Rådet udtalte 13. september 2019:
Spørgsmål 1:
Finder rådet at besætningsejer ved at lade dyret gå i besætningen igennem flere uger uden at sørge for behandling/sufficient behandling af dyret eller lade dyret aflive, derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og forsvarligt, herunder beskyttet det bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe?
Svar ad 1:
Det fremgår af anmeldelse af 3. april 2018, at embedsdyrlægen ved det levende syn på slagteriet observerede et slagtesvin med endetarmsfremfald. Dyret var ikke adskilt fra de øvrige dyr på transporten.
Ved undersøgelse efter aflivning kunne det konstateres, at ”det fremfaldne stykke endetarm ikke var reponibel (ikke kunne skubbes på plads igen… Der kunne tydeligt ses en demarkationslinje (en afgrænsning) mellem det døde og det levende slimhindevæv… Endetarmen havde undergået vævsdød i den del af tarmslimhinden, som var presset ud af endetarmsåbningen, som følge af manglende blodforsyning til denne del af tarmslimhinden, idet slimhinden er blevet klemt af.
…
Ved undersøgelse af det afskårne præparat, kunne der tydeligt ses en afgrænsning mellem dødt og levende væv... Ved gennemskæring af prolapsen (endetarmsfremfaldet) kunne der erkendes arvævsdannelse i en tykkelse af ca. 4 cm, og tydelig vævsdød i tarmslimhinden… Ved gennemskæring af endetarmen kunne der ses blødning i vævet samt en byld i det omkringliggende væv…
Det vurderes, at lidelsen har haft en varighed af flere uger. Denne vurdering er baseret på tilstedeværelsen af arvæv i selve endetarmsfremfaldet/prolapsen, og at arvævsdannelsen er flere uger om at udvikle sig i det omfang det fandtes i pågældende præparat. Lidelsen har været forbundet med store smerter hos dyret ved kontakt mellem prolapset og omgivelserne, ligesom der har været øget risiko for bid i det fremfaldne stykke tarm fra stifæller.”
Materiale fra slagtesvinet blev sendt til patoanatomisk undersøgelse på Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, der fandt følgende:
”Ved inspektion af præparatet fandtes rektum at være prolaberet ud gennem analåbningen således, at tarmslimhinden var synlig. Det prolaberede væv målte ca. 3 x 6 x 6,8 cm og fremstod ulcereret og med en nekrotisk overflade. Der var ved modtagelsen gjort indsnit 2 steder på det prolaberede væv.
Ved sagittal gennemskæring af det prolaberede væv samt den vitale del af rektum og det omkringliggende væv fandtes umiddelbart under den ulcererede og prolaberede tarmslimhinde granulationsvæv og nydannet bindevæv med en tykkelse på op til 4 cm.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at præparatet var sæde for en kronisk rektalprolaps som, på baggrund af mængden af granulationsvæv og nydannet bindevæv, vurderes at have en alder på flere uger.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Dyr med endetarmsprolaps skal ydes adækvat og sufficient undersøgelse og behandling, når lidelsen opstår. Vurderes et tilfælde af endetarmsfremfald at være egnet til behandling, finder Rådet, at dyret skal isoleres i en sygesti med passende bekvemt underlag, smertebehandles og vurderes dagligt. Hvis dyret ikke bedres væsentligt eller kommer sig inden for en uge, skal det aflives.
Tilstanden har været tydelig med fremfald af endetarmen, og Rådet finder, at slagtesvinets situation skulle have været erkendt og afhjulpet på et tidligere tidspunkt i besætningen, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at svinet var blevet sufficient undersøgt og behandlet, så snart prolapsen blev konstateret ved det daglige tilsyn, eller såfremt prolapsen ikke blev fundet egnet til behandling, var blevet aflivet.
Rådet finder, at svinet, ved ikke at være underlagt løbende vurdering og rettidig aflivning under opholdet i besætningen, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom det ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet vil karakterisere forholdet som groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1 og 2.
Spørgsmål 2:
I bekræftende fald, finder rådet da, at dyret derved har været behandlet uforsvarligt eller grovere uforsvarligt?
Svar ad 2:
Se svar ad 1.
Spørgsmål 3:
Finder rådet at besætningsejer, chauffør og transportfirma ved at lade dyret transportere til slagteriet derved har undladt at behandle dyret omsorgsfuldt og forsvarligt, herunder beskyttet det bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe?
Svar ad 3:
Rådet finder dyr med endetarmsfremfald for uegnede til transport.
Lægges ovennævnte, det medsendte billedmateriale samt svar ad 1 til grund, finder Rådet, at slagtesvinet ved at være læsset og transporteret med kronisk endetarmsfremfald har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og har derved været udsat for groft uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1.
Spørgsmål 4:
I bekræftende fald, finder rådet da, at dyret derved har været behandlet uforsvarligt eller grovere uforsvarligt?
Svar ad 4:
Se svar ad 3.
Spørgsmål 5:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 5:
Der henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste og Rådets reviderede udtalelse af 1. oktober 2013 om svin med rektalprolaps.
Rådet blev stillet supplerende spørgsmål i skrivelse af 8. juli 2020 fra Nordjyllands Politi:
Spørgsmål 1:
Lægges oplysningerne fra embedsdyrlægen samt det øvrige materiale i sagen til grund finder rådet da at det i sagen omhandlede prolaps (reponderet) kan have være skjult for besætningsejer/chauffør umiddelbart forud for pålæsningen?
Svar ad 1:
Af sagsakterne fremgår, at chaufføren i forbindelse med pålæsningen af den første gruppe af slagtesvin fra udleveringsrummet identificerede et dyr med et synligt endetarmsfremfald (rektalprolaps). Han afviste iflg. det oplyste umiddelbart dette dyr til transport, og svinet returnerede fra udleveringsrummet.
Af Embedsdyrlægens anmeldelse og af det fremsendte billedmateriale fremgår, at prolapsen efter aflivningen af slagtesvinet ikke ved manipulation kunne skubbes tilbage gennem anus (foto nr. 6).
På den baggrund, finder Rådet det usandsynligt, at prolapsen forud for pålæsningen skulle have undergået en spontan reposition, således at den på dette tidspunkt ikke var synlig for staldpersonalet og chauffør.
Spørgsmål 2:
Lægges oplysningerne fra embedsdyrlægen samt det øvrige materiale i sagen til grund vurderer rådet da, om det på slagteriet konstaterede rektalprolaps har medført smerter på grisen?
Svar ad 2:
Det fremgår af sagens akter, at endetarmsslimhinden var blottet som følge af prolaps af en del af endetarmen gennem endetarmsåbningen, og at slimhinden fremstod ulcereret og nekrotisk.
Endetarmsprolaps er en smertevoldende lidelse. Ved prolaberingen sker der en afklemning af det prolaberede tarmsegment, hvorved der opstår cirkulationsforstyrrelser. Disse medfører såvel væskeophobning (ødem) som nedsat iltforsyning og vævsskade. Den blottede slimhinde er desuden udsat for udtørring og traumatisering fra staldinventar, bid fra andre svin, m.m. Dette medfører sårdannelse og vævsdød, hvilket udløser en betændelsesreaktion. Samlet set medfører disse forhold, at svinet føler smerte. Ved transport af et sådant svin er der i tilgift risiko for traumatisering fra transportmidlets sider, bund, mm., ligesom det forhold, at svinet tvinges til bevægelse, kan medføre yderligere smerte som følge af træk/bevægelse i prolapset.
Som anført er endetarmsprolaps en smertevoldende lidelse, og det skal således håndteres i overensstemmelse hermed. Ved ukomplicerede tilfælde skal dette som minimum inkludere, at dyret straks anbringes i særligt beskyttende omgivelser (sygesti) under samtidig smertebehandling. Såfremt spontan reposition af det prolaberede endetarmssegment ikke er sket inden for maksimalt én uge, skal dyres straks tilses af en dyrlæge eller aflives. Komplicerede tilfælde skal enten straks aflives eller straks behandles af en dyrlæge.
Rådet finder, at det pågældende svin, der havde en endetarmsprolaps med sårdannelse og vævsdød i det prolaberede tarmstykke, har været udsat for en høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Spørgsmål 3:
Om sagen i øvrigt giver rådet anledning til bemærkninger.
Svar ad 3:
Nej.
Afgørelse:
Sagen afgjort sammen med 2019-24-0152-00029/2019-24-0152-00263 (5100-89110-00059-18).
Der var to tiltalte i sagen.
Driftsleder:
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12, jf. §§ 2 og 3 samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1), jf. Rådets Forordning (EF) nr. 1/2005 artikel 3, litra b og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b, ved som driftsleder på besætningen at have behandlet en gris groft uforsvarligt, idet grisen havde gået i besætningen med et endetarmsfremfald (prolaps) med vævsdød i den del af tarmslimhinden, som var presset ud af endetarmsåbningen. Endvidere blev grisen transporteret fra besætning til slagteri, selvom grisen grundet prolapset ikke var egnet til transport (forhold 1).
Besætningsejer (ApS selskab):
Tiltalt for overtrædelse af dyreværnslovens § 58, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 12 og 13, jf. § 2, samt bekendtgørelse nr. 26 af 13. januar 2020 § 37, stk. 1, jf. stk. 3, jf. Rådets Forordning (EF) nr. 1/2005 artikel 3, litra b og artikel 8, stk. 1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2, litra b ved som besætningsejer, at være ansvarlig for, at en gris blev behandlet groft uforsvarligt, idet grisen havde gået i besætningen med et endetarmsfremfald (prolaps) med vævsdød i den del af tarmslimhinden, som var presset ud af endetarmsåbningen. Endvidere blev grisen transporteret fra besætning til slagteri, selvom grisen grundet prolapset ikke var egnet til transport (forhold 2) samt ved at være ansvarlig for at 5 svin blev behandlet groft uforsvarligt, idet svinene af en eller flere ikke identificerede ansatte blev tildelt flere slag med bagsiden af en tatoveringshammer eller lignende i forbindelse med, at svinene skulle transporteres til slagteriet, medførende blødning i hud og underhud (forhold 3).
Sagerne blev afgjort samlet.
Byretten fandt, at driftsleder var skyldig, da han havde udvist strafbar uagtsomhed ved ikke at have opdaget og håndteret grisens endetarmsfremfald og ved at have ladet den transportere, selvom den ikke var transportegnet. Retten fandt, at driftslederen derved havde udsat grisen for groft uforsvarlig behandling.
Da overtrædelsen kunne tilregnes driftslederen, var betingelserne for at pålægge besætningsejer (selskabet) strafansvar opfyldt ift. forhold 2.
Ift. forhold 3 fandt retten efter bevisførelsen herunder navnlig vidneforklaringen fra tidligere embedsdyrlæge, sektionsattest fra KU SUND, udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd og de optagne fotos at det var bevist, at grisene havde slagmærker, og at disse var menneskepåførte. Retten fandt det endvidere bevist, at slagmærkerne blev påført, mens grisene befandt sig i besætningen. Retten fandt, at grisene derved var udsat for groft uforsvarlig behandling.
Besætningsejer blev straffet med en bøde på 27.500 kr.
Driftsleder fik strafbortfald bl.a. henset til, at han ikke tidligere var straffet for lignende lovovertrædelser samt den tid, der var forløbet.