Rådet udtalte 19. august 2021:
Rådet finder det hensigtsmæssigt indledningsvis at gengive den sagkyndiges resume af sagen i sin helhed til beskrivelse af sagens forløb, som den er forelagt for Rådet:
”Sagen omhandler hesten ”…”, ejet af ... Ejer konstaterede i slutningen af oktober 2018 at hesten havde unilateralt, højresidigt næseflåd. Egen dyrlæge … konstaterede 29/10 sinuitis og satte hesten i behandling med Tribrissen (Sulfa-trimetoprim) og Metacam (meloxicam) samt henviste den til videre udredning hos dyrlæge 1, Hestehospital DH1. Hesten svarede på den initiale antibiotikabehandling ved at næseflåddet forsvandt. Klinisk undersøgelse og røntgen ved dyrlæge 1 viste dog infektion i tand 111 og ejer blev anbefalet at denne skulle fjernes. Tanden blev forsøgt fjernet på stående sederet hest 6/11 2018. Ved operationen kunne tanden dog ikke fjernes. I de efterfølgende dage behandledes hesten med flunixin meglumin. 9/11 iværksattes ny stående operation hvor tanden efter en del besvær blev fjernet ved sekvestration i alveolen og fjernet i flere dele. En del af tandens rødder kunne dog ikke fjernes. Efter indgivelse af sedationen i forbindelse med operationen 9/11 reagerede hesten dog kraftigt, og ved efterfølgende kliniske undersøgelse kunne det konstateres at hesten havde høj feber og høj puls. Der fandtes i journalen ingen tegn på klinisk undersøgelse af hestens alemenstatus eller cardiovaskulære status inden sedationen ved nogen af de 2 operationstilfælde, og der er i journalen heller ikke noteret nogen dybere undersøgelse af hjerte eller lunger efter det blev konstateret at hesten havde feber og høj puls. Der er heller ingen noteringer om hestens status i dagene mellem de 2 opererationer. Ejer skriver dog i sin anmeldelse at hesten var slinger både 6/11, 7/11 og 8/11. På trods af den høje feber og høj puls blev operationen 9/11 gennemført og hesten sat i behandling med antibiotika (Cefquinom). Ved operationen 9/11 blev dog efterladt nogle enkelte fragmenter af tanden i alveolen, og konklusionen var at disse ville sekvestreres og senere kunne fjernes uden større problem. I de efterfølgende 48-60 timer (9/11-11/11) blev hesten tiltagende nedstemt med ophørt ædelyst. Samtidigt hævede den tiltagende op i hoved og hals samt havde kraftig, ondulerende feber. Ejer beskriver den også disse dage som slinger med tomt blik. Derudover noterer ejer at den søger vandkoppen gentagne gange uden at ville/kunne drikke. I journalen noteres det først 10/11 at hesten er stivbenet/ataxisk samt at den er hævet i fossa supraorbitalis samt omkring larynx uden at det dog giver anledning til videre udredning til den underliggende årsag til disse symptomer.
11/11 er hesten ifølge ejer tiltagende slinger og dårlig. Stadig med høj feber og med stærkt reduceret/ikke eksisterende æde- og drikkelyst. Der er i journalen ingen notater om dyberegående udredning af hestens smerter og nedsatte ædelyst, og ej heller notater om eventuel iværksættelse af intensiv væske- og/eller smerteterapi. På grund af den tiltagende dårlige tilstand overføres hesten sidst på dagen den 11/11 til Hestehospital DH2.
Hesten ankommer 11/11 kl. ca. 19 til Hestehospital DH2. Der foretages en overfladisk klinisk undersøgelse, mundhuleundersøgelse under sedation samt blodprøver for hæmatologi, hæmatokrit og plasmaprotein. Behandlingen fra DH1 videreførtes men der blev ikke iværksat nogen dybere undersøgelse af årsagen til feber eller slingerhed og det fremgår ej heller af journalen at der er iværksat mere intensiv palliativ terapi. I de efterfølgende dage bliver hesten ifølge ejerens notater tiltagende dårligere uden at dette afstedkommer dybere undersøgelse eller mere omfattende støtteterapi og eller smerteterapi, heller ikke selvom ejer ifølge sine notater gør opmærksom på visse af disse forhold. Først 14/11 nævnes det i journalen at hesten er meget dårlig. Umiddelbart fremgår det ikke af journalen at dette afstedkommer yderligere undersøgelse af årsagen til hestens tilstand ud over at planlægge ny mundhuleundersøgelse 15/11. Derudover fremgår det at hesten 14/11 får Methadon og at dette medfører at hesten æder og drikker. Om aftenen 14/11 findes hesten død i boksen.
Ifølge ejers noter diskuteres værdien af obducere hesten, men det besluttes til sidst at nedfryse hoved og forreste del af halsen for at siden sende det til obduktion ved Sektion for Veterinær Patologi, KU-SUND. Ved obduktionen konstateres det at hesten havde kronisk septisk vasculitis som strakte sig ind i hjernen til hypofysen. De mest kroniske forandringer fandtes i venerne omkring tand 111, hvilket betyder at vaskulit og infektion stammede fra dette område.
Det er gennemgående for ejers beskrivelse af forløbet at hun allerede fra efter første operation og indtil hestens død opfatter at den er slinger og at dette generelt er tiltagende under perioden. Ejer beskriver også at hesten er nedstemt, inklusive at den ikke æder og drikker eller i hvert fald æder og drikker minimalt. Ejer beskriver at hesten har været i en konstant forværret tilstand fra dag til dag at hun har påtalt dette overfor de pågældende involverede dyrlæger. På Hestehospital DH2 får ejer ifølge hendes egen beskrivelse svaret at hesten ikke kan få mere smertestillende samt at den ikke behandles med sondemad og væske da den ikke alligevel kan tildeles tilstrækkeligt.
På den anden side fremgår det af høringssvar og supplerende høringssvar fra dyrlæge 2 at hesten under indlæggelsen på Hestehospital DH2 fra 11/11-13/11 har ædt og drukket relativt normalt fra 11/11 til 13/11 og at det kun er 14/11 den har været stærkt smertepåvirket, og at den efter behandling med metadon begyndte at æde og drikke igen.”
Vedrørende dyrlæge 1
Spørgsmål a:
Var den kliniske undersøgelse af hesten samt beslutningen om kirurgisk fjernelse af tanden per os den 5. november 2018 at betragte som lege artis? Hvis nej, hvorledes burde hesten have været undersøgt klinisk, og hvilke behandling/behandlinger skulle have været foreslået?
Svar ad a:
Journalen er kortfattet for så vidt gælder den kliniske undersøgelse. Fjernelse af tanden var baseret på en mundhuleundersøgelse, med fund af åbne pulpaspor i tand 111 samt røntgenfoto som viste tegn på infektion af denne. Ved tandinfektion med næseflåd er det sædvanligt, at næseflådet forsvinder i forbindelse med antibiotikabehandling. Antibiotikabehandling har dog oftest kun kortvarig effekt, hvorfor ekstraktion af tanden oftest anbefales. Det fremgår ikke af journalen, om forskellige behandlingsalternativer er diskuteret med hestens ejer.
Rådet finder, at baggrunden for kirurgisk fjernelse af tanden per os, ud fra det forelagte, er at betragte som værende veterinærfaglig anerkendt praksis.
Spørgsmål b:
Hvis den kliniske undersøgelse og anbefalingen om at trække tanden ud ikke vurderes at være korrekt, er det så at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed under dyrlægens arbejde i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1?
Svar ad b:
Udgår.
Spørgsmål c:
Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, at dyrlægen ikke behandlede hesten med antibiotika efter operationen den 6. november 2018, hvor tanden blev løsnet i alle planer igennem et 3 timers langt forløb?
Svar ad c:
Nej.
Spørgsmål d:
Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, at dyrlægen ikke gennemførte eller sørgede for, at der blev gennemført en klinisk undersøgelse af hesten den 7. og 8. november 2018 med som minimum en stillingtagen til hestens almene tilstand, temperaturtagning samt registrering af puls og respiration?
Svar ad d:
Det fremgår af høringssvar, at hesten er undersøgt d. 7. og 8. november 2018 dog uden at det fremgår tydeligt, hvad der er undersøgt, og hvad resultatet af undersøgelsen var.
Rådet finder, at der burde have været foretaget en klinisk undersøgelse af hesten d. 7. og 8. november 2018.
Denne burde som minimum have inkluderet temperatur, puls, respiration samt notering af hestens almenbefindende, ædelyst, og om der var observeret gødningsafgang.
Lægges ovennævnte til grund, finder Rådet det ikke muligt at vurdere, hvorvidt der er udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i undersøgelsen af hesten d. 7. og 8. november, idet det af høringssvaret ikke fremgår, hvad der er undersøgt, og hvad resultatet af undersøgelsen var.
Spørgsmål e:
Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, at dyrlægen gennemførte endnu en langvarig operation på hesten den 9. november 2018, hvor hesten havde 40,8 ° i temperatur, en puls på 60 og nedsat æde- og drikkelyst, hvilket dyrlægen vurderede skyldtes infektion og smerter?
Svar ad e:
På baggrund af journalens optegnelser, antager Rådet, at hesten ikke blev undersøgt inden sedationen, men udelukkende undersøgt på grund af kraftig reaktion efter denne, visende sig som tachypnøe og slingerhed.
Undersøgelsen konstaterer, at hesten havde en temperatur på 40,8 °c, og en pulsfrekvens på 60. Efter dette indgives antibiotika (Cefquinom) samt smertestillende (Flunixin). Da hestens temperatur falder og respirationen stabiliseres, beslutter dyrlæge 1 at gennemføre operationen.
Journalen indeholder ingen refleksioner omkring årsagen til hestens feber og høje puls. Det fremgår ikke af journalen, om hestens kredsløb og respirationsveje blev undersøgt, og i så fald, hvad resultatet af disse undersøgelser var. Da Rådet ikke vurderer fjernelse af den løsnede tand som værende akut og livreddende, finder Rådet det, på det foreliggende grundlag, ikke korrekt at fortsætte med indgrebet på hesten med høj feber og høj puls, på trods af stabilitet opnået ved indgivelse af smertestillende medicin.
Rådet finder, at hesten burde have været undersøgt inden sedation, og operation blev påbegyndt, og at operationen burde have været udsat med henblik på udredning af årsagen til feber og høj puls og eventuel behandling af dette.
På det foreliggende grundlag, finder Rådet, at dyrlægen derved har handlet med manglende omhu og samvittighedsfuldhed.
Spørgsmål f:
Giver denne del af sagen Rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad f:
Rådet skal bemærke følgende:
Efter operationen d. 9. november 2018 og indtil henvisningen til Hestehospital DH2 d. 11. november 2018 har hesten i varierende grad feber. Derudover noteres det konsekvent i journalen, at hesten er slinger, og at slimhinderne er ”meget lyserøde”. ”Meget lyserøde” er en atypisk terminologi vedrørende slimhinder og noteringen tolkes som ”hyperæmiske” slimhinder. Høj feber, slingerhed og hyperæmiske slimhinder burde føre til ordination af videre undersøgelser for at afdække eventuelle andre tegn på involvering af hjernen eller sepsis. Disse undersøgelser burde inkludere en neurologisk undersøgelse og eventuelt andre supplerende diagnostiske undersøgelser, f.eks. analyse af blodprøver, herunder dyrkning for bakterier i udtaget blodprøve.
På trods af gentagne noteringer i journalen om nedstemthed og nedsat ædelyst er der på intet tidspunkt noteret, om hesten har smerter og i hvilken grad. Der er heller ikke umiddelbart nogen dybere undersøgelse af hestens hydreringsgrad. Der er dog noteret en enkelt behandling med butorphanol (mod smerter) samt behandling med mindre mængder væske.
Rådet finder, at såfremt undersøgelserne og/eller behandlingerne ikke kunne gennemføres på stedet, burde hesten have været henvist til et specialiseret hospital. Dyrlæge 1 oplyser i høringssvaret, at ejer d. 10. november blev anbefalet, at hesten blev henvist til et specialiseret hospital, men at hestens ejer afslog dette.
Vedrørende dyrlæge 2:
Spørgsmål g:
Er valget af antibiotikabehandling til hesten at betragte som det korrekte set i lyset af, at hestens diagnose på … var osteomyelitis i alveolen?
Svar ad g:
Ja, behandling med penicillin og gentamicin må anses at være et brugbart antibiotikavalg i den konkrete sag.
Spørgsmål h:
Hvis valget af antibiotika ikke er at betragte som det korrekte, er det da at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1 ved ikke at have valgt eller suppleret med et andet lægemiddel?
Svar ad h:
Udgår.
Spørgsmål i:
Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, at dyrlægen ikke jf. journalen samt høringssvarene gennemførte den planlagte røntgenundersøgelse af hestens hoved?
Svar ad i:
Det er uklart for Rådet hvilken røntgenundersøgelse, der skulle være fravalgt? Der foreligger røntgenoptagelser af hestens hoved,optaget på Hestehospital DH2 dateret 12. november 2018.
Spørgsmål j:
Er det Rådets vurdering, at hesten blev undersøgt tilstrækkeligt? Hvis nej, hvorledes skulle hesten da have været undersøgt?
Svar ad j:
Rådet finder, at idet hesten henvises til et hospital, som tilbyder at tage imod en svært syg hest, må det under de givne omstændigheder kunne forventes, at hesten undersøges dybtgående baseret på de klinisk tegn, den har udvist i dagene op til henvisningen (jf. henvisningsnoten af 11. november). Af denne fremgår det, at hesten inden indlæggelse havde haft høj feber og puls i flere dage, måske ikke havde ædt/drukket i relevante mængder i flere dage samt var ataksisk og havde tiltagende hævelse af supraorbitalregionen, omkring larynx og ned af halsen. Af henvisningshospitalets journal fremgår udelukkende en ganske overfladisk klinisk undersøgelse med udtagning af blod til hæmatokrit, total WBC og diff WBC samt en mundhuleundersøgelse. Journalen indeholder intet notat vedr. hestens kardiovaskulære status (auskultation af lunger og hjerte, bedømmelse af pulsens kvalitet, slimhindefarve samt kapillærfyldningstid eller hudelasticitet). Der ses ikke umiddelbart gennemført en undersøgelse af hestens hævelser og heller ingen undersøgelse af dens ataksi (neurologisk undersøgelse med tanke på, at det oplyses, at den er slinger og måske ikke kan drikke). Der er ikke umiddelbart noteret, at der er udtaget blod til dyrkning for eventuel bakteriæmi. Der er ikke umiddelbart noteringer omkring hestens smertestatus, hverken i subjektive termer eller med en mere systematisk tilgang til at kvantificere dette. Det noteres, at behandlingen fra DH1 videreføres.
Således findes d. 12. november udelukkende journalnoteringer om mundhuleundersøgelse af hesten. Der findes ikke notater vedrørende hestens temperatur, puls eller respiration, eller en status for så vidt angår almenbefindende, kardiovaskulære system, smerter, æde- og/eller drikkelyst. D. 13. november findes noteret, at hesten er ”QAR/dull” T, P og R, samt at hesten er meget hævet og har thrombophlebitis. Der er ingen noter om nogen udvidet undersøgelse for at klarlægge årsagen til hestens problemer. D. 14. november findes der (på engelsk) noter om, at hesten er kraftigt nedstemt med nedsat tarmmotilitet, dårligt kredsløb etc. Der findes ingen noter om dyberegående undersøgelse med henblik på udredning af årsagen til hestens meget dårlige status.
Ud fra det tilgængelige journalmateriale, finder Rådet, at hesten ikke på noget tidspunkt mellem indlæggelsen d. 11. november og dens død d. 14. november er undersøgt tilstrækkeligt for enten at finde årsagen til dens symptomer og/eller i det mindste for at tilvejebringe et fuldt overblik over situationen. Uanset at obduktionsvaret efterfølgende viser, at hesten sandsynligvis ikke havde overlevet, ville en komplet undersøgelse af hesten have været relevant af flere årsager: blod til dyrkning havde været relevant for at kunne ændre antibiotikatype i forhold til hestens problem, gennemgående undersøgelse af hestens almentilstand, kardiovaskulære status samt smertestatus havde været relevant for at sikre løbende tilstrækkelig intensiv væsketerapi, støtteterapi og smertebehandling, samt ikke mindst for bedre at kunne stille en prognose og på den måde rådgive ejer.
Rådet bemærker, at der i høringssvar og i supplerende høringssvar fra dyrlæge 2 beskrives, at hesten dagligt fik en lidt nærmere klinisk undersøgelse end det, der er noteret i journalen. Dyrlæge 2 skriver endvidere, at hesten ikke var ataktisk under indlæggelsen på Hestehospital DH2.
Spørgsmål k:
Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, at dyrlægen ikke har sørget for, at journalen er ført med tilstrækkelige oplysninger vedrørende hestens behandling, pleje og kliniske observationer set i lyset af, at det heller ikke er muligt ud fra fakturaen eller dyrlægens svar at udlede, hvilken behandling hesten fik dagligt?
Svar ad k:
Rådet finder at følgende er god praksis for en klinisk journal:
At journalen har en sådan kvalitet, at sagen problemfrit kan overdrages til en kollega.
At journal udfærdiges over det materiale/dyr, som den enkelte dyrlæge har undersøgt.
At det af journalen fremgår, hvilke diagnoser, differentialdiagnoser, undersøgelser og behandlinger, der knytter sig til det undersøgte dyr/ materiale.
At journalen udformes således, at såvel patient som ejer entydigt kan identificeres.
At journalen angiver, hvilke instrukser, der er meddelt ejer.
At journalen indeholder prognose for patientens helbredelse, eventuelle forslag til yderligere undersøgelser samt givne anbefalinger.
Rådet finder, at dyrlægen ved ikke at have ”sørget for, at journalen er ført med tilstrækkelige oplysninger vedrørende hestens behandling, pleje og kliniske observationer set i lyset af, at det heller ikke er muligt ud fra fakturaen eller dyrlægens svar at udlede, hvilken behandling hesten fik dagligt”, derved har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed.
Spørgsmål l:
Hesten blev den 12. november 2018 fundet drivvåd af sved under 2 dækkener. Den blev den 14. november 2018 tilbudt et sukkerholdigt flydende foder. Inden da blev den tilbudt normalt foder og vand af spande. Er det Rådets vurdering, at hesten blev plejet og passet tilstrækkeligt intensivt i den tid, den var indlagt? Hvis nej, hvorledes skulle hesten have været passet og plejet?
Svar ad l:
Se svar ad j vedrørende undersøgelse af hesten. Journalen indeholder ikke information, som beskriver en komplet undersøgelse af hesten. Journalen indeholder ikke tilstrækkelig information til, at Rådet kan vurdere, hvordan hesten er fodret og vandet. Der noteres d. 14. november, at hesten vil æde og drikke efter metadon, hvilket er den eneste gang, der beskrives behandling med opioid. Ud fra ejerens detaljerede notater om hestens tiltagende dårligere almenbefindende, nedsat æde- og drikkelyst, høj feber, kraftige svedudbrud vurderes med baggrund i journaloplysningerne, at hesten ikke har været tilbudt tilstrækkelig støttende behandling i form af væske, energi og smertebehandling. Rådet vurderer, at ejerens udførlige notater stemmer godt overens med hestens udvikling, når de sammenlignes med den viden, der kan opnås om hestens udvikling fra journalen fra DH1 og finder, at hesten under de givne forhold ikke er plejet og passet tilstrækkeligt intensivt under indlæggelsen.
Rådet noterer sig, at dyrlæge 2 i supplerende høringssvar fra marts 2020 specificerer hvor meget hesten åd og drak under indlæggelsen på DH2, og af disse specifikationer fremgår, at den åd og drak relativt tilfredsstillende d. 11. og 12. november samt efter metadonindgift d. 13. og 14. november 2018.
Spørgsmål m:
Hvis hesten ikke blev passet og plejer tilstrækkeligt, er det da at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1 og/eller manglende omsorgsfuld behandling og bedst mulig beskyttelse af dyr mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnslovens § 1, at dyrlægen ikke sørgede for dette?
Svar ad m:
Se svar ad o.
Spørgsmål n:
Hesten beskrives som havende voldsomme smerter af både ejer og dyrlæge. Den blev behandlet med Finadyne i en dosis svarende til ca. 540 kg (12 ml. Finadyne). Jf. journalen blev det foreslået at behandle den med opoider, hvis det blev anset for nødvendigt. Den 14. november 2018 anføres, at den fik Metadon, hvilket medførte, at den åd og drak efter behandlingen. Er det Rådets vurdering, at hesten var tilstrækkeligt smertedækket? Hvis nej, hvilken behandling skulle hesten have haft?
Svar ad n:
Se svar ad spørgsmål j og l. Ifølge journalen fik hesten først metadon d. 14. november, mens den ifølge dyrlæge 2s høringssvar fik metadon 3 gange dagligt både d. 13. og 14. november. Ifølge journalen ordineres NSAID d. 11. november.
Ifølge ejers notater var hesten kraftigt nedstemt alle dage og de sidste 2 dage helt uden ædelyst bortset fra minimal ædelyst umiddelbart efter metadon d. 14. november. Baseret på de samlede sagsakter vurderer Rådet, at hesten under en større del af forløbet var kraftigt smertepåvirket, og derfor vurderes det samlet set, at det er tvivlsomt, om hesten har været tilstrækkelig smertebehandlet igennem hele eller dele af forløbet.
Hvilken smertebehandling der havde været den mest korrekte, kan Rådet på det foreliggende grundlag ikke konkludere, men systematisk behandling med morfin som bolus hver 3.-4. time i kombination med NSAID to gange dagligt kunne have være en mulighed.
Spørgsmål o:
Hvis hesten ikke vurderedes at have været tilstrækkeligt smertedækket, er det da at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. I og/eller manglende omsorgsfuld behandling og bedst mulig beskyttelse af dyr mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnslovens § 1, at dyrlægen ikke sørgede for at smertedække hesten tilstrækkeligt?
Svar ad o:
Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Rådet finder, at hestens tilstand ved de daglige tilsyn på hestehospitalet har været tydelig og let erkendelig. Hestens situation burde have været erkendt og afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at hestens modtog sufficient smertebehandling under udredning for sin lidelse. Hvis yderligere behandling ikke var mulig, burde hesten være blevet aflivet.
Idet hesten baseret på sagsakterne ikke har været sufficient behandlet, herunder smertebehandlet, finder Rådet, at den under opholdet på hestehospitalet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dens behov.
Rådet finder, at hesten derved har været udsat groft uforsvarlig behandling, jf. dyreværnslovens § 1 og 2.
Baseret på de samlede sagsakter samt svar ad j, k og l vurderer Rådet herved, at dyrlæge 2 har udvist manglende omhu og samvittighedsfuld i gerningen som dyrlæge, jf. dyrlægelovens § 8 stk. 1.
Spørgsmål p:
Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1, og/eller manglende omsorgsfuld behandling og bedst mulig beskyttelse af dyr mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe jf. dyreværnslovens § 1, at dyrlægen ikke aflivede hesten, da den tiltagende blev dårligere og endte med at dø af sig selv? Er det rådets opfattelse, at hesten burde have været aflivet tidligere i forløbet?
Svar ad p:
Rådet finder, at der vil være behandlingsforløb, der afsluttes ved, at dyret dør af sig selv. På det foreliggende grundlag, herunder den manglende undersøgelse af årsagen til hestens symptomer kan Rådet ikke vurdere, om hesten burde have været aflivet tidligere i forløbet.
Spørgsmål q:
Hvis det er Rådets vurdering, at dyreværnsloven ikke blev overholdt, hvilken grad af uforsvarlighed vurderes hesten så at have været udsat for: Væsentlig ulempe, uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?
Svar ad q:
Se svar ad o.
Spørgsmål r:
Hestens hoved og en del af halsen blev efterfølgende obduceret. Er det at betragte som manglende udvisning af omhu og samvittighedsfuldhed i gerningen som dyrlæge jf. dyrlægelovens § 8, stk. 1 ikke at have ladet hele hesten obducere med henblik på at finde frem til dødsårsagen?
Svar ad r:
Nej.
Spørgsmål s:
Giver denne del af sagen Rådet anledning til yderligere bemærkninger?
Svar ad s:
Rådet finder anledning til at kommentere, at besvarelsen af sagens veterinærfaglige kerne kompliceres unødigt af karakteren og antallet af stillede spørgsmål.
Afgørelse:
Der var to tiltalte i sagen.
Dyrlæge 1:
Tiltalt for overtrædelse af dyrlægelovens § 38 stk. 2 nr. 1, jfr. stk. 1 nr. 1, jfr. § 8 stk. 1 ved i perioden fra d. 5. til d. 11. november 2018 på Hestehospital DH1, i sin gerning som dyrlæge groft uagtsomt at have undladt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sin behandling af hesten …, idet han undlod – med henblik på forudgående udredning af årsagen til feber og høj puls og eventuel behandling – at undersøge hesten inden bedøvelse forud for en ikke akut, men langvarig og kompliceret tandoperation d. 6. november 2018 med fortsættelse tre dage senere med den samlede følge, at der derved blev forvoldt skade eller fremkaldt fare for skade på hesten, som d. 14. november 2018 – efter overførsel til Hestehospital DH2 – afgik ved døden.
Afgjort ved bødeforelæg på 15.000 kr.
Dyrlæge 2:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 2, og stk. 12, jf. § 2, og § 3, ved i perioden fra d. 11. til d. 14. november 2018 på Hestehospital DH2, i sin gerning som dyrlæge groft uagtsomt at have undladt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sin (eller andre ansattes) behandling af en hest, hvorved der blev forvoldt skade eller fremkaldt fare for skade på hesten, idet tiltalte efter hestens indlæggelse d. 11. november 2018 og med kendskab til et forudgående forløb på Hestehospital DH1 undlod at foretage en klinisk undersøgelse, at iværksætte antibiotikabehandling mod formodet knoglebetændelse med sideløbende udtagning af blodprøve og at sørge for, at journalen blev ført med tilstrækkelige oplysninger vedrørende hestens behandling, pleje og kliniske observationer med den følge, at hesten udsattes for grovere uforsvarlig behandling, da den på grund af lidelsen, der blandt andet viste sig ved nedstemthed og manglende æde- og drikkelyst, hvilket samlet førte til, at hesten d. 14. november 2018 afgik ved døden.
Efter indholdet af udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt blev det lagt til grund, at hesten ikke fik den behandling, den burde have haft på hospitalet frem til sin død den 14. november 2018, men det kunne ikke efter bevisførelsen - mod tiltaltes benægtelse - anses for bevist, at tiltalte havde udvist grov uagtsomhed i behandlingen af hesten med den følge, at hesten blev udsat for grovere uforsvarlig behandling.
Forholdet kunne derfor ikke henføres til dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, hvor forældelsesfristen er 5 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2. Forholdet var omfattet af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1. med en forældelsesfrist på 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.
Tiltalte blev derfor frifundet for straf som følge af forholdets forældelse.
Der blev herved lagt vægt på, at der var afgivet divergerende forklaringer om den tilstand hesten var i, da tiltalte overtog ansvaret for behandlingen af hesten i forbindelse med, at hesten blev henvist fra Hestehospital DH1, hvor dyrlæge 1, i strid med reglerne, havde opereret hesten, selvom den var feberpåvirket. Der var endvidere afgivet divergerende forklaringer om den tilstand, hesten var i under opholdet på DH2. Dertil kom, at væsentlige dele af udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd byggede på de oplysninger, der var modtaget fra hestens ejer, og som under hovedforhandlingen blev bestridt af blandt andre tiltalte. Uanset at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at behandlingen af hesten burde have været bedre på Hestehospital DH2, end tilfældet var, var det på den baggrund efter bevisførelsen overvejende betænkeligt at anse for bevist, at dette kunne tilregnes tiltalte som groft uagtsomt.
Det kunne ikke føre til anden vurdering af det strafferetlige ansvar for tiltalte, at journalføringen på Hestehospital DH2 havde været utilstrækkelig.