019-24-0152-00046

Flere svin med slagmærker leveret til slagteri

14-10-2019

Skrivelse af 29. april 2019 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89110-00041-19).
Flere svin med 1-4 mærker efter slag på ryggen og skulderpartiet blev leveret til slagteri. Slagene havde medført blødninger i hud, underhud, fedtvæv og den underliggende muskulatur på svinene.

Rådet udtalte 14. oktober 2019:

Spørgsmål 1:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har slagtekrop nr. 1, nr. 2 og nr. 4 derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Det fremgår af anmeldelse af 21. marts 2019, at embedsdyrlægen ”Ved den kødkontrolmæssige undersøgelse efter slagtningen den 15. januar 2019 på slagteriet… observerede … 4 slagtesvin med mærker efter slag.”

”Slagtekrop nr. 1… Slagtekroppen havde 3 slag­mærker fordelt hen over ryggen og skulderpartiet. Mærkerne var ca. 50-60 cm lange. Der var tale om lige mærker med ’’togskinne-konfiguration”.

Slagene havde forårsaget blødninger i hud, underhud og fedtvæv.

Slagtekrop nr. 2… Slagtekroppen havde ca. 3 slagmærker fordelt hen over ryggen og skulderpartiet. Det ene var et ca. 40-50cm langt og lige mærke med "togskinne-konfiguration". Det andet slagmærke var et ca. 30 cm langt og lige mærke med ’’togskinne-konfiguration" sammenhængende med en aftegning af plastikstykket fra en dasker i enden… Det sidste erkendelige slagmærke var en aftegning af plastikstykket fra en dasker…

Slagene havde forårsaget blødninger i hud, underhud og fedtvæv.

Slagtekrop nr. 3… Slagtekroppen havde ca. 4 slagmærker fordelt hen over ryggen og skulderpartiet. De to af slagene var ca. 50-60 cm lange og lige mærker med "togskinne-konfiguration” med 10 cm spiralformede mærker i den ene ende, afgrænset af en kant foroven og forneden - svarende til håndtaget på en dasker. De to andre slagmærker var ca. 50-60 cm lange og lige mær­ker med "togskinne-konfiguration” sammenhængende med en aftegning af plastiks­tykket fra en dasker i enden.

Slagene havde forårsaget blødninger i hud, underhud, fedtvæv og helt ned i muskula­turen.

Slagtekrop nr. 4… Slagtekroppen havde 1 slag­mærke hen over ryggen, hvilket var en aftegning af plastikstykket fra en dasker. Slaget havde forårsaget blødninger i hud, underhud og fedtvæv.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund finder Rådet, at ved at være påført 1- ca. 4 slag på ryggen og skulderpartiet, der har medført blødninger i hud, underhud, fedtvæv og den underliggende muskulatur, har de fire slagtesvin været udsat for betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Rådet vil karakterisere forholdet som uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.

Spørgsmål 2:

Såfremt ovennævnte lægges til grund, har slagtekrop nr. 3 derved været udsat for uforsvarlig be­handling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 2:

Se svar ad 1.

Spørgsmål 3:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 3:

Rådet har tidligere afgivet udtalelse i en lignende sag mod den pågældende landbrugsmedhjælper, jf. Rådets j.nr. 2018-24-0152-00188.

Afgørelse:

Sagen afgjort sammen med 2018-24-0152-00188 (4100-89110-00083-18).

Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. stk. 2, jf. stk. 9, jf. § 1 og transportbekendtgørelsen § 35, stk. 1, nr. 1, i forbindelse med udøvelse af erhverv som landbrugsmedhjælper, at have behandlet 7 slagtesvin groft uforsvarligt, idet han ved drivning i forbindelse med læsning af slagtesvin til transport, tildelte 7 slagtesvin mellem 1-8 slag over ryggen med håndtaget på en grisedasker, medførende blødninger i hud, underhud og fedtvæv på slagtesvinene.

Samt for at have behandlet 4 slagtesvin uforsvarligt, idet han i forbindelse med drivning af slagtesvin forud for transport, tildelte 4 slagtesvin mellem 1-4 slag over ryggen og skulderpartiet med skaftet af en grisedasker, medførende blødninger i hud, underhud, fedtvæv og den underliggende muskulatur på slagtesvinene.

Tiltalte modtog et bødeforlæg på 25.000 kr. uden at betale dette.

Sagen blev behandlet i retten. Anklagemyndigheden oplyste, at tiltalte ikke havde anmodet om, at sagen blev behandlet ved et retsmøde. Retten anså derfor tiltalte for at have tilstået forholdet.

Retten fandt tiltalte skyldig i tiltalen.

Tiltalte blev straffet med bøde på 25.000 kr. og forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 60 dage.