Rådet udtalte 2. juli 2024:
Rådet har tidligere på anmodning fra Fødevarestyrelsen, Veterinærrejseholdet, behandlet sagen vedrørende diagnosticering og behandling af en hest i november 2018 jnr. 2019-13-401-00025.
Rådet har ved forelæggelse af sagen fra anklagemyndigheden i 2023 modtaget såvel de tidligere sagsakter fra 2019, som sagsakter fra perioden 2019 – 2022, sagsakterne indeholder nye og i flere tilfælde modstridende oplysninger om diagnosticering og behandling af hesten i 2019.
Rådet finder det beklageligt, at sagen ikke var fuldt oplyst fra de involverede dyrlægers side ved Rådets første behandling, eksempelvis angives det nu fra DH2 at skemaer omhandlende hestens fodring m.m. er tilintetgjort rutinemæssigt 2 år efter hestens indlæggelse, skemaer der ikke blev fremlagt i forbindelse med partshøringen i 2019.
Spørgsmål 1:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål j og p) Under henvisning til at der den dag, 12. november 2018, var taget røntgen, at hesten (hverken denne dag eller de næste to dage) havde udvist tegn på ataksi eller svimmelhed, samt at den ikke var dehydreret, hvorfor var det så indikeret, at behandlende dyrlæge skulle undersøge hesten for disse forhold?
Svar ad 1:
Rådet finder det forventeligt, at behandlingsansvarlige dyrlæge på et henvisningshospital udfører en fuld klinisk undersøgelse på en alvorlig syg hest, der modtages med en sygehistorie som beskrevet for denne hest, herunder at den henvises efter flere dages dyrlægebehandling uden den ønskede effekt. Med henvisning til tidligere svar ad j bemærker Rådet blandt andet følgende vedrørende hestens tilstand:
Henvisende vagtdyrlæge … noterer på henvisningsdagen 11. november 2018 i hestens journal (Forhold 1, bilag 6):
”Kl 10: Virker nedstemt igen….” samt Kl 10: T:38.Virker meget sløv.” og ”Kl 13: Fortsat nedstemt,..”.
Ligesom det af afhøringsrapporterne fra marts 2022 fremgår:
Afhøring af vagtdyrlæge … (Forhold 1, bilag 34):
”Afhørte var meget bekymret for hesten, så afhørte overnattede på DH1 i stedet for at tage hjem.”
”Feberen var ikke faldet. Den var blevet mere stille og nedstemt. Den ville stadigvæk ikke spise og drikke”
Afhøring af dyrlæge 1 (Forhold bilag 1, bilag 32):
”Hesten var så dårlig at den enten skulle overføres til DH2 eller aflives. Ellers ville det have været en overtrædelse af dyreværnsloven”.
Hvilket gentages i bemærkninger fra dyrlæge 1s advokat til afhøringsrapport Forhold 1, bilag 32A:
”..min klient tilkendegav, at hesten enten straks skulle overføres til DH2 eller aflives.”
Afhøring af dyrlæge 2 (Forhold 3, bilag 37): ”… kunne ikke se nogen fremgang hos hesten. Den havde været dårlig i flere dage.” …
Spørgsmål 2:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål j og p) Når det vil tage 8-9 dage at få svar på en udvidet blodprøve, er det så ikke en bedre løsning at give hesten bredspektret antibiotika end at vente 8-9 dage med at kunne behandle hesten?
Svar ad 2:
Rådet finder det hensigtsmæssigt i det konkrete tilfælde, at iværksætte behandling mod formodet knoglebetændelse med antibiotika og sideløbende udtage blod til dyrkning med henblik på eventuelt at kunne optimere behandlingen, når laboratoriesvaret foreligger.
Spørgsmål 3:
I tilknytning til spørgsmål 2 bedes det oplyst, om den smertedækning, hesten har fået, er i den høje ende af, hvad en syg hest kan klare?
Svar ad 3:
Idet der henvises til tidligere svar ad N finder Rådet, at en hest indlagt på et hestehospital skal gives smertebehandling efter behov og med henvisning til dyrevelfærdsloves § 2 skal denne gives således, at hesten beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.
Spørgsmål 4:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål j, 2. afsnit) Det bedes oplyst, hvilke diagnoser det ville være relevant at undersøge for, når røntgen har afdækket hestens problem, og at f.eks. temperaturmåling næppe havde været retvisende, når hesten er så smertedækket. Også her henvises til bloddyrkning, og der spørges, jfr. ovenfor, om det er relevant at udsætte hestens behandling i 8 - 9 dage?
Svar ad 4:
Vedrørende bloddyrkning se svar ad 2.
Rådet finder ikke, som anført i spørgsmål 4, at røntgenfoto optaget 12. november ”har afdækket hestens problem”. Med reference til tidligere svar ad j, finder Rådet, at der med baggrund i hestens sygehistorie burde have været foretaget en fuld klinisk undersøgelse, herunder en neurologisk undersøgelse.
Spørgsmål 5:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål 1) Findes der nogen objektive tegn på, at ejers oplysning om manglende æde- og drikkelyst, ataksi, svimmelhed, svedetur m.v. er rigtige?
Svar ad 5:
I afhøringsrapporten marts 2022 (Forhold 3, bilag 31) udtaler hestens ejer:
”Forespurgt om afhørte og hendes datter så hesten spise, mens den var på DH2, svarede afhørte nej.
Den forsøgte om mandagen den 12. november 2018, men kunne ikke.
Foreholdt dyrlæge 2s forklaring om, at hesten skulle have drukket vand og spist 3-4 kg grovfoder i dagene fra den 11. — 14. november 2018, oplyste afhørte, at det var hun uforstående overfor. Når hun var hos hesten, kunne hesten hverken spise eller drikke. Afhørte og hendes datter var hos hesten flere gange om dagen i de dage den var på DH2. De så mængden af foder i krybben, som blot voksede som dagene gik. Afhørte så også hvordan hesten forsøgte at få hovedet hen til krybben, men at den ikke kunne spise.”
Fra afhøring af dyrlæge … i marts 2022 (Forhold 1, bilag 34):
”Feberen var ikke faldet. Den var blevet mere stille og nedstemt. Den ville stadigvæk ikke spise og drikke”.
Fra journalen fra DH2 (Forhold 1, bilag 8):
13.11.2018: ””… Dyrlæge 2 Talked to owner and will contact Dyrlæge 1 because the horse is almost not eating and is very smelly from the mouth. Treated with opioids if needed to ease the pain”….”Fodres højt.”
14.11.2019: ….”Very depressed, dull. 39,5; HR56 R32, congested CRT 3-4. Poor GS, poorly eating….. OBS eating and drinking after methadone”
Fra supplerende parthøringssvar fra dyrlæge 2 marts 2020 (Forhold 3, bilag 21) til Fødevarestyrelsen på spørgsmålet ”Hvor meget vand og foder optog hesten i tiden fra den 11. til den 14. november 2018?
”Vand af spand for at holde øje med mængde. Den 11. samt 12. ca. 18L./dag og den 13. samt 14. bedre æde lyst efter Synthadon ca 30L/dag.
Ædt 3-4 kg grovfoder alle dage samt equidgel (100 gr. I 2 L vand) 2 x daglig d. 13. samt 14.
Fra afhøringsrapporten af dyrlæge 2, marts 2022 (forhold 3, bilag 37):
”Om tirsdagen den 131118 talte afhørte med ejeren. Hesten spiste nu mindre………”.
På baggrund af sagens akter, finder Rådet, at ejers oplysninger om manglende æde-drikkelyst bekræftes.
Der er ikke i journalmaterialet fra DH2 oplysninger om observationer/objektive undersøgelser, der afkræfter ejers og henvisende dyrlæges oplysninger om hestens ataxi/svimmelhed. Dyrlæge 2 oplyser i afhøringsrapporten fra marts 2022 (Forhold 3, bilag 37), at han ikke kunne huske om hesten var slinger i sin gang, da den ankom til DH2. ”Familien trak selv hesten ind fra parkeringspladsen og ind i klinikken. En strækning på 100-200 meter. Afhørte bedøvede hesten i forbindelse med sin undersøgelse af den”.
En klinisk undersøgelse under indlæggelsen på DH2 ville have kunnet af-/bekræfte ejerens /henvisende dyrlæges oplysninger om hesten.
Spørgsmål 6:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål 1) Rådet bedes efter gennemgang af bilag 3 og bilag 10 uddybe, hvorfor hesten ikke er tilstrækkeligt væske- og smertedækket.
Svar ad 6:
Idet Rådet antager, at der henvises til bilag 8 (hestens journal fra DH2) og bilag 10 (Faktura fra DH2) skal Rådet henvise til tidligere svar ad j og svar ad n samt svar ad 5, idet Rådet finder, at hesten under opholdet på DH2 har forhøjet pulsfrekvens, nedsat/manglende ædelyst og nedsat drikkelyst (væskeindtag for 500 kg rask hest er 25-50 liter daglig).
Rådet skal oplyse, idet der henvises til lærebøger, at PVC i sig selv ikke er et hverken særlig sensitivt eller specifikt udtryk for hestens hydreringsgrad uden samtidig vurdering af andre blodparametre samt vurdering af kliniske parametre (eksempelvis pulsfrekvens og -styrke, kapillærfyldningstid, slimhindernes beskaffenhed, hudelasticitet, jugularvenernes fyldningsgrad og hudtemperatur på ekstremiteterne).
Spørgsmål 7:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål 1) Det bedes oplyst, om man skal udvise forsigtighed med brug af kateter til væske, når hesten har en prop i den ene side og ifølge blodprøverne ikke er dehydreret.
Svar ad 7:
Det er velkendt, at der kan opstå komplikationer i forbindelse med kateterilægning på hospitaliserede heste, og at der skal udvises forsigtighed, såfremt den ene jugularvene ikke kan anvendes. Heste kan rehydreres ved at give dem fri adgang til drikkevand, evt. ved tilsætning af smagsfremmende stoffer til drikkevandet, væske kan doseres via en næsesvælgsonde eller der kan tages alternative vener i brug til kateterilægning, såfremt man ikke ønsker at anvende jugularvenen.
Vedrørende anvendelse af blodprøver til at vurdere graden af dehydrering henvises til svar ad 6.
Spørgsmål 8:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål n) Rådet bedes uddybe svarets 2. afsnit, hvorefter man lægger ejers oplysninger til grund - herunder om, hvorvidt hestens ’’minimale ædelyst” er dokumenteret.
Svar ad 8:
Se svar ad 5.
Spørgsmål 9:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål p) Når hestens infektionstal væsentligt er bedre d. 13. november 2018, hvorfor er det så nødvendigt at drøfte aflivning med ejer?
Svar ad 9:
Hestens tilstand kan ikke bedømmes alene på baggrund af ”infektionstal”, hvilket forløbet også tydeligt viser. Hesten er alvorligt syg, og den kliniske tilstand forværres ifølge såvel de tilgængelige journaloplysninger som ejerens oplysninger for perioden 11. november – 13. november.
Spørgsmål 10:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål p) Er det forventeligt, at hesten ville dø af sig selv d. 14. november 2018?
Svar ad 10:
Nej, det er sjældent at en hest dør af sig selv, når den er i en dyrlæges varetægt, da der oftest vil være foretaget en aflivning, inden situationen udvikler sig til selvdød.
Baseret på sygdomsforløbet samt udtalelserne fra de involverede dyrlæger finder Rådet, at hestens prognose for overlevelse var slet. Rådet kan ikke ud fra de forelagte veterinære undersøgelser vurdere, om det var forventeligt, at hesten ville dø af sig selv d. 14. november 2018.
Spørgsmål 11:
(supplement til besvarelsen af det tidligere spørgsmål e) I politirapporten af 18. marts 2022 (forhold 1, bilag 32) side 4, linje 10-21 beskriver dyrlæge 1, hvilke reflektioner han gjorde sig, inden operationen blev påbegyndt d. 9. november 2018: ’’Afhørte blev foreholdt Det Veterinære Råds udtalelse (svar e): Afhørte forklarede, at han var uenig med DVR, idet han mente, at det var ting omkring den dårlige tand, som var årsag til hestens feber og høje puls. Derfor mente afhørte, at det var vigtigt at få fjernet den dårlige tand. Hestens puls steg, da hesten blev bedøvet, men pulsen faldt hurtigt, da hesten efterfølgende fik smertestillende. Afhørte vidste ikke, om det var det smertestillende eller tiden, som gjorde, at hestens puls faldt. Det er en kendt konsekvens, at hestens puls stiger ved bedøvelse, hvis hesten har feber. Afhørtes faglige vurdering var, at der var mindre risiko for hesten og forløbet ved at operere hesten om fredagen den 091118 end at udsætte operationen. Ved at operere med det samme, så skulle hesten ikke stå med smerte, høj feber og puls i flere dage. Det var vigtigt at få fjernet årsagen til problemerne. Nemlig tanden.” Mener rådet på baggrund af ovenstående afsnit fra politirapporten, hvori dyrlæge 1s reflektioner om at operere fremgår, at han har handlet med manglende omhu og samvittighedsfuldhed?
Svar ad 11:
Rådet har tidligere i svar ad e sammenfattet: Rådet finder, at hesten burde have været undersøgt inden sedation og operation blev påbegyndt, og at operationen burde have været udsat med henblik på udredning af årsagen til feber og høj puls og eventuel behandling af dette.
Rådet finder fortsat, at hesten burde have været undersøgt inden sedation og operation blev påbegyndt, således at eventuel tilstedeværelse af feber og høj puls før sedation og operation havde været konstateret, årsagen til dette kunne have været udredt og beslutningstagen om igangsætning af den ikke akutte operation kunne have været foretaget på et bedre oplyst grundlag.
Såfremt det lægges til grund, at operationen var påbegyndt, da der blev konstateret høj puls og feber, finder Rådet, at dyrlæge 1 har skønnet, at det var til hestens fordel at fortsætte operationen fremfor at afbryde/udsætte den.
Sammenfattende finder Rådet fortsat, at dyrlæge 1, ved at undlade at undersøge hesten inden sedation og påbegyndelse af operation, har handlet med manglende omhu og samvittighedsfuldhed.
Spørgsmål 12:
Giver dyrlæge 1s oplysninger i afhøringsrapporten (forhold 1, bilag 32 og 32 A) anledning til en ændret vurdering i relation til rådets tidligere besvarelse - særligt af spørgsmål e?
Svar ad 12:
Se svar ad 11.
Spørgsmål 13:
Er dyrlæge 1s handlinger og undladelser på det nu foreliggende grundlag efter rådets vurdering udtryk for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af hesten, eller har der været tale om mishandling?
Svar ad 13:
Nej.
Spørgsmål 14:
Giver dyrlæge 2s forklaring i afhøringsrapporten (forhold 3, bilag 37) anledning til en ændret vurdering i relation til rådets tidligere besvarelse - særligt af spørgsmål e?
Svar ad 14:
Rådet forstår ikke spørgsmålet, idet der refereres til spørgsmål e, der omhandler dyrlæge 1s behandling af hesten.
Spørgsmål 15:
Er dyrlæge 2s handlinger og undladelser på det nu foreliggende grundlag efter rådets vurdering udtryk for uforsvarlig eller grovere uforsvarlig behandling af hesten, eller har der været tale om mishandling?
Svar ad 15:
Af Rådets udtalelse af 19. august 2021. 2019-24-017-00003, svar ad O, (Forhold 1, bilag 22) fremgår blandt andet:
”Rådet finder, at hestens tilstand ved de daglige tilsyn på hestehospitalet har været tydelig og let erkendelig. Hestens situation burde have været erkendt og afhjulpet, hvilket bedst ville være sket ved, at hesten modtog sufficient smertebehandling under udredning for sin lidelse. Hvis yderligere behandling ikke var mulig, burde hesten være blevet aflivet.
Idet hesten baseret på sagsakterne ikke har været sufficient behandlet, herunder smertebehandlet, finder Rådet, at den under opholdet på hestehospitalet, har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom den ikke har været behandlet omsorgsfuldt under hensyntagen til dets behov.
Rådet finder at hesten derved har været udsat groft uforsvarlig behandling jf. dyreværnslovens § 1 og 2.”
Rådet finder på det nu foreliggende grundlag ikke anledning til at ændre sit svar ad O i udtalelsen.
Spørgsmål 16:
Giver sagen i øvrigt rådet anledning til bemærkninger?
Svar ad 16:
Rådet finder, at såfremt der ikke kan forelægges yderligere veterinærfaglige oplysninger, kan Rådet ikke belyse sagen yderligere.
Rådet finder anledning til at bemærke, at Rådet ikke forholder sig til de af sagsøgtes advokat …s fortolkninger af de veterinærfaglige oplysninger i sagen (Forhold 3, bilag 33).
Afgørelse:
Afgjort sammen med sag nr. 2020-24-017-00003.
Der var to tiltalte i sagen.
Dyrlæge 1:
Tiltalt for overtrædelse af dyrlægelovens § 38 stk. 2 nr. 1, jfr. stk. 1 nr. 1, jfr. § 8 stk. 1 ved i perioden fra d. 5. til d. 11. november 2018 på Hestehospital DH1, i sin gerning som dyrlæge groft uagtsomt at have undladt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sin behandling af hesten …, idet han undlod – med henblik på forudgående udredning af årsagen til feber og høj puls og eventuel behandling – at undersøge hesten inden bedøvelse forud for en ikke akut, men langvarig og kompliceret tandoperation d. 6. november 2018 med fortsættelse tre dage senere med den samlede følge, at der derved blev forvoldt skade eller fremkaldt fare for skade på hesten, som d. 14. november 2018 – efter overførsel til Hestehospital DH2 – afgik ved døden.
Afgjort ved bødeforelæg på 15.000 kr.
Dyrlæge 2:
Tiltalt for overtrædelse af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1, jf. stk. 2, og stk. 12, jf. § 2, og § 3, ved i perioden fra d. 11. til d. 14. november 2018 på Hestehospital DH2, i sin gerning som dyrlæge groft uagtsomt at have undladt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sin (eller andre ansattes) behandling af en hest, hvorved der blev forvoldt skade eller fremkaldt fare for skade på hesten, idet tiltalte efter hestens indlæggelse d. 11. november 2018 og med kendskab til et forudgående forløb på Hestehospital DH1 undlod at foretage en klinisk undersøgelse, at iværksætte antibiotikabehandling mod formodet knoglebetændelse med sideløbende udtagning af blodprøve og at sørge for, at journalen blev ført med tilstrækkelige oplysninger vedrørende hestens behandling, pleje og kliniske observationer med den følge, at hesten udsattes for grovere uforsvarlig behandling, da den på grund af lidelsen, der blandt andet viste sig ved nedstemthed og manglende æde- og drikkelyst, hvilket samlet førte til, at hesten d. 14. november 2018 afgik ved døden.
Efter indholdet af udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt blev det lagt til grund, at hesten ikke fik den behandling, den burde have haft på hospitalet frem til sin død den 14. november 2018, men det kunne ikke efter bevisførelsen - mod tiltaltes benægtelse - anses for bevist, at tiltalte havde udvist grov uagtsomhed i behandlingen af hesten med den følge, at hesten blev udsat for grovere uforsvarlig behandling.
Forholdet kunne derfor ikke henføres til dyrevelfærdslovens § 58, stk. 2, hvor forældelsesfristen er 5 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2. Forholdet var omfattet af dyrevelfærdslovens § 58, stk. 1. med en forældelsesfrist på 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.
Tiltalte blev derfor frifundet for straf som følge af forholdets forældelse.
Der blev herved lagt vægt på, at der var afgivet divergerende forklaringer om den tilstand hesten var i, da tiltalte overtog ansvaret for behandlingen af hesten i forbindelse med, at hesten blev henvist fra Hestehospital DH1, hvor dyrlæge 1, i strid med reglerne, havde opereret hesten, selvom den var feberpåvirket. Der var endvidere afgivet divergerende forklaringer om den tilstand, hesten var i under opholdet på DH2. Dertil kom, at væsentlige dele af udtalelserne fra Det Veterinære Sundhedsråd byggede på de oplysninger, der var modtaget fra hestens ejer, og som under hovedforhandlingen blev bestridt af blandt andre tiltalte. Uanset at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at behandlingen af hesten burde have været bedre på Hestehospital DH2, end tilfældet var, var det på den baggrund efter bevisførelsen overvejende betænkeligt at anse for bevist, at dette kunne tilregnes tiltalte som groft uagtsomt.
Det kunne ikke føre til anden vurdering af det strafferetlige ansvar for tiltalte, at journalføringen på Hestehospital DH2 havde været utilstrækkelig.