Rådet udtalte 30. marts 2020:
Spørgsmål 1:
Finder Rådet, at besætningsejer ved at lade de 3 svin gå i besætningen igennem nogen tid med omhandlede lidelse - uden at lade dyrene aflive eller give dem en passende behandling, derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og undladt at beskytte dem bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe samt i bekræftende fald, finder rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller groft uforsvarlig behandling af et eller flere af dyrene?
Svar ad 1:
Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse af 2. november 2018:
”Dyr nr. 1. slagtesvin, skinketatoveret leverandør nr. x. fotos nr. 1-8.
jf. bilag 2: Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret havde et alvorligt og betændt sår på halen. Dyret var af normalt huld, men virkede let nedstemt og generelt varm i overfladen. Ved undersøgelse af halen, fandtes denne at være sæde for sårdannelse i de yderste 3-5 cm. Derudover fandtes flere steder længere inde på halen mindre sår, sandsynligvis efter bid. Halen var fortykket og dækket af fastsiddende gødning på de yderste to tredjedele. De yderste 1-2 cm af halen var ildrøde og ikke dækket af gødning. Selve halen fandtes at være hævet, varm og øm for berøring. Ved undersøgelse af halen ovenfor sårdannelserne samt på sårdannelserne, forsøgte dyret at unddrage sig berøring ved at forsøge at bevæge sig væk fra undersøgeren. Efter måling af dyrets temperatur i endetarmen, kunne det konstateres, at dyret havde feber (39,4 grader). Dyret var derfor ikke slagteegnet, men blev aflivet og destrueret efter afskæring af præparat. Efter tværdeling af halen efter afskæring kunne det konstateres, at der fandtes små byldedannelser i vævet omkring såret og langs haleknoglerne. Der fandtes også områder med vævsdød.
…
Dyr nr. 2, slagtesvin, skinketatoveret leverandør nr. x, fotos nr. 9-18 jf. bilag 2: Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret havde et alvorligt og betændt sår på halen. Dyret var af normalt huld, men virkede let nedstemt og generelt varm i overfladen. Ved undersøgelse af halen, fandtes denne at være sæde for sårdannelse i de yderste 3-5 cm. Den yderste tredjedel af halen var dækket af fastgroet gødning på oversiden og var på undersiden sæde for et inficeret sår med pusudsivning og frisk blødning. Selve halen fandtes at være hævet, varm og øm for berøring. Ved undersøgelse af halen ovenfor sårdannelserne samt på sårdannelserne, forsøgte dyret at unddrage sig berøring ved at forsøge at bevæge sig væk fra undersøgeren. Efter måling af dyrets temperatur i endetarmen, kunne det konstateres, at dyret - selv efter en halv times hvile - havde feber (39,3 grader). Dyret var derfor ikke slagteegnet, men blev aflivet og destrueret efter afskæring af præparat. Efter tværdeling af halen efter afskæring kunne det konstateres, at der var områder med vævsdød. Såret omfattede dele af den yderste haleknogle, hvori der kunne ses områder med dødt væv. Ud fra disse fund er det undertegnede embedsdyrlæges vurdering, at dyr nr. 2 havde et kronisk betændt halesår omfattende den yderste haleknogle med vævsdød - et alvorligt, åbent sår. Efter måling af dyrets temperatur i endetarmen, kunne det konstateres, at dyret havde feber (39,4 grader). Dyret var derfor ikke slagteegnet, men blev aflivet og destrueret efter afskæring af præparat. Efter tværdeling af halen efter afskæring kunne det konstateres, at der fandtes små byldedannelser i vævet omkring såret og langs haleknoglerne. Der fandtes også områder med vævsdød. Ud fra disse fund er det undertegnede embedsdyrlæges vurdering, at dyr nr. 1 havde et kronisk betændt halesår med vævsdød og byldedannelse - et alvorligt, åbent sår.
…
Dyr nr. 3, slagtesvin, skinketatoveret leverandørnrr, x. fotos nr. 19-24. jf. bilag 2: Ved den kliniske undersøgelse af det levende dyr kunne det konstateres, at dyret havde et alvorligt og blødende sår på halen. Dyret var af normalt huld, men virkede let nedstemt og generelt varm i overfladen. Ved undersøgelse af halen, fandtes denne at være sæde for sårdannelse i de yderste 3-4 cm. Den yderste tredjedel af halen var dækket af fastgroet gødning bortset fra spidsen, hvorpå der kunne ses et rødt sår med frisk blødning. Selve halen fandtes at være let hævet, varm og øm for berøring. Ved undersøgelse af halen ovenfor sårdannelserne samt på sårdannelserne, forsøgte dyret at unddrage sig berøring ved at forsøge at bevæge sig væk fra undersøgeren. Dyret havde ikke feber. Efter aflivning, fotodokumentation og opmærkning med Kødkontrollens sygemærke D13K blev dyret sendt til slagtemæssig behandling. Slagtekrop og organer blev efter slagtemæssig behandling undersøgt af undertegnede embedsdyrlæge. Ved kontrol efter slagtning kunne det konstateres, at dyret ud over halelæsionen havde lavgradig, udbredt nedbrydning af muskulaturen i de store muskelgrupper, foreneligt med stresspåvirkning under transporten. Præparat bestående af hale afskåret i sammenhæng med leverandørtatovering blev undersøgt. Efter tværdeling af halen efter afskæring kunne det konstateres, at såret omfattede dele af den yderste haleknogle. Der kunne i og omkring såret iagttages fremvækst af reparationsvæv.”
Af attest af 27. marts 2019, fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND, fremgår bl.a. følgende:
”Hale nr. 1 Præparatet bestod af en hale med en længde på ca. 19 cm og en diameter på 4,5 cm målt ved basis. Det påsiddende hudstykke målte ca. 34 x 7 cm og var nåletatoveret, hvor kun et 9-tal kunne erkendes. Ved inspektion af halen fandtes den yderste del at være sæde for en nekrotiserende ulceration. Ulcerationen strakte sig over ca. 1 til 4 cm af den yderste del af halen og havde et overfladeareal på ca. 12 cm2. Ved modtagelsen var halen delvist gennemsavet saggitalt midt gennem halehvirvlerne. Ved inspektion fandtes delvist tab af og nekrose i den yderste halehvirvel. Under ulcerationen fandtes granulationsvæv med en tykkelse på op til ca. 0,6 til 0,9 cm. Lateralt for den næstyderste halehvirvel fandtes en abscess med et volumen på ca. 0,05 til 0,1 ml. Abscessen var omgivet af en bindevævskapsel målende ca. 0,2 cm i tykkelse.
Hale nr. 2 Præparatet bestod af en hale med en længde på ca. 15 cm og en diameter på 4 cm målt ved basis. Det påsiddende hudstykke målte ca. 27 x 8 cm og var nåletatoveret, hvor kun et 9-tal kunne erkendes. Ved inspektion af halen fandtes den yderste del at være sæde for en granulerende ulceration. Ulcerationen strakte sig over ca. 2 til 4,5 cm af den yderste del af halen og havde et overfladeareal på ca. 17 cm2. Ved modtagelsen var halen delvist gennemsavet saggitalt midt gennem halehvirvlerne. Ved inspektion fandtes delvist tab af den yderste halehvirvel. Under ulcerationen fandtes granulationsvæv og nydannet bindevæv med en tykkelse på henholdsvis 0,4 cm og 0,7 cm.
Hale nr. 3 Præparatet, som var slagtemæssigt behandlet, bestod af en hale med en længde på ca. 15 cm og en diameter på 4,5 cm målt ved basis. Det påsiddende hudstykke målte ca. 16 x 8,5 cm og bestod af hud, underliggende muskulatur samt halehvirvler. Ved inspektion af halen fandtes den yderste del at være sæde for en granulerende ulceration. Ulcerationen strakte sig over ca. 2 til 4 cm af den yderste del af halen og havde et overfladeareal på ca. 10 cm2. Ved modtagelsen var halen delvist gennemsavet saggitalt midt gennem halehvirvlerne. Ved inspektion fandtes delvist tab af den yderste halehvirvel. Under ulcerationen fandtes nydannet bindevæv med en tykkelse på op til ca. 0,7 cm.
På baggrund af ovenstående fund kan det konkluderes, at hver af de tre haler er sæde for en kronisk ulceration. Baseret på mængden af granulationsvæv og nydannet bindevæv vurderes forandringerne i alle tre tilfælde at have en alder på flere uger.”
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.
Rådet finder, at de 3 slagtesvins sår på halerne har været tydelige og let erkendelige ved det daglige tilsyn i besætningen, og at deres situation for længst burde have været afhjulpet, hvilket ud fra det foreliggende bedst ville være sket ved, at de var blevet opstaldet i en sufficient indrettet sygesti, tilset af en dyrlæge og behandlet eller aflivet.
Lægges ovennævnte og det medfølgende billedmateriale til grund, finder Rådet, at dyrene under opholdet i besætningen har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke har været behandlet omsorgsfuldt eller huset og passet under hensyntagen til deres behov.
Rådet finder, at dyrene har været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens §§ 1, 2 og 3, stk. 1.
Spørgsmål 2:
Finder rådet at besætningsejer/chauffør/transportvirksomhed ved at lade de 3 svin transportere til slagteriet om omhandlede lidelse derved har undladt at behandle dyrene omsorgsfuldt og undladt at beskytte dem bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe samt i bekræftende fald, finder rådet da, at der er tale om uforsvarlig eller groft uforsvarlig behandling af et eller flere af dyrene?
Svar ad 2:
Lægges svar ad 1 til grund, finder Rådet, at de 3 slagtesvin, ved at være læsset og transporteret, har været udsat for en betydelig grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og at de ikke er behandlet omsorgsfuldt.
Dyrene har derved været udsat for uforsvarlig behandling af dyr, jf. dyreværnslovens § 1 og 2.
Spørgsmål 3:
Giver sagen i øvrigt anledning til bemærkninger?
Svar ad 3:
Der skal henvises til Rådets redegørelse af 17. februar 2009 om transport af syge eller tilskadekomne produktionsdyr inkl. heste som kan findes på www.detvetsund.dk.
Afgørelse:
Tiltalte var tiltalt for tre forhold.
1.
Tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 1, samt stk. 9 jf. §§ 1 og 2, samt Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport artikel 3, litra b og artikel 8, stk.1, jf. bilag I, kapitel I, pkt. 1 og pkt. 2 litra b i transportforordningen, jf. bekendtgørelse nr. 1729 af 21 december 2006 § 35, stk.1, nr. 1, ved den 1. oktober 2018 i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer at have behandlet 3 slagtesvin med halesår uforsvarligt, idet disse blev transporteret til slagteri, selv om de ikke var egnet til transport.
2.
Tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1 og stk. 9, jf. §§ 1 og 2, samt § 19, stk. 1, jf. § 5 i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, ved den 11. oktober 2018 at have behandlet to svin groft uforsvarligt, ved ikke at have truffet de nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe et springhalt svin, samt et svin med broksæk med større kronisk sår.
3.
Tiltalt for overtrædelse af Dyreværnslovens § 28, stk. 2, jf. stk. 1, samt stk. 9, jf. §§ 1 og 2 i Dyreværnsloven, § 19, stk. 1 jf. § 5 i bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr, samt § 14, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og stk. 2 i bekendtgørelse om opbevaring m.m. afdøde produktionsdyr, ved den 19. december i forbindelse med udøvelse af erhverv som besætningsejer at have behandlet 6 grise groft uforsvarligt, idet de alle led af kronisk ledbetændelse, hvoraf en gris ikke kunne rejse sig og 5 grise var springhalte, samt at have undladt at sikre døde dyr på afhentningspladsen mod ådselsædende dyr, idet der lå 8-10 døde grise uoverdækket.
Afgjort ved bødeforelæg på 100.000 kr.
Afgørelsens pkt. 2 vedrører sag nr. 2019-24-0152-00139 og pkt. 3 sag nr. 2019-24-0152-00097.