2025-03398

Døde kreaturer i lade - magre kreaturer på vådt underlag uden adgang til foder - fundet ved to kontrolbesøg i besætningen

07-10-2025

Skrivelse af 23. januar 2025 fra Midt- og Vestjyllands Politi (4100-89108-00001-24).
I en lade fandtes tre døde kreaturer i en dybstrøelsesboks. Ved en opfølgende kontrol fandtes en tyr og en ko i laden under middel i huld. De havde ikke adgang til foder - heller ikke stråfoder. De gik i en våd dybstrøelsesboks og sank ned i underlaget til midt på benene.

Rådet udtalte 7. oktober 2025:

Spørgsmål 1:

Har dyr nr. 1, ved den ovenstående behandling, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 1:

Det fremgår af den veterinære kontrolrapport af 3. juli 2023 om kontrollen udført samme dag: De voksne dyr, som er af limousine-race (kødkvæg), vurderes at være i let til tydelig under huld, med begyndende nedsat muskelfylde. Tyr nr. 384 er mindst påvirket, hvor køerne med nr 236, 312, 290, samt ikke-mærket ko har tydeligt kantede hoftehjørner sædebensknuder tydelige torntappe og tværtappe på rygrad. ….Der findes ikke tegn på tildeling af stråfoder eller tilskudsfoder.

Ved kontrolbesøg d. 20. juli konstateres i den veterinære kontrolrapport:

”I staldens dybstrøelse findes 3 døde dyr: 290, 236 og et umærket kreatur. Dyrene er i forrådnelse: der er håraffald, huden går let af når man forsøger at flytte med lemmer. der er luftdannelse under huden. At dømme ud fra forrådnelsen har de været døde i flere dage.”

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse vedrørende kontrolbesøget d. 20. juli 2023 vedrørende dyr nr. 1 (ko nr. -00290):

”Dyr nr. 1: kreatur …-00290 (afdødt), beskrivelse:

Kadaveret efter dyr nr. 1 fandtes liggende i brystleje i ladens dybstrøelsesboks tættest på indgangsdøren. Kadaveret vurderes at være efter et voksent dyr. Foran kadaveret stod en spand med vand inden for rækkevidde. Der fandtes en del halm foran kada­veret, men ingen tegn på tildeling af grovfoder eller kraftfoder. Bag kadaveret var der ophobet store mængder af gødning. Omkring kadaverets bagben var der et hul ned i strøelsen. Strøelsen omkring kadaveret var tør, men i det hul, som det ene bagben lå i sås der ophobning af væske. Kadaveret fremstod ikke tilsmudset.

Kadaverets pande (hud over Ossae frontales) inspiceredes og der fandtes ikke mær­ker efter en boltpistol. Ved berøring og tryk på dyrets skind kunne der mærkes tilste­deværelse af luft under huden. Der var håraffald (hårene kunne let trækkes af huden) og desuden var det separation af overhud og underhud ved håndtering af lemmer...

Ejer oplyser, at dyret er blevet svagere over en periode, har lagt sig og ikke er kommet derfra. Ejer oplyser at dyr nr. 236 lagde sig ca. 1 uge efter den 3. juli 2023, og at de andre dyr (tilbageværende kadavere) lagde sig en til to dage efter dette. Ejer oplyser endvidere, at der ikke har været tilkaldt en dyrlæge til dyret, mens det har været liggende. Ejer har ikke set andre symptomer på dyret end svaghed. Ejer oplyser, at dyret ikke er blevet aflivet. Ejer oplyste under kontrollen, at dyret selv har lagt sig, hvor det ligger. Ud fra ejers oplysninger vurderes det, at dyret lagt sig omkring d. 12. juli 2023. Det er blevet til­budt wrapensilage og vand i ca. 2 dage. Det er dødt omkring 4 dage inden den 20. juli 2023.”

Det fremgår endvidere af embedsdyrlægens anmeldelse, at der d.  21. juli 2023, blev foretaget ob­duktion af kadaveret af koen i besætningen og udtaget præparater i form af højre overarmsknogle (os humerus) og højre lårbensknogle (os femoris). Ved obduktionen fandtes ved åbning ind til mave- og tarmsystemet ”… indhold som vurderes at bestå for en stor del af halm.” Der blev ikke fundet tegn på sygdom.

Af sektionsrapport af 17. december 2024 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND konkluderes følgende vedrørende ko xx-00290:

”Konklusion:
Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at alle præparater var sæde for kadaverose…, og dyret med CKR nr. …-00290 var sæde for en erosiv artrose. I knoglemarven fra … -00290 fandtes atrofi af fedtcellerne og ophobning af et intercellulært materiale, der dog ikke kunne verificeres som glykosaminoglykaner, hvorfor en tilstand af serøs fedtvævsatrofi og dermed kakeksi (afmagring) ikke kunne påvises.”

Ved afmagring skal der iværksættes korrigerende handlinger. Såfremt dyr afmagrer som følge af sygdom, skal fodringen, i samspil med øvrig relevant behandling, tilpasses således, at dyrene bibeholder deres vægt eller som minimum ikke får en dyrevelfærdsmæssig betænkelig ernæringstilstand. Dette kan eksempelvis ske ved at anvende et foder med høj næringsværdi.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at ko nr. -00290’s tilstand har været tydelig, erkendt og påtalt overfor ejer gennem længere tid. Ved ikke at blive fodret sufficient, undersøgt og behandlet af en dyrlæge eller aflivet, da koen ca. 1 uge efter det veterinære kontrolbesøg d. 3 juli, 2023 , hvor den konstateredes at være i let til tydelig huld under middel, lagde sig, udviste tiltagende svaghed og ikke siden rejste sig igen, og døde omkring 4 dage inden kontrolbesøget 20. juli 2023, har koen været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt herunder fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at ko nr. -00290 under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 2:

Har dyr nr. 2, ved den ovenstående behandling, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 2:

Det fremgår af den veterinære kontrolrapport 3. juli 2023 om kontrollen udført samme dag: De voksne dyr, som er af limousine-race (kødkvæg), vurderes at være i let til tydelig underhuld, med begyndende nedsat muskelfylde. Tyr nr. 384 er mindst påvirket, hvor køerne med nr. 236, 312, 290, samt ikke-mærket ko har tydeligt kantede hoftehjørner sædebensknuder tydelige torntappe og tværtappe på rygrad. …. Der findes ikke tegn på tildeling af stråfoder eller tilskudsfoder.

Ved kontrolbesøg d. 20. juli konstateres i den veterinære kontrolrapport:

”I staldens dybstrøelse findes 3 døde dyr: 290, 236 og et umærket kreatur. Dyrene er i forrådnelse: der er håraffald, huden går let af når man forsøger at flytte med lemmer. der er luftdannelse under huden. At dømme ud fra forrådnelsen har de været døde i flere dage.”

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse vedrørende kontrolbesøget d. 20. juli 2023 vedrørende ko nr. -00236:

”Dyr nr. 2: kreatur … -00236 (afdødt), beskrivelse:

Kadaveret efter dyr nr. 2 fandtes liggende i ladens dybstrøelsesboks i det fjerneste højre hjørne (set med ryggen til indgangsdøren) Der fandtes halm foran kadaveret, men ingen tegn på tildeling af grovfoder eller kraftfoder. Underlaget fandtes uden strøelse af nævneværdigt omfang. Bag kadaveret var der ophobet store mængder af gødning. Kadaverets bagben var nedsunket i underlaget, som vurderes at være gød­ning og/eller meget beskidt strøelse.

Kadaverets pande (hud over ossae frontales) inspiceredes og der fandtes ikke mær­ker efter en boltpistol. Ved berøring og tryk på dyrets skind kunne der mærkes tilste­deværelse af luft under huden. Der var håraffald i kadaverets pande...

Ejer oplyser, at dyret er blevet svagere over en periode, har lagt sig og ikke er kommet derfra. Ejer oplyser at dyr nr. 236 lagde sig ca. 1 uge efter d. 3. juli. Ejer oplyser vide­re, at der ikke har været tilkaldt en dyrlæge til dyret, mens det har været liggende eller til aflivning. Ejer oplyser, at han ikke har set andre symptomer på dyret end svaghed, og at dyret ikke er blevet aflivet …

Ejer oplyser at dyret selv har lagt sig hvor det ligger. Det er blevet tilbudt wrapensila­ge og vand i ca. 2 dage mens det har været liggende. Det er dødt omkring 4 dage in­den d. 20. juli.”

Det fremgår endvidere af embedsdyrlægens anmeldelse, at der d. 21. juli 2023, blev foretaget ob­duktion af kadaveret af koen i besætningen og udtaget præparater i form af venstre overarmsknogle (os humerus) og venstre lårbensknogle (os femoris). Ved obduktionen fandtes ved åbning ind til mave- og tarmsystemet ”… indhold som vurderes at bestå for en stor del af halm, baseret på farve og struktur.” Ved åbning til vommen blev et ca. 50 cm langt stykke plastik observeret.

Af sektionsrapport af 17. december 2024 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND fremgår følgende konklusion vedrørende ko nr. -00236:

”Konklusion:
Baseret på ovenstående fund kan det konkluderes, at alle præparater var sæde for kadaverose. Dyret med CKR nr. …-00236 var endvidere sæde for en erosiv og en ulcerativ artrose … I knoglemarven fra CKR nr. …-00236 … fandtes atrofi af fedtcellerne og ophobning af et intercellulært materiale, der dog ikke kunne verificeres som glykosaminoglykaner, hvorfor en tilstand af serøs fedtvævsatrofi og dermed kakeksi (afmagring) ikke kunne påvises.”

Ved afmagring skal der iværksættes korrigerende handlinger. Såfremt dyr afmagrer som følge af sygdom, skal fodringen, i samspil med øvrig relevant behandling, tilpasses således, at dyrene bibeholder deres vægt eller som minimum ikke får en dyrevelfærdsmæssig betænkelig ernæringstilstand. Dette kan eksempelvis ske ved at anvende et foder med høj næringsværdi.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at ko nr. -00236’s tilstand har været tydelig, erkendt og påtalt overfor ejer gennem længere tid. Ved ikke at blive fodret sufficient, undersøgt og behandlet af en dyrlæge eller aflivet, da koen ca. 1 uge efter det veterinære kontrolbesøg d. 3 juli, 2023 , hvor den konstateredes at være i let til tydelig huld under middel, lagde sig, udviste tiltagende svaghed og ikke siden rejste sig igen, og døde omkring 4 dage inden kontrolbesøget 20. juli 2023, har koen været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt herunder fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at ko nr. -00236 under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 3:

Har dyr nr. 3, ved den ovenstående behandling, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 3:

Det fremgår af den veterinære kontrolrapport 3. juli 2023 om kontrollen udført samme dag:

”De voksne dyr, som er af limousine-race (kødkvæg), vurderes at være i let til tydelig underhuld, med begyndende nedsat muskelfylde. Tyr nr. 384 er mindst påvirket, hvor køerne med nr 236, 312, 290, samt ikke-mærket ko har tydeligt kantede hoftehjørner sædebensknuder tydelige torntappe og tværtappe på rygrad. ….Der findes ikke tegn på tildeling af stråfoder eller tilskudsfoder.”

Ved kontrolbesøg d. 20. juli konstateres i den Veterinære kontrolrapport:

”I staldens dybstrøelse findes 3 døde dyr: 290, 236 og et umærket kreatur. Dyrene er i forrådnelse: der er håraffald, huden går let af når man forsøger at flytte med lemmer. der er luftdannelse under huden. At dømme ud fra forrådnelsen har de været døde i flere dage.”

Følgende fremgår af embedsdyrlægens anmeldelse vedrørende kontrolbesøget d. 20. juli 2023 vedrørende koen med ukendt nr.:

”Dyr nr. 3: ukendt kreatur, beskrivelse:

Kadaveret efter dyr nr. 3 fandtes liggende i ladens dybstrøelsesboks i det fjerneste højre hjørne (set med ryggen til indgangsdøren). Der fandtes halm foran kadaveret, men ingen tegn på tildeling af grovfoder eller kraftfoder, desuden stod en spand med vand i umiddelbar nærhed af kadaveret. Underlaget fandtes uden strøelse af nævne­værdigt omfang. Bag kadaveret var der ophobet store mængder af gødning. Kadaverets bagben var nedsunket i underlaget, som vurderes at være gødning og/eller meget beskidt strøelse.

Kadaverets pande (hud over ossae frontales) inspiceredes og der fandtes ikke mær­ker efter en boltpistol. Ved berøring og tryk på dyrets skind kunne der mærkes tilste­deværelse af luft under huden. Der var håraffald i kadaverets pande, forben og bag­ben i lyskeregion… Desuden sås at huden var forsvundet fra kæbeknoglen (mandíbula) på begge sider af hovedet, samt at hovedet sad meget løst fast til halshvirvlerne…

Ejer oplyser, at dyret er blevet svagere over en periode, har lagt sig og ikke er kommet derfra. Ud fra ejers oplysninger (noteret ved kreatur 290) udregnes at dyret har lagt sig omkring d. 12 juli 2023. Ejer oplyser, at der ikke har været tilkaldt en dyrlæge til dyret, mens det har været liggende. Ejer oplyser at han ikke har set andre symptomer på dyret end svaghed. Ejer oplyser at dyret ikke er blevet aflivet… Ejer oplyser at dyret selv har lagt sig hvor det ligger. Det er blevet tilbudt wrapensila­ge og vand i ca. 2 dage, mens det har ligget. Det er dødt omkring 4 dage inden d. 20. juli.”

Det fremgår endvidere af embedsdyrlægens anmeldelse af 16. februar 2024, at der d. 21. juli 2023, blev foretaget ob­duktion af kadaveret af koen i besætningen. Ved obduktionen fandtes ved åbning ind til bughulen, at organerne var i fremskreden nedbrydning og ved åbning ind til tarmsystemet ” … ses tarmindhold gul-orange, fugtig, lettere grov struktur. Der var en stærk lugt af ammoniak.”

Der blev udtaget præparater i form af højre overarmsknogle (os humerus) og venstre lårbensknogle (os femoris). Ifølge sektionsattesten fra KU SUND bestod præparatet, udover højre overarmsknogle, af den højre lårbensknogle.

Af sektionsrapport af 17. december 2024 fra Sektion for Patologi, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, KU SUND fremgår følgende vedrørende koen med ukendt CKR nr:

”Sektion:
Ukendt CKR:

Præparaterne fra dyret med ukendt CKR bestod af højre humerus (overarmsknogle) med den proksimale del af ulna (en af underarmsknoglerne) påsiddende, målende ca. 40 x 12 cm. og højre femur (lårbensknogle), målende ca. 41 x 13 cm. Begge præparater havde en sparsom mængde bløddelsvæv påsiddende. Præparaterne lugtede putridt (råddent), og der fandtes maddiker, jord og halm på præparaterne. Præparaterne blev sagittalt gennemsavet for at inspicere knoglemarven grundet mistanken om kakeksi. Ved inspektion af de gennemsavede præparater kunne knoglemarv ikke erkendes. Alle fysislinjer (vækstlinjer) fandtes lukkede, hvorfor knoglerne var fra et udvokset kreatur.”

Ved afmagring skal der iværksættes korrigerende handlinger. Såfremt dyr afmagrer som følge af sygdom, skal fodringen, i samspil med øvrig relevant behandling, tilpasses således, at dyrene bibeholder deres vægt eller som minimum ikke får en dyrevelfærdsmæssig betænkelig ernæringstilstand. Dette kan eksempelvis ske ved at anvende et foder med høj næringsværdi.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at dyr 3’s tilstand har været tydelig, erkendt og påtalt overfor ejer gennem længere tid. Ved ikke at blive fodret sufficient, undersøgt og behandlet af en dyrlæge eller aflivet, da koen efter det veterinære kontrolbesøg d. 3 juli, 2023, hvor den konstateredes at være i let til tydelig huld under middel  lagde sig, udviste tiltagende svaghed og ikke siden rejste sig igen, og døde omkring 4 dage inden kontrolbesøget 20. juli 2023, har koen været udsat for den højeste grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, og den har ikke været behandlet omsorgsfuldt herunder fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at koen med ukendt CKR-nummer under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2 og 3.

Spørgsmål 4:

Har dyr nr. 4, ved den ovenstående behandling, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Spørgsmål 5:

Har dyr nr. 5, ved den ovenstående behandling, derved været udsat for uforsvarlig behandling, grovere uforsvarlig behandling, eller grovere uforsvarlig behandling med karakter af mishandling?

Svar ad 4 og 5:

Af sagsakterne fremgår, at Fødevarestyrelsen d. 3. juli 2023, i forbindelse med et opfølgende kontrolbesøg, fandt fem dyr, herunder tyr nr. -00384 og ko nr. -00312, i varierende grader af huld under middel med begyndende nedsat muskelfylde. Tyr nr. -00384 fremstod mindst påvirket, mens ko nr. -00312 fremstod med tydeligt kantede hoftehjørner, sædebensknuder, tydelige torntappe og tværtappe. Der blev ved kontrolbesøget ikke fundet tegn på tildeling af stråfoder eller tilskudsfoder.

Det fremgår endvidere, at Fødevarestyrelsen d. 24. juni 2024 bistod politiet ved endnu et opfølgende kontrolbesøg i besætningen. Af embedsdyrlægens udtalelse fremgår følgende:

”I stalden var der tre kreaturer. En kalv fra sidste år der gik alene i en boks. Og to fuldvoksne kreaturer, henholdsvis en ko og en tyr i en anden boks.

Alle dyr var i middel huld…

Boks 2 (midterste boks)

Koen og tyren (henholdsvis nr. …-00312 og …-00384) gik en boks hvor der ikke var tørt leje. I den bagerste halvdel sank dyrene ned i møget til haserne og fork­næene og i den forreste halvdel sank de i til halvvejs op til forknæene og haserne...

Det er grundet manglen på halm, rent møg dyrene går rundt i.

På begge dyr var der tydelige aflejringer af gødning på benene op til forknæ og haser. Tyren havde gødning hængende i pelsen omkring penis. Begge dyr havde tydelige mærker på kroppen (= fedtet pels og små aflejringer af gødning) efter et for vådt leje under bugen og på begge sider af bagparten i det område dyret ligger på...

Dyrene havde adgang til vand. Ingen adgang til stråfoder...”

Af sagsakterne fremgår endvidere, at Fødevarestyrelsen tillige d. 16. september 2024 bistod politiet ved et opfølgende kontrolbesøg i besætningen. Af embedsdyrlægens udtalelse af samme dato fremgår følgende:

”I stalden var der tre kreaturer. En ungtyr fra sidste år der gik alene i en boks ... Og to fuldvoksne kreaturer, henholdsvis en ko og en tyr i en anden boks…

Boks 2 (en stor boks, lagt sammen af to bokse)

Koen og tyren (henholdsvis nr. …-00312 og …-00384) gik en boks hvor der ikke var tørt leje. I dele af boksen sank dyrene ned i møget til haserne og forknæene … Det er grundet manglen på halm, rent møg dyrene går rundt i.

På begge dyr var der tydelige aflejringer af gødning på benene op til forknæ og haser. Tyren havde gødning hængende i pelsen omkring penis. Begge dyr havde tydelige mærker på kroppen (= fedtet pels og små aflejringer af gødning) efter et for vådt leje under bugen og på begge sider af bagparten i det område dyret ligger på ...

Da dyrene blev tilbudt halm var begge meget interesseret i at æde. Koen slog ud efter tyren og ville helst ikke dele (der er optaget video). Begge dyr havde et huld under middel …

Koen havde tydelige kantede hoftehjørner samt tværtappe og ribben der begynder at bliver tydelige. Samtidig mangler den muskelfylde specielt over ryggen (med begyn­dende tydelige torntappe og ribben) og på bagparten…

Tyren har synlige hoftehjørner og mangler muskelfylde specielt over ryggen og på bagparten. Hungergruben er meget tydeligt ved dagens kontrol hvilket ikke tidligere var tilfældet…

Begge dyr vurderes til at have tabt sig … mellem kontrollerne...

Dyrene havde adgang til vand. Ingen adgang til stråfoder eller anden foder... Der var ingen foder tilgænge­ligt som dyrene kunne nå.”

Ved afmagring skal der iværksættes korrigerende handlinger. Såfremt dyr afmagrer som følge af sygdom, skal fodringen, i samspil med øvrig relevant behandling, tilpasses således, at dyrene bibeholder deres vægt eller som minimum ikke får en dyrevelfærdsmæssig betænkelig ernæringstilstand. Dette kan eksempelvis ske ved at anvende et foder med høj ernæringsværdi.

Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses.

Lægges ovennævnte og sagsakterne i øvrigt til grund, finder Rådet, at tyrens og koens tilstand har været tydelig, let erkendelig og påtalt, og at deres tilstand på et tidligere tidspunkt burde havde været afhjulpet. Ved ikke at være fodret sufficient gennem længere tid (måneder), ved ikke at have adgang til foder på trods af vægttab, der viste sig ved synlige knoglestrukturer og nedsat muskelfylde, samt ved at være opstaldet i en boks, hvor der ikke var tørt underlag, således at dyrene sank ned i underlaget til forknæ og haser, har tyr nr. -00384 og ko nr. -00312 været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe, og de har ikke været behandlet omsorgsfuldt, herunder fodret og passet, under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov.

Rådet finder, at tyr nr. -00384 og ko nr. -00312 under opholdet i besætningen, har været udsat for groft uforsvarlig behandling, jf. dyrevelfærdslovens §§ 2, 3 og 18, stk. 1.

Spørgsmål 6:

Såfremt sagen i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger, bedes disse ligeledes anført i Rådets svar.

Svar ad 6:

Rådet har tidligere afgivet udtalelse i en sag om lignende forhold i besætningen, Rådets j.nr. 2022-24-0151-00128/politiets j.nr. 4100-89110-00141-22. Det fremgår af sagsakterne, at ejer d. 15. august 2024 modtog dom i sagen, herunder frakendelse af retten til hold af produktionsdyr i en periode på 3 år.

Idet der fortsat ses, at være meget mangelfulde forhold for kreaturerne i besætningen, finder Rådet, at sigtede ikke viser vilje eller evne til at sørge for dyreværnsmæssigt forsvarlige forhold i sit kreaturhold. Dette bør efter Rådets opfattelse føre til overvejelser om, hvorvidt der for bestandigt skal ske frakendelse af retten til dyrehold, jf. dyrevelfærdslovens § 60. Anvendelse af § 60 beror imidlertid på en juridisk vurdering, der alene foretages af domstolene

Afgørelse:

Påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 4, jf. straffelovens § 89, der handler om tiltalefrafald.

Begrundelsen herfor var, at tiltalte 15. august 2024 var blevet dømt i en anden straffesag for overtrædelse af dyrevelfærdsloven m.m. i samme dyrebesætning. Tiltalte blev idømt fængsel i 60 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste og endvidere frakendt retten til at eje, bruge eller passe produktionsdyr i en periode på 3 år efter endelig dom. Anklagemyndigheden vurderede, at tiltalte ikke ville have fået en strengere straf, hvis de ovennævnte forhold havde været taget med i dommen.